(UF-DAN-001-2017-1)



 Download Copyright © Urantia Foundation

URANTIA BOGEN

FORORD

 

I SINDET af de dødelige på Urantia – det er navnet på jeres verden – eksisterer der en stor forvirring i forbindelse med betydningen af sådanne udtryk som Gud, guddommelighed, og guddom. Menneskene er endnu mere forvirrede og usikre omkring de forhold af guddommelige personligheder der er betegnet ved deres talrige benævnelser. På grund af denne begrebsmæssige fattigdom forbundet med så meget idemæssige forvirring, er jeg blevet beordret til at formulere denne indledende redegørelse til forklaring af de betydninger som er knyttet til visse ord symboler som i det efterfølgende er brugt i disse skrifter, som korpset af sandhedsåbenbarer fra Orvonton er blevet autoriseret til at oversætte til det engelske sprog på Urantia.

Det er i høj grad svært at præsentere forstørrede begreber og avanceret sandhed, i vores bestræbelser for udvidet kosmisk bevidsthed og forhøjet åndelig opfattelse, når vi er indskrænket til brugen af et begrænset sprog fra verden. Men vores fuldmagt formaner os at gøre ethvert forsøg på at overføre vores betydninger, ved at bruge ord symboler fra det engelske sprog. Vi er blevet instrueret til kun at indføre nye udtryk, når begrebet som skal skildres ikke findes i engelske terminologi, som kan blive anvendt til at gengive et sådan nyt begreb delvis eller selv med mere eller mindre fordrejning af betydningen.

I håbet om at lette forståelsen og at undgå forvirring på vegne af enhver dødelig, der gennemlæser disse skrifter, anser vi det for klogest, i disse indledende udtalelser at fremlægge en oversigt af de betydninger der vil være knyttet til talrige engelske ord, som vil blive brugt i betegnelsen af Guddom og visse tilknyttede begreber for ting, betydninger og værdier af universel virkelighed.

Men i forbindelse med at formulere dette forord af forklaringer og begrænsninger af terminologi, er det nødvendigt at imødegå sprogbruget af disse udtryk i de efterfølgende præsentationer. Dette forord er derfor ikke, en afsluttende udtalelse i sig selv; det er kun en bestemt vejledning, beregnet til at hjælpe dem, som skal læse de medfølgende skrifter omhandlende Guddom og universernes univers, der er blevet formuleret af en Orvonton kommission sendt til Urantia med dette formål.

Jeres verden, Urantia, er en af mange lignende beboede planeter, der udgør lokalunivers Nebadon. Dette univers, sammen med lignende skabelser, udgør superuniverset Orvonton, fra hvis hovedstad, Uversa, vores kommission kommer fra. Orvonton er en af syv evolutionære superuniverser af tid og rum som roterer omkring den guddommelige perfekte skabelse som er uden begyndelse og uden ende – centraluniverset Havona. I hjertet af dette evige og centrale univers er den stationære Paradisøen, uendelighedens geografiske centrum og den evige Guds bolig.

De syv udviklende superuniverser i forbindelse med det centrale og guddommelige univers, betegner vi sædvanligvis som storuniverset; disse er de nuværende organiserede og beboede skabelser. De er alle en del af mesteruniverset, der også omfatter de ubeboede men mobiliserende universer af det ydre rum.      

l.   GUDDOMMEN OG GUDDOMMELIGHED

Universet af universer præsenterer fænomener af guddomsaktiviteter på forskellige niveauer af kosmiske virkeligheder, sinds betydninger og åndelige værdier, men alle disse aktiviteter– værende personlige eller på anden måde–er guddommeligt koordineret.

GUDDOMMEN kan personaliserer sig som Gud; den er førpersonlig og overpersonlig på måder som ikke helt er forståelig for mennesket. Guddommen er karakteriseret af kvaliteten af enhed–faktisk eller potentiel–på alle virkelighedens overmaterielle niveauer; og denne forenende kvalitet er bedst forstået af skabninger som guddommelighed.

Guddommen fungerer på personlige, førpersonlige, og overpersonlige niveauer. Den totale Guddom fungerende på følgende syv niveauer:

      1.     Statisk – selvstændig og selveksisterende Guddom.

      2.     Potentiel – egenrådig og selvformålsbestemmende Guddom.

      3.     Associativ – selv-personaliserende og guddommelig broderlig Guddom.

      4.     Skabende – selvdistribuerende og guddommelig åbenbaret Guddom.

      5.     Evolutionære – selvudvidende og skabnings-identificeret Guddom.

      6.     Højeste – selverfarende Guddom som forener skabte væsener og Skaber.

Guddom fungerende på det første niveau af identifikation med skabte væsener som tids og rum overvågere af storuniverset, der somme tider betegnes Guddommens Højestehed.

     7.     Ultimative – selvprojiceret og tid og rum-transcenderende Guddom. Almægtig, alvidende, og allestedsnærværende Guddom. Guddom fungerende på det andet niveau af forenende guddommeligheds udtryk som effektive overvågere og absonitte opretholdere af storuniverset. Sammenlignet med Guddommenes aktiviteter til storuniverset, består denne absonitte funktion i mesteruniverset af universel overvågning og supervedligeholdelse, undertiden kaldt Guddommens Ultimativitet

Det finite niveau af virkeligheden er karakteriseret ved skabende væseners liv og tid og rum begrænsninger. Finite virkeligheder har ikke nødvendigvis en ende, men de har altid begyndelser – de er skabte.  Højestehedens guddomsniveau kan opfattes som en funktion i forhold til finite eksistenser.

Det absonitte niveau af virkeligheden er karakteriseret ved ting og væsener uden begyndelser eller afslutninger og af transcendens af tid og rum. Absonitter er ikke skabte; de er eventuerede – de er bare. Ultimativitetens guddomsniveau indebærer en funktion i forhold til absonitte virkeligheder. Lige meget i hvilken del af mesteruniverset, når tid og rum er overskredet, er et sådan absonit fænomen en handling af Guddommens Ultimativitet.

Det absolutte niveau er uden begyndelse, uden ende, uden tid og uden rum. For eksempel: I Paradiset, eksisterer tid og rum ikke; Paradisets tid og rum status  er absolut. Eksistentielt opnås dette niveau af Paradisguddommene i Treenigheden, men dette tredje niveau af forenende guddommeligheds udtryk er ikke erfaringsmæssigt fuldt forenet. Når, hvor, og hvorledes Guddommens absolutte niveau fungerer, manifesteres Paradis-absolutte værdier og betydninger.

Guddommen kan være eksistentiel, som i den Evige Søn; erfaringsmæssig som i det Højeste Væsen; associativ som i Gud den Syvfoldige; udelelig som i Paradistreenigheden.

Guddommen er kilden til alt det som er guddommeligt. Guddommen er karakteristisk og ufravigelig guddommelig, men alt som er guddommeligt er ikke nødvendigvis Guddommen, selvom det bliver koordineret med Guddommen og tenderer i retning af en eller anden fase af enhed med Guddommen – åndelig, sindsmæssig eller personlig.

GUDDOMMELIGHED er den egenskab som karakteriserer, forener, og koordinerer Guddommen.

Guddommelighed kan forstås af skabe væsener som sandhed, skønhed, og godhed; korreleret i personligheden som kærlighed, barmhjertighed, og tjeneste; åbenbaret på upersonlige niveauer som retfærdighed, styrke og suverænitet.

