(UF-DAN-001-2017-1)



 Download Copyright © Urantia Foundation

URANTIA BOGEN

KAPITEL 148

 

UNDERVISNING AF EVANGELISTER I BETSAIDA

FRA den 3. maj til den 3. oktober, år 28 e.Kr. boede Jesus og det apostoliske selskab i Zebedæus hjem i Betsaida. Under hele denne fem måneders periode af tørketiden blev en enorm lejr opretholdt ved søbredden nær Zebedæus hus, som var blevet betydeligt forlænget for at imødekomme Jesus voksende familie. Denne strandlejr, beboet af en stadigt skiftende samling af sandhedssøgere, dem, der søgte helbredelse og nysgerrige, husede mellem fem hundrede og femten hundrede mennesker. Denne teltby var under den generelle overvågning af David Zebedæus, bistået af Alpheus tvillinger. Lejren var en model af orden, sanitet og i sin generelle administration. De, der havde forskellige sygdomme blev holdt adskilt og overvåget af en troende læge, en syrer som hed Elman.

Under hele denne periode ville apostlene gå ud at fiske mindst en dag om ugen, og de solgte deres fangst til David til forbrug i strandlejren. De modtagne penge blev overført til gruppens kasse. De tolv fik hver måned en uge til at tilbringe med sin familie eller venner.

Mens Andreas fortsatte med det generelle ansvar for apostlenes aktiviteter var Peter ansvarlig for evangelisternes skoler. Alle apostlene udførte hver morgen deres del af undervisningen af evangelistgrupperne og både lærere og elever underviste folket om eftermiddagen. Efter aften måltidet, fem nætter om ugen holdt apostlene en spørgetime til fordel for evangelisterne. En gang om ugen, præsiderede Jesus denne spørgetime, og besvarede derefter spørgsmål som ved tidligere møder havde været ubesvaret.

I løbet af disse fem måneder kom og gik flere tusinde i denne lejr. Interesserede personer fra alle dele af Romerriget og fra landområderne øst for Eufrat var ofte blandt deltagerne. Dette var den længste etablerede og velorganiseret periode i Mesterens undervisning. Medlemmerne af Jesu nærmeste familie tilbragte det meste af denne tid enten i Nazaret eller Kana.

Lejren blev ikke forvaltet på samme måde som den apostolske familie, dvs. som et fællesskab af fælles interesser. David Zebedæus styrede denne store teltby, så det blev en selvbærende virksomhed, selvom ingen nogensinde blev afvist. Denne stadigt skiftende lejr var en uundværlig del af Peters skole for evangelisterne.

 

1. EN NY PROFETSKOLE

Peter, James og Andreas var det udvalg, som Jesus havde udpeget til at prøve dem, der søgte optagelse i skolen for evangelister. Alle racer og nationaliteter i den romerske verden og øst, så langt som Indien, var repræsenteret blandt de studerende i denne nye profetskole. Skolen blev bygget på ideen om, at lære og gøre. Hvad de studerende lærte i løbet af formiddagen, underviste de menneskemængden på stranden om eftermiddagen. Efter aftensmaden, drøftede de uformelt både indlæringen om formiddagen og undervisningen om eftermiddagen.

Hver af de apostolske lærere underviste, i henhold til deres egen opfattelse af rigets evangelium. De forsøgte ikke at undervise lige ens. Der var ingen standardiseret eller dogmatisk formulering af teologiske doktriner. Selv om de alle underviste den samme sandhed, præsenterede hver apostel sin egen fortolkning af Mesterens lære. Jesus gav sin støtte til denne præsentation af mangfoldigheden af ​​de personlige erfaringer, i det der tilhørte himmelriget, og under spørgetimerne hver uge harmoniserede og koordinerede, han ufejlbarligt disse mange forskellige synspunkter på evangeliet. På trods af denne store grad af personlig frihed, når det kom til undervisning, havde Simon Peter tendens til at dominere teologien i skolen for evangelisterne. Ved siden af ​​Peter, udøvede James Zebedæus den største personlige indflydelse.

De over hundrede evangelister som blev uddannet i løbet af disse fem måneder ved søbredden repræsenterede det menneskelige materiale, fra hvilket (med undtagelse for Abner og Johannes apostle) de senere halvfjerds lærere og prædikanter af evangeliet blev udvalgt. I skolen af ​​evangelister havde man ikke alt tilfælles i samme omfang som blandt de tolv.

Selv om disse evangelister underviste og prædikede evangeliet, døbe de ikke de troende indtil senere, da Jesus havde ordineret og udvalgt dem som landets halvfjerds budbringere. Kun syv af det store antal mennesker, som blev helbredt ved solnedgang på dette samme sted, var blandt de evangeliststuderende. Adelsmandens søn fra Kapernaum var en af ​​dem, som var uddannet til evangelietjeneste i Peters skole.

