(UF-DAN-001-2017-1)



 Download Copyright © Urantia Foundation

URANTIA BOGEN

 

KAPITEL 4

 

GUDS FORHOLD TIL UNIVERSET

 

 

 

 

DEN Universelle Fader har et evigt formål til universernes univers vedrørende det materielle, intellektuelle og åndelige fænomen, som han udfører gennem hele tiden. Gud skabte universerne af egen fri og suveræne vilje og han skabte dem i overensstemmelse med hans altid kloge og evige formål. Det er tvivlsomt om nogen undtagen Paradisguddommene og deres højeste associerede virkelig ved ret meget om Guds evige formål. Selv de ædle borgere i Paradiset har nogle meget divergerende opfattelser om karakteren af Guddommenes evige formål.

           

Det er let at udlede, at formålet med at skabe det perfekte centrale univers Havona var ren tilfredsstillelse af den guddommelige natur. Havona fungerer som mønster skabelsen for alle andre universer og som den afsluttende skole for tidens pilgrimme på deres vej til Paradiset; imidlertid må en sådan himmelsk skabelse eksistere primært til glæde og tilfredshed for de perfekte og uendelige Skabere.

           

Den fantastiske plan om at perfektionere evolutionære dødelige og efter, at de har opnået Paradiset og Finalitkorpset, hvilket giver yderligere uddannelse af noget uafsløret fremtidige arbejde, synes at være, på nuværende tidspunkt, en af de vigtigste opgaver af de syv superuniverser og deres mange underenheder; men denne opstignings plan for åndeliggørelse og træning af de dødelige fra tid og rum er ikke på nogen måde den eneste beskæftigelse af universets intelligenser. Der er desuden, mange andre fascinerende formål som optager de himmelske værters tid og kræver deres energier.

 

1.   FADERENS HOLDNING TIL UNIVERSET

 

Urantias beboere har i tidsaldre misforstået Guds forsyn. Der er et forsyn af guddommelig udfoldelse på jeres verden, men det er ikke den barnlige, vilkårlige og materielle tjeneste som mange dødelige har fået opfattelsen af. Guds forsyn består af synkroniserede aktiviteter af de himmelske væsener og de guddommelige ånder som, i overensstemmelse med kosmisk lov, uophørligt arbejder til ære for Gud og den åndelige forfremmelse af hans univers børn.

           

Er det ikke muligt at I kan avancere jeres begreb angående Guds handlemåde i forhold til mennesket til det niveau, hvor I vil anerkende at universets nøgleord er fremskridt? Menneskeheden har gennem mange tidsaldre kæmpet for at nå dets nuværende position. Igennem alle disse årtusinde har Forsynet udarbejdet planen for fremadskridende evolution. De to tanker er ikke i praktisk modsætning, kun i menneskets misforstået opfattelse. Det Guddommelige forsyn står aldrig i opposition til sand menneskelig udvikling, hverken tidsmæssig eller åndelig. Forsynet er altid i overensstemmelse med de højeste Lovgivers uforanderlige og perfekte karakter.

           

”Gud er trofast” og ” alle hans bud er retfærdige.” ”Hans trofasthed er etableret i selve himlen.” ”For altid, Min Herre, er dine ord afgørende i himlen. Din trofasthed er til alle generationer; du har etableret jorden og den er vedblivende.” ”Han er en trofast Skaber.”

           

Der er ingen begrænsninger på de kræfter og personligheder som Faderen kan anvende for at opretholde sit formål og støtte sine skabninger. ”Den evige Gud er vores tilflugtssted og nedenunder er de evige arme.” ”Den som opholder sig på den Højestes hemmelige sted, hviler i skyggen af den Almægtige.” ”Se, den, der vogter os, han hverken slumrer eller sover.” ”Vi ved, at for dem som elsker Gud samarbejder alt til det bedste.” ”for Herrens øjne hviler på de retfærdige og hans ører er åbne for deres bønner.”

           

Gud opretholder ”alt ved hjælp af hans kraft i ordet.” Og når nye verdener er født, så ”udsender han sine Sønner og de er skabte.” Gud skaber ikke blot, men han bevarer dem alle.” Gud opretholder hele tiden alt materielt og alle væsener åndeligt. Universerne er for evigt stabile. Der er stabilitet i midten af tilsyneladende ustabilitet. Der er en underliggende orden og sikkerhed i midten af stjernehimlens energi omvæltninger og de fysiske naturkatastrofer.