Guddommelighed kan være perfekt - fuldstændig - som på Paradisperfektionens eksistentielle og skaberniveauer; den kan være uperfekt som på erfaringsmæssige og skabte -væsen niveauer af tid og rum evolution; eller den kan være relativ, hverken perfekt eller uperfekt som på visse Havona niveauer i eksistentielle - erfaringsmæssige relationer.

Når vi forsøger at opfatte perfektion i alle faser og former af relativitet, møder vi syv tænkelige typer:

     1.     Absolut perfektion i alle aspekter.

     2.     Absolut perfektion i nogle faser og relativ perfektion i alle andre aspekter.

     3.     Absolut, relativ, og uperfekte aspekter i varierende forening.

     4.     Absolut perfektion i nogle henseende, uperfekte i alle andre.

     5.    Absolut perfektion i ingen retning, relativ perfektion i alle manifestationer.

     6.     Absolut perfektion i ingen fase, relativ i nogle, uperfekt i andre.

     7.     Absolut perfektion i ingen egenskab, uperfektion i alle.

 

ll.    GUD

Udviklende dødelige skabninger oplever et uimodståeligt behov til at symboliserer deres finite begreber om Gud. Menneskets bevidsthed om moralsk pligt og hans åndelig idealisme repræsenterer et værdi niveau – en erfaringsmæssig virkelighed – som er svær at symbolisere, at udtrykke som sindsbillede.

Kosmisk bevidsthed indebærer erkendelsen af en Første Årsag, den eneste ene ikke forårsagede virkelighed. Gud, den Universelle Fader, fungerer på tre Guddom-personligheds niveauer af underinfinit værdi og relativ guddommeligheds udtryk:

     1.     Førpersonlig – som i Fader fragmenternes tjeneste, såsom Tankeretterne.

     2.     Personlig – som i skabte og avlede væseners evolutionære erfaringer.

     3.     Overpersonlig – som i de eventuerede eksistenser hos visse absonitte og associerede væsener.

GUD er et ord symbol som betegner alle personaliseringer af Guddommen. Udtrykket kræver en forskellig definition på ethvert personlig niveau af guddomsfunktion og må yderligere omdefineres indenfor hvert af disse niveauer, således at dette udtryk kan anvendes til at betegne de forskellige samordnede og underordnede personaliseringer af Guddommen; for eksempel: Paradisets Skabersønner - lokaluniversernes fædre.

     Udtrykket Gud, som vi bruger det, bør forstås:

     Ved betegnelse – som Gud Faderen.

     Ved sammenhæng – som når det anvendes i diskussionen om et af guddomsniveauerne eller association. I tilfælde af at man er i tvivl om den nøjagtige fortolkning af ordet Gud, er det tilrådeligt at henvise det til den Universelle Faders person.

Udtrykket Gud betegner altid personlighed.  Guddommen kan, eller behøver ikke, at henvise til guddommelighedspersonligheder.

Ordet GUD er anvendt, i disse skrifter, i følgende betydninger:

     1.     Gud Faderen – Skaberen, Overvågeren, og Opretholderen. Den Universelle Fader, Guddommens Første Person.

     2.     Gud Sønnen – Samordnet Skaber, Åndeovervåger, og Åndelig Administrator. Den Evige Søn, Guddommens Anden Person.

     3.     Gud Ånden – Samforeneren, Universal Integrere og Sindsoverdrager. Den Uendelige Ånd, Guddommens Tredje Person.

     4.     Gud den Højeste – tidens og rummets aktualiserende og udviklende Gud. Personlig Guddom som associativt realiserer den erfaringsmæssige opnåelse i tid og rum af skabte-Skaber identiteten. Det Højeste Væsen erfarer personlig opnåelsen af guddomsenhed som den udviklende og erfaringsmæssige Gud af de evolutionære væsener af tid og rum.

     5.     Gud den Syvfoldige – Guddomspersonlighed som virkeligt virker overalt i tid og rum. De personlige Paradisguddomme og deres skabende medarbejdere som virker indenfor og udenfor grænserne af centraluniverset og som styrke-personaliserer sig som det Højeste Væsen på de skabte væseners første niveau af forenende guddomsåbenbarelse i tid og rum. Dette niveau, storuniverset, er sfæren hvor Paradispersonlighederne nedstiger i tid og rum i vekselvirkende forening med de evolutionære væsener som opstiger af tid og rum.

     6.     Gud den Ultimative – supertiden og det transcenderede rums eventuerende Gud. Det andet erfaringsmæssige niveau af forenende guddomsmanifestationer. Gud den Ultimative antyder en opnået virkeliggørelse af de syntetiserende absonitte-overpersonlige, tid og rum transcenderende, og eventuerende-erfaringsmæssige værdier, koordineret på endelige skabende niveauer af Guddomsvirkelighed.

     7.     Gud den Absolutte – den erfaringsmæssige Gud af transcenderende overpersonlige værdier og guddommeligheds betydninger, nu eksistentiel som Guddomsabsoluttet. Dette er det tredje niveau af forenende guddomsudtryk og ekspansion. På dette superkreative niveau erfarer Guddommen udtømmelse af evnen til selvåbenbaring i efter hinanden følgende og progressive niveauer af anden type personalisering. Guddommen møder nu, kommer ind på og oplever identificering med det Egenskabsløse Absolutte.

 

III. DEN FØRSTE KILDE OG CENTER

Den totale, infinite virkelighed er eksistentiel i syv faser og som syv samordnede Absolutter:

     1.     Den Første Kilde og Center.

     2.     Den Anden Kilde og Center.

     3.     Den Tredje Kilde og Center.

     4.     Paradisøen.

     5.     Den Guddomsabsolutte.

     6.     Den Universelle Absolutte.

     7.     Den Egenskabsløse Absolutte.

     Gud, som den Første Kilde og Center, er oprindelig i forhold til total virkelighed–egenskabsløst. Den Første Kilde og Center er infinit så vel som evig og er derfor kun begrænset eller betinget af vilje.

Gud - Den Universelle Fader–er personligheden af den Første Kilde og Center og som sådan opretholder personlige forhold af infinit kontrol over alle samordnede og underordnede kilder og centre. Sådan en kontrol er potentiel personlig og infinit, selvom den måske aldrig i virkeligheden kommer til at fungere på grund af den perfekte funktion af sådanne samordnede og underordnede kilder og centre og personligheder.

Den Første Kilde og Center er, derfor, oprindelig i alle områder:  guddommeliggjort eller ikke guddommeliggjort, personlig eller upersonlig, aktuel eller potentiel, endelig eller uendelig. Ingen ting eller væsen, ingen relativitet eller endeligheden, eksistere undtagen i direkte eller indirekte forhold til, og afhængig af, oprindeligheden til den Første Kilde og Center.

Den Første Kilde og Center forholder sig til universet således:

     1.     Tyngdekrafts kræfter fra de materielle universer er sammenløbende i tyngdekraft centeret i Paradisets nedre del. Det er netop derfor at den geografiske placering af hans person for evigt er fikseret i absolut forhold til dette kraft-energi center på Paradisets nedre eller materielle plan. Men Guddommens absolutte personlighed eksisterer på Paradisets øvre eller spirituelle plan.

