(UF-DAN-001-2017-1)



 Download Copyright © Urantia Foundation

URANTIA BOGEN

 

Kapitel 155

 

 

Flugten gennem nord Galilæa

 

SNART efter at de var kommet i land nær Kheresa på denne begivenhedsrige søndag, begav Jesus og de fireogtyve sig et lille stykke nordover hvor de tilbragte natten i en smuk park nær Betsaida-Julias. De var kendt med denne lejrplads som de ved tidligere lejligheder havde gjort ophold ved. Før de trak sig tilbage for natten, kaldte Mesteren sine tilhængere rundt om sig for at diskutere planerne med dem for den planlagte tur gennem Batanea og det nordlige Galilæa til den Fønikiske kyst.

 

 

1.  HVORFOR ER HEDNINGERNE SÅ RASENDE?

 

Jesus sagde: “I burde alle sammen huske hvordan salmisten omtalte disse tider ved at sige: ‘Hvorfor er hedningerne så rasende og hvorfor laver folkene forgæves sammensværgelser? Jordens konger rejser sig, og folkets herskere rådfører sig med hinanden, mod Herren og mod hans salvede og siger: Lad os brække nådens lænker fra hinanden, og lad os kaste kærlighedens bånd væk.”

 

“I dag ser i dette med egne øjne blive opfyldt. Men I skal ikke se resten af salmistens profeti gå i opfyldelse, for han nærede fejlagtige tanker om Menneskesønnen og hans mission på jorden. Mit rige er grundlagt på kærlighed, forkyndt i nåde og etableret ved uselvisk tjeneste. Min Fader sidder ikke i himmelen og ler hånlig af hedningerne. Han bliver ikke vred i sin store misfornøjelse. Sandt er løftet om at Sønnen skal få disse såkaldte hedninger (i virkeligheden hans uvidende og ulærde brødre) i arv. Og jeg vil modtage disse ikke jøder med nådefulde og medfølende åbne arme. Al denne godhjertethed vil blive vist til de såkaldte hedninge, på trods af den uheldige erklæring i optegnelserne som antyder at den sejrende Søn “skal knuse dem med en jernstang og slå dem i småstykker som en pottemagers kar.’ Salmisten formanede jer til at ‘tjene Gud med frygt’ - jeg byder jer at træde ind i det guddommelige sønskab ved tro; han befaler jer at glæde sig med bæveren; jeg byder jer at glæde sig i sikkerhed. Han siger: ‘Kys Sønnen, så han ikke bliver vred, for I vil dø om hans vrede bliver optændt.’ Men jer som har levet sammen med mig, ved udmærket godt at vrede og forbitrelse ikke udgør nogen del af det grundfæstede himmelrige i menneskenes hjerter. Men salmisten af denne salme så et glimt af det sande lys da han afsluttede sin formaning ved at sige: ‘Velsignet er de som sætter deres tiltro til denne Søn.´

 

Jesus fortsatte med at undervise de fireogtyve og sagde: “Det er ikke uden formildende omstændigheder at hedningerne raser mod os. Fordi de har et kort og snæversynet perspektiv, er de i stand til at koncentrere deres energier entusiastisk. Deres mål er nært og mere eller mindre synlig; derfor går de tappert og effektivt til værks. I som har bekendt jer til at træde ind i himmelriget, er for det meste alt for nølende og ubestemte i jeres lærergerning. Hedningerne slår til direkte når de skal opnå noget; I gør jer skyldige i for meget kronisk længsel. Hvis I ønsker at træde ind i Guds rige, hvorfor indtager i det så ikke ved at gå åndeligt til angreb sådan som hedningerne indtager den by de har belejret? I er knapt nok værdige for Guds rige når jeres tjeneste i så stor grad består i en holdning som går ud på at beklage sig over det forgangne, jamre sig over nuet og gøre sig falske forhåbninger om det fremtidige. Hvorfor raser hedningerne? Fordi de ikke kender sandheden. Hvorfor går i og vantrives i nytteløs længsel? Fordi I ikke retter jer efter sandheden. Giv slip på jeres nytteløse længsler og tag mod til jer for så at tage fat på det som har at gøre med at oprette Guds rige.

