(UF-DAN-001-2017-1)



 Download Copyright © Urantia Foundation

URANTIA BOGEN

 

KAPITEL 3

 

 

GUDS EGENSKABER

 

 

Gud er allestedsnærværende; den Universelle Fader hersker over evighedens cirkel. Men han hersker i lokaluniverserne gennem sine Skabende Paradissønners personer, lige som han også skænker liv gennem disse Sønner. ”Gud har givet os evigt liv, og dette livet er i hans Sønner.” Disse Guds Skabersønner er personlige udtryk af ham selv i tidens sektorer og for de hvirvlende planeters børn fra rummets udviklende universer.

 

De meget personaliserede Guds Sønner kan klart opfattes af de laverestående klasser af skabte intelligenser og dermed kompenserer de for den uendelige og derfor mindre genkendelige Faders usynlighed. Den Universelle Faders Skabende Paradissønner er en åbenbaring af et ellers usynligt væsen, usynlig på grund af absoluthed og uendelighed iboende evighedens cirkel og i Paradisguddommenes personligheder.

 

Skaberkraft er næppe en egenskab hos Gud; snarere repræsenterer den en sammenfatning af hans handlekraftige væsen. Og denne universelle skaberkraft manifesterer sig for evigt, da den er betinget og kontrolleres af alle koordinerede egenskaber hos den Første Kildes og Centers uendelige og guddommelige virkelighed. Vi tvivler oprigtig på, at et særligt træk ved det guddommelige væsen kan anses for at gå forud for andre egenskaber, men hvis dette var tilfælde, ville Guddommens skaberkraft komme forud for alle andre væsen egenskaber, gøremål og evner. Guddommens skaberkraft kulminerer i den universelle sandhed om Guds Faderskab.

 

 

1.  GUDS ALLESTEDSNÆRVÆRELSE

 

Den Universelle Faders allestedsnærværelse består i hans evne til at være til stede over alt samtidig. Gud alene kan være på to steder, på utallige steder, samtidig. Gud er til stede samtidig ”oppe i himlen og nede på jorden”; som salmisten udbrød: ”Hvorhen skal jeg gå fra din ånd eller hvorhen skal jeg flygte fra din tilstedeværelse?”

 

”’Jeg er en Gud nær ved så vel som langt borte.’ siger Herren. Er jeg ikke den som fylder himlen og jorden?’” Den Universelle Fader er hele tiden nærværende i alle dele og i alle hjerter i sin vidstrakte skabelse. Han er ”fuld af ham, som fylder alt i alle,” og ” som arbejder i det hele” og videre er opfattelsen om hans personlighed sådan, at ” himlen (universet) og himlernes himmel (universernes univers) ikke kan rumme ham.” Det er bogstavelig talt sandt at Gud er alt og i alle. Men selv ikke det er hele Gud. Den Uendelige kan kun åbenbares gennem uendeligheden; årsagen kan aldrig fuldt ud forstås ved at man analyserer virkningerne; den levende Gud er uoverskuelig meget større end totalsummen af skabelsen som er blevet til som en følge af hans grænseløse frie vilje. Gud åbenbares over hele kosmos, men kosmos kan aldrig indeholde eller omfatte Guds uendelighed i sin helhed.

           

Med sin tilstedeværelse patruljerer Faderen mesteruniverset uophørlig. ”Han fremkommer fra himlens ende og hans kredsløb er til dens ende; og der er intet skjult for hans lys.”

 

Det skabte væsen findes ikke kun i Gud, men Gud lever også i det skabte væsen. ”Vi ved vi bor i ham fordi han lever i os; han har givet os sin ånd. Denne gave fra Paradisfaderen er menneskets uadskillelige ledsager.” ”Han er den allestedsnærværende og altgennemtrængende Gud.” ”Den evige Faders Ånd er skjult i ethvert dødelig barns sind.” ”Mennesket søger efter en ven mens denne selvsamme ven lever i hans eget hjerte.” ”Den sande Gud er ikke langt væk, han er en del af os; hans ånd taler til os indefra.” ”Faderen lever i barnet. Gud er altid med os. Han er den evige skæbnes ledende ånd.”

           

I sandhed har det været sagt om menneskeslægten, ”Du er af Gud” fordi ”ham som bor i kærlighed bor i Gud, og Gud i ham.” Selv når i begår uret, plager i gaven fra Gud i jeres indre, for Tankeretteren er nødt til at gennemleve konsekvenserne af ondsindet tænkning sammen med det menneskesind den holdes fængslet i.