     2.     Sindets kræfter er sammenløbende i den Uendelige Ånd; det differentielle og divergerende kosmiske sind i de Syv Mester Ånder; sindet af den Højeste konvergerer som en tid og rum erfaring i Majeston. 

     3.     Universets åndelige kræfter er sammenløbende i den Evige Søn.

     4.     Den ubegrænsede kapacitet for guddommens handlinger er bosiddende i den Guddomsabsolutte. 

     5.     Den ubegrænsede kapacitet for uendeligheds reaktioner eksisterer i den Egenskabsløse Absolutte.

     6.     De to Absolutter – det Egenskabsbestemte og det Egenskabsløse – er samordnet og forenet i og ved det Universelle Absolutte.

     7.     Den potentielle personlighed af et evolutionært moralsk væsen eller af ethvert andet moralsk væsen er koncentreret i personligheden af den Universelle Fader.    

VIRKELIGHED, som opfattet af finite væsener, er delvis, relativ, og skyggefuld. Den maksimale Guddoms virkelighed som er fuldt forståelig for evolutionære finite skabninger er indbefattet i det Højeste Væsen. Ikke desto mindre findes der forudgående og evige virkeligheder, superfinite virkeligheder, der er nedarvet til denne Højeste Guddom af evolutionære skabninger i tid og rum. I forsøget på at skildre oprindelsen og naturen af den universelle virkelighed, er vi tvunget til at anvende teknikken af tid og rum tankegang for straks at nå niveauet af finit sind. Derfor må mange af evighedens samtidige begivenheder blive præsenteret som på hinanden efterfølgende begivenheder.

Som en tid og rum skabning ville betragte oprindelsen og differentieringen af Virkeligheden, den evige og infinite JEG ER opnået Guddomsfrigørelse fra båndene af den egenskabsløse uendelighed igennem udøvelsen af den iboende og evige frie vilje, og denne adskillelse fra den egenskabsløse uendelighed frembringer den første absolutte guddommeligheds-spænding. Denne uendeligheds differentiales spænding er løst af den Universelle Absolutte, som fungerer for at forene og koordinerer den Totale Guddoms dynamiske uendelighed med den Egenskabsløse Absoluttes statiske uendelighed.

I denne oprindelige transaktion opnår det teoretiske JEG ER virkeliggørelsen af personlighed ved at blive den Evige Fader af den Oprindelige Søn samtidig med, at blive Paradisøens Evige Kilde. Sameksisterende med differentieringen af Sønnen fra Faderen, og i Paradisets tilstedeværelse, fremkommer den Uendelige Åndens person og centraluniverset Havona. Ved tilsynekomsten af sameksisterende personlige Guddomme, den Evige Søn og den Uendelige Ånd, undslipper Faderen, som en personlighed, fra en ellers helt uundgåelig diffusion igennem den Totale Guddommens potentiale. Fra da af er det kun i Treenigheds forbindelser med hans to Guddoms jævnbyrdige, at Faderen udfylder alt Guddoms potentialet, mens eksistentielle Guddomme i stigende grad bliver aktualiseret på Højestehedens, Ultimativitetens og Absoluthedens guddommeligheds niveauer.

Begrebet JEG ER er en filosofisk indrømmelse som vi gør til de tidsbundne, rumlænket, finite menneske sind, overfor umuligheden af skabte væseners opfattelse af evighedens eksistenser–virkeligheder og forhold uden begyndelse og afslutning. Til tid og rum skabningerne, må alle ting have en begyndelse bortset fra den ENE UBEGRUNDET – den primære årsag til årsager. Derfor konceptualiserer vi dette filosofiske værdiniveau som JEG ER, og på samme tid instruerer vi alle skabninger at den Evige Søn og den Uendelige Ånd er medevig med JEG ER; med andre ord, at der aldrig har været en tid hvor JEG ER ikke var Faderen til Sønnen og, med ham, til Ånden.

Den Infinite er brugt til at betegne fyldigheden – endeligheden – underforstået som det oprindelige af den Første Kilde og Center. Denne teoretiske JEG ER er de skabtes filosofiske forlængelse af "viljens uendelighed”, men den Infinite er et aktuel værdiniveau som repræsenterer evighedsintensionen i den Universelle Faders absolutte og uhindret frie viljes sande uendelighed. Dette begreb er somme tider betegnet Fader-Infiniteten.

Meget af den forvirring som findes i alle ordner af væsener, høje og lave, i deres anstrengelser for at opdage Faderen den Infinite, er uløselig forbundet i deres begrænsninger af opfattelse. Det absolutte oprindelige af den Universelle Fader er ikke synlig på underinfinite niveauer; derfor er det sandsynligt, at det kun er den Evige Søn og den Uendelige Ånd som i sandhed kender Faderen som en uendelighed: for alle andre personligheder repræsenterer et sådan begreb udøvelsen af tro.

 

IV. UNIVERS VIRKELIGHED

Virkeligheden aktualiseres på forskellige univers niveauer; virkelighed har sin oprindelse i og gennem den Universelle Faders infinite vilje og kan opfattes i tre oprindelige faser på mange forskellige niveauer af universets aktualisering:

1.     Uguddommeliggjort virkelighed strækker sig fra de ikke personlige energi domæner til de virkeligheds områder som omfatter ikke personaliserings gørende værdier af universel eksistens, selv til tilstedeværelsen af det Egenskabsløse Absolutte.

2.     Guddommeliggjort virkelighed omfatter alle infinite guddomspotentialer strækkende sig opad igennem alle områder af personlighed fra det laveste finite til det højeste infinite, således omspændende domænet for alt det der kan personaliseres og mere – selv til tilstedeværelsen af det Guddomsabsolutte.

3.     Mellemliggende virkelighed. Universets virkelighed er angivelig enten guddommeliggjort eller uguddommeliggjort, men til underguddommelige væsener eksisterer der et umådelig stort domæne af mellemliggende virkelighed, potentiel og aktualiserende, der er svært at identificerer. Meget af denne samordnede virkelighed omfattes af det Universelle Absoluttes områder.

Dette er det første begreb af oprindelig virkelighed: Faderen igangsætter og vedligeholder Virkeligheden. Virkelighedens primære differentialer er det guddommeliggjorte og det uguddommeliggjorte – den Guddomsabsolutte og den Egenskabsløse Absolutte. Det primære forhold er spændingen imellem dem. Denne Fader-initieret guddommeligheds spænding er fuldstændig løst, og eviggjort som det Universelle Absolutte.

Fra et tid og rum synspunkt, er virkelighed yderligere delelig som:

1.     Virkelig og Potentiel. Virkeligheder som eksisterer fuldt udtrykt i modsætning til dem, som indeholder uåbenbaret kapacitet for vækst. Den Evige Søn er en absolut åndelig virkelighed; dødelige mennesker er i stor udstrækning en ikke realiseret åndelig potentialitet.

2.     Absolutte og Underabsolutte. Absolutte virkeligheder er evigheds eksistenser. Underabsolutte virkeligheder er projiceret på to niveauer: Absonitte – virkeligheder der er relative med respekt til både tid og evighed. Finite–virkeligheder der er projiceret i rum og aktualiseret i tid.

3.     Eksistentiel og Erfaringsmæssig. Paradisguddom er eksistentiel, men den spirende Højeste og Ultimative er eksperientiel.