 

“I alt hvad i foretager jer, bliv ikke ensporet og overspecialiseret. Farisæerne som søger at tilintetgøre os tror vitterlig de tjener Gud. De er blevet så indsnævrede af traditionen at de er blevet forblændet af deres fordomme og hærdet af deres angst. Tænk på grækerne, som har en videnskab uden religion, mens jøderne har en religion uden videnskab. Og når menneskerne på denne måde bliver vildledt til at godtage en snæver og forvirret opløsning af sandheden, så bliver deres eneste håb om redning at blive sandheds koordineret - omvendt.

 

“Lad mig eftertrykkelig slå denne evige sandhed fast: Hvis I ved at koordinere sandheden lærer at gå foran som gode eksempler for denne skønne helheds retfærdighed, så vil jeres medmennesker opsøge jer så de også kan opnå det samme som I på denne måde har tilegnet jer. Det er jeres grad af sandfærdighed og retfærdighed som udgør målestokken for det som får sandhedssøgere til at tiltrækkes af jer. I den grad som det er jer selv der må gå ud til folk med jeres budskab, bliver det på en vis måde et mål på hvorvidt I undlader at leve helheden eller det retskafne liv, det sandheds koordineret liv.”

 

Og meget andet lærte Mesteren sine apostle og evangelister før de ønskede ham godnat og lagde sig til hvile på deres puder.

 

 

2.  EVANGELISTERNE i CHORAZIN

 

Mandag morgen den 23. maj sendte Jesus Peter af sted til Chorazin sammen med de tolv evangelister mens han selv sammen med de elleve drog af sted til Caesarea-Philippi. De gik via Jordanfloden til vejen mellem Damaskus og Kapernaum og derfra mod nordøst til krydset med vejen til Caesarea-Philippi, før de kom til byen, hvor de opholdt sig og underviste i to uger. De kom frem tirsdag eftermiddag den 24. maj.

           

Peter og evangelisterne blev i Chorazin i to uger, hvor de forkyndte evangeliet om Guds rige til en lille, men oprigtig interesseret forsamling af troende. Men de var ikke i stand til at vinde så mange nye tilhængere. I ingen anden by i hele Galilæa vandt man så få sjæle for Guds rige som i Chorazin. I overensstemmelse med Peters anvisninger, havde de tolv evangelister ikke noget særlig at sige om helbredelse - fysiske forhold - mens de forkyndte og underviste mere opglødet end nogensinde sandheden om det himmelske rige. Disse to uger i Chorazin blev virkelig til en modgangens dåb for de tolv evangelister i og med at det var den vanskeligste og mindst produktive periode så langt i deres virksomhed. Det at de gik glip af tilfredsstillelsen ved at vinde nye sjæle til Guds rige, fik hver og en af dem til nu at tage sin egen sjæl og dens fremgang med det nye levesæts åndelige vej nærmere og mere oprigtig i øjesyn.

 

Da det blev klart, at der ikke fandtes flere mennesker som var indstillet på at søge indtrædelse i Guds rige, kaldte Peter tirsdag den 7. juni sine medarbejdere sammen og afrejste til Caesarea-Philippi for at slutte sig til Jesus og apostlene. De kom frem onsdag midt på dagen og tilbragte hele denne aften med at gennemgå deres erfaringer blandt de ikke troende i Chorazin. I løbet af aftens diskussioner kom Jesus med endnu en henvisning til lignelsen om sædemanden, og lærte dem meget om meningen med livets tilsyneladende fejlslået foretagende.

 

 

3.  I CAESAREA-PHILIPPI

 

Selv om Jesus ikke var offentlig virksom under dette to ugers lange ophold i Caesarea-Philippi, holdt apostlene i al stilhed mange møder i byen, og mange af de troende kom ud til lejren for at snakke med Mesteren. Meget få nye sjæle blev vundet til gruppen af troende under dette besøg. Jesus talte med apostlene hver dag, og de fik nu en klarere forståelse af at en ny fase i arbejdet med at forkynde himmelriget var begyndt. De var i færd med at forstå at “himmelriget ikke er mad og drikke, men at virkeliggøre den åndelige glæde ved at godtage det guddommelige sønskab.”

