(UF-DAN-001-2017-1)



 Download Copyright © Urantia Foundation

URANTIA BOGEN

KAPITEL 183

 

JESUS FORRÅDES OG ARRESTERES

DA han endelig fik Peter, James og Johannes til at vågne op, foreslog han, at de skulle gå til deres telte og forsøge at sove for at være klar til morgenens opgaver. Men på dette tidspunkt var de tre apostle helt vågen. De var forfrisket af deres korte lur og desuden blev de stimuleret og genoplivet af at to ophidsede budbringere ankom på scenen og spurgte efter David Zebedæus, og hurtigt gik i søgen efter ham, da Peter fortalte dem, hvor han holdt vagt.

Selvom otte af apostlene sov dybt, var grækerne, der havde slået lejr ved siden af ​​dem, mere bange for uro, så meget, at de havde sat en vagtpost, der ville advare dem, hvis faren opstod. Da disse to budbringere skyndte sig ind lejren, begyndte den græske vagt at vække alle sine landsmænd, der fuldt påklædt og fuldt bevæbnet stormede ud af deres telte. Hele lejren var nu vågen, med undtagelse af de otte apostle. Peter ønskede at kalde på hans medarbejdere, men Jesus forbød ham absolut. Mesteren opfordrede dem alle forsigtigt til at vende tilbage til deres telte, men de var tilbageholdende med at følge hans forslag.

Da Mesteren ikke formået at sprede sine tilhængere, forlod han dem og gik ned mod olivenpressen i nærheden af ​​indgangen til Getsemaneparken. Selvom de tre apostle, grækerne, og andre, der boede i lejren tøvede med straks at følge ham, skyndte Johannes Markus sig rundt gennem oliventræerne og gemte sig i et lille skur i nærheden af ​​olivenpressen. Jesus trak sig ud af lejren og fra sine venner, så de som kom, kunne anholde ham uden at forstyrre hans apostle. Mesteren var bange for, at hvis apostlene var vågne og på plads, når han blev arresteret, kunne synet af at blive forrådt af Judas vække deres fjendskab, at de ville gøre modstand mod soldaterne og ville blive sat i fængsel sammen med ham. Han frygtede, at hvis de blev arresteret sammen med ham, kunne de også omkomme med ham.

Selvom Jesus vidste, at planen om at dræbe ham havde sin oprindelse i de jødiske herskers råd, var han også klar over, at alle disse forbryderiske rænkespil havde fuld godkendelse af Lucifer, Satan, og Caligastia. Han vidste godt, at disse oprørere i verden også ville blive glade for at se, at alle apostlene blev ødelagt sammen med ham.

Jesus satte sig ned alene på olivenpressen, hvor han ventede forræderens ankomst, og han blev kun set på det tidspunkt af Johannes Markus og en utallig skare af himmelske observatører.

 

1. FADERENS VILJE

Der er en stor fare for misforståelse vedrørende betydningen af ​​de talrige udsagn og mange hændelser i forbindelse med afslutningen af ​​Mesterens livsforløb i kødet. Den grusomme behandling, som de uvidende tjenere og hårdhudede soldater udsatte Jesus for, den uretfærdige gennemførelse af rettergangen mod ham og den afstumpede holdning hos dem, der hævdede at være religiøse ledere bør ikke forveksles med, at Jesus, da han tålmodigt underkastede sig alle disse lidelser og alt denne ydmygelse, oprigtigt fulgte Paradisfaderens vilje. Det var virkelig og i sandhed Faderens vilje, at hans søn skulle tømme de dødeliges erfaringsbæger i sin helhed, fra fødsel til død, men Faderen i himlen havde intet som helst at gøre med anstiftelsen af den barbariske opførsel af disse angiveligt civiliserede mennesker, der så brutalt torturerede Mesteren og så forfærdelig overøste hans person, der slet ikke gjorde modstand, med den ene uværdighed efter den anden. Disse umenneskelige og chokerende erfaringer, som Jesus udholdt i løbet af de sidste timer af sit jordiske liv var på ingen måde en del af Faderens guddommelige vilje, hvilken Jesu menneskelige natur så sejrrigt havde lovet at udføre når mennesket i ham endelig gav sig selv for Gud, som udtrykt i den trefoldige bøn, som han fremførte i haven, mens hans trætte apostle sov den fysisk udmattelsens søvn.