 

Guds allestedsnærværelse er i virkeligheden en del af hans uendelige væsen; rummet udgør ikke nogen hindring for Guddommen. Gud er, i perfektion og uden begrænsning, genkendelig til stede kun på Paradis og i centraluniverset. Han er ikke på samme måde genkendelig til stede i de skabelser som kredser rundt om Havona, for Gud har begrænset sit direkte og eksisterende tilstedeværelse, af hensyn til suveræniteten og de guddommelige privilegier som tilkommer de koordinerede skabere og herskere i universerne af tid og rum. Derfor må begrebet om den guddommelige tilstedeværelse give mulighed for en bred vifte af manifestationer, både når det gælder form og til kanal, inkluderende den Evige Søns, den Uendelige Ånds og Paradis Øens tilstedeværelses kredsløb. Det er heller ikke altid mulig at skelne mellem tilstedeværelse af den Universelle Faders og hans evige medaktørers og repræsentanters handlinger; så perfekt opfylder de alle hans uendelige krav til hans uforanderlige formål. Men sådan er det ikke med personlighedens kredsløb og med Retterne; her handler Gud unikt, direkte og eksklusivt.

 

Den Universelle Overvåger er potentielt til stede i Paradis Øens tyngdekrafts kredsløb i alle dele af universet til alle tider og i lige stor grad, i overensstemmelse med massen, som reaktion på det fysiske behov for hans tilstedeværelse og på grund af den iboende egenskab af hele skabelsen, som får alting til at holde fast ved og være en del af ham. På samme måde er den Første Kilde og Center potentielt nærværende i den Egenskabsløse Absolutte, lageret af de uskabte universer i den evige fremtid. Gud gennemstrømmer således potentielt både fortiden, nutiden og fremtidens fysiske universer. Han er det oprindelige fundament for sammenhængen i den såkaldte materielle skabelse. Dette ikkeåndelige Guddoms potentiale bliver realiseret her og der på de fysiske eksistensniveauer af en af hans eksklusive repræsentanter som på uforklarlig måde indtræder i en fase af universets handlingsforløb.

           

Guds sinds nærvær er i overensstemmelse med Samforenerens, den Uendelige Ånds absolutte sind men i de finite skabelser skelnes den bedre i Paradisets Mesterånders allesteds fungerende kosmiske sind. På samme måde som den Første Kilde og Center er potentielt til stede i Samforenerens sinds kredsløb, således er han potentielt til stede i spændingerne af den Universelle Absolutte. Det menneskelige sind er dog en overdragelse fra Samforenerens Døtre, de Guddommelige Ministre fra udviklings universerne.

           

Den Universelle Faders allestedsnærværende ånd er koordineret med funktionen af den Evige Søns universelle ånds tilstedeværelse og med Guddomsabsoluttets evigvarende guddommelige potentiale. Men hverken den Evige Søns og hans Paradissønners åndelige aktivitet eller den Uendelige Ånds sinds overdragelse synes at udelukke den direkte virkning af Tankeretterne, Guds iboende fragmenter, i hjerterne hos hans skabte børn.

           

Vedrørende Guds nærvær på en planet, i et system, en konstellation, eller i et univers, så er graden af en sådan tilstedeværelse i enhver skabelses enhed et mål for graden af udviklingen i forekomsten af det Højeste Væsen: Den er bestemt af den samlede anerkendelse af Gud og loyalitet over for ham af den store univers organisation, rækkende helt ned til systemerne og selve planeterne. Derfor er det nogle gange med håb om at bevare og beskytte disse faser af Guds højt værdifulde tilstedeværelse, at når nogle planeter (eller endda hele systemer) er kastet dybt ned i åndelig mørke, så bliver de i en vis forstand sat i karantæne eller delvist isoleret fra kontakt med de større enheder i skabelsen. Og alt dette er, som den fungerer på Urantia, en åndelig forsvarsreaktion af størstedelen af verdnerne for så langt som muligt at redde sig selv fra at måtte lide de isolerede konsekvenser af de fremmedgørende handlinger udført af et egenrådig, ugudeligt og oprørsk mindretal.

 

Mens Faderen på forældremæssig vis gennemstrømmer alle sine sønner - alle personligheder - så er hans indflydelse over dem begrænset alt efter hvor fjernt deres oprindelse er fra Guddommens Anden og Tredje Person, og den forøges efterhånden som deres vej mod deres mål nærmer sig disse niveauer. Guds tilstedeværelse som en kendsgerning i væsenernes sind bestemmes af, hvorvidt der bor i deres indre eller ikke et fragment af Fader, såsom en Mysterieledsager, men hans effektive tilstedeværelse er bestemt af graden af samarbejde, som disse iboende Rettere i menneskets indre tilbydes af de sind de opholder sig i.