4.     Personlig og Upersonlig. Guddoms ekspansion, personligheds udtryk og universets evolution er for altid betinget af Faderens fri vilje handling, der for evigt adskiller virkelighedens og potentialitetens sind-ånd-personlige betydninger og værdier centreret i den Evige Søn fra de ting der har deres centrum på og forbundet med den evige Paradis Ø.

PARADIS er et udtryk som inkluderer de personlige og upersonlige samlingspunkter af alle de Absolutte faser af universets virkelighed.  Paradiset, kan korrekt egenskabsbestemt, angive enhver og alle former for virkelighed, Guddom, guddommelighed, personlighed, og energi – åndelige, psykiske, eller fysiske. Alle deler de Paradiset som stedet for oprindelse, funktion, og skæbne, med hensyn til værdier, betydninger, og faktiske eksistens.

Paradisøen – Paradiset er på ingen anden måde egenskabsbestemt – er den Absolutte af materiel tyngdekrafts kontrol af den Første Kilde og Center. Paradiset er ubevægelig, værende det eneste stationære i universernes univers. Paradisøen har en univers position men ingen placering i rummet. Denne evige Ø er den aktuelle kilde til de fysiske universer–fortidige, nutidige, og fremtidige. Denne centrale Lysets Ø er en Guddoms afledning, men den er næppe Guddom; ej heller er de materielle skabelser en del af Guddommen; de er en konsekvens.

Paradiset er ikke en skaber; det har en enestående kontrol over mange aktiviteter i universet, og er meget mere en kontrolmekanisme end en reaktor. Overalt i de materielle universer påvirker Paradiset alle væseners reaktioner og adfærd som har noget at gøre med kraft, energi, og styrke, men Paradiset i sig selv er enestående, eksklusiv, og isoleret i universerne. Paradiset repræsenterer ingenting og ingenting repræsenterer Paradiset. Det er hverken en kraft eller en tilstedeværelse; det er bare Paradiset.

 

V. PERSONLIGHEDS VIRKELIGHEDER

Personlighed er et niveau af guddommeliggjort virkelighed og strækker sig fra højere sinds aktivisering niveau af dødelige og mellemvæsenernes tilbedelse og klogskab op igennem det morontielle og åndelige til opnåelsen af personlighedens endeligheds status. Dette er den evolutionære opstigning af dødelig- og beslægtede væseners personligheder, men der er talrige andre ordner af personligheder i universet.

Virkeligheden er underlagt universets ekspansion, personligheden til infinite forandringer, og begge er i stand til næsten ubegrænset Guddoms koordinering og evig stabilisering. Mens den ikke personlige virkeligheds kapacitet til transformation er afgørende begrænset, så kender vi ingen begrænsninger for den progressive udvikling af personlighedens virkeligheder.

På opnået erfaringsmæssige niveauer er alle personligheds klasser eller værdier forbindende og endda medskabende. Selv Gud og mennesket kan sameksistere i en forenet personlighed, som er så fortræffeligt demonstreret i den nuværende Kristus Michael status  – Menneskesøn og Gudesøn.

Alle underinfinite klasser og faser af personlighed er opnåelig tilknyttet og er potentielt medskabende. Det førpersonlige, det personlige, og det overpersonlige er alle sammenkædet af gensidigt potentiale af koordineret opnåelse, progressiv præstation og medskabende evne. Men det upersonlige forvandler sig aldrig direkte til det personlige. Personlighed er aldrig spontant; det er gaven fra Paradisfaderen. Personlighed er lagt ovenpå energi, og det er kun forbundet med levende energi systemer; identitet kan være forbundet med ikke levende energimønstre.

Den Universelle Fader er hemmeligheden af personlighedens virkelighed, af overdragelsen af personlighed, og personlighedens skæbne. Den Evige Søn er den absolutte personlighed, hemmeligheden af åndelig energi, morontia ånder, og perfekte ånder. Samforeneren er ånd-sind personligheden, kilden af intelligens, fornuft, og det universelle sind. Men Paradisøen er upersonlig og ekstra åndelig, værende essensen af den universets krop, kilden og center af fysisk stof, og det absolutte mestermønster af universets materielle virkelighed.

Disse egenskaber som kendetegner den universel virkelighed er manifesteret i Urantia menneskernes oplevelse og erfaring på følgende niveauer:

1.     Krop. Menneskets materielle og fysiske organisme. Den levende elektro-kemisk mekanisme af dyrisk natur og oprindelse.

2.     Sind. Den tænkende, opfattende, og følende mekanisme af menneskets organisme. Den totale bevidste og ubevidste oplevelse. Intelligensen forbundet med det følelsesmæssige liv strækker sig opad gennem tilbedelse og klogskab til åndeniveau.

3.     Ånd. Den guddommelige ånd der er iboende i det menneskelige sind – Tankeretteren. Denne udødelige ånd er førpersonlig – ikke en personlighed, selvom den bestemt til at blive en del af den overlevende dødelige skabnings personlighed.

4.     Sjæl. Menneskets sjæl er en erfaringsmæssig erhvervelse. Når en dødelig skabning vælger "at  gøre den himmelske Faders vilje,”  bliver den iboende ånd fader til en ny virkelighed i menneskets erfaring. Det dødelige og materielle sind er moderen af denne samme fremkommende virkelighed. Substansen af denne nye virkelighed er hverken materiel eller åndelig–den er morontiel. Dette er den opdukkende og udødelige sjæl der er bestemt til at overleve den jordiske død og som påbegynder opstigningen til Paradiset.

Personlighed. Det dødelige menneskes personlighed er hverken krop, sind, eller ånd; det er heller ikke sjælen. Personligheden er den ene uforanderlige virkelighed i en ellers altid forandrende skabnings erfaring; og den forener alle andre associerede faktorer af individualitet. Personligheden er den enestående overdragelse som den Universelle Fader påfører de levende og tilhørende energier af stof, sind, og ånd, og som overlever sammen med den morontielle sjæls overlevelse.

Morontia er et udtryk, der refererer til et umådelig bredt niveau som ligger mellem det materielle og det åndelige. Det kan betegne personlige eller upersonlige virkeligheder, levende eller ikke levende energier. Det morontielle klæde er åndelig; dets islæt er fysisk.

 

VI. ENERGI OG MØNSTER

Enhver og alle ting der reagerer på Faderens personligheds kredsløb, kalder vi personlig.  Enhver og alle ting der reagerer på Sønnens ånds kredsløb, kalder vi ånd. Enhver og alt der reagerer på Samforenerens sinds kredsløb, kalder vi sind, sind som en egenskab af den Uendelige Ånd – sind i alle dets faser. Enhver og alt der reagerer på det materielle tyngdekrafts kredsløb centreret i Paradisets nedre del, kalder vi stof – energistof i alle dets forvandlingsstadier.

ENERGI bruger vi som et altomfattende udtryk anvendt til åndelige, mentale, og materielle områder. Kraft er stort set også således anvendt. Styrke er sædvanligvis begrænset til betegnelsen af det elektroniske niveau for materielle eller lineær tyngdekrafts reagerende stof i storuniverset. Styrke er også brugt til at angive suverænitet. Vi kan ikke følge jeres generelle anerkendte definitioner af kraft, energi, og magt. Der er en knaphed i sproget så vi må tilskrive flere betydninger til disse udtryk.

