(UF-DAN-001-2017-1)



 Download Copyright © Urantia Foundation

URANTIA BOGEN

 

 

Kapitel 160

 

RODAN FRA ALEXANDRIA

 

           

            Søndag morgen den 18. september bekendtgjorte Andreas at man ikke ville planlægge noget arbejde for den næste uge. Alle apostlene undtagen Nataniel og Thomas drog hjem for at besøge deres familier eller være sammen med vennerne. Denne uge nød Jesus en periode hvor han næsten kunne hvile helt ud, men Nataniel og Thomas var svært optaget med at diskutere med en vis græsk filosof fra Alexandria som hed Rodan. Denne græker var for nylig blevet en discipel af Jesus efter at have lært om ham fra en af Abners folk som havde været på missionsrejse til Alexandria. Rodan var nu oprigtig engageret i at få sin egen livsfilosofi til at stemme overens med Jesu nye religiøse lære, og han var kommet til Magadan i håb om at få Mesteren til at snakke med ham om disse problemer. Han ønskede også at sikre sig en førstehånds autoritativ version af evangeliet enten fra Jesus eller fra en af hans apostle. Selv om Mesteren afslog at indgå i en sådan meningsudveksling med Rodan, tog han imødekommende imod ham og beordrede straks Nataniel og Thomas til at høre på alt hvad han havde at sige, og til gengæld fortælle ham om evangeliet.

 

 

 

1RODANS GRÆSKE FILOSOFI

 

            Tidlig søndag morgen begyndte Rodan sin serie på ti foredrag for Nataniel, Thomas og en gruppe på et kvart hundrede troende som tilfældigvis befandt sig i Magadan. Disse foredrag præsenterer, i sammendrag og i moderne sprogbrug, følgende tanker til overvejelse:

 

            Menneskelivet består af tre store drivkræfter: trangen, ønsker og tillokkelser. En stærk karakter, en kraftfuld personlighed, opnås kun ved at omdanne livets naturlige trang til en social livskunst, ved at omdanne de nuværende ønsker til sådanne højere længsler som er af vedvarende tilfredsstillelse, mens tilværelsens dagligdags tillokkelser må overføres fra de konventionelle og fastsatte ideer man har, til de uudforskede ideers og de uopdagede idealers højere virkelighed.

 

            Jo mere kompleks civilisationen bliver, jo vanskeligere bliver kunsten at leve. Jo hurtigere de sociale sædvaner ændre sig, jo mere kompliceret bliver det at udvikle karakterstyrken. For hver tiende generation må menneskeheden lære sig kunsten at leve på ny hvis fremskridtet skal fortsætte. Og hvis mennesket bliver så opfindsom at det derved endnu hurtigere bidrager til at øge samfundets kompleksitet, vil kunsten til at leve skulle mestres på ny i løbet af kortere tid, måske for hver ny generation. Hvis udviklingen af livskunsten ikke er i stand til at holde trit med den tekniske eksistens, vil menneskeheden hurtig falde tilbage til den enkle livsdrift - til at tilfredsstille sine nuværende begær. Dermed vil menneskeheden forblive umoden, og samfundet vil ikke kunne modnes videre.

            Den sociale modenhed svarer til graden af menneskets vilje til at give afkald på at få tilfredsstillet sine mere forbigående og umiddelbare begær til fordel for de mere ophøjede længsler som fører til den rigere tilfredsstillelse det giver at komme stadig nærmere de blivende mål. Men den sociale modenheds virkelige hæderstegn er et folks vilje til at overgive retten til at leve rolig og bekvemt efter de fastsatte trosforestillingers bekvemmeligheds normers tiltrækning og de konventionelle ideer og i stedet følge de foruroligende og energikrævende tillokkelser som ligger i søgningen efter de uudforskede muligheder til at nå de idealistiske åndelige realiteters uopdagede mål.

 

            Dyr reagerer ædelt på trangen til at leve, men kun mennesket kan gøre livet til en kunst, selv om størstedelen af menneskeheden kun oplever den dyriske trang til at leve. Dyr kender kun denne blinde og instinktive trang; mennesket er i stand til at transcendere denne trang i henhold til sine naturlige funktioner. Mennesket kan vælge at leve op til den intelligente kunsts højere niveau, til og med på et niveau af himmelsk glæde og åndelig ekstase. Dyr stiller sig ingen spørgsmål om hensigten med livet; derfor er de aldrig bekymret, og ej heller begår de selvmord. Selvmord blandt mennesker vidner om at sådanne væsener har hævet sig over det rent dyriske stadium i tilværelsen og videre om det faktum at sådanne mennesker i deres udforskende bestræbelser ikke har klaret at nå den dødelige tilværelsens artistiske niveauer. Dyr kender ikke til nogen mening med livet; menneskene har ikke kun evnen til at genkende værdier og forstå betydninger, men det er sig også bevidst om meningen med meningerne - det er sig sin indsigt bevidst.

