(UF-DAN-001-2017-1)



 Download Copyright © Urantia Foundation

URANTIA BOGEN

KAPITEL 121

 

FORHOLDENE PÅ TIDEN FOR MIKAELS OVERDRAGELSE

Jeg er en anden gradens mellemvæsen, der engang var tilknyttet apostlen Andreas og arbejder under tilsyn af en kommission af tolv medlemmer af det Forenede Broderskab bestående af mellemvæsener på Urantia. Denne kommission er under fælles protektion af lederen af vores klasse og den Melkisedek som har ansvar for arkivet. Jeg er bemyndiget til at nedskrive historien om de begivenheder, der fandt sted i løbet af det liv som Jesus af Nazaret levede, sådan som de blev observeret af min klasse af jordiske væsener, og som de senere delvist blev nedskrevet af denne person, der var under min jordiske beskyttelse. Velvidende, om hvor omhyggeligt hans Mester undgik at forlade noget skrevet efter sig, nægtede Andreas ihærdigt at tage kopier af sin nedskrevne historie. En lignende holdning blandt de andre apostle til Jesus forsinkede skrivningen af evangelierne betydeligt.

 

1. VESTEN UNDER DET FØRSTE ÅRHUNDREDE EFTER KRISTUS

Jesus kom ikke til denne verden i en tid med åndeligt forfald. På tidspunktet for hans fødsel oplevede Urantia en sådan fornyelse af åndelig tænkning og et religiøst liv, som ikke havde fundet sted i løbet af hele sin tidligere historie siden Adam og heller ikke har oplevet i nogen tidsalder siden. Da Mikael inkarnerede på Urantia var der de mest gunstige betingelser for Skabersønnens overdragelse, der nogensinde har eksisteret før eller efter dette tidspunkt. I århundrederne lige før disse tider, havde den græske kultur og det græske sprog spredt sig til Vesten og Mellemøsten, og jøderne som var en Levantinsk race, i sin natur delvis vesterlandsk og delvis østerlandske, var særdeles velegnet til at udnytte disse kulturelle og sproglige betingelser for effektivt at sprede en ny religion til både øst og vest. Disse mest gunstige omstændigheder, var yderligere forstærket af romerne tolerante politiske herredømme i Middelhavsverden.

Hele denne kombination af verdens påvirkninger er godt illustreret af Paulus aktiviteter, som i sin religiøse kultur var den mest hebraiske blandt hebræerne, og som proklamerede evangeliet om en jødisk Messias på græsk, mens han selv var en romersk statsborger.

Intet som lignede den civilisation, der eksisterede på Jesu tid er blevet set i Vesten før eller efter denne tid. Den europæiske civilisation blev forenet og koordineret i en meget specifik tredobbelt indflydelse, som bestod af:

                      1. De romerske politiske og sociale systemer.

                      2. Det græske sprog og den græske kultur - og til en vis grad filosofi.

                      3. Den hastigt spredende indflydelse fra den jødiske religiøse og moralske lære.

Da Jesus blev født, var hele Middelhavsverden et fusioneret imperium. For første gang i verdenshistorien forbandt gode veje mange store centre med hinanden. Havene var blevet ryddet for pirater, og en storslået tid af handel og samfærdsel rykkede hurtigt fremad. Europa oplevede ikke en tilsvarende periode med rejser og handel, indtil det nittende århundrede efter Kristus.

På trods af freden i landet og den overfladiske velstand i den græsk-romerske verden, vansmægtede størstedelen af ​​indbyggerne i imperium i elendighed og fattigdom. Den lille overklasse var rig; den store masse af menneskeheden tilhørte en elendig og forarmede lavere klasse. Der var ingen glad og velstående middelklasse i disse dage; den var kun lige begyndt at dukke op i det romerske samfund.

De første kampe mellem de ekspanderende romerske og parthiske stater var for nylig afsluttet, hvor Syrien gik til romerne. Under Jesu tid, nød Palæstina og Syrien en periode med velstand, relativ fred, og omfattende samhandel med lande i både Øst og Vest.

 

2. DET JØDISKE FOLK

Jøderne var en del af den ældre semitiske race, der også omfattede babylonierne, fønikerne og de nyere fjender af Rom, kartaginienserne. I begyndelsen af ​​det første århundrede e.Kr. var jøderne den mest indflydelsesrige gruppe blandt de semitiske folkeslag, og de befandt sig tilfældigvis i en ekstraordinær strategisk geografisk position i verden som dengang var styret og organiseret for handel.

Mange af de store hovedveje, der forenede de gamle nationer gik gennem Palæstina, som dermed blev mødested for eller korsvej til tre kontinenter. Rejsende, varetransport og hære fra Babylonien, Assyrien, Egypten, Syrien, Grækenland, Parthien, og Rom drog efter hinanden hen over Palæstina. Siden oldtiden var mange karavaneruter fra Orienten gået gennem en del af denne region for at nå de gode havne, der fandtes ved Middelhavets østlige ende, hvorfra skibe, transporterer gods til alle de vestlige kyster. Mere end halvdelen af ​​denne karavanetrafik passerede gennem eller i nærheden af ​​den lille by Nazaret i Galilæa.