Fysisk energi er et udtryk betegnende all faser og former af fænomenal bevægelse, handling, og potentiale.

 Når vi diskuterer manifestationer af fysisk energi, bruger vi sædvanligvis udtrykkene kosmisk kraft, emergent energi, og univers styrke. Disse er ofte anvendt som følger:

1.    Kosmisk kraft indbefatter alle energier stammende fra den Egenskabsløse Absolutte men som endnu ikke reagerer på Paradisets tyngdekraft.

2.     Emergent energi indbefatter alle energier som reagerer på

Paradisets tyngdekraft men som endnu ikke er påvirkelige af lokal eller lineær tyngdekraft. Dette er energi materiens præ-elektroniske niveau.

3.     Univers styrke inkluderer alle former for energi der, mens de stadig reagerer på Paradisets tyngdekraft, er direkte reagerende på lineær tyngdekraft. Dette er det elektroniske niveau af energi-materie og alle efterfølgende udviklinger deraf.

Sind er et fænomen som indebær aktivitetstilstedeværelse af levende tjenester foruden forskellige slags energi systemer; og dette er sandt på alle intelligens niveauer. I personligheden, intervenerer sindet altid imellem ånd og materie; derfor er universet oplyst af tre slags lys: materielt lys, intellektuelt indsigt, og ånds klarhed.

Lys – ånds klarhed – er et ord symbol, en talemåde, som betyder personligheds manifestation karakteristisk for åndelige væsener af forskellige ordner. Denne lysende udstråling er på ingen måde forbundet hverken til den intellektuelle indsigt eller til manifestationer af fysisk lys.

MØNSTER kan blive projekteret som materiale, åndelig, eller mentalt, eller enhver kombination af disse energier. Det kan gennemtrænge personligheder, identiteter, væsener, eller ikke levende materie. Men mønster er mønster og forbliver mønster; kun kopier er mangedobbelt.

 Mønster kan konfigurere energi, men det kan ikke kontrollere det. Tyngdekraft er den eneste kontrol af energi-materie. Hverken rum eller mønster reagerer på tyngdekraft, men der er ingen forbindelse mellem rum og mønster; rum er hverken mønster eller potentiel mønster. Mønster er en konfiguration af virkeligheden der allerede har betalt al tyngdekrafts gæld; ethvert mønsters virkelighed består af dets energier, dets sind, ånd eller materielle bestanddele.

I kontrast til aspektet af det totale, afslører mønstret energiens og personlighedens individuelle aspekt. Personligheds eller identitets former er mønstre som resulterende fra energi (fysisk, åndelig, eller mentalt) men er ikke iboende deri. Denne egenskab af energien eller af personligheden, som er årsag til dets fremkomst kan tilskrives Gud – Guddommen – til Paradisets kraft begavelse, til sameksistensen af personlighed og styrke.

Mønster er et mester design fra hvilken kopier er skabt. Det Evige Paradis er mønstrets absolutte; den Evige Søn er mønster personligheden; den Universelle Fader er den direkte stamfader - kilde til begge. Men Paradiset overdrager ikke mønster, og Sønnen kan ikke overdrage personlighed.

VII. DET HØJESTE VÆSEN

Mesteruniversets guddommelige mekanisme er dobbelt hvad angår evighedens forhold. Gud Faderen, Gud Sønnen, og Gud Ånden er evige–er eksistentielle væsener – mens Gud den Højeste, Gud den Ultimative, og Gud den Absolutte er aktualiserende Guddomspersonligheder af de post-Havona perioder i tid og rum og af tid og rum transcenderet sfærer af mesteruniversets evolutionære ekspansion. Disse aktualiserende Guddomspersonligheder er fremtids evige fra det tidspunkt, hvor og når de styrkepersonaliserer sig i de voksende universer gennem teknikken af erfaringsmæssige aktualisering af de evige Paradisguddommes associative - skabende potentialer.

Guddommen er derfor, dobbelt i tilstedeværelse:

1.   Eksistentiel - væsener af evig eksistens, fortid, nutid, og fremtid.

2.   Erfaringsmæssige - væsener som er aktualiserende i post-Havona nutid men som har en uendelig eksistens igennem al fremtids evighed.

Faderen, Sønnen og Ånden er eksistentielle - eksistentiel i virkeligheden (selvom alle potentialer formodentlige er eksperientiel). Den Højeste og den Ultimative er helt eksperientiel. Guddomsabsoluttet er eksperientiel i aktualiseringen men eksistentiel i potentialiteten. Guddommen er i sit væsen evig, men kun Guddommens tre originale personer er egenskabsløse evige. Alle andre Guddomspersonligheder har en oprindelse, men de er evige i deres skæbne.

Efter at Faderen har opnået eksistentiel Guddoms udtryk af sig selv i Sønnen og Ånden, opnår han nu eksperientiel udtryk på hidtil upersonlige og uåbenbarede guddoms niveauer som Gud den Højeste, Gud den Ultimative og Gud den Absolutte; men disse erfaringsmæssige Guddomme eksisterer ikke fuldt ud endnu; de er i en proces af virkeliggørelse.

Gud den Højeste i Havona er den treenige Paradisguddoms personlige ånds refleksion. Dette associative Guddoms forhold undergår nu en skabende ekspansion udad i Gud den Syvfoldige og forenes i syntese i den Almægtige Højestes erfaringsmæssige styrke i storuniverset. Paradisguddommen, eksistentiel som tre personer, udvikles således erfaringsmæssigt i to faser af Højesteheden, mens disse dobbelte faser forenes i styrke-personlighed som en Herre, det Højeste Væsen.

Den Universelle Fader opnår fri vilje frigørelse fra uendelighedens bånd og evighedens lænker gennem treenighedsgørelsens teknik, trefoldig guddomspersonalisering. Det Højeste Væsen udvikles allerede nu som en underevig personlighedsforening af de syvfoldige guddomsmanifestationer i storuniversets tid og rum område.

Det Højeste Væsen er ikke en direkte skaber, med undtagelse af at han er Majestons fader, men han er en syntetisk koordinator af alle skabte-Skaber aktiviteter i universet. Det Højeste Væsen, der nu aktualiseres i de evolutionære universer, er guddomskorrigeren og syntetiseren af tid og rum guddommeligheden, af treenig Paradisguddom i erfaringsmæssig forening med tiden og rummets Højeste Skabere. Når endeligheden er aktualiseret, vil denne evolutionære Guddom udgøre den evige fusion af det finite og det infinite–den evige og uopløselige forening af erfaringsmæssig styrke og ånds personlighed.

Al tid og rum finit virkelighed er, under den ledende drift af det udviklende Højeste Væsen, engageret i en altid opadstigende mobilisering og perfektionerende forening (syntese af styrke-personlighed) af alle faser og værdier af den finite virkelighed, i forening med forskellige faser af Paradisvirkelighed, for til syvende og sidst og med det efterfølgende formål at forsøge at nå superskabningens opnåelse af absonitte niveauer. 