Faderen i himlen ønskede, at hans overdragelsens Søn skulle afslutte sit jordiske livsforløb naturligt, ligesom alle dødelige i kødet skal ende deres liv på jorden. Almindelige mænd og kvinder kan ikke forvente, at deres sidste timer på jorden og den indtrædende dødsepisode vil blive lettet ved en særlig dispensation. Derfor valgte Jesus at nedlægge sit liv i kødet på den måde, som var i overensstemmelse med det naturlige forløb af begivenheder, og han nægtede standhaftigt at frigøre sig fra det grusomme greb fra en skummel sammensværgelse af umenneskelige begivenheder som med forfærdelig sikkerhed fejede frem mod hans utrolige ydmygelse og modbydelige død. Hver en del i hele denne forbløffende manifestation af had og hidtil uset demonstration af grusomhed var onde menneskers og onde dødeliges arbejde. Gud i himlen udtrykte ikke sin vilje til det, og det var heller ikke dikteret af ​​Jesu ærkefjender, selvom de gjorde meget for at sikre, at tankeløse og onde dødelige på denne måde ville afvise overdragelsens Søn. Til og med ham, som er syndens far vendte ansigtet bort fra den ulidelige rædsel, som udspillede sig på korsfæstelsesscenen.

 

2. JUDAS INDE I BYEN

Efter at Judas så pludselig forlod bordet under den Sidste Nadver, gik han direkte hjem til sin fætter, og så gik de begge direkte til tempelvagternes kaptajn. Judas bad kaptajnen samle vagterne og fortalte ham, at han var parat til at føre dem til Jesus. Da Judas ankom til pladsen lidt tidligere end forventet, tog det noget tid, før de kom på vej til familien Markus hjem, hvor Judas forventede at finde Jesus stadig i selskab med apostlene. Mesteren og de elleve apostle gik fra Elijah Markus hele femten minutter før forræderen og vagterne ankom. Da dem som ville anholde ham ankom til familien Markus hjem, var Jesus og de elleve apostle allerede godt uden for bymurene og på vej til lejren ved Oliebjerget.

Judas blev meget bekymret over hans manglende evne til at finde Jesus i familien Marks hus sammen med elleve mænd, hvoraf kun to var bevæbnet for at gøre modstand. Han var bekendt med, at kun Simon Peter og Simon Zelotes var udstyret med sværd, da de forlod lejren om eftermiddagen. Judas havde håbet at få Jesus anholdt, når der var stille i byen, og chancen for modstand var lille. Forræderen var bange for, at hvis han ventede indtil de vendte tilbage til lejren, ville de støde på lidt over tres hengivne disciple, og han vidste også, at Simon Zelotes havde et fuldt tilstrækkelig lager af våben i sin besiddelse. Judas blev mere og mere nervøs, da han overvejede, hvordan de elleve trofaste apostle ville hade ham, og han var bange for, at de ville forsøge at dræbe ham. Han var ikke kun illoyal, men også en reel kujon i hjertet.

Da de ikke fandt Jesus i det øverste rum bad Judas vagtkaptajnen om at vende tilbage til templet. På dette tidspunkt begyndte herskerne at samles i ypperstepræstens hjem i forberedelse til at modtage Jesus, som deres aftale med forræderen forudsatte, at Jesus blev anholdt før midnat den dag. Judas forklarede sine medarbejdere, at Jesus ikke længere opholdt sig i familien Markus hus, og at det var nødvendigt at gå til Getsemane for at arrestere ham. Forræderen fortsatte derefter med at sige, at lidt over tres hengivne disciple var i lejren med Jesus, og de alle var godt bevæbnet. Jødernes herskere mindede Judas om at Jesus altid havde prædiket ikke-vold, men Judas svarede, at de ikke kunne påberåbe sig, at alle tilhængere af Jesus fulgte doktrinen. Han var virkelig bange for sit eget liv, og derfor vovede han at bede om et følge af fyrre bevæbnede soldater. Da de jødiske myndigheder ikke havde så stor en styrke af bevæbnede mænd under deres kommando, gik de straks til fæstningen Antonia og anmodede den romerske kommandant til at give dem denne vagtstyrke, men da han erfarede, at de agtede at arrestere Jesus, nægtede han straks at acceptere deres anmodning og henviste dem til sin overordnede officer. Således blev mere en times tid anvendt, med at gå fra den ene myndighed til den anden, indtil de endelig blev tvunget til at gå til Pilatus selv for at få tilladelse til at bruge romerske vagtsoldater. Det var sent, da de ankom til Pilatus hus, og han havde trukket sig tilbage til sit eget værelse med sin kone. Han tøvede med at have nogen kontakt med dette foretagende, især da hans kone bad ham om ikke at imødekomme anmodningen. Men da den førende tjenestemand ved jødernes råd var til stede og personligt anmodede om denne hjælp, fandt guvernøren det klogt at bevilge det andragende, og tænkte at han senere kunne rette noget forkert som de kunne tænkes at begå.