Selvom Palæstina var hjemsted for jødisk religiøs kultur og fødestedet for kristendommen, var jøderne spredt ud i verden. De levede blandt mange nationer og drev handel med hver provins i de romerske og parthiske stater.

Grækenland bidrog med et sprog og en kultur, Rom byggede veje og forenet et imperium, men jødernes spredning med deres mere end to hundrede synagoger og velorganiserede religiøse samfund spredt her og der i hele den romerske verden, tilbød de kulturelle centre, hvor det nye evangelium om Himmeriget først fandt indledende modtagelse og hvorfra det senere bredte sig til verdens yderste ender.

Hver jødisk synagoge tillod et mindre antal af ​​hedenske troende, "fromme" eller "gudfrygtige" folk, og det var blandt denne udkant af ​​proselytter, at Paulus fandt flertallet af dem, der først lod sig omvende til kristendommen. Selv templet i Jerusalem havde sin udsmykkede gårdsplads for ikke-jøderne. Der var en meget tæt forbindelse mellem kultur, handel, og tilbedelse af Jerusalem og Antiokia. I Antiokia blev Paulus disciple for første gang kaldt "kristne".

Centraliseringen af ​​den jødiske tempel tilbedelse i Jerusalem var lige så hemmelig for bevarelsen af ​​deres monoteisme som løftet om at værne om og sprede til verden en ny og udvidet begreb om denne Gud for alle nationer og Fader af alle dødelige. Tempeltjenesten i Jerusalem repræsenterede overlevelsen af ​​et religiøst kulturelt koncept, set i lyset af en faldende rækkefølge af nationale hedenske herremænd og raceforfølgere.

Selvom det jødiske folk på det tidspunkt var under romersk overherredømme, nød de dog en betydelig grad af selvstyre, og fordi de huskede de seneste heroiske udfrielses bedrifter udført af Judas Mackabee og hans umiddelbare efterfølgere, så sydede de af forventning om den umiddelbare fremtræden af en endnu større befrier, den længe ventede Messias.

Hemmeligheden om overlevelsen af Palæstina, det jødiske kongerige, som en halv-uafhængig stat i den romerske regerings udenrigspolitik, hvis mål var at bevare kontrollen af ​​den palæstinensiske hovedvej af ​​færdsel mellem Syrien og Egypten samt kontrol over de vestlige endepunkter i karavanevejene mellem østerlandet og vesten. Rom ønskede ikke, at der i Levanten skulle opstå nogen magt, der kunne bremse dens videre ekspansion i disse regioner. Denne politik, der gik ud på intriger og havde til formål at opildne det Seleukidiske Syrien og Ptolemæiske Egypten mod hinanden, gjorde det nødvendigt at forsvare Palæstina som en selvstændig og uafhængig stat. Roms politik, Egyptens degeneration og den gradvise svækkelse af det Seleukidiske rige overfor Parthiens stigende magt forklarer, hvorfor en lille og militært underlegne jøde etnisk gruppe var i stand til at opretholde sin uafhængighed både mod Seleukider i nord og Ptolemæerne i syd. Denne tilfældige frihed og uafhængighed i forhold til de omkringliggende og mere kraftfulde folkeslags politiske herredømme tilskrev jøderne deres status som det "udvalgte folk", Jahves direkte indgriben. En sådan holdning af racemæssig overlegenhed gjorde det sværere for dem at udholde det romerske overherredømme, da det endelig faldt på deres jord. Selv i denne triste time nægtede jøderne at lære, at deres mission i verden var åndelig, ikke politisk.

Jøderne var usædvanligt ængstelige og mistænksomme på Jesu tid fordi de blev regeret af en udefrakommende, idumæeren Herodes, som havde erhvervet magt over Judæa ved behændigt at indynde sig med de romerske herskere. Selvom Herodes erklærede sin loyalitet over for de hebraiske ceremonielle skikke, begyndte han at bygge templer for mange mærkelige guder.

Herodes venskabelige forbindelser med de romerske herskere gjort verden sikker for jødernes rejser og åbnede dermed vejen for dem med det nye evangelium om Himmeriget til at trænge dybere ind i selv fjerntliggende dele af Romerriget og i fremmede lande, der var allierede. Herodes regeringstid bidrog også meget til at den hebraiske og den hellenistiske filosofi yderligere blev blandet med hinanden.

Herodes byggede havnen i Kæsarea, hvilket yderligere bidrog til at gøre Palæstina til et knudepunkt mellem den civiliserede verden. Han døde i 4 f. Kr., Og hans søn Herodes Antipas styrede Galilæa og Perea under Jesu ungdom og offentlig virke, indtil år 39 e.Kr. Antipas var ligesom sin far, en der byggede en masse. Han genopbyggede mange af byerne i Galilæa, herunder den vigtige handel center Sepphoris.

De religiøse ledere og rabbinske lærere i Jerusalem opførte sig ikke særlig venlig overfor Galilæerne. Galilæa var mere hedensk end jødisk på tidspunktet for Jesu fødsel.