 

Vlll.     GUD DEN SYVFOLDIGE

For at opveje den endelige status og for at kompensere for de skabtes begrænsede begrebsopfattelse, har den Universelle Fader etableret de evolutionære skabningers syvfoldige tilnærmelse til Guddommen;

   1.   Paradisets Skabersønner.

   2.   Dagenes Ældste.

   3.   De Syv Mesterånder.

   4.   Det Højeste Væsen.

   5.   Gud Ånden.

   6.   Gud Sønnen.

   7.   Gud Faderen.

   Denne syvfoldige guddomspersonalisering i tid og rum og til de syv superuniverser gør det dødelige menneske i stand til at opnå tilstedeværelse af Gud, som er ånd. Denne syvfoldige Guddom, som for de finite tid og rum skabninger engang vil være styrke-personaliseret i det Højeste Væsen, er den aktive Guddom af de dødelige evolutionære skabninger under deres opstigende karriere til Paradiset. Sådan en erfaringsmæssig opdagelses-karriere af realiseringen af Gud begynder med genkendelse af guddommeligheden i Skabersønnen i et lokalunivers og fortsætter op gennem Dagenes Ældste i superuniverset og videre gennem en af de Syv Mester Ånders personer til opnåelsen af opdagelsen og anerkendelsen af den Universelle Faders guddommelige personlighed på Paradiset.

Storuniverset er den trefoldige Guddoms domæne af Treenigheden af Højesteheden, Gud den Syvfoldige, og det Højeste Væsen. Gud den Højeste er potentiel i Paradistreenighed, fra hvilken hans personlighed og åndeegenskaber nedstammer; men han undergår nu aktualisering i Skabersønnerne, Dagenes Ældste, og Mesterånderne, hvorfra hans suverænitet som Almægtig til superuniverserne af tid og rum nedstammer. Denne styrke manifestation af de evolutionære skabningers umiddelbare Gud i tid og rum udvikler sig i virkeligheden samtidig med disse. Den Almægtige Højeste, der udvikler sig på de upersonlige aktiviteters værdiniveauet, og Gud den Højestes åndeperson er en virkelighed – Det Højeste Væsen.

Skabersønnerne indenfor Gud den Syvfoldiges guddomssammenslutning stiller den mekanisme til rådighed hvorved de dødelige bliver udødelige og det endelige opnår omfavnelse af det uendelige. Det Højeste Væsen stiller teknikken til rådighed for mobiliseringen af styrke og personlighed, den guddommelige syntese, af alle disse mangfoldige transaktioner, hvilket således gør det muligt for det endelige at opnå det absonitte, samt gennem andre mulige fremtids aktualiseringer, at forsøge opnåelsen af det Ultimative. Skabersønnerne og deres tilknyttede Guddommelige Ministre er deltagere i denne højeste mobilisering, men Dagenes Ældste og de Syv Mesterånder er sandsynligvis for evigt fastsat som permanente administratorer i storuniverset.

Gud den Syvfoldiges funktion daterer sig fra organisationen af de syv superuniverser, og den vil sandsynligvis udvide sig i forbindelse med fremtidens evolution af skabelserne af det ydre rum. Organisationen af disse fremtidens universer af det første, andet, tredje, og fjerde rum niveauer af fremadskridende evolution vil utvivlsomt bevidne indvielsen af den transcendente og absonitte tilnærmelse til Guddommen.

 

IX. GUD DEN ULTIMATIVE

Så som det Højeste Væsen gradvis udvikler sig fra den forudgående guddommeligheds begavelse af det omfattende storunivers potentiale af energi og personlighed, så eventualiserer Gud den Ultimative ud fra guddommelighedens potentialer indenfor storuniversets transcenderede tid og rum domæner. Den Ultimative Guddoms aktualisering signalerer absonit forening af den første erfaringsmæssige Treenighed og betyder forenet guddomsekspansion på det andet niveau af skabende selvvirkeliggørelse. Dette udgør personlighed - styrke ækvivalenten til den erfaringsmæssige guddomsaktualisering i universet af Paradis absonitte virkeligheder på de eventualiserende niveauer af transcenderede tid og rum værdier. Færdiggørelsen af en sådan erfaringsmæssig udvikling er udtænkt til at yde den ultimative tjeneste-skæbne for alle tid og rum væsener som har opnået absonitte niveauer igennem den fuldstændige forståelse af det Højeste Væsen og gennem Gud den Syvfoldiges tjenester.

Gud den Ultimative er betegnede for personlig Guddom fungerende på de guddommelige niveauer af det absonitte og på supertidens og det transcenderet rum af universets sfærer. Den Ultimative er en superhøj eventualisering af Guddommen. Den Højeste er Treenighedsforeningen som finite væsener forstår; den Ultimative er foreningen af Paradistreenigheden som absonitte væsener forstår.

Gennem den evolutionære Guddommens mekanisme er den Universelle Fader faktisk nu engageret i den formidable og forbløffende handling af personligheds fokusering og styrke mobilisering, på deres respektive betydnings-niveauer i universet, af det finite, det absonitte og selv af det absoluttes guddommelige virkeligheds værdier.

De første tre Paradisguddomme med evig fortid – den Universelle Fader, den Evige Søn, og den Uendelige Ånd – vil i den evige fremtid, være personligheds-suppleret gennem den erfaringsmæssige aktualisering af de associerede evolutionære Guddomme – Gud den Højeste, Gud den Ultimative, og muligvis Gud den Absolutte.

Gud den Højeste og Gud den Ultimative, som nu udvikler sig i de erfaringsmæssige universer, er ikke eksistentiel–evig fortid, kun fremtids evige, tid og rum betinget og transcendental betinget evige. De er Guddomme med højeste, ultimative, og sandsynligvis højeste - ultimative egenskaber, men de har en oplevet historisk oprindelse i universet. De vil aldrig få en afslutning, men de har helt sikkert personligheds begyndelser. De er i virkeligheden aktualiseringer af evige og uendelige Guddomspotentialer, men selv er de hverken ubetinget evige eller uendelige.

 

X. GUD DEN ABSOLUTTE

Der er mange træk i den Guddomsabsoluttes evige virkelighed som ikke fuldstændig kan forklares til det tid og rum finite sind, men Gud den Absoluttes aktualisering ville blive en følge af foreningen af den anden erfaringsmæssige Treenighed, den Absolutte Treenighed. Dette ville udgøre den erfaringsmæssige virkeliggørelse af absolut guddommelighed, foreningen af absolutte betydninger på absolutte niveauer, men vi er ikke sikker på omfanget af alle absolutte værdier, da vi ikke på noget tidspunkt er blevet informeret om at den Egenskabsbestemte Absolutte er ækvivalent til den Infinite. Superultimative skæbner er involveret i absolutte betydninger og uendelig spiritualitet, og uden begge af disse uopnåede virkeligheder kan vi ikke etablere absolutte værdier.

Gud den Absolutte er målet for virkeliggørelsens - opnåelse for alle superabsonitte væsener, men Guddomsabsoluttets styrke og personligheds potentiale transcenderer vores koncept, og vi tøver med at debattere disse virkeligheder som er så langt væk fra erfaringsmæssig aktualisering.