Da Judas Iskariot ved halvtolvtiden, gik bort fra templet, blev han ledsaget af mere end tres personer - tempelvagter, romerske soldater og nysgerrige ansatte hos ypperstepræsterne og herskere.

 

3. MESTEREN ARRESTERES

Da dette følge af bevæbnede soldater og vagter, som bar fakler og lanterner, nærmede sig haven skyndte Judas sig et langt stykke foran truppen for at være klar til hurtigt at identificere Jesus så fangevogterne let kunne gribe ham før hans ledsagere kunne komme til hans forsvar. Der var desuden en anden grund til, at Judas ville komme foran Mesterens fjender: Han troede det ville se ud, som om han var ankommet før soldaterne, så apostlene og andre som var samlet om Jesus måske ikke direkte ville forbinde ham med de bevæbnede vagter, der fulgte i hælene på ham. Judas havde endda selv tænkt at komme som den person, der havde skyndt sig for at advare dem om at anholdelsen var under opsejling, men planen blev forpurret gennem Jesus spolerende hilsen til forræderen. Selvom Mesteren venligt tiltalte Judas, hilste han ham som en forræder.

Så snart Peter, James og Johannes, og omkring tredive af deres kammerater i lejren så den væbnede styrke med fakler svinge omkring bakkekammen, vidste de, at soldaterne kom for at arrestere Jesus, og de styrtede alle ned til nær olivenpressen, hvor Mesteren sad alene i måneskin. Mens soldatertruppen nærmede sig fra den ene side, kom de tre apostle og deres brødre fra den anden side. Da Judas trådte frem for at tale til Mesteren stod de to grupper der, ubevægelig, med Mesteren mellem dem og Judas parat til at trykke det forræderiske kys på hans pande.

Det havde været forræderens håb, at han efter at have vist vagterne frem til Getsemane, blot kunne udpege Jesus til soldaterne, eller højst opfylde sit løfte om at hilse ham med et kys, og derefter hurtigt trække sig tilbage fra scenen. Judas var meget bange for at alle apostlene ville være til stede, og at de ville koncentrere deres angreb på ham i hævn, fordi han havde vovet at forråde deres elskede lærer. Men da Mesteren hilste ham som en forræder, var han så forvirret, at han ikke gjorde noget forsøg på at undslippe.

Jesus gjorde et sidste forsøg på at redde Judas fra håndgribeligt at forråde ham, da han inden forræderen nåede frem til ham trådte til side, vendte sig til den forreste soldat til venstre, den romerske kaptajn, og sagde: "Hvem søger du?" Kaptajnen svarede: "Jesus af Nazaret" Jesus stod op direkte foran officeren, stod der i den rolige majestæt som tilkommer hele skabelsens Gud og sagde: "Det er mig." Mange af denne bevæbnede trup havde hørt Jesus underviser i templet, andre havde hørt om hans mægtige gerninger, og da de hørte ham så stærkt tilkendegive sin identitet rykkede de som stod i de forreste rækker pludselig tilbage. De blev overvældet af forbløffelse over hans rolige og majestætiske tilkendegivelse af sin identitet. Det var derfor ikke nødvendigt for Judas at gå videre i sit forræderi. Mesteren havde dristigt åbenbaret sig for sine fjender, og de kunne have taget ham uden Judas hjælp. Men forræderen måttet gøre noget, der forklarede hans tilstedeværelse blandt den bevæbnede trup, og desuden, ønskede han at vise, at han udførte sin del af aftalen med jødernes herskere om at forråde Jesus for at være berettiget til den store belønning og ære, som han troede, han ville blive overøst med som kompensation for sit løfte om at levere Jesus i deres hænder.