 

3. FORHOLDENE BLANDT IKKE-JØDER

Selv om den sociale og økonomiske tilstand af den romerske stat ikke var af højeste klasse, var der fred og velstand som rådede over så store områder til gavn for Mikaels overdragelse. I det første århundrede efter Kristus bestod samfundet i Middelhavsverden af fem veldefinerede lag:

                      1. Aristokratiet. Overklassen med penge og officiel magt, de privilegerede og herskende grupper.

                      2. Forretningsmæssige grupper. Handelsfyrster og bankfolk, købmændene - de store importører og eksportører - de internationale handelsmænd.

                      3. Den lille middelklasse. Selv om denne gruppe var virkelig lille var den meget indflydelsesrig og dannede den moralske rygrad i den tidlige kristne kirke, som tilskyndede disse grupper til at fortsætte i deres forskellige håndværk og handler. Blandt jøderne hørte mange af farisæerne til denne klasse af håndværkere.

                      4. Det frie proletariat. Denne gruppe havde lidt eller ingen social status. Selvom de, der tilhørte gruppen var stolte af deres frihed, var de i en højst ufordelagtig position, fordi de skulle konkurrere med slavearbejdere. Overklassen foragtede dem og betragtede dem som ubrugelige til andet end "avl".

                      5. Slaver. Halvdelen af ​​befolkningen i den romerske stat var slaver. Mange var overlegne personer, der hurtigt flyttet op til det frie proletariat og endda til kredsen af ​​fagfolk. Flertallet var middelmådigt eller meget lavtstående.

                      Slaveri, selv af højerestående folk, var noget, der tilhørte den romerske militære erobring. Ejerens magt over sin slave var absolut. Den tidlige kristne kirke bestod stort set af de lavere klasser og disse slaver.

                      Højerestående slaver fik ofte løn og kunne ved at gemme deres indtjening købe sig til frihed. Mange sådanne slaver, havde befriet sig frem til høje stillinger i staten, kirken og erhvervslivet. Det var netop disse muligheder, der gjorde den tidlige kristne kirke så tolerante over for denne modificerede form for slaveri.

Der var ingen udbredte sociale problemer i Romerriget i det første århundrede efter Kristus. Det meste af befolkningen betragtede sig som tilhørende den gruppe, inden for hvilken de tilfældigvis var blevet født. Døren var altid åben, hvorigennem talentfulde og dygtige personer kunne gå videre fra lavere til højere lag af romerske samfund, men folk var generelt tilfredse med deres position i samfundet. De var ikke klassebevidste, og de betragtede ikke disse klasseforskelle som uretfærdig eller forkert. Kristendommen var på ingen måde en økonomisk social bevægelse med den hensigt at forbedre undertrykte klassers elendighed.

Selvom kvinden nød mere frihed i hele det romerske imperium sammenlignet med den begrænsede position som hun havde i Palæstina, oversteg jødernes kærlighed til familien og deres naturlige hengivenhed langt, hvad der skete i den hedenske verden.

 

4. DEN IKKE-JØDISKE FILOSOFI

De som ikke var jøder, stod ud fra et moralsk synspunkt, noget lavere end jøderne, men der var i hjerterne hos deres ædlere repræsentanter en rigelig grobund af naturlig godhed og potentiel menneskelig hengivenhed, hvorfra kristendommens frø kunne spire og frembringe en rigelig høst af moralsk karakterfasthed og åndelig præstation. Den ikke-jødiske verden var dengang domineret af fire store filosofier, alle mere eller mindre afledt af tidligere platonisme blandt grækerne. Disse filosofiske skoler var:

                      1. Epikuræisme. Denne tankeskole var dedikeret i en stræben efter at være lykkelig, for lykke. De højerestående Epikuræerne helliget sig ikke til overdrevne sanselige nydelser. I det mindste hjalp denne doktrin til at befri romerne fra en værre form for fatalisme; den lærte, at mennesker kunne gøre noget for at forbedre deres jordiske status. Den førte en effektiv bekæmpelse af uvidende overtro.

                      2. Stoicisme. Stoicismen var de øverste samfundsklassers højerestående filosofi. Stoikerne mente, at en kontrollerende Årsag-Skæbne dominerede hele naturen. De lærte, at menneskets sjæl var guddommelig, at den blev fængslet i den onde krop af fysisk karakter. Menneskets sjæl vandt sin frihed ved at leve i harmoni med naturen, med Gud; således blev dyden sin egen belønning. Stoicismen opnåede en storslået moral, idealer som aldrig siden er blevet overgået af noget rent menneskelige system af filosofi. Selv om stoikerne erklæret sig for "Guds afkom" lærte de ikke at kende ham, og lykkedes derfor ikke at finde ham. Stoicisme forblev en filosofi; den blev aldrig en religion. Dens tilhængere søgte at tilpasse deres sind til harmonien i det universelle sind, men de kunne ikke se sig selv som børn af en kærlig Fader. Paul lænede sig stærkt opad stoicisme, da han skrev: "Jeg har lært at være tilfreds med de omstændigheder, i hvilken jeg finder mig selv."