 

XI. DE TRE ABSOLUTTER

Da den Universelle Fader og den Evige Søns kombinerede tanke, fungerende i Handlingens Gud, udgjorte skabelsen af det guddommelige og centrale univers, fulgte Faderen sin tankes udtryk inde i hans Søns ord og i Samfuldbyrderens handling gennem at differentiere sin Havona tilstedeværelse fra uendelighedens potentialer. Og disse uafsløret uendelighedspotentialer forbliver skjulte i rummet i den Egenskabsløse Absolutte og guddommelig indhyllet i den Guddomsabsolutte, mens disse to bliver et i funktionen af den Universelle Absolutte, Paradisfaderens uåbenbarede uendeligheds enhed.

Både den kosmiske kraft og ånds kraftens styrke er i en proces af fremadskridende åbenbarings-erkendelse da berigelse af hele virkelighed sker gennem erfaringsbaseret vækst og gennem den Universelle Absoluttes korrelation af det erfaringsmæssige med det eksistentielle. Gennem den Universelle Absoluttes afbalancerende tilstedeværelse af den Første Kilde og Center realiseres udvidelsen af erfaringsmæssig styrke, nyder identifikation med sine evolutionære væsener, og opnår udvidelse af erfaringsmæssig Guddom på niveauerne af Højesteheden, Ultimativiteten, og Absolutheden.

Når det ikke er muligt fuldstændigt at skelne den Guddomsabsolutte fra den Egenskabsløse Absolutte, så er deres formodentlige kombineret funktion eller koordineret tilstedeværelse betegnet for handlingen af den Universelle Absolutte.

1.   Den Guddomsabsolutte synes at være den almægtige aktivator, mens den Egenskabsløse Absolutte viser sig at være den alt effektive mekaniserer af ekstremt forenet og ultimativt koordinerede universernes univers, til og med universer på universer, færdige, undervejs og endnu ikke lavet.

Den Guddomsabsolutte kan ikke, eller i det mindste reagere ikke på en underabsolut måde til enhver univers situation. Enhver reaktion af denne Absolutte til enhver given situation fremstår som værende skabt på betingelser af velfærden af hele skabelsen af ting og væsener, ikke kun i dets nuværende tilstand af eksistens, men også i lyset af de infinite muligheder af al fremtidig evighed.

Den Guddomsabsolutte er det potentiale, som blev udskilt fra den samlede, endelige virkelighed af den Universelle Faders frie vilje valg, og inden for hvilken alle guddommelige aktiviteter – eksistentielle og erfaringsmæssige – finder sted. Dette er den Egenskabsbestemte Absolutte i modsætning til den Egenskabsløse Absolutte; men den Universelle Absolutte er overtilsætningen til begge i omspændingen af alt absolut potentielt.

2.   Den Egenskabsløse Absolutte er upersonlig, ekstraguddommelig, og uguddommeliggjort. Den Egenskabsløse Absolutte er derfor fri for personlighed, guddommelighed, og alle skaber prærogativer. Hverken faktum eller sandhed, erfaring eller åbenbaring, filosofi eller absoniteten er i stand til at gennemtrænge arten og karakteren af denne Absolutte uden univers kvalifikation.

Lad det være klart at den EgenskabsløseAbsolutte er en positiv virkelighed som gennemtrænger storuniverset og som tilsyneladende, udbreder sig videre med samme rum tilstedeværelse ud og ind i kraftaktiviteterne og de prematerielle udviklinger i de svimlende rumregioner udover de syv superuniverser. Den Egenskabsløse Absolutte er ikke kun en negativisme af et filosofisk begreb baseret på forudsætningerne om metafysiske spidsfindigheder vedrørende universalitet, dominans, og det ubetinget og det egenskabsløses oprindelighed. Den Egenskabsløse Absolutte er en positiv tilsynskontrol af universet i uendelighed; denne tilsynskontrol er ubegrænset i forhold til rummet og kraft men er afgjort betinget af tilstedeværelsen af livet, sind, ånd og personlighed, og er yderligere betinget af Paradistreenighedens viljereaktioner og de målbevidste mandater.

Vi er overbevist om at den Egenskabsløse Absolutte ikke er en udifferentieret og alt gennemstrømmende indflydelse som hverken kan sammenlignes til de panteistiske opfattelser af metafysik eller til de somme tider æter hypotesen af videnskaben. Den Egenskabsløse Absolutte er ubegrænset i kraft og Guddoms betinget, men vi forstår ikke fuldstændig dette forholdet mellem dette Absolutte til universernes ånde virkeligheder.

3.   Den Universelle Absolutte var, efter hvad vi logisk kan konkludere, uundgåeligt i den Universelle Faders absolutte frie vilje handling af differentierede univers virkeligheder i guddommeliggjorte og uguddommeliggjorte – personaliserende og upersonaliserende – værdier. Den Universelle Absolutte er det guddomsfænomen som indikerer opløsningen af den spænding, som er skabt af den frie vilje handling af sådanne differentiere univers virkeligheder, og fungerer som associativ koordinator af disse samlede summer af eksistentielle potentialiteter.

Spændings-tilstedeværelse af den Universelle Absolutte tilkendegiver reguleringen af det differentielle mellem guddomsvirkelighed og uguddommeliggjort virkelighed iboende i adskillelsen af guddommelighedens fri viljes dynamik fra den ukvalificeret uendelighedens statiske tilstand.

Husk altid: Potentiel uendelighed er absolut og uadskillelig fra evighed. Aktuel uendelighed i tid kan aldrig være andet end delvis og må derfor være ikke-absolut; ej heller kan uendelighed af aktuel personlighed være absolut undtagen i den egenskabsløse Guddom. Og det er forskellen på uendeligheds-potentialet i den Egenskabsløse Absolutte og den Guddomsabsolutte, som eviggører den Universelle Absolutte, hvilket gør det kosmisk muligt at have materielle universer i rummet og åndeligt muligt at have finite personligheder i tid.

Det endelige kan kun sameksistere i kosmos med den Uendelige fordi den associative tilstedeværelse af den Universelle Absolutte så perfekt udligner spændingerne mellem tid og evighed, endelighed og uendelighed, virkelighedspotentiale og virkelighedsaktualitet, Paradis og rum, mennesket og Gud. Associativt udgør den Universelle Absolutte identifikationen af den fremadskridende evolutionære virkeligheds zone, som eksisterer i universerne i tid og rum, og i universer af transcenderet tid og rum, og er manifestationer af den underinfinite Guddom.

Den Universelle Absolutte er potentialet af den statiske - dynamiske Guddom, som funktionelt kan realiseres på tid - evigheds niveauer som finite absolutte værdier og som mulig af erfaringsmæssig-eksistentiel tilnærmelse. Dette uforståeligheds aspekt hos Guddommen må være statisk, potentielt og associativt men er ikke erfaringsmæssig skabende eller evolutionær vedrørende de intelligente personligheder som nu fungerer i mesteruniverset.

Det Absolutte.  De to Absolutter – den egenskabsbestemte og den egenskabsløse – selvom de tilsyneladende kan virke så forskellige i funktion som de kan observeres af sindsskabninger, er de perfekt og guddommelig forenet i og af den Universelle Absolutte. I den sidste analyse og i den endelig forståelse er alle tre et Absolut. På underinfinite niveauer er de funktionelt differentieret, men i uendeligheden er de EN.

Vi bruger aldrig vendingen det Absolutte som en negation af noget eller som en fornægtelse af noget. Heller ikke betragter vi den Universelle Absolutte som selv-bestemmende, en slags panteistisk og upersonlig Guddom. Det Absolutte, i alt hvad der har med personlighed i universet at gøre, er strengt begrænset af Treenigheden og domineret af Guddommen.

