(UF-DAN-001-2017-1)



 Download Copyright © Urantia Foundation

URANTIA BOGEN

KAPITEL 137

 

 

 

VENTETID I GALILÆA

 

Tidlig lørdag morgen den 23. februar år 26 e.Kr. kom Jesus ned fra bakkerne for igen at slutte sig til Johannes følge som havde sin lejrplads ved Pella. Hele den dag blandede Jesus sig med hele folket. Han ydet hjælp til en knægt som havde skadet sig i et fald og drog til landsbyen Pella som lå lige i nærheden for at aflevere knægten trygt til hans forældres forvaring.

 

 

1.  UDVÆLGELSEN AF DE FØRSTE FIRE APOSTLE

 

Under denne sabbat tilbragte to af Johannes ledende disciple meget tid sammen med Jesus. Af alle Johannes tilhængere var der en som hed Andreas som var den som Jesus gjorte det stærkeste indtryk på; han havde slået følge med ham på turen til Pella sammen med den skadede knægt. På vejen tilbage til Johannes samlingssted stillede han Jesus mange spørgsmål, og lige før de var fremme, standsede de begge to for en kort samtale da Andreas sagde: “Jeg har lagt mærke til dig lige siden du kom til Kapernaum og jeg tror du er den nye Læreren, og selv om jeg ikke forstår hele din lære, er jeg fast besluttet på at følge dig; jeg vil sidde ved dine fødder og lære hele sandheden om det nye rige.“ Og Jesus ønskede, med en hjertelig bekræftelse, Andreas velkommen som den første af sine apostle, den gruppe på tolv som skulle virke sammen med ham i arbejdet med at etablere Guds nye rige i menneskenes hjerter.

 

Andreas var en stilfærdig observatør af og oprigtig troende på Johannes arbejde, og han havde en meget dygtig og entusiastisk bror ved navn Simon som var en af Johannes fremmeste disciple. Det ville ikke være forkert at sige at Simon var en af Johannes hovedstøtter.

           

Lidt efter at Jesus og Andreas var vendt tilbage til lejren, gik Andreas og fandt sin bror Simon, som han trak til siden og meddelte at han selv var blevet overbevist i sit sind om at Jesus var den store Læreren og at han havde stillet sig til rådighed som discipel. Han fortsatte med at sige at Jesus havde taget imod hans tilbud om at stå til tjeneste, og foreslog at han også, Simon, på samme vis skulle gå til Jesus og tilbyde sig til fællesskabet for at tjene det nye rige. Da sagde Simon: “Lige siden denne mand kom for at arbejde i Zebedæus værksted, har jeg troet at han var sendt af Gud, men hvad med Johannes? Skal vi bare vende ham ryggen? Er det rigtig at gøre dette?“ Hvorpå de blev enige om at bringe sagen frem for Johannes med det samme. Johannes tog tanken om at miste to af sine dygtigste rådgivere og mest lovende disciple tungt, men tappert svarede han på deres forespørgelse og sagde: ”Dette er kun begyndelsen; snart vil mit arbejde være færdig, og da skal vi alle blive hans disciple.“ Da trak Andreas Jesus til side og bekendtgjorte at hans bror ønskede at tilslutte sig tjenesten for det nye rige. Og i det han ønskede Simon velkommen som sin anden apostel, sagde Jesus: ”Simon, din entusiasme er prisværdig, men det er farligt at arbejde for Guds rige. Jeg beder dig udvise større omtanke i din tale. jeg vil gerne forandre dit navn til Peter.“

 

Forældrene til den skadede knægt som boede i Pella, havde opfordret Jesus til at overnatte hos dem og lade deres hjem være hans eget, og det havde han lovet. Før han forlod Andreas og hans bror, sagde Jesus. ”I morgen tidlig drager vi ind i Galilæa.“

           

Efter at Jesus var vendt tilbage til Pella for natten, og mens Andreas og Simon fortsatte med at diskutere hvordan deres tjeneste for at oprette det kommende rige ville udarte sig, dukkede James og Johannes, Zebedæus sønnerne op efter at være vendt tilbage fra deres lange, mislykkede gennemsøgning efter Jesus oppe i bakkerne. Da de hørte Simon Peter fortælle hvordan han og broderen Adreas havde været de første til at blive godtaget som rådgivere for det nye rige, og at de skulle drage af sted med deres nye mester til Galilæa næste morgen, blev både James og Johannes kede af det. De havde kendt Jesus en tid, og de elskede ham. De havde ledt efter ham i mange dage oppe i bakkerne, og nu kom de tilbage bare for at finde ud af at andre var blevet foretrukket før dem. De spurgte hvor Jesus var gået hen, og skyndte sig af sted for at finde ham.

           

Jesus sov da de nåede frem til hans tilholdssted, men de vækkede ham og sagde: “Hvordan kan det være at, mens vi som har levet så længe sammen med dig, ledt efter dig oppe i bakkerne, så foretrækker du andre frem for os og vælger Andreas og Simon som dine første følgesvende i det nye rige?“ Jesus svarede dem: “Vær rolig i jeres hjerter og spørg jer selv: ”Hvem gav jer besked på at I skulle lede efter Menneskesønnen mens han var i sin Faders ærinde?“ Efter at de havde skildret detaljerne i deres søgning oppe i bakkerne, instrueret Jesus dem videre: “I burde lære at lede efter det nye riges hemmelighed i jeres hjerter og ikke oppe i bakkerne. Det I ledte efter, var allerede til stede i jeres sjæle. I er virkelig mine brødre - I behøvede ikke at blive modtaget af mig - I tilhørte allerede riget, og I burde være glade og gøre jer klar til at gå med os i morgen ind i Galilæa.“ Johannes tog mod til sig og spurgte: “Men, Mester, vil James og jeg blive dine følgesvende i det nye rige ligesom Andreas og Simon?“ Og Jesus, idet han lagde en hånd på skulderen af hver af dem, sagde: “Mine brødre, I var allerede med mig i rigets ånd, selv før disse andre spurgte om at blive modtaget i det. I, mine brødre, behøver slet ikke at spørge om at måtte komme ind i riget; I har været med mig i riget lige fra begyndelsen af. Overfor andre mennesker kan det hænde at andre kan komme til at få forrang frem for jer, men i mit hjerte regner jeg jer blandt rigets rådgivere til og med før I tænkte på at bringe spørgsmålet op for mig. Og I kunne endda have været blevet de første frem for de andre hvis I ikke havde været et andet sted, i gang med det velmenende, men egenrådige forsøg på at lede efter en som ikke var gået vild. Tænk ikke, i det kommende rige, på det som gør jer bekymret, men interessere jer hellere for at udføre den himmelske Faders vilje.“

           

James og Johannes tog irettesættelsen til sig med godt humør; aldrig mere blev de misundelige på Andreas og Simon. Og sammen med deres to medapostle gjorte de sig klar til at begive sig til Galilæa næste morgen. Fra denne dag af blev betegnelsen apostel brugt for at skille Jesu udvalgte familie af rådgivere fra den kæmpestore skare af troende disciple som senere kom til at følge ham.