 

Udsvingene i Faderens tilstedeværelse skyldes ikke foranderligheden af Gud. Faderen trækker sig ikke tilbage i afsondrethed fordi han er blevet krænket; hans kærlighed er ikke fremmedgjort på grund af det skabte væsens misgerninger. Snarere er det sådan at hans børn, i kraft af, at være blevet givet evnen til at vælge (angående Ham selv), at i udøvelsen af dette valg bestemmes graden og begrænsningerne direkte af Faderens guddommelige indflydelse i deres egne hjerter og sjæle. Faderen har frit givet af sig selv til os, uden begrænsning og uden at favorisere nogen. Han gør ingen forskel på personer, planeter, systemer eller universer. I tidens sektorer ærer han på en særlig måde kun Gud den Syvfoldiges Paradispersonligheder, de ligestillede skabere af de endelige universer.

 

 

2.  GUDS UENDELIGE KRAFT

 

I alle universerne ved man at ” Herren Gud den almægtige råder.” Denne og andre verdners anliggender er under guddommelig opsyn. ”Han handler i henhold til sin vilje blandt himlens hærskare og blandt jorden indbyggere.” Det er evigt sandt, ”der er ingen kraft som ikke er fra Gud.”

           

Indenfor grænserne for det som er i overensstemmelse med hans guddommelige væsen, er det bogstavelig talt sandt at ”for Gud er alting mulig.” De langtrukne evolutionære processer af mennesker, planeter og universer er underlagt universets skabere og administratorers perfekte kontrol og udfolder sig i overensstemmelse den Universelle Faders evige formål og fremskrider i harmoni og orden og i overensstemmelse med den alvidende Guds plan. Der er kun en lovgiver. Han opretholder verdnerne i rummet og svinger universerne rundt i det evige kredsløbs endeløse cirkel.

           

Af alle Guds egenskaber er det hans almægtighed som lader sig bedst forstås, især som den kommer til udtryk i det materielle univers. Som et uåndeligt fænomen betragtet er Gud energi. Denne konstatering af et fysisk faktum bygger på den ubegribelige sandhed, at den Første Kilde og Center er den forudgående årsag til de universelle fysiske fænomener i hele rummet. Fra denne guddommelige aktivitet stammer al fysisk energi og alle andre materielle manifestationer. Lys, det vil sige lys uden varme, er en anden ikke-åndelige manifestation af Guddommen. Og der findes endnu en form for ikke-åndelig energi som er så godt som ukendt på Urantia; den er indtil videre uopdaget.

           

Gud kontrollerer alle kræfter; han har banet ”en vej for lynet;” han har fastsat kredsløbene for al energi. Han har bestemt tiden og fremtoningsformene for al slags energimaterie. Og alt dette holdes for altid i hans evige greb - gennem den tyngdekraftskontrol som har sit centrum på det nedre Paradis. Den evige Guds lys og energi kredser således for al tid rundt i hans majestætiske kredsløb, den endeløse, men velordnet procession af stjernehobe som universernes univers består af. Hele skabelsen kredser til evig tid rundt om Paradispersonligheds center for alle ting og væsener.

           

Faderens almægtighed vedrører dominansen overalt af det absolutte niveau, hvorpå de tre energier, den fysiske, den sindsmæssige og åndelige ikke kan skelne i hans umiddelbare nærhed, som er kilden til alt. De skabte væseners sind, som hverken er Paradis monota eller Paradis ånd, reagerer ikke direkte på den Universelle Fader. Gud tilpasser sig efter det ufuldkomne sind - hos de dødelige på Urantia gennem Tankeretterne.

           

Den Universelle Fader er ikke nogen forbigående kraft, omskiftelig styrke eller energi af vekslende intensitet. Faderens styrke og visdom er helt tilstrækkelig til at klare alle presserende situationer i universet. Når nødsituationer relateret til menneskelige erfaringer opstår, har han forudset dem alle, og derfor reagerer han ikke i forhold til universets anliggender på en løsreven måde, men heller i overensstemmelse med hvad den evige visdom tilsiger og i tråd med hvad den uendelige dom foreskriver. Uanset hvordan den tilsyneladende måtte fortone sig, fungerer Guds kraft ikke i universet som en blind kraft.

           

Situationer kan opstå hvor det fremgår, at nødsituations afgørelser er blevet taget, hvor naturlovene er blevet ophævet, hvor uoverensstemmelser er blevet bemærket og at der er blevet gjort en indsats for at rette op situationen; men det er ikke tilfældet. Sådanne begreber om Gud har sin oprindelse i rækkevidde af jeres begrænsede synspunkt, i endelighed af jeres forståelse og indskrænkning af jeres undersøgelse; sådanne misopfattelser om Gud skyldes jeres grundlæggende uvidenhed om eksistensen af verdens højere love, størrelsen af Faderens karakter, uendelighed af hans egenskaber og det faktum, at han har en fri vilje.