 

            Når mennesker vover at give afkald på et liv som er baseret på dets naturlige behovstilfredsstillelse til fordel for eventyrlystens kunst og et liv i ubestemt logik, må de forvente at de rammes af følelseskriser – konflikter, elendighed og usikkerhed – i det mindste frem til de har nået en vis grad af intellektuel og følelsesmæssig modenhed. Modløshed, bekymring og dovenskab er positive beviser på moralsk umodenhed. Menneskelige samfund står over for to problemer: opnåelse af modenhed hos individerne og det at få menneskeheden til at modnes. Det modne menneske begynder snart at betragte alle andre dødelige med følelser af ømhed og tolerance. Modne mennesker ser på de umodne med den kærlighed og omtanke som forældre nærer for deres børn.

 

            Det at have et vellykket liv vil sige at mestre kunsten i at bruge pålidelige teknikker for at løse almindelige problemer – hverken mere eller mindre. Det første skridt mod at løse ethvert problem er at finde ud af hvor skoen trykker, at isolere problemet og i al oprigtighed at finde ud af hvad det drejer sig om og hvor alvorlig det er. Den store fejl ligger i at nægte at erkende problemerne når de udløser vores dybeste angst. Ligeledes når indsigten om vores vanskeligheder nødvendiggør at vi må reducere på selvbedraget som man kært og længe har holdt i live, indrømme at man er misundelig, eller må give slip på dybt rodfæstet fordomme, vil et gennemsnits menneske foretrække at klamre sig til sine gamle tryghedsillusioner og til sin indgroet, velplejet skråsikkerhed. Kun en modig person er villig til ærligt at indrømme og frygtløs at se i øjnene det som et oprigtig og logisk sind opdager.

 

            Den kloge og effektive løsning på ethvert problem fordrer at sindet er frit for forudindtagethed, lidenskab og alle andre rent personlige fordomme som kan komme til at forstyrre den upartiske undersøgelse over de faktiske faktorer til det problem som præsenterer sig selv til løsning. At løse livets problemer fordrer mod og oprigtighed. Kun ærlige og modige individer er i stand til tappert at holde kursen tværs gennem livets forvirrede labyrint til der hvor de logiske, frygtløse tanker leder en. Og denne frigørelse af sindet og sjælen kan aldrig iværksættes uden drivkraften fra en intelligent begejstring som grænser til religiøs iver. Et storslået ideals tillokkelse er nødvendigt for at drive mennesket videre mod et mål som er plaget med svære materielle problemer og mangfoldige intellektuelle usikkerhedsmomenter.

 

            Selv om i er vel udrustet til at tackle livets vanskelige situationer, kan i næppe forvente at det lykkes såfremt i ikke er udstyret med den klogskab og personlige overbevisningskraft som gør jer i stand til at vinde jeres medmenneskers hjertelige støtte og samarbejde. I kan ikke gøre jer noget håb om at noget lykkes i særlig grad hverken med sekulære eller religiøse arbejdsopgaver hvis i ikke lære hvordan man overbeviser sine medmennesker, hvordan man omgås folk. I må simpelthen vise taktfuldhed og tolerance.

 

            Men den bedste af alle metoder til problemløsning har jeg lært af Jesus, jeres Mester. Jeg siger dette med tanke på det som han så konsekvent praktiserer, og som han så trofast har lært jer, den tilbedende meditations tilbagetrukkethed. I den vane Jesus har med at trække sig så ofte tilbage for sig selv for at have samkvem med den himmelske Fader kan man finde teknikken for ikke kun at samle styrke og visdom til at løse de almindelige konflikter i livet, men også for at tilegne sig energien til at løse problemer af højere art, af moralsk og åndelig karakter. Men selv korrekte metoder for problemløsning vil ikke kompensere for iboende svagheder i personligheden eller opveje fraværet af sult og tørst for sand retfærdighed.

 

            Jeg er dybt imponeret over den vane Jesus har med at tage sig tid til at trække sig tilbage for sig selv for i ensomhed at skaffe sig overblik over livets problemer; for at prøve at finde nye forråd af visdom og energi til at leve op til de mangfoldige krav som det at stå til tjeneste for det andre stiller til en; for at skærpe og uddybe indsigten om livets overordnede hensigt ved faktisk at hengive hele personligheden til bevidstheden om at tage kontakt med det guddommelige; for at finde frem til nye og bedre måder at tilpasse sig livets stadige nye situationer; for at iværksætte de vitale genopbygninger og nye tilpasninger af ens egne holdninger som er så væsentlige for at nå en højere indsigt om alt som er værd at stræbe efter og som er virkelig; og for at gøre alt dette med sigte på Guds ære – at trække vejret i oprigtighed til jeres Mesters ynglingsbøn: “Ikke min vilje, men må din ske.”

 

            Denne tilbedelses praksis fra jeres Mesters side bringer den afspænding som fornyer sindet; den oplysthed som inspirerer sjælen; det mod som gør en i stand til tappert at give sig i kast med problemerne; den selvforståelse som får den hæmmede angst til at fordufte; og bevidstheden om enhed med det guddommelige som forsyner mennesket med den faste overbevisning som gør det i stand til at vove at være Gudlignende. Den afspænding ved tilbedelse, eller åndelig samkvem som praktiseres af Mesteren, løser spændinger, fjerner konflikter og kraftig forøger personlighedens totale resurser. Og hele denne filosofi, plus evangeliet om himmelens rige, udgør den nye religion som jeg forstår den.