                      3. Kynisme. Selvom Kynikerne sporede oprindelsen af deres filosofi til Diogenes i Athen, nedstammer meget af deres doktrin fra resterne af ​​Makiventa Melkisedek lære. Kynismen havde tidligere været mere af en religion end en filosofi. I det mindste gjorde kynikerne deres religion-filosofi demokratisk. Ude på landet og markedspladser prædikede de vedvarende deres doktrin, at "mennesket kunne redde sig selv, hvis det ønskede det." De prædikede enkelhed og dyd og opfordrede menneskerne til at møde døden frygtløst. Disse vandrende prædikanter i kynisme gjorde meget for at forberede de åndeligt sultne mennesker til de senere kristne missionærer. Deres måde at prædike for folket fulgte stort set samme mønster og samme stil som findes i Paulus breve.

                      4. Skepticisme. Skepticismen hævdede, at viden var vildledende, og at overbevisning og sikkerhed var umuligheder. Det var en rent negativ holdning og skepticisme fik aldrig nogen større udbredelse.

Disse filosofier var halvt religiøse. De var ofte oplivende, etiske og forædlende, men generelt var de over niveauet for de almindelige mennesker. Med den mulige undtagelse af Kynisme, var de filosofier for de stærke og de kloge, ikke frelserreligioner for selv de fattige og svage.

 

5. DE IKKE-JØDISKE RELIGIONER

Under alle de foregående tidsaldre havde religionen primært været stammens eller nationens affære. Den havde ikke ofte været noget individet bekymrede sig om. Guderne var stammeledere eller nationale guder, ikke personlige guder. Sådanne religiøse systemer gav ikke meget tilfredsstillelse for den individuelle åndelige længsel som det gennemsnitlige menneske havde.

Under Jesu tid bestod de vestlige religioner af:

                      1. De hedenske kulter. Disse var en kombination af hellensk og latin mytologi, patriotisme, og tradition.

                      2. Kejser tilbedelse. Denne guddommeliggørelse af mennesket som et symbol på staten blev afvist meget kraftigt af jøderne og de tidlige kristne og førte direkte til den romerske regerings bittert forfølgelse af begge kirker.

                      3. Astrologi. Denne pseudo videnskab fra Babylons udviklede sig til en religion i hele det græsk-romerske imperium. Ikke engang i det tyvende århundrede er mennesket blevet helt fri for denne overtroiske tro.

                      4. Mysteriereligionerne. Over denne åndeligt sultne verden var en strøm af mysteriekulter dukkede op, nye og mærkelige religioner fra Levanten, der havde betaget almindelige mennesker, og havde lovet dem individuel frelse. Disse religioner blev hurtigt den accepterede tro, af de lavere klasser i den græsk-romerske verden. De havde stor betydning i at forberede vejen for den hurtige spredning af de langt højerestående kristne lærdomme, som udviklede en majestætisk opfattelse af guddommen, forbundet med en spændende teologi for de intelligente og et omfattende tilbud om frelse for alle, herunder de uvidende, men åndeligt sultne gennemsnitlige mennesker af disse tider.

                      Mysteriereligionerne indebar afslutningen på de ​​nationale overbevisninger og førte til fremkomsten af ​​talrige personorienterede sekter. Mysterierne var mange, men blev alle kendetegnet af følgende faktorer:

                      1. Nogle mytiske legende, et mysterium - deraf deres navn. Som regel var dette mysterium knyttet til historien om nogle guders liv og død, og genopvækkelse til ​​livet, som det fremgår af Mithraskultens læren, som for en tid var samtidig med og konkurrent til Pauls spirende kult af kristendommen.

                      2. Mysterierne blev ikke bundet til nationerne, og de strakte sig over racemæssige grænser. De var personlige og broderlige, og gav oprindelse til religiøse broderskaber og mange sekteriske samfund.

                      3. Deres tilbedelse var præget af omfattende indvielsesceremonier og imponerende sakramenter. Deres hemmelige ceremonier og ritualer blev undertiden grusomme og afskyelige.

                      4. Uanset arten af ​​deres ceremonier eller graden af ​​deres udskejelser lovede disse mysterier uvægerligt deres tilhængere frelse, "udfrielse fra det onde, overlevelse efter døden, og et fortsat liv i salige riger uden denne verden af ​​sorg og slaveri."

I må imidlertid ikke begå den fejl at forveksle Jesu lære med mysterierne. Mysteriernes popularitet afslører menneskets ønske om overlevelse og er således et udtryk for en reel sult og tørst efter personlig religion og individuel retfærdighed. Selvom mysterier ikke i tilstrækkeligt grad kunne opfylde denne længsel, så banede de helt sikkert vejen for den efterfølgende forekomst af Jesus, som virkelig bragte brød og livets vand til denne verden.

Paulus gjorde, i et forsøg på at udnytte den udbredte tilslutning til de højere typer af mysteriereligioner, visse ændringer af Jesu lære for at gøre dem mere acceptable for et større antal potentielle konvertitter. Men selv Pauls kompromis af Jesu lære (Kristendom) var bedre end det bedste som mysterierne havde, idet:

                      1. Paulus underviste om en moralsk forløsning, en etisk befrielse. Kristendommen pegede på et nyt liv og proklamerede et nyt ideal. Paul afholdte sig fra magiske ritualer og ceremonielle fortryllelse.