 

Sent samme aften havde James, Johannes, Andreas og Simon en samtale med Johannes døberen, og med tårer i øjnene, og med rolig stemme overgav den modige judæiske profet to af sine ledende disciple til at blive apostle for den galilæiske Prins af det kommende rige.

 

 

2.  UDVÆLGELSE AF FILIP OG NATANIEL

 

Søndag morgen den 24. februar år 26 e.Kr. tog Jesus afsked med Johannes døberen ved floden nær Pella for aldrig mere at se ham levende igen.

           

Den dag, da Jesus og hans fire disciple-apostle drog af sted mod Galilæa, opstod der stort postyr i lejren med Johannes tilhængere. Den første store splittelse var i færd med at udspille sig. Dagen før havde Johannes udtalt sig bekræftende overfor Andreas og Ezra om at Jesu var Befrieren. Andreas bestemte sig for at følge Jesus, men Ezra afviste den beskedne og godhjertet snedker fra Nazaret og erklærede til sine følgesvende: “Profeten Daniel fastslår at Menneskesønnen vil komme med himlens skyer, med kraft og pragtfuld herlighed. Denne galilæiske snedker, denne bådebygger fra Kapernaum, kan ikke være befrieren. Kan sådan en gave fra Gud komme fra Nazaret? Denne Jesus er en slægtning af Johannes, og på grund af sit gode hjerte er vor lærer blevet ført på vildspor. Lad os bevare afstanden til denne falske Messias.“ Da Johannes irettesatte Ezra for disse udtalelser, trak denne sig væk sammen med mange disciple og skyndte sig sydover. Og denne gruppe fortsatte med at døbe i Johannes navn og dem som troede på Johannes grundlagde omsider en sekt, men nægtede at acceptere Jesus. En levning af denne gruppe har fortsat holdt sig gående i Mesopotamia helt til vore dage.

 

Mens denne forstyrrelse gærede blandt Johannes tilhængere, var Jesus og hans fire disciple-apostle kommet et godt stykke af vejen mod Galilæa. Før de krydsede Jordanfloden for at tage vejen omkring Nain til Nazaret, så Jesus som kiggede fremad langs vejen en vis Filip fra Betsaida som sammen med en ven kom mod dem. Jesus havde kendt Filip før, og alle de fire nye apostle kendte ham også godt. Han var på vej til Pella med sin ven Nataniel for at besøge Johannes og lære mere om det kommende Guds rige som han havde hørt om, og han blev meget glad for at møde Jesus. Filip havde været en beundre af Jesus lige siden han var kommet til Kapernaum. Men Nataniel, som boede i Kana i Galilæa kendte ikke Jesus. Filip trådte frem for at hilse på sine venner mens Nataniel hvilede sig i skyggen af et træ i vejkanten.

           

Peter tog Filip til side og gik i gang med at forklare at de, det vil sige ham selv, Andreas, James og Johannes, alle var blevet Jesu følgesvende i det nye kongerige og han kom med en indtrængende opfordring til Filip om at melde sig til tjeneste. Filip kom helt i vildrede: Hvad skulle han gøre? Her, på et øjebliks varsel - i vejkanten nær Jordanfloden - blev han afkrævet at skulle tage en lynhurtig afgørelse om det vigtigste spørgsmål i livet. Snart befandt han sig i en oprigtig samtale med Peter, Andreas og Johannes mens Jesus skitserede rejsen gennem Galilæa og videre til Kapernaum for James. Til sidst foreslog Andreas for Filip: ”Hvorfor spørger du ikke Læreren?”

           

Pludselig gik det op for Filip, at Jesus var en virkelig storartet mand, muligvis Messias, og han bestemte sig for at rette sig efter Jesu beslutning i denne sag; så han gik direkte hen til ham og spurgte: ”Lærer, skal jeg gå ned til Johannes, eller skal jeg slutte mig til mine venner som følger dig?” Og Jesus svarede: ”Følg mig.” Filip blev begejstret over visheden om at han havde fundet Befrieren.

 

Filip gjorte nu tegn til gruppen om at blive hvor de var, mens han skyndte sig tilbage for at fortælle nyheden om sin beslutning til sin ven Nataniel, som fortsat holdt sig i baggrunden under morbærtræet, gennemtænkende de mange udsagn han havde hørt om Johannes Døberen, det kommende rige og den forventede Messias. Filip afbrød disse funderinger og udbrød: ”Jeg har fundet Befrieren, ham som Moses og profeterne skrev om og som Johannes har forkyndt om.” Nataniel så op og spurgte: ”Hvor kommer denne læreren fra?” Og Filip svarede: ”Det er Jesus fra Nazaret, Josefs søn, snedkeren, som i den senere tid har boet i Kapernaum.” Da spurgte Nataniel, lettere chokeret: ”Kan noget som er så godt komme fra Nazaret?” Men Filip tog ham i armen og sagde: ”Kom og se.”

           

Filip førte Nataniel til Jesus som med et mildt blik kiggede direkte ind i ansigtet på denne oprigtige tvivler, og sagde: ”Se, en ægte israelit, i hvem der ikke er noget falsk. Følg mig.” Og Nataniel, i det han drejede sig mod Filip, sagde: ”Du har ret. Han er virkelig en menneskenes mester. Jeg vil også følge ham, hvis jeg er værdig til det.” Og Jesus nikkede til Nataniel og sagde på ny: ”Følg mig.”

 

Jesus havde nu samlet halvdelen af sit fremtidige korps af fortrolige følgesvende, fem som havde kendt ham en stund og en fremmed. Uden at dvæle længere krydsede de Jordanfloden og, efter at have taget vejen ved landsbyen Nain, nåede de Nazaret sent om aftenen. 

           

De overnattede alle hos Josef i Jesu barndomshjem. Jesu følgesvende forstod ikke særlig meget af hvorfor læreren som de netop havde fundet, var så optaget af at tilintetgøre alt af det som han havde skrevet, så som de ti bud og andre mottoer og ordsprog. Men dette optrin, i tillæg til at de efter dette faktisk aldrig mere så ham skrive noget - undtagen i jord eller sand - gjorte et dybt indtryk på dem.  