 

            Fordomme gør sjælen blind så den ikke genkender sandheden, og fordomme kan kun ryddes af vejen ved at sjælen hengiver sig til oprigtig tilbedelse af en sag som er altomfattende og inkluderer alle ens medmennesker. Fordomme er uadskillelig forbundet med egoisme. Fordomme kan kun elimineres ved at man giver afkald på selvoptagethed og i stedet søger tilfredsstillelsen ved at tjene en sag som ikke kun er større end selvet, men som til og med er større end hele menneskeheden – at man søger Gud, higer mod det guddommelige. Beviset for personlighedens modenhed består i omdannelsen af det menneskelige ønske således at den hele tiden søger at realisere de højeste og mest guddommelige virkelige værdier.

 

            I en verden som stadig er i forandring, i et samfund som stadig udvikler sig, vil det være umulig at opretholde fastlagte mål på forhånd. Stabilitet i personligheden kan kun erfares af dem som har opdaget og taget til sig den levende Gud som det evige mål for uendelig opnåelse. Og for at flytte ens mål fra tid til evighed, fra jord til Paradis, fra det menneskelige til det guddommelige, kræver at mennesket regenereres, omvende sig, blive født på ny; så det skal blive et genskabt barn af den guddommelige ånd; så det skal vinde indpas i himmelrigets broderskab. Alle filosofier og religioner som kommer til kort i forhold til disse idealer, er umodne. Den filosofi som jeg underviser i, forbundet med det evangelium som i forkynder, repræsenterer modenhedens nye religion, idealet for alle fremtidige generationer. Og dette er sandt fordi vores ideal er endelig, ufejlbarlig, evig, universelt, absolut og uendelig.

 

            Min filosofi gav mig trangen til at søge efter de realiteter som virkelig var opnåelig, målet for modenhed. Men min trang var impotent; min søgning manglede drivkraft; min søgen var hæmmet af mangelen på en sikker retningssans. Og disse ufuldkommenheder er i overflod blevet opvejet gennem dette nye evangelium fra Jesus, med sin forbedring af indsigter, ophøjelse af idealerne og fasthed i sine mål. Uden tvivl og betænkeligheder kan jeg helhjertet begive mig ud på det evige eventyr

 

 

2.  KUNSTEN AT LEVE

 

            Der findes kun to måder hvorpå de dødelige kan leve sammen på: den materielle eller dyriske måde eller den åndelige og menneskelige måde. Ved at bruge signaler og lyde er dyrene i stand til at kommunikere med hverandre på en begrænset måde. Men en sådan måde at kommunikere på formidler ikke betydninger, værdier og ideer. Det ene som skiller mennesket fra dyrene, er at menneskene kan kommunikere med hverandre ved hjælp af symboler som så absolut udtrykker og genkender både betydninger, værdier, ideer og til og med idealer.

 

            Siden dyrene ikke kan formidle ideer til hverandre, kan de ikke udvikle nogen personlighed. Mennesket udvikler personlighed fordi det således kan kommunikere med sine medmennesker både ideer og idealer.

 

            Det er denne evne til at kommunikere og dele opfattelse som danner grundlaget for den menneskelige kultur og som gør mennesket, gennem sine sociale forbindelser, i stand til at bygge civilisationer op. Kundskab og visdom akkumuleres på grund af menneskets evne til at formidle disse besiddelser videre til efterfølgende generationer. Og derved opstår menneskeslægtens kulturelle aktiviteter: kunst, videnskab, religion og filosofi.

 

            Symbolsk kommunikation mellem mennesker gør at sociale grupperinger opstår. Den mest effektive af alle sociale grupper er familien, og da i særdeleshed de to forældre. Personlig hengivenhed er det åndelige bånd som holder disse materielle forbindelser sammen. Et sådan virkningsfuld forbindelse er også mulig mellem to personer af samme køn, som det så tydelig kommer til udtryk i de ægte venskabers hengivenhed.

 

            Disse venskabsforbindelser og denne gensidige hengivenhed forædler og gør individet mere socialt fordi de opmuntrer til og understøtter de efterfølgende væsentlige faktorer for livskunstens højere niveauer:

 

            1.  Gensidig selvudfoldelse og selvforståelse. Mange ædle menneskelige impulser dør hen fordi der ikke er nogen til at høre dem komme til udtryk. Sandelig, det er ikke godt for mennesket at være alene. En vis grad af anerkendelse og opmuntring må til for at udvikle menneskets karakterstyrke. Uden den ægte kærlighed fra et hjem vil intet barn kunne udvikle sin normale karakterstyrke fuldt ud. Karakterstyrke er noget mere end bare sind og moral. Af alle de sociale forbindelser som man kan regne for udviklende for karakterstyrken, er det tilgivne og forståelsesfulde venskab mellem mand og kvinde i en gensidig omfavnelse af intelligent ægteskabs. Ægteskabet, med dets mangfoldige relationer, er det som er bedst udformet til at fremlokke de ædle impulser og de højere motiver som er uundværlige i udviklingen af en stærk karakter. Jeg tøver derfor ikke med at forherlige familielivet på denne måde, for jeres Mester har klogt udvalgt sig forholdet mellem far og søn som selve hjørnestenen i rigets nye evangelium. Og et sådan uovertruffen fællesskabs forhold, mand og kvinde i tidens højeste ideals lykkelige omfavnelse, er en så værdifuld og tilfredsstillende erfaring, at det er værd en hvilken som helst pris, et hvilken som helst offer, for at kunne opnås.