                      2. Kristendommen præsenterede en religion, der tog livtag med endelige løsninger af det menneskelige problem, fordi den ikke kun tilbød frelse fra sorg og endda fra døden, men også lovede udfrielse fra synd efterfulgt af forlængelse af ​​en retskaffen karakter med kvaliteter til evig overlevelse.

                      3. Mysterierne var baseret på myter. Kristendommen, som Paulus prædikede den, var baseret på en historisk kendsgerning: Mikael, Guds søn, overdragelse til menneskeheden.

Moralen blandt ikke-jøderne var ikke nødvendigvis relateret til hverken filosofi eller religion. Uden for Palæstina var det ikke altid en selvfølge for mennesker at præsten, der repræsenterede en religion, bør forventes at leve et moralsk liv. Den jødiske religion og efterfølgende Jesu lære og senere Pauls udviklende kristendom var de første europæiske religioner som med den ene hånd, greb fat i moral og den anden i etik og insisterede på, at religionsudøvere gav en vis opmærksomhed til begge.

Blandt sådan en generation af mennesker, domineret af sådanne ufuldstændige systemer af filosofi og forvirret af sådanne komplekse religiøse kulter, blev Jesus født i Palæstina. Til denne samme generation, gav han senere sit evangelium om personlig religion - sønskab med Gud.

 

6. DEN HEBRAISKE RELIGION

Indtil slutningen af ​​det første århundrede før Kristus, havde den græske kulturelle lærer og selv den græsk filosofi meget påvirket og i en vis grad modificeret den religiøse tænkning i Jerusalem. I den lange kamp mellem synspunkterne i de østlige og vestlige skoler for hebraisk tænkning overtog Jerusalem og resten af ​​Vesten og Levanten generelt det vestlige jødiske eller modificeret hellenistiske synspunkt.

På Jesu tid var der tre sprog i Palæstina: De almindelige mennesker talte en dialekt af aramæisk; præsterne og rabbinerne talte hebraisk; de uddannede klasser og det øverste lag af jøderne talte i almindelighed græsk. Den tidlige oversættelse af de hebraiske skrifter til græsk i Alexandria, førte i høj grad til at den græske fløj af den jødiske kultur og teologi senere blev udbredt. De kristne læreres skrifter ville også snart være at læse i det samme sprog. Jødedommens renæssance stammer fra oversættelsen af ​​de hebraiske skrifter til græsk. Dette var en væsentlig indflydelse, som senere blev afgørende for den efterfølgende spredning af Pauls kristne kult mod vest og ikke øst.

Selvom de helleniserede jødiske trosopfattelser var meget lidt påvirket af de epikuræiske doktriner, var de i betydelig grad påvirket af Platons filosofi og stoikernes doktriner om selvfornægtelse. Den største indtrængen fra stoicisme er eksemplificeret af den fjerde Makkabæerbog. Indflydelsen fra ​​både Platons filosofi og stoikernes doktriner er synlig i Salomons visdomsbog. De helleniserede jøder indførte en sådan allegorisk fortolkning af de hebraiske skrifter, at de ikke havde nogen vanskeligheder med at få hebraisk teologi i overensstemmelse med Aristoteles filosofi, som de æret. Alt dette, førte dog til en katastrofal forvirring indtil Philo af Alexandria tog sig af disse problemer, og satte sig for at harmonisere og systematisere græsk filosofi og hebraisk teologi i et kompakt og forholdsvis sammenhængende system af religiøs tro og praksis. Det var denne senere lære, som kombinerede græsk filosofi og hebraisk teologi, der herskede i Palæstina da Jesus levede og underviste, og som Paulus anvendte som basis for at opbygge sin mere avancerede og oplysende kristendomskult.

Philo var en stor lærer. Ikke siden Moses havde der levet nogen som have udøvet sådan en stor indflydelse på den etiske og religiøse tænkning i den vesterlandske verden. Når det gjaldt om at kombinere de mere avancerede elementer af samtidens systemer af etiske og religiøse lærer, har der været syv fremtrædende menneskelige lærere: Sethard, Moses, Zoroaster, Lao-tse, Buddha, Philo, og Paulus.

Mange, men ikke alle, af Philos uoverensstemmelser var et resultat af bestræbelserne på at kombinere den græske mystiske filosofi og de romerske stoiske doktriner med hebræernes legalistiske teologi, Paulus observerede og fjernet dem klogt fra sin før-kristne grundteologi. Philo banede vejen for Paulus med mere fuldt ud, at genoprette begrebet om Paradistreenigheden, som længe havde været i dvale i jødisk teologi. Kun i en sag kunne Paul ikke holde trit med Philo eller at overgå denne velhavende og lærte Jøde fra Alexandria, nemlig når det kom til læren om forsoningen. Philo erklærede befrielse fra læren om at tilgivelse kun kunne opnås ved at udgyde blod. Muligvis skimtede han også Tankeretterne eksistens og tilstedeværelse klarere end Paulus. Paulus teori om arvesynden - doktrinerne om nedarvet skyld og medfødt ondskab og indløsning derfra - havde til dels sin oprindelse i ​​Mithraskulten, der havde meget lidt til fælles med hebraisk teologi, Philos filosofi, eller Jesu lære. Nogle faser af Paulus lære om arvesynden og forsoningen opstod på baggrund af hans egne ideer.