 

Opholdet i Caesarea-Philippi var en virkelig prøvelse for de elleve apostle; det var to vanskelige uger for dem at gennemleve. De var næsten deprimeret, og de savnede den periodiske stimulering af Peters entusiastiske personlighed. I denne tid var det virkelig et prøvelsens store eventyr at tro på Jesus og fortsætte med at følge ham. Selv om de vandt få nye tilhængere i løbet af disse to uger lærte de meget i løbet af deres daglige møder med Mesteren som de havde stort udbytte af.

 

Apostlene lærte at jøderne var i åndelig stagnation og døende fordi de havde krystalliseret sandheden til en trosretning; at når sandheden bliver formuleret som en grænseovergang af selvretfærdig eksklusivitet i stedet for at tjene som pejlemærke for åndelig vejledning og fremgang, så mister en sådan lære sin kreative og livgivende kraft og bliver til sidst bare konserverende og forstenende.

 

I stigende grad lærte de af Jesus at betragte de menneskelige personligheder i lyset af deres muligheder som de havde i tid og i evighed. De lærte at mange sjæle bedst kan ledes til at elske den usynlige Gud ved først at blive oplært i at elske sine medmennesker, som de kan se. I denne sammenhæng fik Mesterens udtalelser om uselvisk tjeneste for ens medmennesker en ny betydning: “For så vidt som at I gjorde det for en af de mindste af mine brødre, gjorde I det for mig.”

 

Noget af det vigtigste de lærte under dette ophold i Caesarea handlede om oprindelsen af de religiøse traditioner og den alvorlige fare for at forbinde en følelse af hellighed med uhellige fænomener, almindelige godtagne idéer eller dagligdags begivenheder. Fra et af møderne lærte de, at sand religion er menneskets inderlige trofasthed mod sine egne højeste og oprigtigste overbevisninger.

 

Jesus advarede sine tilhængere om, at hvis deres religiøse længsler kun var materielle, ville øget kundskab om naturen, ville den gradvis fortrænge antagelserne om tingenes overnaturlige oprindelse for til slut at tage deres tro på Gud fra dem. Men hvis deres religion var åndelig, ville den fysiske videnskabs fremskridt aldrig kunne forstyrre deres tro på evige realiteter og guddommelige værdier.

De lærte at, når religionen helt er åndelig motiveret, får den al liv til at blive mere værdifuldt, mens den fylder det med høje formål, giver det værdighed med sine ophøjede værdier og inspirerer det med storartede motiver samtidig med at den opmuntrer menneskesjælen med et ophøjet og udholdenhedsgivende håb. Sand religion er designet for at mindske belastningen af eksistensen; den frigiver tro og mod til at mestre dagliglivet og stiller sig uselvisk til tjeneste for andre. Troen giver åndelig vitalitet og bringer retfærdig frugtbarhed.

 

Jesus gentog overfor sine apostle at ingen civilisation længe kunne overleve tabet af det bedste i sin religion. Og han blev aldrig træt af at understrege overfor de tolv hvor uhyre farlig det var, at acceptere religiøse symboler og ceremonier som erstatning for den religiøse oplevelse. Hele hans jordiske liv var konsekvent viet til opgaven med optøning af religionens tilfrosne former til det oplyste sønskabets flydende friheder.

 

 

4.  PÅ VEJ TIL FØNIKIEN

 

Torsdag morgen den 9. juni efter at have modtaget nyheder fra Betsaida om Guds riges fremgang via Davids budbringere, forlod denne gruppe af femogtyve sandhedslærere Caesarea-Philippi, for at begynde deres rejse til den Fønikiske kyst. De lagde vejen rundt om moseområdet ved Luz og videre til knudepunktet mellem Magdala og Libanonbjerget; derfra nåede de et vejkryds hvor de drejede af til Sidon, hvor de ankom fredag eftermiddag.