           

Den Universelle Fader har ikke trukket sig tilbage fra forvaltningen af universerne; han er ikke en inaktiv Guddom. Hvis Gud skulle trække sig tilbage fra den nuværende opretholdelse af hele skabelsen, så ville der øjeblikkelig indtræffe et universelt kollaps. Uden Gud, ville der ikke være noget sådan som virkelighed.  I dette øjeblik, så vel som igennem fortidens fjerntliggende tidsaldre og ind i den evige fremtid, fortsætter Gud med opretholdelsen. Den guddommelige rækkevidde strækker sig rundt om evighedens cirkel. Universet er ikke trukket op ligesom et ur for at gå i et stykke tid og så ophøre med at fungere; alt bliver vedvarende fornyet. Faderen frembringer uophørlig energi, lys, og liv. Guds arbejde er praktisk såvel som åndeligt. ”Han udspænder det nordlige over det tomme rum og hænger jorden i ingenting.”

 

Et væsen af min klasse er i stand til at opdage den ultimative harmoni og opfange vidtrækkende og dybtgående koordinering af universets administration af rutinemæssige anliggender. Meget af det som synes usammenhængende og tilfældig til det dødelige sind fremstår velordnet og konstruktiv i min forståelse. Men der er rigtig meget som foregår i universerne som jeg ikke helt forstår. Jeg har i længere tid studeret, og er mere eller mindre bekendt med, de anerkendte kræfter, energierne, sindene, morontierne, ånder og personlighederne i de lokale universer og superuniverserne. Jeg har en generel forståelse af hvorledes disse agenturer og personligheder fungerer, og jeg er fortrolig velkendt med arbejdet som de godkendte ånde intelligenser i storuniverset udfører. Uagtet mit kendskab til universernes fænomen, så er jeg bestandig konfronteret med kosmiske reaktioner som jeg ikke helt forstår. Jeg møder hele tiden tilsyneladende tilfældige sammensværgelser af forbundne forbindelser af kræfter, energier, intellekt og ånder, som jeg ikke tilfredsstillende kan forklare.

 

Jeg er fuld kvalificeret til at udforske og analysere effekten af alle fænomener som direkte hidrører fra resultaterne af de aktiviteter som udføres af den Universelle Fader, den Evige Søn, den Uendelige Ånd og i vid udstrækning fra Paradis Øen. Min rådvildhed er forårsaget af mødet med hvad synes at være opnået af deres gådefulde koordinerede, de tre Absolutter af potentialitet. Disse Absolutter synes at fortrænge stof, at transcendere sindet og overvinde ånd. Jeg er konstant forvirret og ofte rådvild på grund af min manglende evne til at forstå disse komplekse transaktioner, som jeg tilskriver de tilstedeværelser og opførelser fra den Egenskabsløse Absolutte, den Guddoms Absolutte og den Universelle Absolutte.

           

Disse Absolutter må være de ikke helt åbenbarede tilstedeværende ude i universet, som i fænomenerne af rum potens og i funktionen af andre superultimative stadier, gør det umuligt for fysikere, filosoffer og endda religiøse at forudsige med sikkerhed hvordan de oprindelige kræfter, begreber eller ånder vil reagere på krav som er krævet i en kompleks virkelighedssituation som involverer de højeste justeringer og ultimative værdier.

 

Der er også en organisk enhed i universerne af tid og rum som ligger til grund for hele strukturen af kosmiske begivenheder. Denne levende tilstedeværelse af det udviklende Højeste Væsen, denne immanens af den projicerede Ufuldstændige, er manifesteret igen og igen uforklarligt som noget, der synes at fremstår som en forbløffende tilfældig koordinering af tilsyneladende uafhængige begivenheder i universet. Dette må være Forsynets funktion––det Højeste Væsen og Samforenerens virkelighed.

           

Jeg er tilbøjelig til at tro at det er denne vidtstrakte og almindeligvis ugenkendelige kontrol af koordineringen af og indbyrdes forhold af alle faser og former af aktiviteter i universet som er årsag til en sådan forskelligartet og tilsyneladende håbløs forvirret blanding af fysiske, mentale, moralske og åndelige fænomener som usvigeligt arbejder til ære for Gud og for det bedste for mennesker og engle.

           

Men i en bredere forstand er de tilsyneladende kosmiske ”uheld” uden tvivl en del af det endelige drama af den Uendeliges eventyr i tid og rum, i sin evige manipulation af Absolutterne.