Johannesevangeliet, den sidste af beretningerne om Jesu jordiske liv, var rettet til de vestlige befolkninger og præsenterede sit budskab i høj grad i lyset af det synspunkt af de senere alexandrinske kristne, som også var tilhængere af Philos lære.

Omkring Kristi tid fandt en bemærkelsesværdig følelsesmæssig vending i holdninger til jøder sted i Alexandria, og fra denne tidligere jødiske højborg udgik en voldsom bølge af forfølgelser, der strakte sig hele vejen til Rom, hvorfra mange tusinde blev fordrevet. Men en sådan kampagne for vildledning var kortlivet; meget snart restaurerede det kejserlige styre alle jødernes indskrænket rettigheder i hele imperiet.

Overalt i hele den vide verden, hvor jøderne end befandt sig spredt af handel eller undertrykkelse, holdt de alle enstemmigt deres hjerte fastgjort til det hellige tempel i Jerusalem. Jødisk teologi overlevede faktisk, som fortolket og praktiseret i Jerusalem, selv om den flere gange blev reddet fra glemsel ved rettidig indgriben af visse babyloniske lærere.

Så mange som to og en halv million af disse spredte jøder plejede at komme til Jerusalem for at fejre deres nationale religiøse festivaler. Uanset de teologiske eller filosofiske forskelle, der eksisterede mellem den østlige (babyloniske) og vestlige (hellenske) jøder, var de alle enige om, at Jerusalem var centrum for deres tilbedelse, og at de hele tiden så frem til Messias komme.

 

7. JØDERNE OG IKKE-JØDERNE

På Jesu tid var jøderne kommet frem til en bestemt opfattelse om dens oprindelse, dens historie og dens skæbne. De havde opbygget en tæt mur, der adskilte dem fra den ikke-jødiske verden. De betragtede alle ikke-jødiske skikke med den største foragt. De tilbad lovens bogstav og hengav sig til en form for selvretfærdighed baseret på den falske stolthed over deres afstamning. De havde dannet forudfattede opfattelser om den lovede Messias, og de fleste af disse forventninger påtænkte en Messias, som ville komme som en del af deres nationale og racemæssige historie. For hebræerne i disse tider var den jødisk teologi uigenkaldeligt stabiliseret, for evigt bestemt.

Jesu lære og aktiviteter, med hensyn til tolerance og venlighed, gik imod jøderne længe etablerede holdning til andre folkeslag, som de anså for ikke-jøder. I generationer havde jøderne næret en sådan holdning til omverdenen, at det blev umuligt for dem at acceptere Mesterens lærdomme om det åndelige broderskab af mennesket. De var uvillige til at dele Jahve på lige fod med ikke-jøderne og var ligeså uvillige til at acceptere en som Guds Søn, der proklamerede sådanne nye og mærkelige lærdomme.

De skriftkloge, farisæerne og præsteskabet holdt jøderne i en forfærdelig trældom af ritualer og legalisme, en trældom som var meget mere ægte end det romerske politiske herredømme indebar. Jøderne på Jesu tid blev ikke kun holdt i underkastelse til loven, men var lige så bundet af slaviske krav fra traditioner, der involverede og invaderede alle områder af det personlige og sociale liv. Disse detaljerede standarder for adfærd forfulgte og dominerede hver loyal jøde, og det er derfor ikke mærkeligt, at de straks afviste en, der tilhørte dem, og som vovede at ignorere deres hellige traditioner, og som vovede at lade hånt om deres længe hævdvundne normer for social adfærd. De kunne næsten ikke reagere positivt på proklamationen af ​​en, der ikke tøver med at gå imod deres overbevisning, som de anså for at være ordineret af Fader Abraham. Moses havde givet dem deres lov og de ville ikke gå på kompromis.

Under det første århundrede efter Kristus havde de anerkendte lærere, de skriftkloges, mundtlige fortolkning af loven blevet en højere myndighed end den skrevne lov. Alt dette gjorde det lettere for nogle af de jødiske religiøse ledere at sætte folk op imod at acceptere et nyt evangelium.

Disse forhold gjorde det umuligt for jøderne at opfylde deres guddommelige skæbne som budbringere af det nye evangelium om religiøs frigørelse og åndelig frihed. De kunne ikke bryde traditionens lænker. Jeremias havde berettet om "loven som skal skrives i menneskers hjerter," Ezekiel havde talt om en "ny ånd, der vil leve i menneskets sjæl", og salmisten havde bedt til Gud om at "skabe et rent hjerte i mig, og forny i mig en ret ånd." Da den jødiske religion om gode gerninger og slaveri under loven blev ofre for den stagnerende traditionalistiske træghed, flyttede den religiøse evolutions bevægelsesmomentum vestpå til de europæiske folk.