 

Under frokostpausen i skyggen af en klippeafsats lige ved Luz holdt Jesus en af sine mest bemærkelsesværdige foredrag som hans apostle fik at høre i løbet af alle årene de var sammen med ham. Næppe havde de sat sig for at dele brødet, før Simon Peter spurgte Jesus: “Mester, siden den himmelske Fader ved alt, og siden ånden er vor støtte i at oprette himmelriget på jorden, hvordan kan det da være at vi må flygte fra vore truende fjender? Hvorfor nægter vi at tage konfrontationen med sandhedens modstandere?” Men før Jesus var begyndt at svare på Peters spørgsmål, brød Thomas ind og spurgte: “Mester, jeg ville virkelig sætte pris på nøjagtig at få at vide hvad det er som er i vejen med vore fjenders religion i Jerusalem. Hvad er den egentlige forskel på deres religion og vores? Hvordan kan det være at vi har så forskellig en tro når vi alle påberåber os at tjene den samme Gud?” Og da Thomas var færdig, sagde Jesus: “Selv om jeg ikke vil ignorere Peters spørgsmål, for jeg er nemlig fuldt ud klar over hvor let det er at misforstå mine grunde til at undgå en åbent konflikt med de jødiske magthavere akkurat på dette tidspunkt, vil det alligevel være til større hjælp for jer alle sammen såfremt jeg i stedet for vælger at svare på Thomas spørgsmål. Og det vil jeg så gøre når I er færdige med at spise frokost.”

 

 

5.  FOREDRAGET OM SAND RELIGION

 

Dette mindeværdige foredrag om religion er opsummeret og genfortalt i moderne fraseologi, gav udtryk for følgende sandheder:

 

I og med at verdens religioner har en dobbelt oprindelse - en naturlig og en åbenbaret - vil der til enhver tid og blandt et hvilket som helst folkeslag findes tre særskilte former for religiøs hengivelse. Og disse tre manifestationer for det religiøse behov er:

 

            1.  Primitiv religion. Den instinktive og delvis naturlige trang til at blive bange for gådefulde energier og tilbedelse af højere kræfter; i hovedsagen den fysiske naturs religion, frygtens religion.

 

            2.  Civilisationens religion. De mere udviklede begreber og udøvelsesformer hos de civiliserede folkeslag - sindets religion - den intellektuelle teologi af den etablerede autoritets religiøse traditioner.

 

            3.  Sand religion - åbenbarings religion. Åbenbaringen af overnaturlige værdier, en delvis indsigt i evige realiteter, et glimt af godhed og skønhed i den himmelske Faders uendelige karakter - åndens religion sådan som den kommer til udtryk i den menneskelige erfaring.

           

Mesteren nægtede at bagatellisere de fysiske sansers religion og naturmenneskets overtroiske frygt, selv om han syntes det var beklagelig, at så meget af denne primitive form for tilbedelse fortsat fandt sit religiøse udtryk hos de mere intelligente folkeslag. Jesus gjorde det klart at den store forskel mellem sindets religion og åndens religion er at den førstnævnte opretholdes af kirkelig autoritet mens den sidstnævnte helt er baseret på menneskers egne erfaringer.

 

Og så fortsatte Mesteren, i denne undervisningstime, med at fastslå følgende sandheder:

 

Indtil folkeracerne bliver mere intelligente og fuldstædig civiliserede, vil man fortsætte med mange af de barnlige og overtroiske ceremonier som er så typiske for de primitive og tilbagestående folkegruppers udviklingsstadium af religionsudøvelse. Så længe menneskeslægten ikke har nået det niveau hvor den åndelige livserfaringens realiteter får en bedre og mere almen anerkendelse, vil et stort antal mænd og kvinder fortsætte med at vise deres personlige præference for de autoritetsreligioner som kun fordrer intellektuelt samtykke, til forskel fra åndens religion, som medfører at sindet og sjælen aktivt deltager i det troseventyr som ligger i at måtte kæmpe med de barske realiteter ved menneskelige erfaringers fremgang.

 

Når mennesker accepterer de traditionelle autoritetsreligioner, vælger de den letteste måde for at tilfredsstille deres længsler i deres åndelige natur. De fasttømrede, stivnede og etablerede autoritetsreligioner fungerer som let tilgængelige tilflugtssteder hvor den forstyrrede og fortvivlede menneskesjæl kan gemme sig når den plages af angst og pines af usikkerhed. En sådan religion kræver af sine tilhængere, som den pris der må betales for dens tilfredsstillelse og forsikring, kun et passivt og helt intellektuelt samtykke af sine udøvere.