 

            2.  Foreningen af sjæle – mobilisering af visdom. Ethvert menneske gør sig før eller siden visse tanker om denne verden og have en vis version om den næste. Nu er det mulig, gennem personligheds forbindelse med hverandre, at forene den tidsbegrænsende synsvinkel med de evige perspektivers synsvinkel. På denne måde vil den enes sind forøge sine åndelige værdier ved at tilegne sig meget af de andres indsigt. På denne måde beriger menneskene sjælen ved at samle deres respektive åndelige rigdomme. Ligeledes, på samme måde, bliver mennesket i stand til at undgå den altid tilstedeværende tendens til at blive offer for fordrejninger i sine betragtninger, forudindtaget i synspunkter og snæversynet i sin dømmekraft. Frygt, misundelse og selvforherligelse kan kun forhindres ved en intim kontakt med andre menneskesind. Lad mig gøre jer opmærksom på det faktum at Mesteren aldrig sender jer ud alene for at arbejde for at udbrede Guds rige; han sender jer altid ud to og to. Og siden visdom er overordnet kundskab, følger det at det er når visdommen samles, så vil den sociale gruppe, lille eller stor, få gensidig del i al kundskab.

 

            3. Begejstringen for livet. Isolation har en tilbøjelighed til at udbrænde sjælens energiladning. Samkvem med ens medmennesker er nødvendig for at forny livsappetitten og uundværlig for at beholde det mod som skal til for at begive sig ud i de kampe som følger i kølvandet af at skulle stige op mod menneskelivets højere niveauer. Venskab bringer glæde til et højere niveau og kaster glans over livets sejre. Kærlige og intime menneskelige forbindelser har en tendens til at fjerne sorgen fra lidelsen og meget af bitterheden fra de smertelige erfaringer. Nærværet af en ven beriger al skønhed og ophøjer al godhed. Ved hjælp af intelligente symboler er mennesket i stand til at skærpe og udvide sine venners evner til at sætte pris på ting. En af kronjuveler i venskabet mellem mennesker er denne kraft og mulighed til gensidig at stimulere fantasien. Der ligger en stor åndelig kraft i bevidstheden om helhjertet at vie sig til en fælles sag, til gensidig loyalitet til en kosmisk Guddom.

 

            4. Et forbedrede forsvar mod alt ondt. Personlige forbindelser og gensidig hengivenhed er en virkningsfuld forsikring mod alt ondt. Vanskeligheder, sorg, skuffelser og nederlag er mere smertefulde og nedslående når de må bæres alene. Samvær forvandler ikke det onde til retfærdighed, men det bidrager stærkt til at dulme smerten. Mesteren sagde: “Lyksalig er de som sørger” – hvis en ven er til stede for at give trøst. Der findes en positiv styrke i det at vide at du lever for andres ve og vel, og at disse andre ligeledes lever for dit ve og vel og din fremgang. Mennesket sygner hen i isolation. Mennesker vil nødvendigvis miste modet når de kun ser de tidsbundne forbigående begivenheder. Nutiden bliver, når den løsrives fra fortiden og fremtiden, irriterende triviel. Bare et glimt af evighedens cirkel kan inspirere mennesket til at gøre sit bedste og udfordre det bedste i det til at gøre sit yderste. Og når mennesket således er på sit bedste, lever det mest uselvisk til glæde for andre, for sine medmennesker i tiden og i evigheden.

 

            Jeg gentager, en sådanne inspirerende og forædlende forening finder sine ideelle muligheder i menneskets ægteskabsforbindelse. Sandt nok er der meget man opnår udenfor et ægteskab, og mange, mange ægteskaber fejler i vid udstrækning når det gælder om at frembringe disse moralske og åndelige frugter. Alt for mange gange indgås ægteskab af dem som higer efter andre, lavere værdier end dette højere tilbehør til menneskets modenhed. Det ideelle ægteskab må grundlægges på noget mere stabilt end følelsessvingninger og den skiftende rent seksuelle tiltrækning; det må baseres på ægte og gensidige personlig hengivenhed. Og dermed, hvis i kan opbygge sådanne pålidelige og velfungerende små enheder af menneskelige foreninger, når disse føjes sammen i hobetal, vil verden få at se en storartet social struktur, den menneskelige modenhedens civilisation. En sådan menneskeslægt kan begynde at virkeliggøre et og andet af deres Mesters ideal om “fred på jord og velvilje blandt menneskene.” Selv om et sådan samfund ikke vil være perfekt eller helt fri for ondskab, ville det i det mindste komme i nærheden af en stabiliseret modenhed.