 

2. SYGEHUSET I BETSAIDA

I tilslutning til ​​lejren ved søbredden, organiserede og gennemførte Elman, den syriske læge, med hjælp fra et korps af femogtyve unge kvinder og tolv mænd i fire måneder, det som skal betragtes som landets første hospital. På dette hospital, som lå en kort vej syd fra den faktiske teltby, behandlede de syge i overensstemmelse med alle kendte materielle metoder samt med de åndelige praksis såsom bøn og opmuntring i troen. Jesus besøgte de syge i denne lejr mindst tre gange om ugen og tog personlig kontakt med hver patient. Så vidt vi ved, var der ingen såkaldte mirakler af overnaturlig helbredelse blandt de tusindvis af syge og lidende mennesker som, da de forlod hospitalet, var forbedret eller helbredt. Langt de fleste af disse personer som havde nydt godt af behandlingen, fortsatte imidlertid med at proklamere, at Jesus havde helbredt dem.

Mange af de helbredelser, som Jesus udførte i forbindelse med sin omsorg for Elman patienter, så virkelig ud til at ligne udførelsen af mirakler, men vi er blevet instrueret, at de kun var sådanne sinds og ånds forvandlinger, som kan forekomme i oplevelsen af forventningsfulde og tro dominerede personer, der er under den umiddelbare og inspirerende indflydelse af en stærk, positiv, og godgørende personlighed, hvis omsorg bandlyser frygt og ødelægger angst.

Elman og hans medarbejdere forsøgte at undervise disse syge i sandheden om "at blive besat af onde ånder", men de havde ringe succes. Troen på, at fysiske sygdomme og psykiske lidelser kan være forårsaget af en såkaldt uren ånd, som boede i den lidende persons sind eller krop, var næsten verdensomfattende.

I al sin kontakt med de syge og lidende, når det kom til teknikken med behandlingen eller åbenbaringen af ukendte årsager til sygdom, tilsidesatte Jesus aldrig de anvisninger som hans Paradisbroder Immanuel havde givet, inden han påbegyndte inkarnationen på Urantia. Uanset dette, så lærde dem, der tog sig af de syge mange nyttige ting ved at observere den måde, hvorpå Jesus inspirerede troen og tilliden hos de syge og lidende.

Lejren blev opløst kort før sæsonen af ​​forkølelser og feber accelererede.

 

3. FADERENS ANLIGGENDER

I hele denne periode holdt Jesus mindre end et dusin offentlige gudstjenester i lejren og talte kun én gang i Kapernaum synagoge, den næstsidste sabbat før deres afrejse med de nyuddannede evangelister på deres anden offentlige forkyndelses rundtur i Galilæa.

Ikke siden sin dåb havde Mesteren været så meget alene som i denne periode af evangelisternes træningslejr ved Betsaida. Når en af ​​apostlene vovede at spørge Jesus, hvorfor han var fraværende så meget fra deres midte, svarede han altid, at han "passede sin Faders anliggender."

I disse fraværsperioder, blev Jesus kun ledsaget af to af apostlene. Han havde midlertidigt løst Peter, James og Johannes fra deres opgave som hans personlige følgesvende så de kunne deltage i arbejdet med at uddanne de nye evangelister, der udgjorde over hundrede kandidater. Når Mesteren ønskede at gå op i bjergene for at passe sin Faders anliggender, brugte han at tilkalde to apostle, som tilfældigvis var til rådighed, til at ledsage ham. På denne måde, havde hver og en af ​​de tolv mulighed for et tæt samarbejde og fortrolig kontakt med Jesus.

Det er ikke blevet åbenbaret i forbindelse med denne fremstillings formål, men vi er kommet til den konklusion, at Mesteren under mange af disse ensomme perioder i bjergene var i direkte og udøvende forbindelse med mange af sine øverste ledere af universets anliggender. Lige siden tidspunktet for sin dåb, havde denne inkarnerede Hersker over vores univers begyndte at blive mere og mere bevidst aktivt i at styre visse faser af universets administration. Og vi har altid været af den opfattelse, at i disse uger, hvor han deltog mindre i begivenhederne på jorden, på en måde, der ikke var blevet åbenbaret for hans nærmeste medarbejdere, var involveret i ledelsen af de høje åndelige intelligenser der havde ansvaret for forvaltningen af ​​et stort univers, og at mennesket Jesus for sin del ønskede at beskrive sådanne aktiviteter som "at passe sin Faders anliggender."

Mange gange, når Jesus var alene i timevis, men når to af hans apostle var i nærheden, bemærkede de, hvordan hans funktioner undergik hurtige og mangfoldige ændringer, selv om de ikke hørte ham sige et par ord. De observerede heller ikke nogen synlige manifestation af himmelske væsener, der kunne have været i kommunikation med deres Mester, således som nogle af dem var vidne til ved et senere tilfælde.