 

Og i lang tid fremover vil der på jorden leve sådanne forsagte, forskræmte og nølende individer som foretrækker på denne måde at prøve at sikre sig deres religiøse trøst, skønt de ved at satse på sådanne autoritetsreligioner, dermed lader det gå ud over personlighedens suverænitet, underminerer værdigheden af deres selvrespekt og blankt giver afkald på retten til at deltage i det mest spændende og inspirerende af alt hvad mennesket kan opleve: nemlig den personlige søgen efter sandhed, stimuleringen ved at blive stillet overfor de intellektuelle opdagelsers farer, beslutsomheden til at udforske den personlige religiøse erfaringens realiteter, den ophøjede tilfredsstillelse af personlig triumf idet den åndelige tro faktisk sejrer over den intellektuelle tvivl, sådan som man på redelig vis vinder i den menneskelige tilværelsens mest fantastiske eventyr - mennesket som søger Gud, på egen hånd og som sig selv, og finder ham.

 

Åndens religion betyder anstrengelse, kamp, konflikt, tro, beslutsomhed, kærlighed, loyalitet og fremskridt. Sindets religion - autoriteternes teologi - fordrer lidt eller ingen ting af disse anstrengelser fra dem som formelt bekender sig til den. Traditioner er et trygt tilflugtssted og en let vej at gå for de forskræmte og halvhjertede sjæle som instinktivt undgår de åndskampe og den mentale usikkerhed som er forbundet med de vovede, eventyrlige troens rejser ud på det uudforskede sandhedens åbne hav, i søgning efter de åndelige realiteters fjerne kyster sådan som de lader sig opdage af det fremadskridende menneskesind og kan erfares af den udviklende menneskesjæl.

 

Og Jesus fortsatte med at sige: “I Jerusalem har de religiøse ledere formuleret de forskellige doktriner fra deres traditionelle lærere og fra tidligere tiders profeter til at blive et etableret system af intellektuelle trosforestillinger, en autoritetsreligion. En sådan religion appellerer først og fremmest til sindet. Og nu er vi på vej til at havne i en dødelig konflikt med en sådan religion idet vi meget snart vil begynde frimodig at forkynde en ny religion - en religion som ikke er nogen religion i vore dages betydning af ordet, en religion som retter sin hovedappel til min Faders guddommelige ånd som har bolig i menneskesindet; en religion som får sin autoritet i kraft af de frugter som så visselig vil bæres frem af dem som godtager den, gennem den personlige erfaring hos alle som virkelig helt og holdent bliver troende i sandheden af dette højere åndelige fællesskab.”

 

Idet han udpegede hver og en af de fireogtyve og kaldte på dem ved navns nævnelse, sagde Jesus: “Og nu, hvem af jer ville foretrække denne lette vej med en tilpasning til en etableret stivnet religion, som den forsvares af farisæerne i Jerusalem, i stedet for at plages af vanskelighederne og forfølgelserne som følger med opgaven at forkynde en bedre vej til frelse for menneskene, samtidig som i oplever tilfredsstillelsen som det er på egen hånd at opdage det smukke ved den virkelighed som hører med til den levende og personlige oplevelsen i Guds riges evige sandheder og ophøjede storslåethed? Er i forskræmte, svage og bekvemmelighedssøgende? Er i bange for at have tiltro til jeres fremtid i hænderne af sandhedens Gud, som i er sønner af? Er i mistroiske overfor jeres Fader hvis børn i er? Vil i vende tilbage til den skråsikre og intellektuelle fasttømrede traditionelle autoritetsreligions lette vej, eller vil i gøre jer rede til at tage skridtet fremover sammen med mig ind i den usikre og problemfyldte fremtid for at forkynde nye sandheder af åndens religion, om himmelriget i menneskernes hjerter?

 

Alle de fireogtyve som hørte på, rejste sig op for derved at visse deres forenet og loyale respons til denne, en af de få følelsesladede appeller som Jesus nogensinde kom med til dem, men han løftede hånden og standsede dem og sagde: “Gå nu og vær for jer selv, hver og en alene med Faderen for så at finde et ikke følelsesmæssigt svar på mit spørgsmål, og når du har fundet frem til en sådan sandfærdig og oprigtig sjælelig holdning, sig så svaret med frimodighed til min Fader og jeres Fader, hvis uendelige liv i kærlighed er selve nerven i den religion vi forkynder.”