 

 

3MODENHEDENS TILLOKKELSER

 

            Bestræbelsen efter at opnå modenhed kræver arbejde, og arbejde kræver energi. Hvor får man kræfter fra til at opnå alt dette? Det som er fysisk, kan man tage for givet, men Mesteren har da også sagt: “Mennesket kan ikke leve af brød alene.” Forudsat at vi har en normal krop og et rimelig godt helbred, er de tillokkelser som vil kunne stimulere mennesket til at fremkalde sine slumrende åndelige kræfter, det næste vi må lede efter. Jesus har lært os at Gud lever i mennesket: Hvordan kan vi da påvirke mennesket til at slippe løs disse sjælebundne kræfter af guddommelighed og uendelighed? Hvordan skal vi påvirke folk til at slippe Gud løs, så han på vejen ud af os, kan vokse frem for at forfriske vore egne sjæle, og for så, at tjene den hensigt at oplyse, give et løft til og velsigne utallige andre sjæle? Hvordan kan jeg bedst vække disse latente gode kræfter som ligger der ubenyttede i jeres sjæle? En ting er jeg sikker på: Følelsesmæssig ophidselse er ikke den ideelle åndelige stimulus. Ophidselse øger ikke energien; snarere udbrænder den kræfter i både sindet og kroppen. Hvor kommer så energien til at gøre disse store ting fra? Se på jeres Mester. Selv nu er han ude i bakkerne og indsuge kraften mens vi er her og giver energien fra os. Hele dette problems hemmelighed er hyllet ind i det åndelige samkvem, i tilbedelsen. Set fra menneskets ståsted er det et spørgsmål om kombineret meditation og afspænding. Meditationen får sindet til at komme i kontakt med ånden; afspændingen bestemmer evnen til at modtage den. Og denne udveksling af styrke for svaghed, mod for angst, Guds vilje for selvets vilje, er det som ligger til grund for tilbedelsen. I det mindste er det sådan en filosof ser det.

 

            Når disse oplevelser gentages ofte, udkrystalliseres de som vaner — styrkegivende og tilbedende vaner, og sådanne vaner vil før eller siden komme til udtryk i form af en åndelig karakterstyrke. Og en sådan karakterstyrke bliver til sidst anerkendt blandt ens medmennesker som en moden personlighed. Disse fremgangsmåder er vanskelige og tidskrævende i begyndelsen, men når de først er indarbejdet som en vane, giver de strakt hvile og får en til at spare tid. Jo mere komplekst samfundet bliver, jo mere vil civilisationens tillokkelser mangfoldiggøre sig, og desto vigtigere bliver det for gudkendende enkeltpersoner at danne sig sådanne beskyttende vanehandlinger med tanke på at bevare og forøge deres åndelige energier.

 

            Et andet krav som må til for at nå modenheden, er de sociale grupperingers samvirkende tilpasning til de stadig skiftende omgivelser. Det umodne individ vækker modvilje hos sine medmennesker, det modne menneske vinder sine medmenneskers hjertelige samarbejdsvilje, og vil derved mange gange mangfoldiggøre frugterne af sit livs bestræbelser.

 

            Min filosofi fortæller mig at der findes situationer hvor jeg må kæmpe om nødvendigt for at forsvare mit retfærdighedsbegreb, men jeg tvivler ikke på at Mesteren, med sin mere modne personlighedstype med lethed og elegance vil vinde en tilsvarende sejr med sin overlegne og vindende taktfulde og tolerante fremfærd. Alt for ofte sker det når vi strides for det som er ret, at både sejrherren og den besejrede lider nederlag. Så sent som i går hørte jeg Mesteren sige at det ”vise menneske, når det prøver at begive sig ind igennem en låst dør, ikke ville ødelægge døren, men heller give sig til at lede efter nøglen som man kan åbne den med.” Alt for ofte begiver vi os ind i en strid bare for at overbevise os selv om at vi ikke er bange.

 

            Dette nye evangelium om riges tilføjer livskunsten en stor tjeneste ved at bidrage med en ny og rigere opmuntring for at leve en mere ophøjet tilværelse. Det præsenterer et nyt og ophøjet mål for tilværelsen, en overophøjet hensigt med livet. Og disse nye begreber om det evige og guddommelige mål for tilværelsen er i sig selv transcendente stimuli som fremmaner reaktionen fra det allerbedste af det som har bolig i menneskets højere natur. På hver af den intellektuelle tænkningens tinder finder man afspænding for sindet, styrke for sjælen og samkvem for ånden. Fra sådanne gunstige udgangspunkter som det højere liv giver, er mennesket i stand til at forbigå de lavere tankeniveauers materielle irritationer – bekymring, jalousi, hævnlyst og den umodne personligheds hovmod. Disse højt klatrende sjæle befrier sig fra en mængde indbyrdes interesse modsætninger af livets trivialiteter og bliver på den måde frie til at nå den bevidsthed som udgår fra de højere åndelige begrebsverdens strømninger og den himmelske kommunikation. Men livets formål må nidkært bevogtes mod den fristelse som ligger i at søge de lette og midlertidige resultater, ligeledes må det plejes så det ikke bliver immun overfor fanatismens katastrofale trusler.

 

 

4.  MODENHEDENS LIGEVÆGT

           

            Samtidig som i har de evige realiteternes målsætning for øje, må i også tage forbehold om det verdslige livs krav. Ånden er vort mål, men kødet er et faktum. Af og til kan det man trænger til for at leve, falde ens vej forbi ved et tilfælde, men stort set er vi nødt til at arbejde med klogskab for at skaffe det til veje. Livets to hovedproblemer er: at mestre det verdslige liv samt at opnå sin evige overlevelse. Og selv til det at finde den ideelle løsning på problemet med at opfylde de verdslige behov behøver man religionen. Begge disse problemer er svært personlige. Sand religion fungerer egentlig ikke som noget adskilt fra individet.