Mens vagterne samlede sig efter først at have vaklet ved synet af Jesus og ved lyden af ​​hans usædvanlige stemme, og mens apostlene og disciplene kom nærmere, trådte Judas frem til Jesus, placerede et kys på panden og sagde: "Vær hilset, Mester og Lærer." Og da Judas således omfavnede sin Mester, sagde Jesus: "Ven, har du ikke gjort nok! Skal du endda forråde Menneskesønnen med et kys? "

Apostlene og disciplene blev bogstaveligt bedøvet af hvad de så. På et tidspunkt flyttede ingen sig. Da Jesus frigjorde sig fra Judas svigefulde omfavnelse, trådte frem til vagterne og soldaterne og spurgte igen, "Hvem søger I?" Igen svarede kaptajnen, "Jesus af Nazaret", og igen svarede Jesus "Jeg har fortalt dig, at det er mig. derfor, hvis du søger mig, lad disse andre gå deres vej. Jeg er klar til at gå med dig."

Jesus var klar til at følge med tilbage til Jerusalem med vagterne, og kaptajnen og soldaterne var meget villige til at lade de tre apostle og deres kammerater gå deres vej i fred. Men før de kunne komme væk, og mens Jesus stod der afventende kaptajnens ordrer, gik en vis Malkos, den syriske livvagt til ypperstepræsten, frem til Jesus for at binde hans hænder på ryggen, selv om den romerske kaptajn ikke havde givet ordre om at Jesus på denne måde skulle bindes. Da Peter og hans medarbejdere så deres Mester blive udsat for denne overtrædelse, kunne de ikke længere holde sig tilbage. Peter trak sit sværd og løb sammen med de andre frem for at slå Malkos til jorden. Men før soldaterne kunne komme til ypperstepræstens tjeners forsvar, hævede Jesus en afskrækkende hånd til Peter og sagde strengt: "Peter, sæt dit sværd tilbage. De, der griber til sværd vil omkomme ved sværdet. Forstår I ikke, at det er Faderens vilje, at jeg tømme dette bæger? Og desuden ved du ikke, at jeg selv nu kunne tage kommandoen over mere end tolv legioner engle og deres medarbejdere, der kunne befri mig fra hænderne af disse få mænd?"

Selvom Jesus således effektivt satte en stopper for den fysiske modstand af sine tilhængere, var det nok til at vække frygten hos vagtkaptajnen, som nu med soldaternes hjælp lagde tunge hænder på Jesus og hastigt bandt ham. Da de bandt hans hænder med tykke reb, sagde Jesus til dem: "Hvorfor kommer du til mig med sværd og køller, som for at gribe en røver? Daglig var jeg hos jer i templet, offentligt undervisende folket, og I gjorde intet forsøg på at arrestere mig der."

Da Jesus var blevet bundet gav kaptajnen, der frygtede, at Mesterens efterfølgere kunne forsøge at redde ham, ordre om, at de skulle arresteres, men soldaterne var ikke hurtig nok, for da Jesu disciple hørte kaptajnen give ordre om at anholde dem, flygtede de hastigt tilbage i slugten. Under hele denne tid havde Johannes Markus været gemt i det nærliggende skur. Da vagterne begyndte at gå tilbage til Jerusalem med Jesus, forsøgte Johannes Markus at snige sig ud af skuret for at indhente de flygtende apostle og disciple. Men netop som han kom ud passerede en af ​​de sidste tilbagevendende soldater forbi, der havde forfulgt de flygtende disciple, og da han så den unge mand i hans linnedkappe, styrtede han efter ham og fik næsten fat i ham. Faktisk kom soldaten så tæt på Johannes at han fik fat i hans kappe, men den unge mand befriet sig fra tøjet og flygtede nøgen mens soldaten stod der med den tomme kappe i hånden. Johannes Markus skyndte sig i hast hen til David Zebedæus på det øverste spor. Da han havde fortalt David hvad der var sket, skyndte de to sig tilbage til teltene med de sovende apostle og informerede alle otte af Mesteren var blevet forrådt og arresteret.

Omkring det tidspunkt da de otte apostle blev vækket, var de som flygtede op i slugten ved at vende tilbage, og de samledes alle nær olivenpressen for at drøfte, hvad der skulle gøres. I mellemtiden, havde Simon Peter og Johannes Zebedæus, som havde skjult sig blandt oliventræer, allerede gået videre ad vejen efter pøbel af soldater, vagter og tjenere, som nu førte Jesus tilbage til Jerusalem, som de ville have ført en desperat kriminel. Johannes fulgt tæt efter pøbelen, men Peter kom langt bagefter. Efter at Johannes Markus var kommet fri fra soldatens greb, forsynede han sig med en kappe, som han fandt i Simon Peter og Johannes Zebedæus telt. Han havde mistanke om, at vagterne ville tage Jesus til ypperstepræsten emeritus Hanna hjem. Han løb derfor en omvej gennem olivenlunden, var fremme foran før pøbelen, og gemte sig i nærheden af ​​indgangen ved porten til ypperstepræstens palads.