           

Evangelisterne og apostlene gik hver til sit for en kort stund. Deres ånd havde fået et løft, deres sind var inspireret, og følelsesmæssig var de kraftig opildnede over det som Jesus havde sagt. Men da Andreas kaldte dem sammen, sagde Mesteren blot: “Lad os fortsætte rejsen. Vi drager ind i Fønikien for at opholde os der en tid, og i burde alle bede til Faderen om at omdanne jeres følelser i sind og krop til de højere sindsloyaliteter og de mere tilfredsstillende oplevelser af ånden.”

 

Mens de fortsatte ned ad vejen, var de fireogtyve først tavse, men så begyndte de at snakke sammen, og ved tretiden den eftermiddagen kunne de ikke gå længere; de standsede op, og Peter gik til Jesus og sagde: “Mester, du har talt livets og sandhedens ord. Vi vil gerne høre mere; vi bønfalder dig om at tale mere til os om disse anliggender:”

 

 

6.  DET ANDET FOREDRAG OM RELIGION

 

Og så, mens de tog en pause i skyggen af et skrænt, fortsatte Jesus med at undervise dem om åndens religion, og det han sagde, kan opsummeres sådan:

 

I har trådt frem fra blandt dem af jeres medmennesker som vælger at dvæle i tilfredshed med en sindets religion, som forventer sig tryghed og foretrækker ensartethed. I har valgt at bytte jeres følelser af autoritativ sikkerhed med åndens forsikringer om eventyrlig og fremadskridende tro. I har vovet at protestere mod den institutionelle religions udmattende trældom og fornægte de nedskrevne traditioners autoritet, de som nu bliver betragtet som Guds ord. Vor Fader talte vitterlig gennem Moses, Elias, Jesaja, Amos og Hosea, men han ophørte ikke med at bistå med sandhedens ord til verden da disse gamle tiders profeters ophørte med deres ytringer. Min Fader gør ingen forskel mellem racer eller generationer i den forstand at han forunder en tidsalder med sine sandhedens ord for så at holde dem tilbage fra en anden. Begå ikke den tåbelighed at kalde det guddommelig som vitterlig er menneskeskabt, og undlad ikke at lægge mærke til sandhedens ord som ikke kommer via de traditionelle, antaget inspirerede orakler.

 

Jeg har kaldt på jer for at I kan blive født igen, født i ånden. Jeg har kaldt jer frem fra det autoritære mørke og fra traditionens sløvhed og ind i lyset af en anden verden som har at gøre med, på egen hånd at benytte muligheden til at gøre den største opdagelse som menneskesjælen kan gøre - den overjordiske oplevelse af at finde Gud på egen hånd, i jer selv og af egen vilje, og gøre alt dette som en faktisk del af jeres egen livserfaring. Og sådan kan I forflytte jer fra døden til livet, fra traditionens autoritet til oplevelsen af at kende Gud; sådan vil I forflytte jer fra mørket til lyset, fra en nedarvet folketro til en personlig tro som opnås gennem faktisk erfaring; og derved vil I tage skridtet fremover fra en sindets teologi som er overleveret fra jeres forfædre, til en sand åndelig religion som skal bygges op i jeres sjæle som en evig begavelse.

 

Jeres religion skal forandre sig fra den rent intellektuelle tro på den traditionelle autoritet til en faktisk erfaring af den levende tro som gør jer i stand til at fatte Guds virkelighed og alt som er forbundet med Faderens guddommelige ånd. Sindets religion binder jer håbløst til fortiden; åndens religion består af tiltagende åbenbaring og kalder altid på jer til at nå højere og helligere mål når det gælder åndelige idealer og evige realiteter.

 

Mens autoritetsreligionen godt kan give en foreløbig følelse af beroligende tryghed, så betaler i prisen for en sådan forbigående tilfredsstillelse ved at miste jeres åndelige og religiøse frihed. Min Fader fordrer ikke en pris af jer for at komme ind i himmelriget, for at I skal tvinge jer selv til at bekende jer til en tro på det åndelig frastødende, det vanhellige og det falske. Det fordres ikke af jer at jeres egen sans for nåde, retfærdighed og sandhed skal kunne krænkes ved at I underkaster jer et udrangeret system for religiøse udøvelsesformer og ceremonier. Åndens religion tillader jer for altid frit at følge sandheden hvor nu end ånden måtte lede jer hen. Og hvem kan dømme - måske har denne ånd noget at formidle til denne generationen som andre generationer har nægtet at lytte til?