 

            De væsentlige faktorer for det verdslige liv, som jeg ser dem, er:

 

            1.  Godt fysisk helbred.

            2.  Klar og ren tænkning.

            3.  Evner og færdigheder.

            4.  Velstand—goderne i livet.

            5.  Evnen til at modstå nederlag.

            6.  Kultur—uddannelse og visdom.

 

            Selv de fysiske problemer med at holde kroppen sund og arbejdsdygtig lader sig bedst løse når man ser dem fra vor Mesters læres religiøse ståsted: at menneskets krop og sind er bopæl for Gudernes gave – Guds ånd som bliver til menneskets ånd. Menneskesindet bliver derved mellemleddet mellem materielle ting og åndelige realiteter.

 

            Det kræver intelligens for at sikre sig sin andel af alt som man ønsker sig i livet. Det er helt fejlagtig at antage at pligtopfyldenhed i ens daglige arbejde er nok til at garantere velstandens belønninger. Hvis vi ser bort fra tilfældigheder eller specielle anledninger for erhvervelse af rigdom, finder vi at det verdslige livs materielle belønninger flyder langs visse velorganiserede kanaler, og kun de som har adgang til disse kanaler kan forvente at blive godt belønnet for deres verdslige indsatser. Fattigdom vil altid blive de menneskers lod som søger velstand langs isolerede og individuelle kanaler. Klog planlægning bliver derfor den ene væsentlige forudsætning for rigdom af denne verden. Fremgang forudsætter ikke kun hengivenhed til ens arbejde, men også at man bør fungere som en del af den ene eller anden kanal for materiel velstand. Hvis du er uklog, kan du komme til at forære din generation et hengivent livsværk uden nogen materiel belønning; hvis du tilfældigvis er en som strømmen af goder har begunstiget, kan du komme til at vælte dig i luksus selv om du ikke har gjort noget af betydning for dine medmennesker.

 

            Evner er det du arver, mens færdigheder er det du tilegner dig. Livet er ikke virkelig for en som ikke kan udføre et eller andet godt – dygtigt. Færdigheder er en af de virkelige kilder til tilfredsstillelse ved at leve. Evner tyder på forudseende begavelse, en fremsynet vision. Lad dig ikke bedrage af de fristende belønninger som følger af at man har opnået noget på uærlig vis; vær villig til at slide for den senere kommende fortjeneste som kendetegner ærlig virksomhed. Det kloge menneske er i stand til at skelne mellem mål og midler, ellers vil alt for meget fremtidsplanlægning modarbejde sin egen ophøjede hensigt. Som en livsnyder burde du altid være opmærksom på at være både producent såvel som konsument.

 

            Optræn din hukommelse til at give de styrkebringende og værdifulde episoder i livet en hellig plads, så du kan hente dem frem fra mindet til din glæde og opbyggelse. Byg på denne måde for dig selv og i dig reservegallerier af skønhed, godhed og kunstnerisk storslåethed. Men de ædleste af alle minder er de højt beskattede erindringer om et vældig godt venskab. Og alle disse erindringsskatte udstråler deres mest værdifulde og opløftende påvirkninger i forbindelse med den åndelige tilbedelsens forløsende berøring.

 

            Men livet ville blive en jammerdal hvis du ikke lære hvordan man falder graciøst. Kunsten at lide nederlag er noget som ædle sjæle altid lærer; du må vide hvordan man taber med munterhed; du må ikke være bange for at møde skuffelser. Tøv aldrig med at indrømme at du har fejlet. Gør ikke noget forsøg på at gemme fejlen bag selvbedrageriske smil og opstemt optimisme. Det føles godt altid at kunne påberåbe sig succes, men slutresultaterne er forfærdende. En sådan teknik fører direkte til at man skaber en uvirkelig verden, og til den uundgåelige nedtur som følge af at illusionerne til sidst brister.

 

            Fremgang kan udvikle mod og fremmer selvtillid, men visdom kommer kun fra erfaringerne af at have tilpasset sig følgerne af ens fejlgreb. Mennesker som foretrækker optimistiske illusioner frem for virkeligheden, kan aldrig blive vise. Kun de som ser kendsgerningerne i øjnene og gør det mest ideelle ud af dem, kan opnå visdom. Visdommen omfatter både fakta og idealer og redder derfor sine tilhængere fra begge disse ufrugtbare filosofiske yderligheder—mennesket som med sin idealisme overser fakta, og materialisten som helt mangler det åndelige perspektiv. De forskræmte sjæle som kun kan opretholde livets kamp ved hjælp af falske illusioner om at alt skal gå godt, vil nødvendigvis mislykkes og lide nederlag når de til slut vågner op fra deres egne indbildningers drømmeverden.

 

            Og det er i denne sammenhæng, med at se i øjnene at man har fejlet og kunne tilpasse sig, at man har lidt nederlag, at religionens langtrækkende vision udøver sin ophøjede indvirkning. Det at fejle er simpelthen en opdragelses episode—et kulturelt eksperiment i processen med at tilegne sig visdom—i erfaringen for det gudssøgende menneske som har indledt det evige eventyr med at udforske universet. For sådanne mennesker er et nederlag slet og ret et nyt redskab for at nå univers virkelighedens højere erkendelsesniveauer.