 

4. DISKUSSIONEN VED OLIVENPRESSEN

James Zebedæus befandt sig adskilt fra Simon Peter og hans bror Johannes, og derfor sluttede han sig nu til de andre apostle ved olivenpressen og deres camperende venner fra lejren for at drøfte, hvad der skal gøres i betragtning af Mesterens anholdelse.

 

Andreas var blevet befriet fra alt ansvar for at handle som gruppeleder for sine medapostle, og i overensstemmelse hermed, holdt han sig tavs under den største krise i deres liv. Efter en kort uformel drøftelse, rejste Simon Zelotes sig op på stenmuren ved olivenpressen, fremførte en lidenskabelig bøn om loyalitet over for Mesteren og rigets sag samt opfordrede sine medapostle og de andre disciple til at løbe efter mængden og befri Jesus. Størstedelen af ​​selskabet ville være parat til at følge hans aggressive ledelse om ikke Nataniel havde rejst sig i det øjeblik Simon tav og henledte deres opmærksomhed på de råd som Jesu så ofte havde gentaget om ikke-modstand. Han mindede dem også om, at Jesus samme aften, havde pålagt dem at redde deres liv til det tidspunkt, hvor de ville gå ud i verden for at forkynde den gode nyhed om det himmelske rigets evangelium. Nataniel blev støttet i sin udtalelse af James Zebedæus, som nu fortalte, hvordan Peter og andre havde trukket deres sværd for at forhindre anholdelsen af ​​Mesteren, og at Jesus havde bedt Simon Peter og de andre mænd med sværd om at sætte deres sværd tilbage i skeden. Mattæus og Filip talte også, men diskussionen førte ikke til noget endeligt indtil Thomas, som henledte deres opmærksomhed på, at Jesus havde givet Lazarus rådet om ikke at sætte sit liv i fare, påpegede, at de ingenting kunne gøre for at redde Mesteren, fordi han nægtede at lade sine venner forsvare ham og da han insistere på ikke at bruge sine guddommelige kræfter til at stoppe sine menneskelige fjender. Thomas overtalte dem til at spredes, hver mand for sig selv, under forudsætning af at David Zebedæus ville forblive i lejren for at opretholde et sted for informationsudveksling og et budbringer hovedkvarter for gruppen. Ved halvtretiden den morgen var lejren øde. Kun David stod tilbage med tre eller fire budbringere, efter at de andre var blevet sendt ud for at indhente oplysninger om, hvor Jesus var ført hen, og hvad de agtede at gøre med ham.


Fem af apostlene, nemlig Nataniel, Mattæus, Filip, og tvillingerne gemte sig i Betfage og Betania. Thomas, Andreas, James og Simon Zelotes gemte sig i byen. Simon Peter og Johannes Zebedæus fulgte efter til Hannas hus.


Kort efter daggry, vandrede Simon Peter, modløs og dybt fortvivlet, tilbage til lejren ved Getsemane. David sendte ham sammen med en budbringer til sin bror, Andreas, der var hjemme hos Nikodemus i Jerusalem.


Under hele den tid, Jesus hang på korset forblev Johannes Zebedæus, som Jesus havde sagt til ham, hele tiden i hans nærvær, og det var Johannes, der fra time til time leverede Davids sendebud med oplysninger, som de bragte til David i lejren i haven og derefter blev videregivet til apostlene i deres skjulesteder og til Jesu familie.


Sandelig er hyrden blevet slået ned og fårene er spredt! Mens de alle vagt indså, at Jesus på forhånd havde advaret dem om netop denne situation, var de alt for svært chokeret af Mesterens pludselige forsvinden til at kunne bruge deres sind normalt.