Således blev et andet folk opfordret til at sprede en fremrykkende teologi til verden, et system af forkyndelse som involverede grækernes filosofi, romernes lov, hebræernes moral og det evangelium om personlighedens hellighed og åndelig frihed formuleret af Paul og baseret på Jesu lære.

Paulus kristendomskult udstillede sin moral som et jødisk modermærke. Jøderne så historien som Guds forsyn - Jahve på arbejde. Grækerne bidrog til den nye lære med klarere opfattelser om det evige liv. Paulus lærdomme var påvirket i teologi og filosofi ikke kun af Jesu lære, men også af Platon og Philo. I sin etik blev han inspireret ikke blot af Kristus, men også af stoikerne.

Jesu evangelium, som det blev manifesteret i Paulus kult baseret på Antiokisk kristendom, blev blandet op med følgende lære:

                      1. Den filosofiske argumentation af de græske proselytter til jødedommen, herunder nogle af deres begreber om det evige liv.

                      2. De tiltalende lærdomme i de fremherskende mysteriekulter, især Mithraskultens lærdomme om forløsning, forsoning og frelse gennem en opofring begået af nogen gud.

                      3. Den robuste moral i den etablerede jødiske religion.

Middelhavets Romerrige, det parthiske rige, og de tilstødende folk under Jesu tid havde alle usofistikerede og primitive forestillinger om verdens geografi, astronomi, sundhed og sygdom; og selvfølgelig blev de overrasket over de nye og overraskende udsagn som tømreren fra Nazaret fremførte. Idéerne om at blive besat af ånder, gode eller dårlige, gjaldt ikke kun mennesker, men hver en sten og træ blev anset af mange for at være besat af ånd. Det var en fortryllet tidsalder, og alle troede på mirakler, som om de var dagligdags hændelser.

 

8. TIDIGERE SKRIFTLIGE FREMSTILLINGER

Så vidt muligt og i overensstemmelse med vores mandat, har vi forsøgt at udnytte og til en vis grad koordinere de tidlige optegnelser om Jesu liv på Urantia. Selvom vi har haft adgang til apostlen Andreas forsvundne optegnelser, og har nydt godt af samarbejdet med en lang række himmelske væsener, der var på jorden på tidspunktet for Mikaels overdragelse (navnlig hans nuværende Personlige Retter), har det været vores hensigt at gøre brug af de såkaldte evangelier af Mattæus, Markus, Lukas og Johannes.

Disse historier i Det Nye Testamente er opstået under følgende omstændigheder:

                      1. Markusevangeliet. Johannes Markus skrev den tidligste (med undtagelse af Andreas optegnelser), korteste og enkleste historie om Jesu liv. Han præsenterede Mesteren som en tjener, en mand blandt mænd. Selvom Markus var en ung knægt, der opholdt sig i nærheden af mange af de scener, som han beskriver, er hans historie i virkeligheden evangeliet ifølge Simon Peter. Markus var tidligt i forbindelse med Peter; senere med Paul. Markus skrev denne historie på opfordring af Peter og den indtrængende anmodning af kirken i Rom. Velvidende om, hvor konsekvent Mesteren nægtede at nedskrive sin lære, da han var på jorden, i kødet, var Markus, ligesom apostlene og andre ledende disciple tilbageholdende med at sætte den på skriftlig form. Men Peter følte kirken i Rom havde støtte af en sådan skriftlig fortælling, og Markus samtykkede til at påtage sig opgaven. Han gjorde mange noter, før Peter døde i 67 e.Kr., og i overensstemmelse med det udkast, som Peter havde accepteret og givet menigheden i Rom, begyndte han sin nedskrivning kort efter Peters død. Evangeliet blev afsluttet i slutningen af ​​året 68 e.Kr. Markus skrev helt fra hans egen hukommelse og efter hvad Peter huskede. Dette dokument er siden blevet betydeligt ændret, mange passager er udeladt og en del senere materiale er blevet tilføjet i slutningen for at erstatte den sidste femte del af det oprindelige evangelium. Denne del er forsvundet fra manuskriptet, før nogen afskrift var blevet foretaget. Historien af Markus danner tilsammen med Andreas og Mattæus noter det skriftlige grundlag for alle efterfølgende evangelieberetninger som forsøgte at beskrive Jesu liv og lære.

                      2. Mattæusevangeliet. Det såkaldte Mattæusevangeliet er historien om Mesterens liv skrevet for de jødiske kristnes opbyggelse. Forfatteren af ​​denne fremstilling forsøger konstant at vise, at meget, som Jesus gjorde i sit liv var for at "profetens ord kunne gå i opfyldelse." Mattæusevangeliet præsenterer Jesus som en søn af David og beskriver ham som den, der viste stor respekt for loven og profeterne.

                      Apostlen Mattæus skrev ikke dette evangelium. Det blev skrevet af Isador, en af ​​hans disciple, der havde som hjælp i hans arbejde ikke kun Mattæus personlige erindringer om disse begivenheder, men også en vis samling, som sidstnævnte havde gjort af citater af Jesu direkte efter korsfæstelse. Denne samling af Mattæus blev skrevet på aramæisk; Isador skrev på græsk. Der var ingen hensigt til at vildlede, ved at akkreditere produktionen til Mattæus. Det var skik i de dage for studerende på denne måde at hædre deres lærere.