           

De planetariske væsener som Guds ånd bor i, spredt vidt og bredt i rummets universer, er næsten uendelige i antal og klasser, deres intellekt er så forskellige, deres sind er så begrænset og til tider så grov, deres vision så indskrænket og stedbunden, at det næsten er umuligt at formulere generaliseringer af love som tilstrækkelig udførligt giver udtryk for Faderens uendelige egenskaber og samtidig i en vis grad giver behørig forståelse overfor disse skabte intelligenser. Derfor vil mange af den almægtige Skabers handlinger overfor jer skabte væsener, fremstå som vilkårlige, løsrevne og ikke så sjældent også hjerteløse og grusomme. Men igen forsikrer jeg jer om at dette ikke er sandt. Alle Guds handlinger er målrettet, intelligente, kloge, godhjertet og evigt hensynsfulde med tanke på det bedste gode, ikke altid for et individuelt væsen, en individuel race, en individuel planet eller for den sags skyld et helt individuelt univers; men de er for velfærd og det bedste gode for alle involverede partner, fra det laveste til den højeste. I tidens epoker kan en del af velfærden give indtryk af at afvige fra helhedens velfærd; i evighedens cirkel eksisterer disse tilsyneladende forskelle ikke.

           

Vi er alle en del af Guds familie, og vi må derfor nogen gange påtage os en del af familiens disciplin. Mange af Guds gerninger som forstyrrer og forvirrer os, er resultatet af den samlet visdommens beslutninger og endelige vedtagelser, som bemyndiger Samforeneren til at udføre valget af det uendelige sinds ufejlbarlige vilje, til at håndhæve beslutningerne af den perfektes personlighed hvis overblik, klarsyn og omsorg omfavner den højeste og evige velfærd i hele hans vældige og vidstrakte skabelse.

           

Således er det at jeres løsrevne, oversigtsløse, endelige, grove og meget materialistiske synsvinkel og de begrænsninger som er en del af naturen i jeres væsen, udgør et sådan handicap, at i bliver ude af stand til at se, forstå eller kende til visdommen og venligheden i mange af de guddommelige handlinger, som for jer kan synes fyldt med hensynsløs grusomhed, og som synes at være præget af en sådan komplet ligegyldighed i forhold til jeres medskabningers velbefindende og velfærd for deres planetariske lykke og personlige velstand. Det er på grund af begrænsninger af menneskelig vision, på grund af jeres begrænsede forståelse og finite fatteevne, at i misforstår Guds motiver og fordrejer hans formål. Men der sker meget på de evolutionære verdner som ikke er den Universelle Faders personlige værk.

 

Den guddommelige almægtighed er perfekt koordineret med de andre egenskaber af Guds personlighed. Guds kraft er normalt begrænset i deres åndelige manifestationer i universet af tre forhold eller situationer:

 

1.  Af Guds væsen, især af hans uendelige kærlighed, af sandhed, skønhed og godhed.

 

2.  Af Guds vilje, af hans barmhjertighed og faderlige forhold til universets personligheder.

 

3.  Af Guds lov, af den evige Paradistreenigheds retfærdighed og ret.

 

Gud er ubegrænset i styrke, guddommelig af væsen, endelig i vilje, uendelig i egenskaber, evig i visdom og absolut i virkeligheden. Men alle disse karakteristika hos den Universelle Fader er forenet i Guddommen og universelt udtryk i Paradistreenigheden og i Treenighedens guddommelige Sønner. Ellers er alt udenfor Paradiset og centraluniverset Havona som har med Gud at gøre, begrænset af den Højestes evolutionære tilstedeværelse, betinget af den Ultimatives eventuerede tilstedeværelse og koordineret af de tre eksistentielle Absolutter: Guddomsabsolutet, det Universelle Absolut og det Egenskabsløse Absolut. Og således er Guds tilstedeværelse begrænset fordi dette er Guds vilje.

 

 

3.  GUDS UNIVERSELLE KUNDSKAB

 

”Gud ved alt.” Det guddommelige sind er bevidst om og fortrolig med hele skabelsens tanker. Hans kendskab til begivenhederne er universel og perfekt. De guddommelige væsener som udgår fra ham, er en del af ham; han som ”stabiliserer skyerne” er også ”perfekt i kundskab.” ”Herrens øjne ser overalt.” En stor lærer sagde om den ubetydelige spurv: Ikke en vil falde til jorden uden min Faders kendskab; ” også, ” selv jeres hår på hoved er talte.” ”Han bestemmer antallet af alle stjernerne; han kalder med ved deres navne.”