 

XII.   TREENIGHEDERNE

Den originale og evige Paradistreenighed er eksistentiel og var uundgåelig. Denne Treenighed der aldrig havde en begyndelse var en naturlig del af differentieringen af det personlige og det upersonlige ved Faderens uhindret vilje og faktualiseret da hans personlig vilje koordinerede disse dobbelte virkeligheder ved hjælp af sind. Post-Havona Treenighederne er erfaringsmæssige – en naturlig del i skabelsen af de to underabsolutte og evolutionære niveauer af styrke-personligheds manifestation i mesteruniverset.

Paradistreenigheden – den evige Guddomsforening af den Universelle Fader, den Evige Søn, og den Uendelige Ånd – er eksistentiel i virkeligheden, men alle potentialer er erfaringsmæssige. Derfor udgør denne Treenighed den eneste Guddomsvirkelighed som omfavner uendeligheden, og derfor påstår der univers - fænomener, hvilket indebær at Gud den Højeste, Gud den Ultimative og Gud den Absolutte aktualiseres.

Den første og anden erfaringsmæssige Treenighed, post-Havona Treenighederne, kan ikke være uendelige fordi de omfavner afledte Guddomme, Guddomme udviklet af den erfaringsmæssige aktualisering af virkeligheder skabt eller eventualiseret fra den eksistentielle Paradistreenighed. Guddommelighedens uendelighed bliver vedvarende beriget, hvis ikke forstørret, af endelighed og absoniteten fra erfaring af skabningerne og Skaber.

Treenigheder er sandheder om forhold og fakta af koordinerede Guddoms manifestationer. Treenighedsfunktionerne omfatter Guddomsvirkeligheder, og Guddomsvirkeligheder søger altid realisering og manifestation i personalisering. Gud den Højeste, Gud den Ultimative og selv Gud den Absolutte er derfor guddommelige uundgåeligheder. Disse tre erfaringsmæssige Guddomme var potentielle i den eksistentielle Treenighed, Paradistreenigheden, men deres fremkomst i universet som personligheder af styrke er delvis afhængig af deres egne erfaringsmæssige aktiviteter i universerne som kendetegnes af styrke og personlighed og til dels på post-Havona Skabernes og -Treenighedernes erfaringsmæssige opnåelser.

De to post-Havona Treenigheder, den Ultimative og den Absolutte erfaringsmæssige Treenighed, er ikke nu fuldt åbenbaret; deres virkeliggørelse i universet er en proces. Disse Guddomsforeninger kan beskrives som følgende:

1.   Den Ultimative Treenighed, som nu er under udvikling, vil til sidst bestå af det Højeste Væsen, de Højeste Skaberpersonligheder, og Mesteruniversets absonitte Arkitekter, disse enestående univers planlæggere, er hverken skabere eller skabninger. Gud den Ultimative vil til sidst og uundgåelig styrkeoplade og personalisere som Guddomskonsekvensen af foreningen af denne erfaringsmæssige Ultimative Treenighed i det næsten ubegrænset mesterunivers ekspanderende arena.

2.   Den Absolutte Treenighed – den anden erfaringsmæssig Treenighed – som nu undergår en aktualiserings proces, vil bestå af Gud den Højeste, Gud den Ultimative, og den uåbenbaret Fuldbyrderen af Universets Skæbne. Denne Treenighed fungerer på både personlige og overpersonlige niveauer, selv til grænsen af det upersonlige, og dets forening i universalitet vil erfaringsmæssigt frembringe Absolut Guddom.

Den Ultimative Treenighed undergår erfaringsmæssig forenet fuldstændiggørelse, men vi kan med sandhed tvivle på muligheden af en sådan fuldstændig forening af den Absolutte Treenighed. Vores opfattelse er imidlertid, at den evige Paradistreenighed er en altid tilstedeværende påmindelse om, at Guddommens treenighedsgørelse kan udrette hvad der ellers ikke er opnåelig; derfor postulere vi tilsynekomsten af den Højeste - Ultimative på et eller andet tidspunkt og den mulige treenighedsgørende-faktualisering af Gud den Absolutte.

Universets filosofer postulere en Treenighedernes Treenighed, en eksistentiel-erfaringsmæssig Treenigheds Infinite, men de er ikke i stand til at forudse dens personalisering; muligvis vil den være ækvivalent til personen af den Universelle Fader på det begrebsmæssige niveau af JEG ER. Men uden hensyn til alt dette, den originale Paradistreenighed er potentielt uendelig. da den Universelle Fader faktisk er uendelig.

ANERKENDELSE

I formuleringen af de efterfølgende præsentationer som har at gøre med skildringen af karakteren om den Universelle Fader og naturen af hans Paradis-associerede, sammen med en forsøgt beskrivelse af det perfekte centrale univers og de omkring cirkulerende syv superuniverser, vi vil være vejledt af fuldmagten afsuperuniversets herskere, der anviser at vi skal, i alle vores anstrengelser for at åbenbare sandhed og koordinere absolut nødvendig kundskab, give fortrinsret til de højeste eksisterende menneskelige begreber vedrørende de emner der bliver præsenteret. Vi må kun ty til ren åbenbaring når de begreber som præsenteres ikke tidligere har haft et tilfredsstillende udtryk af det menneskelige sind.

Successive planetariske åbenbaringer af guddommelig sandhed omfatter uvægerlig de højeste eksisterende begreber af åndelige værdier som en del af den nye og forhøjet koordination af planetarisk viden. I overensstemmelse hermed, i tilblivelsen af disse præsentationer om Gud og hans medarbejdere i universet, har vi som grundlag for disse papirer udvalgt mere end et tusinde menneskelige begreber som repræsenterer den højeste og mest avancerede planetariske viden af åndelig værdier og univers betydninger. Når disse menneskelige begreber, samlet fra de Gudbevidste dødelige af fortid og nutid, er utilstrækkelige til at skildre sandheden som vi er anvist til at åbenbare den, vil vi uden betænkning supplere dem, for til dette formål at trække på vores egen fremragende viden om Paradisets Guddomme og deres transcendente beboelses universers virkelighed og guddommelighed.

Vi er fuldstændig vidende om besværlighederne af vores opgave; vi erkender umuligheden af en udførligt sprog oversættelse af begreberne om guddommelighed og evighed til sprogsymbolerne fra de finite begreber i det dødelige sind. Men vi ved at der indeni det menneskelige sind bor et fragment af Gud, og at Sandhedens Ånd opholder sig hos den menneskelige sjæl; og vi ved yderligere at disse ånds kræfter forener sig for at sætte det materielle menneske i stand til at fatte virkeligheden af åndelige værdier og til at begribe filosofien af universets betydninger. Men endnu mere sikkert er det at disse ånder af den Guddommelige Tilstedeværelse er i stand til at hjælpe mennesket i dets åndelige tilegnelse af al sandhed som er medvirkende til at forhøje den personlige religiøse erfaring, gudsbevidstheden, af den altid fremadskridende virkelighed.

[ Forfattet af en Orvonton Guddommelig Rådgiver, Chef for Korpset af Superuniversets Personligheder som fik til opgave på Urantia at formidle sandheden vedrørende Paradisguddommene og universernes univers.]

 




Back to Top