 

 

3. BESØGET I KAPERNAUM

 

Næste dag sendte Jesus sine apostle videre til Kana, siden de alle var inviteret til bryllup hos en prominent ung kvinde i denne by, mens han selv planlagde et hurtig besøg hos sin mor i Kapernaum, samt at stoppe i Magdala for at træffe sin bror Juda.

           

Før de drog fra Nazaret, fortalte Jesu nye følgesvende Josef og andre medlemmer af Jesu familie om den sidste tids fantastiske begivenheder og gav frit udtryk for deres tro på at Jesus var den længe eftertragtede befrieren. Og disse familiemedlemmer til Jesus snakkede sammen om alt dette, og Josef sagde: ”Måske havde mor alligevel ret - måske vores mærkelige broder er den kommende konge.”

           

Juda var til stede ved Jesu dåb og havde sammen med sin bror James fået en klippefast tro på Jesu mission på jorden. Selv om både James og Juda var temmelig meget i vildrede om hvad deres brors mission gik ud på, så havde deres mor genoplivet alle sine gamle forhåbninger til Jesus som Messias, Davids søn, og hun opfordrede sine sønner til at have tro på at deres bror var Israels befrier.

 

Mandag aften kom Jesus til Kapernaum, men gik ikke til sit eget hjem hvor James og hans mor boede. Han gik direkte til Zebedæus hjem. Alle hans venner i Kapernaum lagde mærke til en stor og glædelig forandring hos ham. Igen så han ud til at være i forholdsvis godt humør og mere som han plejede at være før mens han boede i Nazaret. I flere år før han blev døbt og under perioderne lige før og efter, var han blevet stadig mere alvorlig og lidt meddelsom. Nu gav han dem alle indtryk af at være sit gamle jeg. Det var noget majestætisk og ophøjet over ham, men nu var han blevet sorgløs og glad igen.

           

Maria var forventningsfuld af spænding. Hun forudså at Gabriels løfte nærmede sig fuldbyrdelsen. Hun antog at hele Palæstina snart skulle forbløffes og overvældes af at hendes søn på mirakuløst vis skulle åbenbare sig som jødernes overnaturlige konge. Men til alle de mange spørgsmål som hans mor, James, Juda og Zebedæus stillede ham, smilte han bare og svarede: ” Det er bedre at jeg opholder mig her en stund; jeg må rette mig efter min himmelske Faders vilje.”

 

Næste dag, tirsdag, drog de alle over til Kana til Naomis bryllup, som skulle finde sted dagen efter. Og til trods for Jesu gentagne formaninger om at de ikke skulle fortælle om ham til nogen ”før Faderens time kommer,” kunne de ikke dy sig for stilfærdig at sprede nyheden om at de havde fundet Befrieren. Hver for sig forventede de troskyldig at Jesus skulle indvarsle sin påberåbelse af Messiasautoritet ved det forestående bryllup i Kana og at han skulle gøre det med stor kraft og ophøjet storslåethed. De mindes det som var blevet fortalt dem om fænomenerne i forbindelse med hans dåb, og de troede at hans fremtidige jordiske karriere ville blive markeret ved stadig stærkere manifestationer af overnaturlige vidunder og mirakuløse opvisninger. Som følge heraf forberedte alle beboere i hele egnen sig på at mødes i Kana til bryllupsfesten for Naomi og Johab, Natans søn.

           

Aldrig i flere år havde Maria været så glad. På vejen til Kana følte hun sig som selveste dronningemoderen på vej til at overvære kroningen af sin søn. Ikke siden han var tretten år gammel, havde Jesu familie og venner set ham så bekymringsløs og lykkelig, så betænksom og forståelsesfuld overfor sine nærmestes ønsker og begær, og med en så rørende medfølelse. Og derfor hviskede de imellem sig, i små grupper, og undrede sig på hvad der mon kom til at ske. Hvad ville blive det næste som denne mærkelige person kom til at gøre? Hvordan ville han indvarsle det kommende riges herlighed? Og de var alle begejstret ved tanken på at de ville komme til at være til stede for at se åbenbaringen af Israels Guds magt og kræfter.

 

 

4.  BRYLLUPPET I KANA

 

Midt på onsdagen var næsten tusinde gæster kommet til Kana, mere end fire gange så mange som de indbudte til bryllupsfesten. Det var skik blandt jøderne at fejre bryllup på en onsdag, og invitationerne var blevet udsendt en måned i forvejen. Formiddagen og den tidlige eftermiddag fremstår mere som en offentlig modtagelse af Jesus end et bryllup. Alle ville hilse på denne næsten berømte galilæeren, og han var meget hjertelig overfor alle, unge som gamle, jøder som ikke-jøder. Og alle blev glade da Jesus gik med til at føre an i den indledende brudemarch.

           

Jesus var nu grundig selvbevidst om sin menneskelige tilværelse, sin guddommelige forud tilværelse og statussen af hans kombineret, eller sammensmeltede, menneskelige og guddommelige væsenegenskab. Med perfekt målrettethed kunne han når som helst indtage den menneskelige rolle eller pludselig påberåbe sig det guddommelige væsens personlige særfortrin.

           

Efterhånden som dagen gik, blev Jesus stadig mere klar over at folk forventede at han skulle udføre et eller andet under; særlig lagde han mærke til at hans familie og de seks disciple-apostle ventede sig at han på tilbørlig vis skulle kundgøre sit kommende rige i form af et eller andet forbløffende og overnaturlig optrin.

           

Tidlig på eftermiddagen rådslog Maria sig med James, og sammen tog de mod til sig og gik til Jesus for at spørge om han ville vise dem den tillid at fortælle dem på hvilket klokkeslæt og i forbindelse med hvilket del af bryllupsfesten han havde planlagt at give sig til kende som "den overnaturlige". Ikke så snart havde de bragt dette tema frem for Jesus før de så at de havde udløst hans karakteristiske indignation. Han sagde bare: ”Hvis I elsker mig, så vær da villige til at blive hos mig mens jeg venter på at min Fader i himmelen skal tilkendegive sin vilje.” Men uanstændigheden i hans irettesættelse lå i hans ansigtsudtryk.