 

2.  GUD OG NATUREN

 

Naturen er i en begrænset forstand Guds fysiske beklædning. Guds adfærd eller handling er egenskabsbestemt og midlertidig modificeret af de eksperimentelle planer og de evolutionære mønstre af et lokalunivers, en konstellation, et system eller en planet. Gud handler i overensstemmelse med en klart defineret, uændret, uforanderlig lov ud over hele det vidtstrakte mesterunivers; men han modificerer sine handlingsmønstre for at bidrage til den koordinerede og balanceret handlemåde i hvert univers, konstellation, system, planet og personlighed i overensstemmelse med de lokale formål, mål og planer for de endelige projekter i den evolutionære proces.

           

Derfor udgør naturen, som dødelige mennesker forstår den, det underliggende fundament og grundlæggende baggrund af en uforanderlig Guddom og hans uforanderlige love, som modificeres af, svingende på grund af og oplever omvæltninger gennem afviklingen af de lokale planer, formål, mønstre og betingelser, som er påbegyndt og bliver gennemført af kræfter og personligheder som hører til lokaluniverset, til konstellationen, systemet og planeten. For eksempel: Sådan som Guds love er blevet bestemt for Nebadon, så er de modificeret af de planer, som er etableret af Skabersønnen og den Skabende Ånd af dette lokalunivers; og i tillæg til alt dette så er funktionen af disse love blevet yderligere påvirket af de fejl, forsømmelser og oprør fra visse væsener bosiddende på jeres planet og tilhørende jeres nærmeste planetariske system Satania.

 

Naturen er et tid og rum resultat af to kosmiske faktorer; for det først, uforanderligheden, perfektionen og Paradisguddommens retskaffenhed, og for det andet, de eksperimentelle planer, alvorlige fejl i udførelsen, fejl der kommer af oprør, ufuldstændigheden i udvikling og ufuldkommenheden i visdom hos væsener udenfor Paradiset, fra den højeste til den laveste. Naturen bærer derfor en ensartet, uforanderlig, majestætisk og ganske mærkværdig tråd af fuldkommenhed fra evighedens cirkel; men i hvert univers, på hver klode og i hvert individuelt liv er naturen modificeret, egenskabsbestemt og måske spoleret af handlinger, fejltagelser og illoyalitet hos væsener i de evolutionære systemer og universer; og derfor må naturen altid være under forandring, tillige lunefuld selvom den er stabil på bunden og varierende i overensstemmelse med de procedurer der anvendes i et lokalunivers.

           

Naturen er Paradisets perfektion divideret med ufuldstændighed, ondskab og synd fra de ufuldendte universer. Denne kvotient udtrykker således både det perfekte og det delvise, af både det evige og det tidsmæssige. Den fortsatte evolution modificerer naturen ved at forøge indholdet af Paradisets perfektion og ved at formindske indholdet af ondt, fejltagelse og disharmoni af den relative virkelighed.

 

Gud er ikke personlig tilstede i naturen eller i nogle af dets kræfter, for naturen som fænomen er en sammenlægning, bestående af ufuldkommenhederne af fremadskridende evolution og undertiden, af konsekvenserne af oprørske opstande, på Paradisets fundament af Guds universelle lov. Så som naturen ser på en verden som Urantia, så kan naturen aldrig være et fyldestgørende udtryk, den sande repræsentation, den nøjagtige portrættering, af en alvidende og uendelige Gud.

           

Naturen på jeres verden udtrykker en modificering af loven om perfektion af de evolutionære planer i lokaluniverset. Sikken en parodi at tilbede naturen fordi den i en begrænset, egenskabsbestemt forstand er præget af Gud; fordi den er en fase af den universelle og derfor guddommelige styrke! Naturen er også en manifestation af det ufuldendte, det ufuldstændige, den ufuldkomne videreførelse af udvikling, vækst og fremgang i et universeksperiment i kosmisk evolution.

           

De tilsyneladende fejl i naturens verden er ikke tegn på nogen lignende tilsvarende fejl i Guds karakter. Snarere er sådanne observerede ufuldkommenheder blot de uundgåelige pause øjeblikke i fremvisningen af den evige film, hvor uendeligheden er udtrykt i billeder. Det er selve disse fejl-afbrydelser af kontinuiteten af perfektion som gør det muligt for det fysiske menneskes begrænsede sind, at opfange et flygtigt glimt i tid og rum af den guddommelige virkelighed. Den fysiske manifestation af guddommelighed fremstår mangelfuld, for menneskets evolutionære sind, kun fordi det dødelige menneske stædigt fastholder at betragte naturens fænomen igennem naturlige øjne, menneskets synsevne uden hjælp af morontia mota eller af åbenbaring, er en kompenserende erstatnings i tidens verdener.