 

4. ONDSKAB, SYND OG URETFÆRDIGHED

Jesus havde for vane at to aftener om ugen, at afholde særlige samtaler med personer, der ønskede at tale med ham i et bestemt afsondret læ hjørne af Zebedæus have. Ved en af ​​disse private aftensamtaler stillede Thomas følgende spørgsmål til Mesteren: "Hvorfor er det nødvendigt for folk at blive født af ånden for at komme ind i riget? Er genfødsel nødvendigt for at komme ud af djævelens vold? Mester, hvad er ondskab?" Da Jesus hørte disse spørgsmål, sagde han til Thomas:

"Du må ikke begå den fejl at forvirre ondskab med den onde, mere korrekt med den uretfærdige ene. Ham som du kalder den onde er en søn, der har forelsket sig i sig selv, en høj administrator, der bevidst startede et bevidst oprør mod min Fader og hans loyale Sønners styre. Men jeg har allerede besejret disse syndige oprørere. Gør det klart for dig, at der er forskellige indstillinger til Faderen og hans univers. Glem aldrig disse love vedrørende forholdet til Faderens vilje:

"Ondskab er den ubevidste og utilsigtet krænkelse af den guddommelige lov, Faderens vilje. Ondskab er ligeledes et mål for ufuldstændig lydighed mod Faderens vilje.

"Synd er den bevidste, forstået og forsætlige overtrædelse af den guddommelige lov, Faderens vilje. Synd er et mål for manglende vilje til at blive guddommeligt ført og åndeligt styret.

"Skyld er den overlagte, beslutsomme og vedvarende overtrædelse af den guddommelige lov, Faderens vilje. Skyld er et mål for den fortsatte afvisning af Faderens kærlige plan af personlighedens overlevelse og Sønnernes barmhjertige frelsende tjeneste.

"Det dødelige menneske er af naturen, før genfødsel af ånden, underlagt medfødte onde tilbøjeligheder, men sådanne naturlige ufuldkommenheder for adfærd er hverken synd eller uretfærdighed. Det dødelige menneske er lige begyndt sin lange opstigning til perfektion hos Faderen i Paradiset. At være ufuldkommen eller delvis i naturlig begavelse er ikke syndigt. Mennesket er faktisk underlagt det onde, men det er på ingen måde barn af den onde, medmindre det bevidst og tilsigtet har valgt syndens vej og et liv i uretfærdighed. Det onde er uløseligt forbundet med den naturlige orden af ​​denne verden, men synd er en holdning af bevidst oprør, som blev bragt til denne verden af ​​dem, der faldt fra det åndeligt lys ind i det tætte mørke.

"Du er forvirret, Thomas, af grækernes læresætninger og persernes misforståelser. Du forstår ikke de indbyrdes forhold mellem ondskab og synd, fordi du mener, at den menneskelige race på jorden fik sin begyndelse med en perfekt Adam og derefter hurtigt udartede sig som en konsekvens af synd ind i menneskets nuværende beklagelige tilstand. Men hvorfor nægter du at forstå betydningen af ​​den optegnelse, som beskriver, hvordan Kain, søn af Adam, gik til landet Nod, og der tog sig en hustru? Og hvorfor nægter du at fortolke betydningen af ​​den optegnelse, som beskriver, hvordan Guds sønner tog hustruer blandt menneskernes døtre?

"Mennesker er helt sikkert af naturen onde, men ikke nødvendigvis syndige. Den nye fødsel - åndens dåb - er afgørende for befrielsen fra det onde og nødvendig for indtræden i himmelriget, men intet af dette svækker det faktum, at mennesket er Guds søn. Heller ikke denne iboende tilstedeværelse af potentiel ondskab, at mennesket på en eller anden mystisk måde er fremmedgjort fra Faderen i himlen, så som en udlænding, en fremmed, eller et stedbarn eller der på anden måde skal søge at blive lovligt adopteret af Faderen. Alle sådanne opfattelser er født, først, i din misforståelse af Faderen og for det anden af ​​din uvidenhed om menneskets oprindelse, natur og skæbne.

"Grækerne og andre har lært dig, at mennesket er støt faldende fra guderne perfektion ned mod glemsel og udslettelse. Jeg er kommet for at vise, at mennesket ved at træde ind i riget, sikkert og støt er stigende op til Gud og guddommelig perfektion. Enhver skabning, som på en eller anden måde ikke lever op til de guddommelige og åndelige idealer, i henhold til den evige Faders vilje er potentiel ond, men sådanne væsener er på ingen måde syndig, meget mindre uretfærdig.

"Thomas, har du ikke læst om dette i skrifterne, hvor der står:" Du er Herrens, din Guds, barn." "Jeg vil være hans Fader, og han skal være min søn.'' ”Jeg har valgt ham til at være min søn - jeg vil være hans Fader.'' Bring mine sønner fra det fjerne og mine døtre fra jordens ende; alle, der kaldes ved mit navn, for jeg har skabt dem til min ære." "Du er den levende Guds sønner." "De, der har Guds ånd er faktisk Guds børn." Mens der er en væsentlig del af den menneskelige far i det naturlige barn, findes der en åndelig del af den himmelske Fader i enhver troende søn af riget."