           

Dette skridt fra hans mor var en stor skuffelse for den menneskelige Jesus, og hans egen reaktion på hendes forsøg på at påvirke ham til at give efter for ønsket om en eller anden udadrettet opvisning af sin guddommelighed, gjorte at han straks genvandt besindigheden. Det var jo netop en af de ting han havde bestemt sig for ikke at gøre da han for nylig havde trukket sig tilbage op i bakkerne. I flere timer var Maria temmelig nedtrykt. Hun sagde til James: ”Jeg forstår ham ikke; hvad kan alt dette betyde? Skal hans mærkelige opførsel ingen ende tage?” James og Juda forsøgte at trøste deres mor, mens Jesus trak sig tilbage for sig selv en times tid. Men så sluttede han sig igen til forsamlingen og var på ny sorgløs og glad.

 

Brylluppet fortsatte i en atmosfære af tavs forventning, men hele ceremonien var overstået uden så meget som et udspil eller et eneste ord fra hædersgæsten. Da blev der hvisket om at snedkeren og bådebyggeren, forkyndt af Johannes som ”Befrieren”, ville give sig til kende under aftens festligheder, måske ved bryllupsmåltidet. Men alle forventninger om en sådan opvisning blev effektivt drevet ud af tankerne på hans seks disciple-apostle da Jesus kaldte dem sammen lige før aftensmåltidet og med stor oprigtighed sagde: ”Tænk ikke at jeg er kommet til dette sted for at udrette noget under for at tilfredsstille de sensationslystne eller for at overbevise dem som tvivler. Snarere er vi her for at vente på vor himmelske Faders vilje.” Men da Maria og de andre så ham rådføre sig med sine følgesvende, blev de helt overbevist om at noget usædvanligt snart skulle ske. Og de satte sig alle ned for at nyde bryllupsmåltidet og aftenens gode, feststemte fællesskab.

 

Brudgommens far havde fremskaffet store mængder vin til alle de gæster som var budt til bryllupsfesten, men hvordan skulle han kunne have vidst at hans egen søns ægteskabsindgåelse skulle blive en begivenhed, som var så nært forbundet med forventningen til at Jesus skulle tilkendegive sig som den messianske befrier? Han følte sig beæret over at kunne regne de ærede galilæere blandt sine gæster, men før bryllupsmåltidet var over, bragte tjenerne ham de nedslående nyheder at vinen var ved at løbe tør. Idet det formelle måltid var over og gæsterne spadserede omkring i haven, betroede brudgommens mor sig til Maria og fortalte at vinforrådet var opbrugt. Og Maria sagde betryggende: ”Bare tag det med ro - jeg skal snakke med min søn. Han vil nok hjælpe os.” Og sådan kunne hun finde på at udtale sig til trods for irettesættelsen kun nogle få timer forinden.

           

I mange år havde Maria altid vendt sig til Jesus om hjælp i hver eneste krise i deres hjemlige liv i Nazaret, så det var kun naturlig for hende at tænke på ham nu. Men denne ærgerrige mor havde endda et andet motiv for at appellere til sin ældste søn ved denne anledning. Mens Jesus stod for sig selv i et hjørne af haven, opsøgte moderen ham: ” Min søn, de har ikke mere vin,” sagde hun. ”Min gode kvinde, hvad har det med mig at gøre?” svarede Jesus. ”Men jeg tror jo at din tid er kommet.” sagde Maria. ”Kan du ikke hjælpe os?” Da svarede Jesus: ”Nok en gang slår jeg fast at jeg ikke er kommet for at gøre tingene på denne måde. Hvorfor bekymre du mig igen med alt dette?” Maria brast i gråd: ”Men min søn, jeg lovede dem at du ville hjælpe os, kan du ikke være sød at gøre noget for mig?” bad hun ham indtrængende. ”Kvinde” sagde Jesus, ”hvad har du med at afgive sådanne løfter? Sørg for at du ikke gør det engang igen. Vi må i ét og alt afvente Faderen i himmelens vilje.”

           

Maria, Jesu mor var sønderknust; hun var helt lamslået! Mens hun stod der urørlig foran ham, med tårerne strømmende nedover ansigtet, blev Jesus i sit menneskehjerte overvældet af medfølelse for den kvinde som havde båret ham frem i kødet. Han bøjede sig forover, lagde hånden ømt på hendes hovedet og sagde: ” Så så, moder Maria vær ikke bedrøvet over mine tilsyneladende hårde udtalelser, for har jeg ikke mange gange fortalt dig at jeg er kommet kun for at udføre min himmelske Faders vilje? Jeg ville gladelig gøre det du bad mig om, hvis det var en del af Faderens vilje -” og så afbrød han sig selv; han tøvede. Maria så ud til at mærke at noget var ved at ske. Hun sprang op, kastede armene om halsen på Jesus, kyssede ham og løb af sted til tjenernes rum og sagde: ”Hvad min søn end siger; så lad det blive sådan.” Men Jesus sagde ingenting. Han indså nu at han allerede havde sagt - eller snarere ønsketænkt - for meget.

           

Maria dansede af glæde. Hun viste ikke hvordan vinen ville blive lavet, men tillidsfuld troede hun at hun endelig havde overtalt sin førstefødte søn til at tilkendegive sin autoritet og vågede at træde frem og tage sin position i hævd og vise sin messianske kraft. Og på grund af tilstedeværelsen og forbindelser mellem visse af universets magter og personligheder, som alle de tilstedeværende var fuldstændig uvidende om, ville hun ikke blive skuffet. Den vin som Maria begærede og som Gudemennesket Jesus på menneskelig og medfølende vis ønskede sig, var på vej.

           

Lige ved siden stod seks stenkar fyldt med vand, indeholdende omkring halvfjerds liter. Dette vand var tænkt brugt til bryllupsfestens afsluttende renselsesceremonier. Tjenernes postyr omkring disse kæmpe stenbeholdere, under ihærdig ledelse af hans mor, tiltrak sig Jesus opmærksomhed, og da han gik derover, så han at de øste vin op, kande efter kande, fra dem.

           

Gradvis gik det op for Jesus hvad der var sket. Af alle tilstedeværende personer ved bryllupsfesten i Kana var Jesus den som blev mest overrasket. Andre havde forventet at han ville udrette et under, men det var jo akkurat det han havde sat sig for ikke at gøre. Og da kom Menneskesønnen til at tænke på advarslerne fra hans Personaliserede Retter oppe i bakkerne. Han fremkaldte mindet af hvordan Retteren havde advaret ham angående den mangel på mulighed som nogen kraft eller personlighed havde til at fratage ham den tidsuafhængighedsevne han havde som skaber. Ved denne anledning var styrkeomformere, mellemvæsener og alle andre nødvendige personligheder samlet nær vandet og andre nødvendige elementer, og stillet overfor Universets Skaber og herskers udtalte ønske fandtes der ingen mulighed for at undgå den øjeblikkelige tilsynekomst af vin. Og denne hændelse blev dobbeltsikkert i og med at den Personaliserede Retter havde meddelt at iværksættelsen af Sønnens ønske ikke på nogen måde stod i nogen modsætning til Faderens vilje.