 

Og naturen er ødelagt, hendes smukke ansigt er arret, hendes kendetegn er udtørret, af oprør, dårlig administration, forkert tænkning fra utallige væsener som er en del af naturen, men som har bidraget til dens vansiring i tiden. Nej, naturen er ikke Gud. Naturen er ikke en genstand for tilbedelse.

 

3.   GUDS UFORANDERLIG KARAKTER

 

Al for længe har mennesket tænkt om Gud som en ligesom ham selv. Gud er ikke, har aldrig været og vil aldrig være jaloux på mennesket eller nogle andre væsener i universernes univers. Vel vidende at Skabersønnen påtænkte at mennesket skulle være mesterværket af den planetariske skabelse, for at være hersker over alt på jorden, så er synet af hans væsen domineret af hans egne lavere lidenskaber, og synet af hvordan han bøjer sig for idoler af træ, sten, guld og selviske ambitioner––disse frastødende scener bevæger Gud og hans Sønner til at være jaloux for mennesket, men aldrig på ham.

           

Den evige Gud er ude af stand til at være forbitret og vred i den menneskelige betydning af sådanne følelsesreaktioner. Disse følelser er nedrige og foragtelige; de er næppe værd at blive kaldt menneskelige, langt mindre guddommelige; og sådanne holdninger er i bund og grund fremmed til den perfekte natur og elskværdige karakter af den Universelle Fader.

 

Mange, rigtig mange af de vanskeligheder som de dødelige på Urantia har med at forstå Gud skyldes de vidtrækkende konsekvenser fra Lucifers opstand og Caligastias forræderi. På verdener som ikke er isoleret på grund af synd, er de evolutionære racer i stand til at formulere meget bedre ideer om den Universelle Fader; de lider mindre fra forvirring, forvrængning og pervertering af konceptet.

           

Gud angre intet af hvad han har gjort, eller gør nu, eller nogensinde vil gøre. Han er alvidende så vel som almægtig. Menneskets visdom vokser ud af forsøg og fejl af menneskelige erfaring; Guds visdom består af den egenskabsløse fuldkommenhed af hans uendelige univers indsigt, og denne guddommelige forudviden styre effektivt den skabende frie vilje.

           

Den Universelle Fader gør aldrig noget som senere forårsager sorg og beklagelse, men vilje skabningerne som via planlægning og tilblivelse fra hans Skaber personligheder i de afsidesliggende universer, forårsager undertiden på grund af deres uheldige valg, følelser af guddommelige sorg i deres Skaber forældres personlighed. Men selv om Faderen hverken laver fejltagelser, føler sorg eller oplever sorg, så er han et væsen med faderlig kærlighed, og hans hjerte er utvivlsomt bedrøvet når hans børn undlader at opnå de åndelige niveauer, de er i stand til med den hjælp, som så frit er stillet til rådighed af universernes åndelige opnåelses planer og af programmet for de dødeliges opstigning.

           

Faderens uendelige godhed er udover forståelse af det finite sind; derfor vil der altid være en kontrast med sammenlignende ondskab (ikke synd) for at få en effektiv fremvisning af alle faser af relativ godhed. Perfektionen af guddommelig godhed kan blive skelnes af de dødeliges ufuldkomne indsigt kun fordi den står i kontrastiv forening med relativ ufuldkommenhed i tidens og materiens forhold i rummets bevægelser.

 

Guds karakter er uendelig overmenneskelig; derfor må en sådan guddommelig natur være personaliseret, som i de guddommelige Sønner, før den nogen sinde kan blive trosopfattet af menneskets finite sind.

 

4.   GUDS VIRKELIGGØRELSE

 

Gud er det eneste stationære, selvstændige og uforanderlige væsen i alle universernes univers, som ikke har noget udenfor, intet ud over, ingen fortid og ingen fremtid. Gud er formålsbestemt energi (skabende ånd) og absolut vilje, og disse er selveksisterende og universelle.