 

            Det gudssøgende menneskets livsløb kan, set i evighedens lys, vise sig at være en stor succes selv om hele dets verdslige livsværk fortoner sig som en dundrende fiasko, forudsat at hver fiasko i livet frembragte visdommens og de åndelige præstationers kultur. Begå ikke den fejl at forveksle kundskab, kultur og visdom. De er forbundet i livet med hverandre, men de repræsenterer højst forskellige åndelige værdier; visdommen vil altid dominere kundskaben og kaste glans over kulturen.

 

 

5IDEALETS RELIGION

 

            I har fortalt mig at jeres Mester anser menneskets ægte religion for at være individets erfaring med de åndelige realiteter. Jeg har betragtet religionen som menneskets erfaring med at reagere på noget som det ser på som værende værdig til hele menneskehedens hyldest og hengivelse. I henhold til denne betydning er religionen et symbol på vores højeste hengivelse til det som repræsenterer vort højeste begreb om virkelighedens idealer, og det nærmeste vores sind kommer i retning af de evige muligheder til at nå nye åndelige højder.

 

            Når mennesker opfatter religionen som noget stammemæssig, nationalt eller racemæssig, er det fordi de betragter dem som er udenfor gruppen som om de ikke var helt ordentlige mennesker. Vi anser altid det som er genstand for vor religiøse loyalitet som noget som er værd alle menneskers agtelse. Religionen kan aldrig kun være en intellektuel trossag eller et filosofisk ræsonnement; religionen er for al fremtid en måde at reagere på livssituationerne på; det er en form for adfærd. Religionen omfatter det at tænke, føle og optræde ærbødig overfor en virkelighed som vi anser for værdig til en universel tilbedelse.

 

            Hvis noget er blevet til en religion i din erfaring, er det selvindlysende at du allerede er blevet en aktiv evangelist af den religion, siden du anser de højeste begreber af din religion som værende værdig til tilbedelse af hele menneskeheden, alle universets intelligensvæseners. Hvis du ikke er en positiv og missionerende evangelist af din religion, bedrager du dig selv i og med at det du kalder religion, kun er en traditionel trosretning eller et intellektuelt filosofisk system. Hvis din religion er en åndelig erfaring, må det være de universelle åndelige virkeligheder og idealer for alle dine åndeliggjorte begreber som er genstand for din tilbedelse. Alle religioner som baserer sig på frygt, følelser, traditioner og filosofi, regner jeg som de intellektuelle religioner, mens de som baserer sig på sand åndelig erfaring ville jeg regne for sande religioner. Det som er genstand for den religiøse hengivelse, kan være materielt eller åndelig, sandt eller fejlagtig, virkelig eller uvirkelig, menneskelig eller guddommelig. Religioner kan derfor være enten gode eller onde.

 

            Moral og religion er ikke nødvendigvis det samme. Et moralsystem kan, ved at tage noget man kan tilbede, blive til en religion. En religion kan, ved at miste sin almene appel om loyalitet og højeste hengivenhed, udvikle sig til at blive et filosofisk system eller et sæt moralske koder. Denne ting, væsen, tilstand, eller rækkefølge af eksistens eller muligheden for opnåelse som udgør den religiøse loyalitets højeste ideal og som er modtageren af den religiøse hengivelse hos dem som tilbeder, er Gud. Uanset hvad man kalder dette ideal for åndelig virkelighed, så er det Gud.

 

            De sociale kendetegn på en sand religion hænger sammen med det faktum at den uden undtagelse vil forsøge at omvende individet og omskabe verden. Religion antyder forekomsten af uopdagede idealer som langt overskrider de kendte etiske og moralske normer indeholdt i selv de højeste sociale adfærdsmønstre af civilisationens mest modne institutioner. Religionen strækker sig ud efter uopdagede idealer, uudforskede virkeligheder, overmenneskelige værdier, guddommelig visdom og sande åndelige opnåelser. Sand religion gør alt dette; alle andre trosretninger er ikke betegnelsen værdig. Du kan ikke have en ægte åndelig religion uden det overophøjet og overjordiske ideal om en evig Gud. En religion uden denne Gud er et menneskelig påfund, en menneskelig institution af livløse intellektuelle overbevisninger og meningsløse følelsesmæssige ceremonier. En religion kan påberåbe sig at have et højt ideal som genstand for al hengivelse. men sådanne uvirkeligheds idealer er ikke opnåelige; sådan en koncept er illusorisk. De eneste idealer som er tilgængelige for menneskelig opnåelse er de guddommelige realiteters uendelige værdier som gemmer sig i den evige Gud som er et åndeligt faktum.

 

            Ordet Gud, ideen om Gud, set i modsætning til idealet om Gud, kan blive en del af en hvilken som helst religion, uanset hvor umoden og fejlagtig religionen viser sig at være. Denne idé om Gud kan blive til hvad som helst som de som tror på den, vælger at gøre den til. De laverestående religioner udformer deres ideer om Gud med sigte på at imødekomme menneskehjertets naturlige tilstand; de højerestående religioner kræver at menneskehjertet må forandres for at møde kravene fra den sande religions idealer.