Alt dette og meget mere sagde Jesus til Thomas, og meget af det forstod apostlen, men Jesus formanede ham til "ikke at tale med de andre om sådanne spørgsmål, før han er vendt tilbage til Faderen." Og Thomas nævnede ikke dette interview til efter Mesteren havde forladt denne verden.

 

5. FORMÅLET MED LIDELSE

Ved en andet af disse private samtaler i haven spurgte Natanael Jesus: "Mester, selvom jeg begynder at forstå, hvorfor du nægter at praktisere helbredelse i flæng, forstår jeg stadig ikke hvorfor den kærlige Fader i himlen tillader så mange af hans børn på jorden at have så mange lidelser." Mesteren svarede Natanael og sagde:

"Nataniel, du og mange andre er på denne måde forundret, fordi du ikke forstår, hvordan visse oprørske forrædere mod Faderens vilje så mange gange med deres syndige eventyr har undergravet den naturlige orden af ​​denne verden. Og jeg er kommet for at begynde at sætte alt dette i orden. Men det vil kræve mange tidsaldre til at genoprette denne del af universet til sin tidligere vej og dermed frigive menneskenes børn fra de ekstra byrder som synd og oprør har forårsaget. Tilstedeværelse af det onde er i sig selv en tilstrækkelig prøvesten for menneskets opstigning - synd er ikke afgørende for overlevelse.

"Men min søn, du bør vide, at Faderen ikke bevidst plager sine børn. Mennesker pådrager sig unødvendig lidelse som følge af, at det vedholdende nægter at gå langs den guddommelige viljes bedre veje. Lidelse er potentielt i det onde, men meget af det er forårsaget af synd og uretfærdighed. Mange usædvanlige begivenheder er indtruffet i denne verden, og det er ikke mærkeligt, at alle tænkende mennesker er forvirrede over de visioner af lidelse og elendighed, som de bevidner. Men om én ting kan du være sikker: Faderen sender ikke lidelse som en vilkårlig straf for forseelser. De ufuldstændigheder og handicap som indgår i det onde er indbygget. Straffen for synd er uundgåelig; de ødelæggende konsekvenser af uretfærdighed er ubønhørlig. Mennesket bør ikke bebrejde Gud for de lidelser, der er den naturlige konsekvens af det liv, det har valgt at leve. Mennesket bør heller ikke klager over de oplevelser, som er en del af livet, som det leves i denne verden. Det er Faderens vilje, at det dødelige menneske bør arbejde ihærdigt og konsekvent for at forbedre deres tilstand på jorden. Intelligent anvendelse vil gøre det muligt for mennesket at overvinde meget af sin elendighed på jorden.

"Nataniel, det er vores mission at hjælpe menneskerne med at løse deres åndelige problemer og dermed levendegøre deres sind, så de bedre er forberedt og inspireret til at løse deres mangfoldige materielle problemer. Jeg forstår din forvirring, som du har læst i skrifterne. Alt for ofte har der hersket en tendens til at tilskrive Gud ansvaret for alt, som det uvidende menneske ikke forstår. Faderen er ikke personligt ansvarlig for noget, du ikke forstår. Tvivl ikke på Faderens kærlighed, bare fordi nogle tilfældige og kloge love, som han har ordineret, kan medføre, at du lider, når du uskyldigt eller bevidst har overtrådt et sådan guddommeligt påbud.

"Men, Nataniel, der er meget i skrifterne, som ville have oplyst dig, hvis du kun havde læst dem med dømmekraft. Kan du ikke huske, at der står skrevet: "Min søn, foragt ikke Herrens disciplin, og bliv ikke fornærmet, når du bliver irettesat af ham. For hvem Herren elsker, han irettesætter, som en far der korrigerer sin søn, i hvem han tager glæde." "Herren plager ingen af et villigt hjerte." "Før jeg havde lidelse var jeg forvildet men nu holder jeg mig til loven. Det gjorde mig godt, at jeg blev plaget, så jeg derved kunne lære de guddommelige love.'' "Jeg kender dine sorger. En tilflugt er han, den evige Gud, og under dig hviler hans evige arme." "Herren er også et tilflugtssted for de undertrykte, et tilflugtssted i tider med problemer." "Herren vil styrke ham på sygesengen. Herren glemmer ikke de syge." "Som en fader viser medfølelse for sine børn, så har Herren medfølelse for dem, der frygter ham. Han kender din krop; han husker, at du er støv." "Han helbreder dem som har knuste hjerter og deres sår forbinder han." "Han er et håb for de fattige, en styrke til de trængende i deres nød, et tilflugtssted fra stormen og en skygge fra den ødelæggende varme." '' Han giver styrke til den trætte og forøger styrken hos de magtesløse.'' "Et knækket rør skal han ikke brække, og rygende hør vil han ikke slukke." "Når du passerer gennem plagernes vande, så er jeg er med dig, eller gennem modgangens strømme, skal de ikke drukne dig." "Han har sendt mig for at helbrede de knuste hjerter, for at forkynde frihed for de fangne, og at trøste alle, der sørger." "Der er korrektion i lidelse; ulykke springer ikke op fra støvet.’”