           

Siden Gud er selv-eksisterende, så er han absolut uafhængig. Selve Guds identitet er fjendtlig overfor forandring. ”Jeg, Herren, forandres ikke.” Gud er uforanderlig; men ikke før du når Paradis status vil du begynde at forstå hvordan Gud kan udvikle sig fra det enkle til det komplekse, fra identitet til variation, fra hvile til bevægelse, fra uendelighed til endelighed, fra det guddommelige til det menneskelige og fra enhed til dualitet og trefoldighed. Og Gud kan således modificere sine manifestationer af hans absoluthed fordi guddommelig uforanderlighed ikke indebærer ubevægelighed; Gud har vilje - han er vilje.

           

Gud er et væsen af absolut selvbestemmelse; der er ingen begrænsninger for hans univers reaktioner undtagen dem som er selvpålagt, og hans frie vilje handlinger er kun betinget af de guddommelige egenskabsbestemmelser og perfekte egenskaber, som i følge deres natur karakterisere hans evige natur. Derfor er Gud relateret til universet som et væsen af endelig godhed plus en fri vilje af skabende uendelighed.

           

Fader-Absoluttet er skaberen af det centrale og perfekte univers og Faderen af alle andre Skabere. Personlighed, godhed og utallige andre karakteristika deler Gud med mennesket og andre væsener, men viljes uendelighed er hans alene. Gud er begrænset i sine skabende handlinger kun af følelser i hans evige natur og af det hans uendelige visdom kræver. Guds personlighed vælger kun det som er uendelig perfekt, heraf centraluniverset af himmelsk perfektion; og selvom Skabersønnerne fuldstændigt deler hans guddommelighed, selv faser af hans absoluthed, så er de ikke helt begrænset af den visdom som styrer Faderens uendelige vilje. Derfor bliver den skabende frie vilje i Mikael klassens Sønner umådelig mere aktiv, helt guddommelig og næsten ultimativ, hvis ikke absolut. Faderen er uendelig og evig, men at benægte muligheden af hans viljesbestemte selvbegrænsning er ensbetydende med en fornægtelse af selve begrebet af hans viljesbestemte absoluthed.

 

Guds absoluthed gennemstrømmer alle syv niveauer af universets virkelighed. Og hele denne absolutte karakter påvirker Skaberens forhold til sin familie af universets skabninger. Præcision kan være karakteristisk for treenigheds retfærdighed i universernes univers, men i hele hans umådelige (uhyrlige) familieforhold med tidens skabte væsener er universernes Gud styret af guddommelig følelse. Først og sidst - evigt - den uendelige Gud er en Fader.  Af alle mulige titler, fra hvilken han passende kan blive kendt, er jeg blevet instrueret til at skildre hele skabelsens Gud som den Universelle Fader.

           

I Gud Faderen styres den fri vilje udførelse ikke af magt, de er heller ikke alene vejledt af forstand; den guddommelige personlighed er defineret som bestående i ånd og han åbenbare sig i universerne som kærlighed. Derfor, er den Første Kilde og Center, i alle sine personlige relationer med de skabtes personligheder i universernes altid og konsekvent en elskelig Fader. Gud er en Fader i den højeste betydning af ordet. Han er evigt motiveret af den perfekte idealisme af guddommelig kærlighed, og denne omsorgsfulde natur finder sit stærkeste udtryk og største tilfredsstillelse i at elske og blive elsket.

 

I videnskab er Gud den Første Årsag; i religion, den universelle og kærlige Fader; i filosofi, det eneste væsen som eksisterer i sig selv, som ikke er afhængig af noget anden væsen for sin eksistens, men som velvilligt skænker eksistens virkelighed til alle ting og til alle andre væsener. Men der kræves åbenbaring for at kunne vise, at den Første Årsag i videnskab og den selv eksisterende Enhed i filosofi er religionens Gud, fyld af barmhjertighed og godhed og forpligtet til gennemførelsen af den evige overlevelse af hans børn på jorden.

           

Vi har brug for begrebet om den Uendelige, men vi tilbeder den erfaringsmæssige idé om Gud, vores formåen til hvor som helst, når som helst til at forstå de personlige og guddommelige faktorer af vores højeste begreb om Guddommen.

           

Bevidstheden i et sejrende menneskets liv på jorden er født ud af det væsens tro, som vover at udfordre enhver tilbagevendende episode af eksistens, når de er konfronteret med det forfærdelige syn af menneskelige begrænsninger, af den aldrig svigtende erklæring: Selv om jeg ikke kan gøre dette, så lever der i mig en som kan og vil gøre det, en del af Fader-Absoluttet af universernes univers. Og dette er ” den sejr som overvinder verden, selv din tro.”