 

            Jesu religion overskrider alle vore tidligere forestillinger om tilbedelsestanken, ved at han ikke kun fremstiller sin Fader som idealet af den uendelige virkelighed, men går videre med at erklære af denne guddommelige kilde til værdierne og det evige centrum for universet virkelig er personlig opnåelig for alle dødelige skabninger som vælger at træde ind i himmelens rige på jorden og derved erkender sit sønskab med Gud og broderskab med menneskene. Det er efter min mening det højeste begreb om hvad religion er, som nogensinde har været kendt, og jeg hævder at det aldrig kan blive endnu højere, siden dette evangeliet omfatter uendeligheden af virkeligheder, værdiernes guddommelighed og evigheden for universal opnåelse. En sådan koncept udgør grundlaget for at kunne erfare det overophøjet og det ultimatives idealisme.

 

            Jeres Mesters religions fuldendte idealer vækker ikke kun min nysgerrighed; det rører mig også dybt at kunne bekende min tro på hans bekendtgørelse om at disse idealer for åndelig virkelighed er opnåelige; at du og jeg kan begive os ud på dette lange og evige eventyr med hans garanti om at vi er sikre på at nå frem til Paradisets port til sidst. Kære brødre, jeg er en troende, jeg har begivet mig ud på færden; jeg er på vej sammen med jer ind i dette evige foretagende. Mesteren siger at han kom fra Faderen og at han vil vise os vejen. Jeg er helt overbevist om at han taler sandt. Jeg er nået en endelig overbevisning om at der ikke findes nogen opnåelige idealer for virkeligheden eller værdier for perfektionering udenom den evige og Universelle Fader.

 

            Dermed kommer jeg til at tilbede ikke kun eksistensernes Gud, men Gud af alle mulige fremtidige eksistenser. Derfor må din hengivenhed til et overophøjet ideal, for at dette ideal skal være virkelig, være en hengivelse til denne Gud over fortiden, nutiden og fremtidens universer af ting og væsener. Og der findes ingen anden Gud, for det er ikke mulig at der kan findes nogen anden Gud. Alle andre guder er kun tankespind, illusioner i den dødeliges sind, fornuftstridige forvrængninger og selvbedrageriske idoler for dem som skaber sig dem. Ja, du kan have en religion uden denne Gud, men det giver ingen mening. Og hvis du forsøger at erstatte den virkelighed som dette ideal om den levende Gud repræsenterer, med ordet Gud, har du kun ført dig selv bag lyset ved at fremsætte en ide i stedet for et ideal, i stedet for en guddommelig realitet. Sådanne trosforestillinger er kun en religion af ønskefulde fantasifostre.

 

            I Jesu lære ser jeg religionen når den er sit bedste. Dette evangelium gør os i stand til at søge efter den sande Gud og finde ham. Men er vi villige til at betale prisen for at slippe ind i himmelens rige? Er vi villige til at blive født på ny, til at genskabes? Er vi villige til at underlægge os denne frygtelige og prøvelsesfulde proces med at nedbryde selvet og genopbygge sjælen? Har Mesteren ikke sagt: “Den som søger at redde sit liv, skal miste det. Tro ikke at jeg er kommet for at bringe fred, men heller en kamp for sjælen”? Sandt nok, efter at vi betaler prisen ved at hengive os til Faderens vilje, oplever vi en vidunderlig fred hvis vi fortsætter med at vandre langs de gudsindviede levende åndelige veje.

 

            Nu giver vi virkelig afkald på den velkendte tilværelsesforms tillokkelser mens vi uden reservation vier vores søgen til det tillokkende ved den ukendte og uudforsket tilværelsesform som drejer sig om et eventyrlig fremtidigt liv i den guddommelige virkeligheds højere idealismes åndelige verdner. Og vi leder efter de meningssymboler med hvilken vi kan formidle til vore medmennesker disse begreber om idealismes realiteter i Jesu religion, og vi vil ikke stoppe med at bede for den dag hvor hele menneskeheden skal begejstres af den kollektive vision af denne overophøjede sandhed. Akkurat nu er vores fokuseret koncept om Faderen så som vi har den i vore hjerter, at Gud er ånd; som vi viderebefordrer til vores medmennesker, at Gud er kærlighed.

 

            Jesu religion afkræver levende og åndelig oplevelse. Andre religioner kan bestå af traditionelle trosforestillinger, følelser, filosofisk bevidsthed og alt det der, men Mesterens lære fordrer at man faktisk når nye højder af real åndelig fremgang.

 

            Bevidstheden om impulsen til at blive lig Gud er ikke sand religion. Følelserne af at få lyst til at tilbede Gud er ikke sand religion. Kendskabet til overbevisningen om at give afkald på selvet og tjene Gud er ikke sand religion. Visdommen om at denne argumentation, at denne religion er den bedste af alle, er ikke religion som en personlig og åndelig erfaring. Sand religion har sin reference til skæbne og opnåelsens virkelighed såvel som til virkeligheden og idealismen i det man helhjertet i tro har accepteret. Og alt dette må personliggøres for os gennem åbenbaring af Sandhedens Ånd.

 

            Og sådan endte udredningerne af den græske filosof, en af sit folks største, som var kommet til troen på Jesu evangelium.




Back to Top