 

6. MISFORSTÅELSEN OM LIDELSE — TALEN OM JOB

Det var denne samme aften i Betsaida at Johannes også spurgte Jesus, hvorfor så mange tilsyneladende uskyldige mennesker led af så mange sygdomme og oplevede så mange lidelser. Da Mesteren besvarede Johannes spørgsmål, sagde han blandt andet:

"Min søn, du forstår ikke betydningen af ​​modgang og lidelsens opgave. Har du ikke læst den semitiske litteraturs mesterværker - skriftens historie om Jobs lidelse? Kan du ikke huske, hvordan denne vidunderlige lignelse begynder med en præsentation af materiel velstand hos Herrens tjenere? Du kan sikkert godt huske, at Job var velsignet med børn, rigdom, værdighed, social status, sundhed, og alt andet, som mennesker sætter pris på i dette timelige liv. Ifølge Abrahams børns hævdvundne lærdomme var en sådan materiel velstand tilstrækkeligt bevis for Guds gunst. Men sådanne materielle besiddelser, og sådan verdslig velstand er ikke tegn på Guds gunst. Min Fader i himlen elsker de fattige lige så meget som de rige; han skelner ikke mellem personer.

"Selv om overtrædelse af den guddommelige lov før eller senere fører til høst i form af straf, selv om folk med sikkerhed i sidste ende høster, hvad de sår, bør du dog vide, at menneskelig lidelse ikke altid er en straf for fortidens synder. Hverken Job eller hans venner lykkedes at finde det rigtige svar for deres rådvildhed. Og med den indsigt, du nu har, ville du næppe overdrage til enten Satan eller Gud de roller, de har i denne unikke lignelse. Selvom Job ikke gennem lidelse fandt en løsning på sine intellektuelle problemer eller udvej af hans filosofiske problemer, nåede han ganske vist store sejre. Selv før sammenbruddet af ​​hans teologiske forsvar, steg han til de åndelige højder, hvor han oprigtigt kunne sige, "Jeg afskyr mig selv.” Så fik han frelse som en vision af Gud. Så selv gennem en fejlagtig opfattelse af lidelse steg Job op til det overmenneskelige plan af moralsk forståelse og åndelig indsigt. Når den lidende tjener, opnår en vision af Gud følger der en sjæls fred, som overstiger al menneskelig forståelse.

"Den første af Jobs venner, Elifas, opfordrede den lidelser Job til at udstille sine trængsler med samme styrke og standhaftighed, som han under hans velstand dage havde ordineret til andre. Denne falske trøster sagde: "Stol på din religion, Job; husk, at det er de onde, ikke de retfærdige, som lider. Du må have gjort dig fortjent til denne straf, ellers ville du ikke blive plaget. Du ved udmærket godt, at ingen kan være retfærdig i Guds øjne. Du ved, at de onde aldrig har virkelig fremgang. Under alle omstændigheder ser mennesket ud til at være forudbestemt til problemer, og måske Herren kun tugter dig for dit eget bedste." Intet under at den stakkel Job ikke fik meget trøst fra en sådan fortolkning af problemet med menneskelig lidelse.

"Men rådet fra hans anden ven, Bildad, var endnu mere skuffende, uanset dens soliditet ud fra den daværende accepterede teologi. Bildad sagde: ”Gud kan ikke være uretfærdig. Dine børn må have været syndere, da de omkom; du må have fejlet, ellers ville du ikke være så plaget. Og hvis du virkelig er retfærdig, vil Gud helt sikkert befri dig fra dine trængsler. Du bør lære af historien om, hvordan Gud behandler mennesket, det er, at den Almægtige kun ødelægger de onde."

"Og så husker du, hvordan Job svarede sine venner og sagde: "Jeg ved godt, at Gud ikke hører mit råb om hjælp. Hvordan kan Gud være retvis og på samme tid, se helt bort fra min uskyld? Jeg begynder at forstå, at jeg ikke kan få nogen tilfredshed fra at appellere til den Almægtige. Kan du ikke se, at Gud tolererer forfølgelse af det gode med det onde? Og da mennesket er så svagt, hvad chance har det til overvejelse i hænderne på en almægtig Gud? Gud har gjort mig, som jeg er, og når han på denne måde vender sig mod mig, er jeg forsvarsløs. Og hvorfor skabte Gud mig overhovedet bare for at lide på denne elendige måde?"