 

Men dette var på ingen måde noget mirakel. Ingen naturlove blev hverken modificeret, ophævet eller ikke engang overskredet. Ingenting hændte udover at tiden blev ophævet i forbindelse med den himmelske sammensætning af de kemiske stoffer som behøvedes for at fremstille vinen. I Kana fremstillede Skaberens agenter vin akkurat på samme måde som de gør det ved hjælp af almindelige, naturlige processer undtagen at de gjorte det uafhængig af tid og med indgriben fra overmenneskelige medvirken når det gjaldt sammensætning i rummet af de nødvendige kemiske ingredienser.

           

Ydermere var det tydelig at udførelsen af dette såkaldte mirakel ikke var i modstrid med Paradisfaders vilje; ellers ville det ikke have indtruffet, i og med at Jesus allerede havde underlagt sig i alle henseende at udføre Faderens vilje.

 

Da tjenerne øste op af denne nye vin og bragte den til hædersmanden, ´festens herre´, og da denne havde smagt på den, kaldte han på brudgommen og sagde: ”Det er traditionen først at sætte den gode vin frem for så, når gæsterne har drukket godt, at sætte vinens dårligere frugter frem; men I har gemt den bedste vin til slutningen af festen.”

           

Maria og Jesu disciple blev vældig glade over det de mente var et mirakel som de troede Jesus havde udrettet med vilje, men Jesus trak sig tilbage til en skærmet afkrog af haven og gav sig til at tænke det hele alvorlig igennem for en kort stund. Han kom til sidst frem til at episoden var udover hans personlige kontrol, omstændighederne taget i betragtning, og at den, i og med at den ikke stred mod hans Faders vilje, var uundgåelig. Da han kom tilbage til forsamlingen, betragtede folk ham med ærefrygt; alle troede på ham som Messias. Men Jesus kom smertelig i vildrede; han vidste at de troede på ham bare på grund af den usædvanlige hændelse som de uforvarende havde været vidne til. Igen trak Jesus sig tilbage, op på hustaget for en stund, for at tænke det hele igennem.

           

Jesus forstod nu til fulde at han hele tiden måtte være på vagt om ikke hans eftergivende sympati og medlidenhed skulle komme til at forårsage gentagende episoder af denne slags. Ikke desto mindre forekom der mange lignende begivenheder før Menneskesønnen tog sin egentlige afsked med sit dødelige kødelige liv.

 

 

5. TILBAGE I KAPERNAUM

 

Skønt mange af gæsterne blev hele ugen til bryllupsfesten, drog Jesus med sine nyudvalgte disciple-apostle - James, Johannes, Andreas, Peter, Filip og Nataniel – meget tidlig næste morgen mod Kapernaum; de forsvandt uden at tage afsked med nogen. Jesu familie og alle hans venner i Kana blev temmelig skuffet over at han forlod dem så pludselig, og Juda, lillebroderen til Jesus gik ud for at søge efter ham. Jesus og hans apostle drog direkte til Zebedæus hjem i Betsaida. På denne tur omtalte Jesus mange sager af betydning for det kommende rige med sine nyudvalgte følgesvende og advarede dem specielt mod at nævne at vand var blevet gjort til vin. Han rådet dem også til at undgå byerne Sefforis og Tiberias i deres fremtidige arbejde.

           

Efter aftenmåltidet hjemme hos Zebedæus og Salome blev der samme aften afholdt et af de vigtigste møder i hele Jesu jordiske livsforløb. Kun de seks apostle var til stede; Juda kom netop som de skulle af sted. Disse seks udvalgte havde gået fra Kana til Betsaida sammen med Jesus, og det var som om de gik på luft. De var livlige af forventning og henrykte ved tanken på at de var blevet udplukket til at være Menneskesønnens nære følgesvende. Men da Jesus gav sig til at redegøre for hvem han var, hvad hans jordiske mission gik ud på og hvordan den muligvis ville ende, blev de lamslået. De kunne ikke fatte hvad det var han fortalte dem. De var målløse; selv Peter var helt ubeskrivelig knust. Kun den dybttænkende Andreas vovede at besvare de vejledende råd som Jesu gav. Da Jesus erkendte at de ikke opfattede hans budskab, da han indså hvor fuldstændig fastlåste deres tanker om den jødiske Messias var, gav han dem fri for at hvile ud mens han gik en tur og snakkede med sin bror Juda. Og før Juda tog afsked med Jesus, sagde han med stor indlevelse: ”Min faderbror, jeg har aldrig forstået mig på dig. jeg ved ikke med sikkerhed om du er det min mor har fortalt os at du er, og jeg forstår ikke helt hvad det kommende rige går ud på, men jeg ved i hvert fald at du er en kraftfuld Guds mand. Jeg hørte stemmen ved Jordan, og jeg tror på dig, uanset hvem du er. ”Og da han havde sagt dette, drog han af sted og hjem til sig selv i Magdala.

           

Den nat sov Jesus ikke. Indsvøbt i sit aftenklæde sad han ude ved søbredden og tænkte og tænkte, helt til begyndelse af næste morgen. I sine lange, natlige meditative funderinger kom Jesus til en klar forståelse af at han aldrig ville kunne få sine tilhængere til at se ham i noget andet lys end som den længe forventede Messias. Til sidst indså han at der ikke fandtes nogen anden måde at lancere sit budskab om Guds rige end som opfyldelsen af Johannes spådom og i rollen som den som jøderne ventede på. Trods alt var han, selv om han ikke var nogen Davidlignende Messias, fuldbyrdelsen af de profetiske ytringer fra de mere åndelig bevidste bland de ældre tiders seere. Aldrig mere nægtede han helt at han var Messias. Han bestemte sig for at overlade den endelige udredning af denne komplicerede situation til Faders vilje.

           

Næste morgen sluttede Jesus sig til sine venner ved morgenmaden, men de var en trøstesløs forsamling. Han holdt sig hos dem, og ved slutningen af måltidet samlede han dem rundt om sig og sagde: ”Det er min Faders vilje at vi holder os heromkring for en stund. I har hørt Johannes sige at han kom for at forberede vejen for rigets kommen; derfor er det nødvendig at vi afventer at Johannes gør sig færdig med sin forkyndervirksomhed. Når Menneskesønnens forløber har afsluttet sit arbejde, vil vi begynde at forkynde de glade nyheder om Guds rige.”Han sendte apostlene tilbage til deres fiskegarn, gjorte sig klar til at gå til bådværkstedet sammen med Zebedæus og lovede at mødes med dem dagen efter i synagogen, hvor han skulle tale, og han aftalte et møde med dem denne sabbateftermiddag.