Det var kort efter daggry, og lige efter at Peter var blevet sendt for at slutte sig til sin bror at Juda, Jesus kødelige bror, ankom ganske forpustet til lejren og forud for resten af ​​Jesu familie, kun for at erfare at Mesteren allerede var blevet arresteret og han skyndte sig tilbage ned ad Jerikovejen med disse oplysninger til sin mor, sine brødre og søstre. David Zebedæus sendte bud til Juda til Jesu familie, at de ville samles i Martas og Marias hus i Betania, og der afvente de nyheden som hans budbringere regelmæssigt ville give dem.


Sådan var situationen i den sidste halvdel af torsdag nat og fredagens tidlige morgentimer med hensyn til apostlene, de vigtigste disciple og Jesus familie på jorden. Alle disse grupper og enkeltpersoner blev holdt i kontakt med hinanden gennem budbringertjenesten, som David Zebedæus fortsatte med at lede fra sit hovedkvarter i lejren ved Getsemane
.

 

5. PÅ VEJ TIL YPPERSTEPRÆSTENS PALADS

Før soldaterne forlod haven med Jesus opstod en tvist mellem tempelvagternes jødiske kaptajn og soldaterkompagniets romerske kaptajn om hvor de skulle bringe Jesus. Tempelvagternes kaptajn gav ordre til, at han skulle bringes til Kajfas, som var den fungerende ypperstepræst. De romerske soldaters kaptajn beordrede, at han skulle bringes til Hannas, den tidligere ypperstepræst Kajfas svigerfar, i dennes palads. Dette gjorde han, fordi romerne havde for vane at behandle alle sager, der involverede håndhævelsen af de ​​jødiske religiøse love direkte med Hannas. Den romerske kaptajns ordre blev adlydt; de bragte Jesus til Hannas for et forberedende retsmøde.

Judas marcherede i nærheden af kaptajnerne og hørte alt, hvad der blev sagt, men han deltog ikke i skænderiet, for hverken den jødiske kaptajn eller den romerske officer ønskede at sige selv et ord til forræderen - i det omfang foragtede de ham.

Omkring dette tidspunkt skyndte Johannes Zebedæus, som huskede Mesterens vejledning, om at han altid skulle holde sig lige ved hånden, op tæt på Jesus, hvor han marcherede mellem de to kaptajner. Da tempelvagternes øverstbefalende så Johannes kommer op ved siden af ​​dem, sagde han til sin assistent: "Tag denne mand og bind ham. Han er en af ​​tilhængerne af denne mand." Men da den romerske kaptajn hørte dette, kiggede rundt og så Johannes, gav han ordre til, at apostlen skulle komme over til hans side, og at ingen skulle forulempe ham. Så sagde den romerske kaptajn til den jødiske kaptajn: "Denne mand er hverken en forræder eller en kujon. Jeg så ham i haven, og han træk ikke sværdet mod os. Han er modig nok til at komme frem for at være sammen med sin Mester, og ingen skal lægge hænderne på ham. Den romerske lov tillader hver fange ret til at have mindst én ven med ham foran dommerskranken, og denne mand må ikke forhindres i at stå ved siden af ​​sin mester, fangen." Da Judas hørte dette, blev han så skamfuld og ydmyget, at han sakkede efter de andre og kom alene til Hannas palads.

Dette forklarer, hvorfor Johannes Zebedæus fik lov til at forblive tæt på Jesus under alle hans prøvende oplevelser, den nat og den næste dag. Jøderne var bange for at sige noget til ham eller på nogen måde forulempe ham, fordi han havde fået noget af status som en romersk rådgiver udpeget til at fungere som observatør af sagen ved jødernes domstol for religiøse anliggender. Johannes privilegerede position blev yderligere styrket, da romeren, da han overlod Jesus til tempelvagternes kaptajn ved porten til Annas palads, vendte sig til sin hjælper og sagde: "Gå sammen med fangen og sørg for, at jøderne ikke dræber ham uden tilladelse fra Pilatus. Iagttag, at de ikke snigmyrder ham og sørg for at hans ven fra Galilæa får lov til at deltage og observere alt hvad der sker." Dette gjorde det muligt for Johannes at være i nærheden af Jesus helt op til tidspunktet for hans død på korset, selvom de andre ti apostle var tvunget til at forblive i skjult. Johannes fungerede under romersk beskyttelse, og jøderne turde ikke forulempe ham før efter Mesterens død.

Og hele vejen til Hannas palads, åbnede Jesus ikke sin mund. Fra tidspunktet for hans anholdelse, til tidspunktet for hans fremtræden foran Hannas, sagde Menneskesønnen ikke et ord.




Back to Top