"Og hvem kan sætte spørgsmålstegn ved Jobs holdning med hensyn til rådgivningen af hans venner og de fejlagtige idéer om Gud som besatte hans eget sind? Kan du ikke se, at Job længtes efter en menneskelig Gud, at han hungrede efter fællesskab med et guddommeligt væsen, der kender menneskets jordiske tilværelse og forstår, at de retfærdige ofte må lide uskyldigt som en del af dette første liv under den lange opstigning til Paradiset? Derfor er Menneskesønnen kommer fra Faderen for at leve et sådant liv i kødet, at han kan trøste og hjælpe alle dem, der efterfølgende skal kaldes til at udholde Jobs trængsler.

"Jobs tredje ven, Zophar, talte derefter endnu mindre trøstende ord, da han sagde: "Det er dumt af dig at påstå, at du er retfærdig, når du se, hvordan du er plaget. Men jeg indrømmer, at det er umuligt at forstå Guds veje. Måske er der nogle skjulte formål i alle dine lidelser." Og da Job havde lyttet til alle tre af sine venner, appellerede han direkte til Gud om hjælp, påberåbte sig at 'mennesket, født af kvinde, er af få dage og fuld af problemer.'

"Så begyndte det andet møde med hans venner. Elifas blev mere hård, anklagende og sarkastisk. Bildad blev indigneret over Jobs foragt for sine venner. Zophar gentog sin melankolske rådgivning. På dette tidspunkt var Job blevet vred på sine venner og appellerede igen til Gud, og han appellerede nu til en retfærdig Gud imod den uretfærdighed Gud som kom til udtrykt i hans venners filosofi og skjult selv i hans egen religiøse holdning. Derefter tog Job tilflugt i trøsten af et fremtidigt liv, hvor ulighederne i den dødelige eksistens kan blive mere retfærdigt udbedret. Da Job ikke formåede at få hjælp fra mennesker, presser det ham til Gud. Derefter følger den store kamp mellem tro og tvivl i hans hjerte. Endelig begynder den lidende person at se livets lys; hans tortureret sjæl stiger til nye højder af håb og mod; han kan lide og endda dø, men hans oplyste sjæl udstøder nu sejrsråbet: "Min Forløser lever!"

"Job havde helt ret, da han udfordrede den lære, at Gud rammer børn for at straffe deres forældre. Job var altid klar til at indrømme, at Gud er retfærdig, men han længtes efter nogle sjæletilfredsstillende åbenbaringer af den Eviges personlige karakter. Og det er vores mission på jorden. Ikke længere skal lidende dødelige nægtes trøst af at kende Guds kærlighed og forståelse af den himmelske Faders nåde. Selvom Guds tale fra hvirvelvinden var en majestætisk koncept for den tid, hvor det blev fremført, har du allerede lært, at Faderen ikke afslører sig selv på denne måde, men at han taler i menneskets hjerte som en stille, sagte stemme, der siger, "Dette er vejen; gå langs den." Forstår du ikke, at Gud bor i dig, at han er blevet, hvad du er for at gøre dig til, hvad han er!"

Så sagde Jesus denne sidste erklæring: "Faderen i himlen plager ikke forsætligt menneskenes børn. Mennesket lider for det første af ulykkerne af tiden og af det ufuldstændige i det onde fra en umoden fysisk eksistens. For det andet, lider mennesket af de ubønhørlige konsekvenser af synd - overtrædelse af livets og lysets love. Og endelig, høster det frugterne af sin egen skadelige vedholdenhed i oprøret mod himlens retfærdige styre på jorden. Men menneskets elendighed er ikke en personlig målrettet guddommelig prøvelse. Mennesket kan, og vil, gøre meget for at reducere deres timelige lidelser. Men frigør dig selv en gang for alle fra overtroen, at Gud plager mennesket på foranledning af den onde. Undersøg Jobs bog bare for at opdage, hvor mange falske begreber om Gud selv gode mænd ærligt kan underholde, og læg derefter mærke til, hvordan selv den smerteramte Job fandt trøstens og frelsens Gud på trods af sådanne fejlagtige lære. Til sidst gennemtrængte hans tro lidelsens skyer for at opdage livets lys, der strømmer ud fra Faderen som helbredende barmhjertighed og evig retfærdighed."

Johannes overvejede i mange dage disse ord i sit hjerte. Hele hans efterfølgende liv ændret sig markant som følge af denne samtale med Mesteren i haven, og han gjorde senere meget, der bidrog til at de andre apostle ændrede deres syn på oprindelsen, naturen ​​og formålet med hensyn til almindelig menneskelig lidelse. Men Johannes talte aldrig om denne samtale, indtil Mesteren havde forladt jorden.

 

7. MANDEN MED DEN VISNE HÅND

Den anden sabbat før apostlene og det nye korps af evangelister gik ud på den anden prædiketur i Galilæa, talte Jesus i Kapernaums synagoge om "Det retfærdige livs glæder." Da Jesus var færdig med at tale, trængte en stor gruppe af lemlæstede, lamme, syge og lidende op omkring ham for at blive helbredt. Blandt denne gruppe var også apostlene, mange af de nye evangelister, og de farisæiske spioner fra Jerusalem. Hvor end Jesus gik, (undtagen når han var i bjergene for at varetage sin Faders anliggender), var det helt sikkert at de seks spioner fra Jerusalem fulgte ham.