 

 

 

6. EN SABBATSDAGS HÆNDELSER

 

Jesu første offentlige fremtræden efter at han blev døbt, var i synagogen i Kapernaum på sabbatten den 2 marts år 26 e.Kr. Synagogen var helt overfyldt med folk. Historien om dåben i Jordanfloden var nu blevet forøget med de friske nyheder fra Kana om vandet og vinen. Jesus lod sine seks apostle få æressiddepladser, og ved siden af dem sad hans kødelige brødre James og Juda. Hans mor, som var vendt tilbage til Kapernaum sammen med James aftenen før, var også til stede og sat i synagogens kvindesektion. Hele forsamlingen var på mærkerne; de forventede at få et eller anden ualmindelig opvisning af overnaturlig kraft at se som skulle være et passende vidnesbyrd om hans natur og autoritet, han som den dag skulle tale til dem. Men de skulle uundgåelig komme til at blive skuffet.

           

Da Jesus rejste sig, rakte synagogens øverste ham skriftrullen, og han læste fra profeten Isaja: ”Så siger Herren: ‘Himmelen er min trone, og jorden mine fødders skammel; hvad hus kunne I bygge mig, og hvor skulle der findes et hvilested for mig? Alt dette har min hånd gjort, og således blev alt dette til, ‘ siger Herren. ‘Men den jeg vil se til, er den elendige, og den som har en sønderknust ånd og er forfærdet over mit ord.’ Hør Herrens ord, I som er forfærdet over hans ord! Eders brødre som hader eder, som støder eder fra sig for mit navns skyld, ‘ Lad Herren vise sin herlighed, så vi kan få hans glæde at se! Men de skal blive til skamme. En lyd fra byen, en røst fra templet, en stemme fra Herren siger: ”Før hun fik fødselsveer, har hun født; før hendes smerte kom, havde hun født et menneskebarn. ‘Hvem har hørt sådan noget? Skal jorden frembringes på en dag? Eller fødes et folk på en gang? For således siger Herren: Se, jeg lader fred komme som en flod, og selv de fremmedes herlighed skal være som en overstrømmende bæk. Som en mor trøster sit barn, således vil jeg trøste eder, i Jerusalem skal I få trøst. Og I skal se det, og eders hjerte skal fryde sig.”

           

Da Jesus var færdig med at læse, afleverede han rullen tilbage til dens vogtere. Før han satte sig, sagde han bare: ”Vær tålmodige, og I skal få Guds herlighed at se; således skal det endda være for alle dem som holder sig ved min side og således lærer at udføre min himmelske Faders vilje.” Og folk gik hjem til deres huse undrende sig på hvad alt dette skulle betyde.

 

Den eftermiddag gik Jesus og hans apostle, sammen med James og Juda, om bord i en båd og roede et lille stykke ned langs kysten hvor de ankede op mens han snakkede med dem om det kommende rige. Og de forstod mere end de havde gjort torsdags aften.

           

Jesus beordrede dem til at tage sig af deres sædvanlige pligter indtil ”rigets tid skal komme.” Og for at opmuntre dem, gik han foran med et eksempel ved at vende tilbage til sit sædvanlige arbejde i bådværkstedet. I det han forklarede at de skulle tilbringe tre timer hver aften på at studere og forberede sig på deres fremtidige arbejde, sagde Jesus yderligere: ”Vi vil alle holde os her til Faderen beder mig om at kalde på jer. Hver og en af jer må nu vende tilbage til sit sædvanlige arbejde som om ingenting har hændt. Fortæl ingen om mig og husk at mit rige ikke vil komme med støj og stads, men snarere må det komme gennem den store forandring som min Fader vil have tilberedt i jeres egne hjerter og i hjerterne til dem som skal tilkaldes for at slutte sig til jer i Guds riges rådsforsamling. I er nu mine venner, jeg stoler på jer og jeg elsker jer; I kommer snart til at blive mine personlige følgesvende. Vær tålmodige, vær venlige. Vær altid lydige overfor Faderens vilje. Gør jer klar for Guds riges anråbelse. Selv om I vil opleve stor glæde ved at tjene min Fader, burde I også være forberedte på vanskeligheder, for jeg advarer jer om at det kun er gennem hårde prøvelser at mange vil træde ind i Guds rige. Men de som har fundet Guds rige, vil fyldes med glæde, og de vil blive kaldt jordens velsignede. Men gå ikke omkring med falske forhåbninger; verden vil komme i vildrede over mine ord. Selv I, mine venner, fatter ikke helt hvad det er jeg åbenbarer for jeres forvirrede sind. Begå ikke fejl; vi begiver os ud for at arbejde for en generation af mirakelsøgere. De vil afkræve under som bevis på at jeg er sendt af min Fader, og de vil være tungnemme til at erkende at det som giver min mission troværdighed er åbenbaringen af min Faders kærlighed.”

           

Denne aften, efter at de var gået i land igen, blev Jesus, før de gik videre, stående ved vandkanten og bad: ”Min Fader, jeg takker dig for disse små som trods al deres tvivl allerede tror. Og for deres skyld har jeg sat mig selv til side for at udføre din vilje. Og måtte de nu lære at være som én, sådan som vi er én.”

 

 

7. FIRE MÅNEDER MED OPLÆRING

 

I fire lange måneder - marts, april, maj og juni - fortsatte denne ventetid; Jesus havde over et hundrede lange og seriøse, men alligevel muntre og glædespredende sammenkomster med sine seks følgesvende og sin egen bror James. På grund af sygdom hjemme hos familien havde Juda sjælden nogen mulighed for at deltage i disse undervisningstimer. James mistede ikke troen på sin bror Jesus, men i løbet af disse afventende måneder, hvor de ikke foretog sig noget særlig, blev Maria næsten fortvivlet over sin søn. Hendes tro, som havde nået stor højde i Kana, faldt nu ned til nye bundniveauer. Hun kunne ikke andet end igen at ty til sit samme fortærpet udbrud: ”Jeg forstår ham ikke. Jeg begriber ikke hvad alt dette skal betyde.” Men James kone bidrog meget til at styrke Marias mod.