 

Skam over de falske religiøse lærere som søger at trække hungrende sjæle tilbage ind i den tågelagte og fjerne fortid og lade dem blive der! På den måde bliver disse ulyksalige mennesker dømt til at lade sig skræmme af enhver ny opdagelse, mens de bringes ud af fatning over hver eneste nye sandhedsåbenbaring. Profeten som sagde: “Den som vil blive holdt i en perfekt fred er den som holder fast ved Gud i sine tanker,” var ikke kun en intellektuel troende på den autoritative teologi. Dette sandhedskyndige mennesket havde opdaget Gud; han snakkede ikke kun om Gud.

 

Jeg formaner jer til at give afkald på den praksis altid at citere de gamle profeter og lovprise Israels helte, og i stedet bestræbe jer for at blive den Højestes levende profeter og til at blive det kommende rigets åndelige helte. At ære fortidens Gud-bevidste ledere kan være umagen værd, men hvorfor, når I gør dette, skulle i ofre mennesketilværelsens ophøjede oplevelse af at finde Gud på egen hånd og lære ham at kende i jeres egne sjæle?

 

Hvert af menneskehedens folkeslag har sin egen måde at se mennesketilværelsen på; derfor må sindets religion altid være i overensstemmelse med disse ulige etniske synspunkter. Autoritetsreligionerne kan aldrig komme i overensstemmelse med hverandre. Menneskelig enhed og broderskab mellem de dødelige kan kun opnås af og ved hjælp af den evne som åndens religion udstyrer en med. Folk af forskellig racer kan godt have forskellige opfattelser, men hos alle folkeslag har den samme guddommelige og evige ånd bolig i folks sind. Håbet om det menneskelige broderskab kan kun realiseres når og ved at sindets divergerende autoritetsreligioner bliver befrugtet med og overskygget af åndens forenende og forædlende religion - den personlige åndelige erfaringens religion.

 

Autoritetsreligionerne kan kun splitte menneskerne og sætte dem i samvittighedskonflikt med hverandre; åndens religion vil i tiltagende grad trække folk sammen og få dem til at vise hverandre medmenneskelig forståelse. Autoritetsreligionerne fordrer at menneskerne har samme tro, men dette lader sig ikke gennemføre sådan som verden ser ud i dag. Åndens religion fordrer kun enheds erfaring - ensartet målsætning - mens den giver fuld godtgørelse for mangfoldighed af tro. Åndens religion fordrer kun den samme indsigt, ikke samme synspunkter og virkelighedsopfattelse. Åndens religion kræver ikke at man har de samme intellektuelle opfattelser, kun enhedsfølelse med det åndelige. Autoritetsreligionerne stivner og bliver til livløse trosretninger; åndens religion vokser og bliver til stigende glæde over og frihed til at yde kærlige tjenester og give barmhjertig omsorg.

 

Men pas nu på, at ingen af jer se med foragt på Abrahams børn fordi de er faldet ned i denne traditionalistiske tomhedens onde tid. Vore forfædre gav deres liv til en udholdende og lidenskabelig søgen efter Gud, og de fandt ham sådan som ingen anden hel befolkningsgruppe nogensinde har kendt ham siden Adams tid, som selv vidste meget om dette i og med at han selv var en Guds Søn. Min Fader har ikke undladt at sætte sit præg på Israels lange og utrættelige kamp lige siden Moses tid for at finde og blive kendt med Gud. Gennem trættende generationer har jøderne ikke opgivet at arbejde hårdt, svede, stønne, slide og slæbe, udholde lidelser og opleve sorgerne af et misforstået og foragtet folk, alt sammen bare for at de skulle kunne komme en lille smule nærmere opdagelse af sandheden om Gud. Og til trods for alle Israels mislykkede og vaklende forsøg har vore forfædre i stigende grad, fra Moses og frem til Amos og Hoseas dage, fortsat med at åbenbare for verden et stadig klarere og mere sandfærdig billede af den evige Gud. Og dermed blev vejen forberedt til en endnu bedre åbenbaring af Faderen som I nu er blevet kaldet til at tage del i.