Da Jesus stod og talte til folket overtalte lederen af de spionerende farisæere en mand med en vissen hånd til at nærme sig Jesus og spørge, om det ville være lovligt at blive helbredt på sabbatten, eller hvis han skulle søge hjælp på en anden dag. Da Jesus så manden, hørte hans stemme og vidste, at han var blevet sendt af farisæerne, sagde han: "Kom frem, mens jeg stiller dig et spørgsmål. Hvis du havde et får, og det faldt i en grav på sabbatten, ville du bøjer dig ned, tage fat i det og løfte det op? Er det lovligt at gøre sådan på sabbatten?" Og manden svarede: " Ja, Mester, det ville være lovligt at således at gøre godt på sabbatten." Så sagde Jesus, henvendt til dem alle: "Jeg ved, hvorfor du har sendt denne mand til mig. De ville finde anledning til overtrædelse i mig, hvis du kunne friste mig at vise barmhjertighed på sabbatten. I stilhed er i alle enige om, at det var lovligt at løfte det uheldige får op fra graven, selv på sabbatten, og jeg kalder jer til at vidne, at det er lovligt at vise barmhjertighed på sabbatten, ikke blot mod dyr, men også til mennesker. Hvor meget mere værdifuld er et menneske end et får! Jeg proklamerer, at det er tilladt at gøre godt til mennesker på sabbatten. "Mens de alle stod stille foran ham, sagde Jesus, henvendt til manden med den visne hånd: "Kom op her ved min side, så alle kan se dig. Og for at du nu kan vide, at det er min Faders vilje, at du gør godt på sabbatten, spørger jeg dig, hvis du har tro til at blive helbredt, så stræk din hånd ud."

Og mens manden stræk sin visne hånd frem blev det helet. Folk tænkte på at gå løs på farisæerne, men Jesus bad dem om at være rolig og sagde: "Jeg har lige fortalt dig, at det er tilladt at gøre godt på sabbatten, for at redde liv, men jeg lærte dig ikke at forårsage skade og give efter for trangen til at dræbe." De vrede farisæere gik bort, og selv om det var sabbat, skyndte de sig direkte til Tiberias for at konferere med Herodes. De gjorde alt i deres magt for at vække hans fordomme og sikre herodianerne som allierede imod Jesus. Men Herodes nægtede at gribe ind over for Jesus, og rådede dem til at tage deres klager til Jerusalem.

Dette var det første mirakel, som Jesus gjorde som svar på sine fjender udfordring. Mesteren udførte dette såkaldte mirakel, ikke som en demonstration af sin evne til at helbrede, men som en effektiv protest mod at gøre ​​religionens sabbathvile til en veritabel trældom med meningsløse restriktioner for hele menneskeheden. Denne mand vendte tilbage til sit arbejde som stenhugger, og han viste sig at være en af ​​dem, hvis helbredelse blev efterfulgt af et liv i taksigelse og retfærdighed.

 

8. SIDSTE UGE I BETSAIDA

I løbet af den sidste uge af deres ophold i Betsaida var spionerne fra Jerusalem meget delt i deres holdning til Jesus og hans lære. Tre af disse farisæere var voldsomt imponeret over, hvad de havde set og hørt. I mellemtiden, havde Abraham, en ung og indflydelsesrigt medlem af jødernes råd i Jerusalem, offentlig gået ind for Jesu forkyndelse, og var blevet døbt af Abner i ​​Siloamdammen. Hele Jerusalem var i opstandelse over denne begivenhed, og budbringere blev straks sendt til Betsaida for at tilbagekalde de seks spionerende farisæer.

Den græske filosof, der under den foregående tur i Galilæa var vundet for riget, vendte tilbage med visse velhavende jøder fra Alexandria, og endnu engang inviterede de Jesus til at komme til deres by for at etablere en fælles skole i filosofi og religion samt et hospital for de syge. Men Jesus afslog høfligt deres invitation.

Omkring dette tidspunkt ankom der til lejren ved Betsaida, en trance profet, Kirmeth, fra Bagdad. Denne formodede profet havde ejendommelige visioner, når han var i en trance og havde fantasifulde drømme, når han blev forstyrret i sin søvn. Han afstedkom en betydelig bekymring i lejren, og Simon Zelotes ønskede at tage den hårde linje med denne selvbedrageriske charlatan, men Jesus greb ind og gav ham et par dages fuld handlefrihed. Alle, der hørte hans prædiken indså hurtigt, at hans undervisning ikke var holdbar når den blev bedømt efter evangeliet om riget. Han vendte kort efter tilbage til Bagdad, ledsaget af kun en halv snes ustabile og uberegnelige sjæle. Men inden Jesus greb ind til fordel for profeten fra Bagdad, havde David Zebedæus, bistået af et selvbestaltet udvalg taget Kirmeth ud i søen, og efter at de gentagne gange havde sænket ham under vandet, rådede ham til at gå væk derfra - til at organisere og bygge sin egen lejr.