           

I løbet af disse fire måneder blev de syv troende, den ene hans egen kødelige bror, bedre kendt med Jesus; de vænnede sig efterhånden til tanken om at leve sammen med dette gudemenneske. Selv om de kaldte ham Rabbi, lærte de ikke at være bange for ham. Jesus havde en uforlignelig mildhed over sin personlighed som gjorte ham i stand til at leve blandt dem uden at hans guddommelighed virkede afskrækkende på dem. De fandt det vældig let at være ‘venner med Gud’, Gud inkarneret i det dødelige kødets skikkelse. Denne ventetid satte hele gruppen af troende på en alvorlig prøvelse. Ingenting, overhovedet intet mirakuløst skete. Dag efter dag fortsatte de med deres sædvanlige arbejde, mens de aften efter aften sat ved Jesus fødder. Og det var hans enestående personlighed og de bevingede ord han meddelte dem på disse aftener, som holdt dem sammen.

           

Denne periode med ventetid og undervisning var specielt vanskelig for Simon Peter. Stadigvæk forsøgte han at overtale Jesus til at gå i gang med at forkynde Guds rige i Galilæa mens Johannes fortsatte sin forkyndelse i Judæa. Men Jesus svar til Peter var altid: ”Vær tålmodig, Simon. Gør fremskridt. Vi kan knapt nok få forberedt os godt nok inden Faderen kalder på os.” Og Andreas ville af og til berolige Peter med sine mere sindige og filosofiske tanker. Andreas var voldsomt imponeret over den naturlige menneskelighed hos Jesus. Han blev aldrig træt af at undres over hvordan en som kunne leve så nær Gud, også kunne være så venlig og hensynsfuld overfor andre mennesker.

           

I løbet af hele dette tidsrum talte Jesus kun to gange i synagogen. Hen imod slutningen af alle disse uger med ventetid var der begyndt at blive mindre snak om hans dåb og vinen i Kana. Og Jesus sørgede i denne periode for at der ikke længere skete noget mere som ville blive opfattet som mirakler. Men selv om de levede så stilfærdig i Betsaida, var rapporter om Jesu mærkelige foreteelser kommet Herodes Antipas for øret, hvorpå han sendte spioner ud for at finde ud af hvad det var han var i gang med. Men Herodes var mere optaget af Johannes og hans forkyndelse. Han bestemte sig for ikke at genere Jesus, som arbejdede så stilfærdig i Kapernaum.

           

I denne ventetid satte Jesus sig for at lære sine følgesvende om hvilken holdning de skulle indtage overfor de forskellige religiøse grupperinger og politiske partier i Palæstina. Jesu sagde altid: ”Vi prøver at trække dem alle til os, men vi tilhører ingen af dem.”

 

Farisæerne var fællesbetegnelse på rabbinere og de skriftlærte. De omtalte sig selv som ”embedsbrødrene.” På mange måder var de den progressive gruppe blandt jøderne, og de havde taget mange læresætninger til sig som ikke havde nogen klar parallel i de hebræiske skrifter, såsom troen på de dødes opstandelse, en lære som kun var nævnt af den senere profet, Daniel. 

 

Saddukæerne bestod af præsteskabet og visse velstående jøder. De tog ikke detaljerne omkring håndhævelsen af loven så nøje. Farisæerne og saddukæerne var egentlig religiøse partier snarere end sekter.

 

Essenserne var virkelig en religiøs sekt som var opstået under Makkabeeroprøret, og deres påbud var i nogle henseender strengere end farisæernes. De havde taget mange persiske trosforstillinger og udøvelsesformer til sig og levede som et broderskab i klostre, afholdt sig fra ægteskab og ejede alt fælles. De specialiserede sig i undervisning om engle.

 

Zeloterne var en gruppe ihærdige jødiske patrioter. De støttede det syn at alle mulige slags metoder kunne retfærdiggøres i kampen for at løsrive sig fra trældommen under det romerske åg.

 

Herodianerne var et rendyrket politisk parti som støttede løsrivelsen fra romernes direkte overherredømme ved at man skulle genrejse Herodesdynastiet.

 

Midt i blandt folket i Palæstina boede samaritanerne som ”jøderne ikke havde noget at gøre med,” selv om deres synspunkter ofte kunne have meget til fælles med den jødiske lære.

 

Alle disse partier og sekter, deriblandt det noget mindre Nazarær broderskab, troede at Messias en dag skulle komme. Alle ventede de på en national befrier. Men Jesus gjorte det ganske udtrykkelig klart at han og hans disciple ikke skulle blive allieret med nogen af disse skolers udøvelses- eller tankeretninger. Menneskesønnen var hverken Nazaræer eller Essener.

I det Jesus senere anmodede apostlene om at gå ud, sådan som Johannes havde gjort det, og fortælle om evangeliet og lære de troende op, lagde han vægt på at det var ”de gode nyheder om himmelriget” som skulle forkyndes. Han lod aldrig være med at indprente overfor sine følgesvende at de måtte ”vise kærlighed, medfølelse og sympati.” Tidlig lærte han sine tilhængere at himmelriget var en åndelig erfaring som havde at gøre med at indsætte Gud i menneskenes hjerter.

           

Mens de altså ventede før de skulle begive sig ud på deres aktive forkyndelse overfor offentligheden, tilbragte Jesus og de syv to aftener hver uge i synagogen hvor de studerede de hebræiske skrifter. I de senere år efter perioder med intens arbejde overfor offentligheden, så apostlene tilbage på disse fire måneder som de bedste og mest værdifulde af al deres tid sammen med Mesteren. Jesus lærte disse mennesker alt det de var i stand til at tage ind. Han begik ikke den fejl at prøve at lære dem for meget. Han drev dem ikke til forvirring ved at præsentere sandheder langt over deres fatteevne.

 

 

8.  PRÆDIKEN OM GUDS RIGE

 

På sabbatten den 22. juni, lige før de drog ud på deres første forkyndelsesrejse og omtrent ti dage efter at Johannes var kastet i fængsel, talte Jesus fra prædikestolen i synagogen for anden gang siden han kom med apostlene til Kapernaum.

           

Nogle få dage før denne prædiken om ”Guds rige,” mens Jesus arbejdede i bådværkstedet, bragte Peter ham nyheden om at Johannes var blevet arresteret. På ny lagde Jesus redskaberne fra sig, tog sit forklæde af og sagde til Peter: ”Faderens time er kommet. Lad os gøre os klar til at bekendtgøre evangeliet om Guds rige.”