 

5.   FEJLAGTIGE IDÉER OM GUD

           

Religiøse traditioner er de ufuldkommende bevarede optegnelser fra tidligere tidsaldres gudkendende menneskers erfaringer, men disse optegnelser er upålidelige som vejleder for et religiøst liv eller som kilde for sande informationer om den Universelle Fader. Sådanne gamle overbevisninger har altid undergået ændringer ved det faktum, at det primitive menneske var en myteskaber.

           

En af de største kilder til forvirring på Urantia angående Guds natur vokser ud af fejltagelsen i jeres hellige bøger til at skelne mellem Paradistreenighedens personligheder og mellem Paradisguddommene og de lokale univers skabere og administratorer. Under de tidligere dispensationer af delvis forståelse, har jeres præster og profeter helt klart undladt at differentiere mellem Planetprinser, Systemherskere, Konstellationsfædre, Skabersønner, superunivers herskere, Det Højeste Væsen og den Universelle Fader. Mange af budskaberne fra de underordnede personligheder, så som Livsbærerne og forskellige engle klasser er i jeres optegnelser blevet præsenteret som kommende fra selve Gud. Den religiøse tænkning på Urantia forvirrer stadig de tilknyttede Guddoms personligheder med selve den Universelle Fader, så de alle er samlet under en benævnelse.

 

Urantias folkeslag vedbliver med at lider fra indflydelsen af primitive begreber om Gud. Guder der får raserianfald i uvejr; som ryster jorden i deres vrede og slår mennesker ned i ophidselse; som tildeler deres misfornøjet straf i tider med hungersnød og oversvømmelse––disse er de primitive religioners guder; de er ikke de Guder som lever og hersker i universerne. Sådanne begreber er et levn fra tider da mennesket formodede, at universet var ledet og under herredømme af sådanne indbildte guders lunefuldhed. Men det dødelige mennesker er begyndt at indse, at han lever i en virkelighed med forholdsmæssig lov og orden hvad angår de administrative fremgangsmåder og adfærd af de Højeste Skabere og de Højeste Overvågere.

 

Den barbariske ide med at behage en vred Gud, med at formilde en fornærmet Herre, for at vinde Guddommens gunst ved ofringer og bodsøvelse og selv ved udgydelse af blod, repræsentere en religion helt og aldeles barnagtig og primitiv, en filosofi uværdig for en oplyst tid med videnskab og sandhed. Sådanne begreber er i bund og grund frastødende til de himmelske væsener og de guddommelige herskere, som tjener og regerer i universerne. Det er en hån mod Gud at tro, hævde, eller undervise, at uskyldigt blod skal udgydes for at kunne vinde hans begunstigelse eller for at aflede den indbildte guddommelige vrede.

           

Hebræerne troede at ” der ikke kunne være nogen syndernes forladelse uden udgydelse af blod.” De havde ikke fundet udfrielse fra den gamle og hedenske idé, at guderne ikke kunne formildes undtagen ved synet af blod, skønt Moses fik gjort et tydeligt fremskridt, da han forbød menneske ofringer og erstattede dem i hans beduin tilhængers primitive sind, med ceremonielle ofring af dyr.

           

Overdragelsen af en Paradissøn til jeres verden var forbundet med forholdet til lukningen af en planetarisk tidsalder; det var uundgåeligt, og det var ikke nødvendigt for formålet, at vinde Guds gunst. Denne overdragelses begivenhed havde også noget at gøre med den sidste personlige handling af en Skabersøn i det lange eventyr med at erhverve suverænitets erfaring af hans univers. Sikken en parodi på Guds uendelige karakter! denne lære at hans faderlige hjerte i al dets strenge kulde og hårdhed var så uberørt overfor sine skabningers ulykker og sorg, at hans milde barmhjertighed ikke kunne strømme ud, indtil han så sin ulastelige Søn blødende og døende på korset på Golgata.

           

Men indbyggerne på Urantia vil finde udfrielse fra disse gamle fejl og hedenske overtro angående den Universelle Faders karakter. Åbenbaringen af sandheden om Gud er kommet til syne, og menneskeheden er bestemt til at kende den Universelle Fader med al den skønhed i karakteren og alle de elskværdige egenskaber, som så pragtfuld er portrætteret af Skabersønnen som gæstede Urantia som Menneskesønnen og som Guds Søn.

 

 

 [Præsenteret af en Guddommelig Rådgiver fra Uversa.]




Back to Top