           

Den Universelle Fader er den eneste personlighed i hele universet som faktisk kender antallet af stjerner og planeter som findes i rummet. Alle verdnerne i hvert eneste univers er til enhver tid til stede i Guds bevidsthed. Han siger også: Jeg har set mit folks lidelser, jeg har hørt deres skrig, og jeg kender deres sorg.” For ”når Herren ser fra himlen; iagttager han alle menneskehedens børn; fra hans beboelses sted iagttager han alle jordens beboere.” Ethvert skabt barn kan i sandhed sige: ” Han kender den vej jeg går, og når han har prøvet mig, vil jeg fremkomme som guld.” ”Gud kender vores ned- og opture; han forstår vores tanker langt væk fra og er bekendt med vores veje.” ”Alle ting er nøgne og åben for øjnene af ham med hvem vi har at gøre.” Og det burde virkelig være opmuntrende for hvert eneste menneske at forstå at ”han kender din struktur; han husker at du er støv.” Jesus sagde om den levende Gud: ”Din Fader ved, hvad du har brug for, endda selv før du spørger ham.”

           

Gud besidder en ubegrænset evne til at vide alt; hans bevidsthed er universel. Hans personlige kredsløb omfatter alle personligheder, og han bliver tilført kundskab om selv de ydmyge skabninger, suppleret indirekte gennem alle de nedstigende guddommelige Sønner og direkte gennem de iboende Tankerettere. Og yderligere er den Uendelige ånd til enhver tid til stede over alt.

           

Vi er ikke helt sikre på om Gud vælger at forudse tilfælde af synd eller ikke. Men selv om Gud skulle forudse sine børns frie viljeshandlinger, så vil denne forhåndskundskab på ingen måde ske på bekostning af jeres frihed. En ting er sikkert: Gud er aldrig overrasket.

 

Almægtighed betyder ikke at man har styrke til at udrette det uudførlige, gøre noget ugudeligt. Heller ikke betyder alvidenhed, at man ved det som ikke kan vides. Men sådanne udsagn kan næppe gøres forståeligt for det begrænsede sind. Det skabte væsen kan næppe forstå omfanget og begrænsningerne af Skaberens vilje.

 

 

4.  GUDS GRÆNSELØSHED

 

Det at Gud vedvarende overdrager sig selv til universerne efterhånden som de bliver til, svækker på ingen måde potentialet af styrke eller mængden af visdom, i og med at disse fortsætter med at opholde sig i Guddommens centrale personlighed. I sit potentiale for kraft, visdom og kærlighed har Faderen aldrig formindsket noget af det han er i besiddelse af eller ladet sig fratage nogen af sin herlighedsudstrålende personligheds egenskaber som følge af den uforbeholdne overdragelse af sig selv til sine Paradissønner, sine underordnede skabelser og til de mangfoldige væsener som findes der.

           

Skabelsen af ethvert nyt univers, kræver en ny justering af tyngdekraften; men selv om skabelsen skulle fortsætte ubegrænset, i al evighed og endda til uendeligheden så at det materielle skabelse i sidste ende ville eksistere uden begrænsninger, så ville styrken til at kontrollere og koordination som hviler i Paradis Øen, fortsat vise sig at være lige egnet eller være tilstrækkelig til at beherske, kontrollere og koordinere et sådan uendeligt univers. Og efter denne overdragelse af grænseløs kraft og styrke over et grænseløst univers, ville den Uendelige stadig være overopladet med lige så stor grad af kraft og energi; den Egenskabsløse Absolutte ville fortsat være uformindsket; Gud ville fremdeles besidde det samme uendelige potentiale, ligesom hvis kraft, energien og styrke aldrig var blevet udøst som egenskaber til univers efter univers.

           

Og sådan er det også med visdommen: Det faktum, at sind er så frit distribueret til verdnernes tankevirksomhed, forringer på ingen måde den centrale kilde til guddommelig visdom. Efterhånden som universerne bliver stadig flere, og antallet af væsener på verdnerne øges til grænsen af det ufattelige; selv om der uden ophør udøses stadig flere sind til disse væsener af både høj og lav stand, så vil Guds centrale personlighed fortsat omfatte samme evige, uendelige og alvidende sind.