Samme dag var Beth-Marion, en fønikisk kvinde så fanatisk, at hun tabte fatningen, og næsten druknede, da hun forsøgte at gå på vandet, blev hun sendt væk af sine venner.

Den nye tilhænger fra Jerusalem, farisæeren Abraham, gav alt sit jordiske gods til apostlenes kasse, og dette bidrag gjorde meget for at gøre det muligt straks at udsende de hundrede nyuddannede evangelister. Andreas havde allerede bebudet, at lejren ville blive lukket, og hver var klar til enten at gå hjem eller at følge evangelisterne til Galilæa.

 

9. HELBREDELSEN AF DEN LAMME

Fredag ​​eftermiddag, den 1. oktober da Jesus holdt sit sidste møde med apostlene, evangelisterne og andre ledere af lejren, der var ved at bryde op, og mens de seks farisæer fra Jerusalem sad på første række i denne samling i det rummelige og forstørrede forreste rum af Zebedæus hjem, skete en af ​​de mærkeligste og mest unikke episoder under hele Jesu jordiske liv. Mesteren talte ved denne lejlighed stående i dette store rum, der var blevet bygget til at rumme disse sammenkomster i regntiden. Huset blev fuldstændig omgivet af en stor menneskemængde, der anstrengt deres ører for at opfatte en del af Jesu tale.

Mens huset på denne måde var fyldt til bristepunktet med mennesker og helt omgivet af ivrige lyttere, var en mand, der længe havde lidt af lammelser, blevet båret ned fra Kapernaum på en lille seng af hans venner. Den lamme havde hørt, at Jesus var ved at forlade Betsaida, og da han havde talt med Aron, stenhuggeren, der for nylig var blevet helbredt, besluttede han at lade sig blive båret til Jesus for at søge helbredelse. Hans venner forsøgte at komme ind i Zebedæus hus ved både for- og bagdøren, men trængselen var al for stor. Men den lamme nægtede at affinde sig med fiasko. Han rådede sine venner til at skaffe nogle stiger langs hvilken de klatrede op på taget af det rum, hvor Jesus talte, og efter at have løsnet fliserne, sænkede de med reb frimodigt den syge mand ned på hans seng indtil den lidende hvilede på gulvet lige foran Mesteren. Da Jesus så, hvad de havde gjort, stoppede han med at tale, mens de, der var med ham i værelset undrede sig over den syge mand og hans venners udholdenhed. Den lamme sagde: "Mester, jeg ville ikke forstyrre din undervisning, men jeg er fast besluttet på at blive helbredt. Jeg er ikke lige som dem, der blev helbredt og straks glemte din undervisning. Jeg vil gerne blive helbredt for at tjene i himmelriget." På trods af at denne mand havde pådraget sig sine lidelser som følge af sin egen forspildte liv, sagde Jesus til den lammede, da han så hans tro: "Min søn, vær ikke bange; dine synder er tilgivet. Din tro skal frelse dig."

Da farisæerne fra Jerusalem og andre lærde og juridiske medlemmer, der sad ved siden af ​​dem hørte dette udsagn af Jesus, begyndte de at sige til hinanden: "Hvor vover denne mand at tale på denne måde? Forstår han ikke, at sådanne ord er blasfemi? Hvem andre end Gud kan tilgive synder? "Jesus, som i sin ånd opfattede at de ræsonnerede således i deres eget sind og blandt dem selv, sagde til dem: "Hvorfor ræsonnere du således i jeres hjerter? Hvem er I til at sidde til doms over mig? Hvad er forskellen hvis jeg siger til ham den lamme 'Dine synder er tilgivet," eller, "Stå op, tag din seng og gå? Men for jer, der er vidne til alt dette endelig kan vide, at Menneskesønnen har myndighed og magt på jorden til at tilgive synder, siger jeg til denne lidende mand: Stå op, tag din seng, og gå til dit eget hus." Og da Jesus havde talt disse ord rejste den lamme sig op, og mens de banede vejen for ham, gik han ud foran dem alle. Og dem, der så alt dette var forbløffet. Peter opløste mængden, mens mange bad, priste Gud og bekendte, at de aldrig før havde set sådanne mærkelig hændelser.

Det var omkring dette tidspunkt, at budbringerne fra jødernes råd ankom med ordrer til de seks spioner om at vende tilbage til Jerusalem. Da de hørte dette budskab, begyndte de for alvor at argumentere indbyrdes. Efter at de var færdige med deres drøftelser, returnerede lederen og to af hans medarbejdere sammen med budbringerne til Jerusalem, mens tre af de spionerende farisæer bekendte deres tro på Jesus og gik straks ned til søen, hvor Peter døbte dem og apostlene optog dem som sønner af riget i deres fællesskab.

 




Back to Top