           

Jesus arbejdede ved snedkerbænken for sidste gang på denne tirsdag den 18. juni i år 26 e.Kr. Peter stormede ud af værkstedet, og hen på eftermiddagen havde han samlet alle sine følgesvende. Og mens han efterlod dem i en lund ved stranden, gik han for at lede efter Jesus. Men han kunne ikke finde ham, for Jesus var gået til en anden lund for at bede. Og de fik ham ikke at se før sent den aften da han vendte tilbage til Zebedæus hjem og bad om mad. Næste dag sendte han sin bror James for at spørge om det privilegium at tale i synagogen næste sabbatdag. Og synagogens øverste blev meget glad over at Jesus igen var villig til at lede gudstjenesten.

           

Før Jesus holdt denne mindeværdige prædiken om Guds rige, som var det første fordringsfulde fremstød i hans offentlige virke, læste han følgende uddrag af skriften op: ”I skal være for mig som et rige af præster, et helligt folk. Jahvé er vores dommer. Jahvé er vores lovgiver, Jahvé er vores konge; han skal frelse os. Jahve er min konge og min Gud. Han er en stor konge over hele jorden. Kærligfuld godhed er over Israel i hans rige. Velsignet være Guds herlighed, for han er vores konge.”

Da han var færdig med at læse, sagde Jesus:

 

”Jeg er kommet for at forkynde oprettelsen af Faderens rige. Og med i dette rige er de tilbedende sjæle hos jøder og ikke jøder, rige og fattige, frie og trælbundne, for min Fader deler ikke personlig respekt ud; hans kærlighed og hans nåde er over alle.

           

”Faderen i himlen sender sin ånd for at dvæle i menneskesindene, og når jeg har fuldført mit arbejde på jorden, skal Sandhedens Ånd på samme vis udøses over alt kød. Og min Faders Ånd og Sandhedens Ånd skal føre dem ind i det kommende rige af åndelig forståelse og guddommelig retskaffenhed. Mit rige er ikke af denne verden. Menneskesønnen vil ikke lede hærstyrker i strid for at oprette en magtens trone eller et rige af verdslig pragt. Når mit rige er kommet, skal I kende Menneskesønnen som Fredsprinsen, åbenbaringen af den evige Fader. Denne verdens børn slås for at oprette og udvide denne verdens riger, men mine disciple skal træde ind i himmelriget i kraft af sine moralske beslutninger og sine åndelige sejre; og når de først er trådt ind i det, skal de finde glæde, retfærdighed og evig liv.

           

”De som først søger at træde ind i riget og derved begynder at stræbe efter en ædel karakterstyrke lig den min Fader kendes ved, skal herefter få alt hvad de behøver. Men jeg siger til jer i al oprigtighed; Om I ikke søger adgang til Guds rige med en tro og et tillidsfuld afhængighedsforhold som hos et lille barn, skal I på ingen måde få adgang.

           

”Lad jer ikke bedrage af dem som kommer og siger at riget er her eller riget er der, for min Faders rige angår ikke med det som er synlig og materielt. Og selv nu er dette rige hos jer, for der hvor Guds Ånd retleder menneskets sjæl, der findes i virkeligheden himmelriget. Og dette Guds rige er retskaffenhed, fred og glæde i den Hellige ånd.

           

”Johannes døbte jer som tegn på omvendelse og jeres synders forladelse, men når I træder ind i det himmelske rige, vil I blive døbt med den Hellige Ånd.

           

”I min Faders rige skal der hverken findes jøder eller ikke jøder, kun dem som søger at blive perfekte gennem at tjene, for jeg erklærer at den som vil blive stor i min Faders rige må først blive alles tjener. Hvis I er villige til at tjene jeres medmennesker, skal I også kunne sætte jer sammen med mig i mit rige, selv som jeg, ved at tjene dem som er af skabelsens skikkelse, herved skal sætte mig ved min Fader i hans rige.

           

”Dette nye rige er som et frø som vokser i god agerjord. Det bringer ikke sine frugter frem så hurtigt. Der ligger en tidsinterval mellem dets oprettelse i menneskesjælen og det tidspunkt hvor riget modnes og giver frugt i form af retskaffenhed i evig tid og evig frelse.

           

”Og dette rige som jeg bekendtgør for jer er ikke et regime af magt og velstand. Himmelriget drejer sig ikke om mad og drikke, men heller om et liv i øgende retskaffenhed og tiltagende glæde i stadig mere fuldkommen tjeneste for min Fader i himmelen. For har ikke Faderen sagt om denne verdens børn: ‘Det er min vilje at de med tiden bliver perfekte, ligesom jeg selv er perfekt.’

           

”Jeg er kommet for at forkynde de glade nyheder om Guds rige. Jeg er ikke kommet for at lægge flere tunge byrder på dem som ønsker at træde ind i riget. Jeg bekendtgør den nye og bedre vej, og de som klarer at træde ind i det kommende rige skal nyde den guddommelige udhvilethed. Og hvad det end skal koste jer af det som hører denne verden til, uanset hvilken pris I betaler for at træde ind i himmelens rige, skal I få igen mange gange mere glæde og åndelig fremskridt i denne verden og i den tid som kommer, det evige liv.

           

”For at træde ind i Faderens rige behøver man ikke vente på marcherende hærstyrker eller at riget af denne verden skal styrtes i grus, eller at undertrykkernes åg skal sønderbrydes. Himmelens rige er for hånden, og alle de som træder ind i det, skal kende friheden i overflod og den glædelige frelse.

           

”Dette Guds rige er et evigvarende herredømme. De som træder ind i riget skal stige op til min Fader, de vil så afgjort nå hans herligheds højre hånd i Paradis. Og alle som træder ind i himmelriget skal blive Guds sønner, og i tiden som kommer, skal de således stige op til Faderen. Og jeg er ikke kommet for at kalde på de selvudnævnte retfærdige, men på synderne og alle som hunger og tørster efter den guddommelige perfektions retskaffenhed.

           

”Johannes kom og opfordrede til omvendelse for at forberede jer på Guds rige; nu er jeg kommet for at forkynde troen, Guds gave, som er prisen for at komme ind i himmelriget. Hvis I bare vil tro at min Fader elsker jer med en uendelig kærlighed, da er I inde i Guds rige.”

 

Da han havde sagt dette, satte han sig ned. Alle som hørte på, blev forbløffet over hans ord. Hans disciple forundrede sig. Men folk var ikke forberedt på at modtage de gode nyheder fra læberne af dette Gud-menneske. Omtrent en tredjedel af dem som hørte ham, troede på budskabet selv om de ikke helt kunne forstå det; omtrent en tredjedel forberedte sig i deres hjerter på at afvise en sådan rendyrket åndelig forestilling om det ventende rige, mens den sidste tredjedel ikke forstod hvad han sagde, og mange af dem troede at han ”ikke var ved sine fulde fem.”




Back to Top