           

Det faktum at han udsender åndelige budbringere fra sig selv for at tage bolig i mænd og kvinder i jeres verden, mindsker på ingen måde hans evne til at fungere som en guddommelig og almægtig åndepersonlighed; og der findes absolut ingen grænser for hvor mange eller i hvor stor udstrækning sådanne Åndeledsagere som han kan og vil kunne sende ud. Det at han giver af sig selv til sine skabninger, skaber en grænseløs, næsten en ubegribelig fremtids mulighed for progressive og successive eksistenser for disse guddommelig begavet dødelige. Og denne overdådige fordeling af sig selv i form af disse tjenende åndevæsener mindsker på ingen måde visdommen og perfektion af sandhed og kundskab som hviler i den alvise, alvidende og almægtige Faderens person.

 

For de dødelige af tiden findes der en fremtid, men Gud bor i evigheden. Selv om jeg kommer fra nær selveste Guddommens tilholdssted, kan jeg ikke påberåbe mig, at kunne tale med perfekt forståelse om uendeligheden af mange af de guddommelige egenskaber. Det er kun uendelighedens sind som fuldt ud kan forstå eksistensens uendelighed og handlingens evighed.

 

Det dødelige menneske kan umulig kende den himmelske Faders uendeligheds perspektiv. Det finite sind kan ikke gennemtænke en sådan absolut sandhed eller kendsgerning. Men dette selvsamme endelige mennesket kan faktisk føle - bogstaveligt opleve - den fulde og uformindskede effekt af sådan en uendelig Faders KÆRLIGHED. En sådan kærlighed kan virkelig opleves, men mens kvaliteten af erfaring er ubegrænset, er mængden af sådan en oplevelse begrænset af den menneskelige evne til åndelige modtagelighed og af den tilsvarende kapacitet til at elske Faderen til gengæld.

 

Den finite påskønnelse af uendelighedens kvaliteter overskrider langt den logisk begrænset kapacitet hos de skabte på grund af det faktum, at mennesket er skabt i Guds billede - idet der indeni ham lever et fragment af uendeligheden. Derfor er menneskets mest nærliggende og kærkomne tilgang til Gud, ved og gennem kærlighed, for Gud er kærlighed. Og alle sider ved sådanne et unik forhold er en faktisk erfaring i kosmisk sociologi, forholdet mellem Skaberen og skabningen - hengivenhed mellem Fader og barn.

 

 

5.  FADERENS OVERORDNEDE STYRING

 

I sin kontakt med skabelserne efter Havona, udøver den Universelle Fader ikke sin uendelige styrke og endelige autoritet gennem direkte overføring, men hellere gennem sine Sønner og deres underordnede personligheder. Og Gud gør dette af sin egen fri vilje. Hele den tildelte styrke eller enhver del deraf kunne, hvis situationen skulle opstå, hvis det guddommelige sind skulle vælge det, udøves direkte; men som regel tages et sådan skridt kun hvis den bemyndigede personlighed ikke klart har efterlevet sit guddommelige tillidserhverv. Når dette sker, ved en sådan misligholdelse, indenfor rammen for guddommelig selvbegrænsning af styrke og potentiale, handler Faderen selvstændigt og i overensstemmelse med beslutninger af hans eget valgt; et valg han altid vil foretage ud fra sin fejlfri perfektion og sin uendelige visdom.

           

Faderen regerer gennem sine Sønner; og ned gennem hele universets organisation er der en ubrudt kæde af herskere som slutter med Planetprinserne, som styrer skæbnen på de evolutionære sfærer i Faderens store domæner. Det er ikke kun poetiske fraser når det erklæres: ”Jorden og dens rigdom tilhører Herren.” ”Han afsætter og indsætter konger.” ”De Højeste hersker i menneskernes verden.”

           

Hvad angår det som foregår i menneskernes hjerter, får den Universelle Fader det ikke altid på sin måde; men når det gælder adfærd og skæbne af en planet, er det den guddommelige plan som er fremherskende; visdommens og kærlighedens evige formål kommer til sin ret.

           

Jesus sagde: ”Min Fader, som har givet mig dem, er større end alt; og ingen er i stand til at rive dem ud af min Faders hånd.” Når I får et glimt af de mangfoldige virksomheder i Guds nærmeste grænseløse skabelse og betragter hvor overvældende enormt det er, vil I måske komme i vildrede om hans overherredømme, men I burde ikke betvivle, at han trygt og til evig tid sidder på tronen i altings Paradiscenter som godtgørende Fader for alle intelligente væsener. Det findes kun ” én Gud som er Fader for alle, som står over alle og er i alle,” ”og han er før alting, og i ham alting er.”

 

Livets usikkerhed og tilværelsens omskiftelser, modsiger på ingen måde begrebet om Guds universelle suverænitet. Alt liv blandt evolutionære væsener er forbundet med visse uundgåeligheder. Tænk over følgende:

 

1.  Er mod - karakterstyrke - ønskelig? Så må mennesket blive opfostret i et miljø som nødvendiggør at det må kæmpe med hårde realiteter og reagere på skuffelser.