 

Glem aldrig at der kun er et eventyr som giver mere tilfredsstillelse og spænding end forsøget på at opdage hvad den levende Guds vilje er, og det er den ophøjede erfaring at på ærlig vis at forsøge at udføre denne guddommelige vilje. Og glem ikke at huske at Guds vilje kan udføres uanset hvad for en slags jordisk beskæftigelse man har. Nogle kald er ikke hellige, og andre verdslige. Alt er hellig i de menneskers liv som ledes af ånden; det vil sige underordnet sandheden, forædlet af kærligheden, præget af nåden og tæmmet af retfærdigheden. Den ånd som min Fader og jeg skal sende ind i verden, er ikke kun Sandhedens Ånd, men også den idealistiske skønhedens ånd.

 

I må ophøre med kun at lede efter Guds ord i den teologiske autoritets gamle skrifter. De som er født i Guds ånd skal herefter kunne få øje på Guds ord uanset hvor det måtte vise sig at komme fra. Guddommelig sandhed må ikke blive overse blot fordi den ser ud til at være skænket os gennem menneskelige kanaler. Mange af jeres brødre godtager teorien om Gud i deres sind mens de åndelig set går glip af at mærke Guds nærvær. Og det er netop derfor at jeg så ofte har lært jer at man bedst kan virkeliggøre himmelriget ved at tilegne sig den åndelige holdning man finder hos et oprigtigt barn. Det er ikke den mentale umodenhed hos barnet jeg fremhæver for jer, men snarere den åndelige enkelhed hos sådan en lettroende og helt tillidsfuld lille en. Det er ikke lige vigtig om i kender til kendsgerningen om Gud som det at i mere og mere vokser i jeres evne til at føle nærværet af Gud.

 

Når I først begynder at finde Gud i jeres egen sjæl, vil i snart begynde at opdage ham i andre menneskers sjæle og efterfølgende også i alle skabninger og skaberværk i hele det storslåede univers. Men hvilken mulighed har Faderen til at fremtræde som de ophøjede loyaliteters og guddommelige idealers Gud hos de menneskesjæle som ikke eller næsten ikke vier nogen tid til betænksomme betragtninger af sådanne evige realiteter? Selv om sindet ikke er sædet for den åndelige natur, så er det så absolut din port dertil.

 

Men begå ikke den fejl at forsøge at bevise overfor andre at I har fundet Gud; I kan ikke bevidst frembringe et sådan gyldigt bevis, selv om der findes to positive og kraftfuld demonstrationer af det faktum at I kender Gud, og de er:

 

            1. Guds ånds frugter kommer til syne i jeres daglige rutinemæssige liv.

 

            2. Det faktum at hele jeres livsplan udgør et bekræftende bevis på at I uden forbehold har risikeret alt hvad i er og er på eventyret for overlevelse efter døden i forfølgelsen af håbet om at finde evighedens Gud, hvis tilstedeværelse du har fået en forsmag af i tiden.

 

Nu, misforstå mig ikke, min Fader vil altid reagerer til det mindste uanselige glimt af tro. Han lægger mærke til det primitive menneskets kropslige og overtroiske følelser. Og til og med hos de ærlige, men forskræmte sjæle hvis tro er så svag at det ikke drejer sig om stort mere end en intellektuel overensstemmelse hvor man giver sit samtykke til autoritetsreligionerne, vil Faderen altid årvågen anerkende og fostre alle sådanne ynkelige forsøg på at strække sig ud efter ham. Men jer som er blevet kaldt frem fra mørket og ind i lyset, forventes det at I skal tro af hele jeres hjerter; jeres tro skal dominere kroppens, sindets og åndens kombinerede holdninger.

 

I er mine apostle, og for jer skal religionen ikke blive et teologisk læskur hvortil I kan flygte i frygt for at møde de barske realiteter af åndelige fremskridt og idealistisk eventyr; men hellere skal jeres religion blive det faktum i det virkelige liv som bærer vidnesbyrd om at Gud har fundet jer, gjort jer til et ideal, forædlet og åndeliggjort jer og at I har meldt jer til den evige eventyrrejse for at finde den Gud som har fundet jer og gjort jer til sine sønner.

 

Og da Jesus var færdig med at tale, vinkede han Andreas hen til sig, og idet han pegede vestover mod Fønikien, sagde han: “Lad os komme videre på vores vej.”

 




Back to Top