 

2.  Er altruismen - at man tjener sin næste - ønskelig? Så må livet byde på erfaringer hvor man støder på sociale uligheder.

           

3.  Er håb - storhed af tillid - ønskelig? Så må mennesket leve med vedvarende at blive konfronteret med utryghed og tilbagevendende usikkerhedsmomenter.

           

4.  Er tro - mennesketankens højeste sikkerhed - ønskelig? Så må menneskesindet finde sig i den besværlige situation det er, altid at vide mindre end hvad det kan tro.

           

5.  Er det at elske sandheden og være villig til at følge den hvor den end måtte føre en hen, ønskværdig? Så må mennesket vokse op i en verden hvor fejl er til stede og løgn altid en mulighed.

           

6.  Er idealisme - idé og koncept, som nærmer sig det guddommelige - ønskelig? Så må mennesket kæmpe i et miljø hvor godhed og skønhed er relativ, i omgivelser som stimulerer det ukuelige ønske om at gøre ting bedre.

           

7.  Er loyalitet - det at vie sig til den højeste pligtopfyldelse - ønskelig? Så må mennesket leve med mulighederne for forræderi og desertering. Tapperhed ved at være pligtopfyldende består i, den underforstået fare for misligholdelse.

           

8.  Er uselviskhed - selvforglemmelsens ånd - ønskelig? Så må det dødelige menneske leve ansigt til ansigt med det konstante krav om anerkendelse og ære fra det uundgåelige selv. Mennesket kunne ikke dynamisk vælge det guddommelige liv såfremt der ikke fandtes noget jeg-liv at give afkald på. Mennesket ville aldrig kunne få et frelsende greb om retfærdigheden såfremt der ikke var noget potentielt ondt som gennem sin kontrast ville ophøje og udskille det gode i forhold til.

           

9.  Er velvære - den tilfredsstillelse lykken giver - ønskelig? Så må mennesket leve i en verden, hvor smerte som et alternativ og lidelse som en sandsynlighed er allestedsnærværende erfaringsmæssige muligheder.

 

Overalt i universet betragtes hver enhed som en del af helheden. Enhedens overlevelse afhænger af samarbejdet med helhedens plan og formål, det helhjertede ønske og perfekte vilje til at gøre Faderens guddommelige vilje. Den eneste evolutionære verden uden fejl (uden mulighed for ukloge bedømmelse) ville være en verden uden fri intelligens. I Havona universet findes det en milliard perfekte verdener med deres perfekte indbyggere, men det udviklende mennesket er nødt til at være fejlbarlig hvis det skal være fri. Den frie og uerfarne intelligens kan umuligt til en begyndelse være jævnt klog. Muligheden til at fejlbedømme (til at begå ondt) bliver synd når den menneskelige vilje bevidst godkender og med viden favner en bevidst umoralsk dom.

 

Den fuldstændige værdsættelse af det sande, det skønne og det gode er iboende i den guddommelige univers perfektion. Indbyggerne i Havona verdnerne behøver ikke de relative værdiniveauers potentiale for at stimulere deres valg; sådanne perfekte væsener er i stand til at identificere og vælge det gode i fravær af alle kontrastive og tanke-overbevisende moralske situationer. Men alle disse perfekte væsener er, i deres moralske karakter og åndelig status, hvad de er i kraft af deres blotte eksistens. De har erfaringsmæssigt fortjent deres fremgang inden for rammerne af deres medfødte status. Det dødelige menneske fortjener sin status som en opstigningskandidat i kraft af sin tro og sit håb. Alt det guddommelige som menneskesindet gør sig tanker om og som menneskesjælen tilegner sig, er et erfaringsmæssigt resultat; det er en virkelighed som hører til den personlige erfaring og dermed en enestående besiddelse, i modsætning til den iboende godhed og retfærdighed hos de ufejlbarlige personligheder af Havona.

 

Havona væsenerne er naturligt modige, men de er ikke modige i den menneskelige forstand. De er medfødt venlige og hensynsfulde, men næppe altruistiske sådan som et menneske kan være det. De forventer sig en behagelig fremtid, men nærer ikke håb på samme inderlige måde som den tillidsfulde dødelige på de usikre evolutionære sfærer. De har tro på universets stabilitet, men den frelsende tro som driver det dødelige mennesket fra en dyrisk tilværelse og helt op til Paradisets port, er dem yderst fremmed. De elsker sandheden, men dens sjælefrelsende egenskaber har de intet kendskab til. De er idealistiske, men de blev født som sådan; de er helt uvidende om henrykkelsen i at blive det, ved at foretage opløftende valg. De er loyale, men har aldrig oplevet spændingen ved at vie sig helhjertet og med klogskab til en pligt man let nok kan fristes til at forsømme. De er uselviske, men når ikke sådanne niveauer af erfaring ved en storslået kamp for at overvinde et genstridigt ego. De nyder deres glæde, men sødmen i at finde glæden ved at slippe for at kunne møde smerten, har de ikke noget begreb om.

 

 

6.  FADERENS OVERHØJHED

 

Med guddommelig uselviskhed, med fuldendt gavmildhed, afstår den Universelle Fader sin autoritet og delegerende styrke, men han er stadig den fornemste; hans hånd hviler på den mægtige løftestang af omstændighederne i universernes verdener; han har forbeholdt alle endelige afgørelser for sig selv og ufejlbarligt svinger han sit formåls almægtige veto scepter med ubestridelig autoritet over den vidstrakte, hvirvlende og evig kredsende skabelses velfærd og skæbne.

           

Guds suverænitet er ubegrænset; dette er hele skabelsens grundlæggende kendsgerning. Universets tilblivelse var ikke uundgåelig; det skete ikke ved nogen ulykke, og det er heller ikke selv-eksisterende. Det er et skaberværk og er dermed helt underlagt Skaberens vilje. Guds vilje er guddommelig sandhed, levende kærlighed; derfor karakteriseret de perfektionerende skabelser i de evolutionære universer ved deres godhed - nærhed til det guddommelige, og ved deres potentiale for det onde - afstanden fra guddommeligheden.

 

Al religionsfilosofi kommer før eller senere frem til en opfattelse om en samlet styring af universet, om den ene Gud. Universets årsager kan ikke være mindre end universets virkninger. Kilden til universets livs strømme og til det kosmiske sind må befinde sig på et højere niveau end manifestationerne af dem. Menneskesindet kan ikke konsekvens forklares ud fra en beskrivelse af laverestående livsformer. En sand forståelse af det menneskelige sind er kun mulig ved erkendelse af virkeligheden om højere tankeverdner og en formålsrettet vilje. Mennesket som et moralsk væsen er uforklarligt, medmindre den Universelle Fader anerkendes som en realitet.

           

Den mekanistiske filosof hævder sin afvisning af tanken om en suverænt rådende universel vilje, hvis aktivitet i udarbejdelsen af universets love, han nærer så dyb ærbødighed for. Hvilken utilsigtet agtelse viser mekanisten ikke overfor lovens Skaber, når han anser disse love til at være selvvirkende og selvforklarende.!

           

Man begår en stor bommert ved at menneskeliggøre Gud undtagen når det gælder ens iboende Tankeretter, men ikke engang det er lige så dumt som helt og holdent at mekanisere den Første Kilde og Center.

 

Lider Paradisfaderen? Det ved jeg ikke. Skabersønnerne er i højeste grad i stand til det, og nogen gange gør de det også, på samme måde som de dødelige. Den Evige Søn og den Uendelige ånd kan lide, men i en modificeret forstand. Jeg tror den Universelle Fader lider, men jeg kan ikke forstå hvordan; måske gennem personlighedens kredsløb eller gennem den individualitet som Tankeretterne og andre overdragelser af hans evige væsen. Han har sagt om de dødelige væsener: ”I alle jeres lidelser, lider jeg.” Han oplever utvivlsomt en faderlig og sympatisk forståelse; måske kan han virkelig lider, men jeg kan ikke forstå karakteren af lidelsen.

 

Den uendelige og evige Hersker over universernes univers er magt, form, energi, proces, mønster, princip, tilstedeværende og idealiseret virkelighed. Men han er mere: han er personlig; han udøver en suveræn vilje, oplever selvbevidsthed af guddommelighed, iværksætter et kreativt sinds beslutninger, søger tilfredsstillelse ved at virkeliggøre et evigt formål og give udtryk for en Faders kærlighed og ømhed for sine børn i universet. Og alle disse mere personlige karaktertræk ved Faderen kan bedre forstå ved at betragte dem, da de blev åbenbaret gennem Mikael, jeres Skabersøns overdragelse, da han var inkarneret på Urantia.

 

Gud Faderen elsker menneskerne; Gud Sønnen tjener menneskerne; Gud Ånden inspirerer universets børn i deres altid opadgående eventyrrejse for at finde Gud Faderen ad veje som er bestemt af Guds Sønner gennem Gud Åndens barmhjertige tjeneste.

 

 

[I egenskab af at være den Guddommelige Rådgiver tildelt præsentationen af åbenbaringen af den Universelle Fader, har jeg fortsat med denne redegørelse om Guddommens attributter.]

 

 




Back to Top