                      Mattæus oprindelige optegnelser blev redigeret og tilføjes i AD 40 lige før han forlod Jerusalem for at dedikere sig til at forkynde evangeliet. Dette var en privat optegnelse, og det sidste kopi blev ødelagt af branden i et kloster i Syrien i 416 e.Kr.

                      Isador flygtede fra Jerusalem i 70 e.Kr. efter at byen var blevet omringet af Titus hære, og han tog med sig til Pella en kopi af Mattæus notater. I år 71 mens Isador boede i Pella, skrev han Mattæusevangeliet. Han havde også med sig de første fire femtedele af Markus fortælling.

                      3. Lukasevangeliet. Lukas, en læge fra Antiokia i Pisidien var en ikke-jøde, som Paulus havde omvendt, og han skrev en ganske anden historie om Mesterens liv. Han begyndte at følge Paulus og lærte om Jesu liv og lære år 47 e.Kr. Lukas bevarer i sin fortælling meget af "venligheden hos Herren Jesus Kristus", så som han indsamlede disse kendsgerninger fra Paul og andre. Lukas præsenterer Mesteren som "ven af toldere og syndere". Han sammensatte ikke sine mange notater til et evangelium før efter Pauls død. Lukas skrev sit evangelium i år 82 i Akaja. Han planlagde tre bøger, der skulle handle om Kristus og kristendommens historie, men han døde i år 90 e.Kr. lige før han ville have afsluttet den anden af ​​disse værker, "Apostlenes Gerninger".

                      Som materiale til udarbejdelse af sit evangelium, afhang Lukas i begyndelsen på historien om Jesu liv som Paulus havde beskrevet det for ham. Lukas evangelium er derfor på nogle måder evangeliet ifølge Paulus. Lukas havde andre informationskilder. Ikke kun interviewede han snesevis af øjenvidner til de mange episoder af Jesu liv, som han beskriver, men han havde også en kopi af Markus evangeliet, dvs. De første fire femtedele, Isadors historie og en kort historie som en troende ved navn Cedes havde skrevet i 78 år i Antiokia. Lukas havde også en lemlæstet og redigeret kopi af nogle noter hvori det påstås at apostlen Andreas havde skrevet.

                      4. Johannesevangeliet. Evangeliet ifølge Johannes beskriver meget om Jesus arbejde i Judæa og omkring Jerusalem, som ikke er indeholdt i de andre optegnelser. Dette er det såkaldte Johannesevangeliet. Han var søn af Zebedæus, og selvom John ikke har skrevet evangeliet, har han inspireret det. Efter at det første gang blev skrevet, er det flere gange blevet redigeret for at få til at se ud som om, John selv havde skrevet det. Da disse optegnelser blev nedskrevet havde Johannes de andre evangelier, og han så, at meget var blevet udeladt. Derfor opfordrede han i år 101 e.Kr. hans medarbejder, Nathan, en græsk jøde fra Kesarea, at begynde at skrive. John leverede sit materiale fra hukommelsen og ved at gøre brug af de tre optegnelser, der allerede eksisterede. Han havde ingen skriftlige noter. Den epistel som er kendt som "Johannes første brev," skrev Johannes selv som et følgebrev til det arbejde, som Nathan skrev under hans lederskab.

Alle disse forfattere præsenterede ærlige skildringer af Jesus som de så ham, huskede ham, eller havde lært om ham, og som deres begreber om disse fjerne hændelser blev påvirket af deres efterfølgende opfattelse af Paulus kristendoms teologi. Selv om disse optegnelser er ufuldstændige, har de dog været tilstrækkelig til at ændre forløbet af historie om Urantia i næsten to tusind år.

[Anerkendelse: Under udførelsen af ​​min opgave til at gentage den lære Jesus af Nazaret fremførte, og til at genfortælle, hvad han gjorde, har jeg frit udnyttet alle optegningskilder samt planetariske oplysninger. Min ledende motiv har været at tilvejebringe en fremstilling, som ikke kun er oplysende for den generation af mennesker som nu lever, men som også kan være til gavn for alle fremtidige generationer. Fra den enorme mængde information som er blevet stillet til rådighed for mig, har jeg valgt det, der er bedst egnet til at nå dette formål. Så langt som det har været muligt, har jeg anvendt mine oplysninger fra rent menneskelige kilder. Først når sådanne kilder manglede, har jeg tyet til arkiverne, der er overmenneskelige. Når idéer og koncepter i Jesu liv og lære er blevet acceptabelt udtrykt af et menneskeligt sind, har jeg uden undtagelse foretrukket sådanne klare menneskelige tankemønstre. Selv om jeg har forsøgt at tilpasse den sproglige udtryksform til bedre at imødekomme vores opfattelse af den virkelige mening og sande betydning af Mesterens liv og lære, har jeg i alle mine fortællinger så vidt muligt holdt mig til det egentlige menneskelige begreb og tanke mønster. Jeg ved udmærket, at de begreber, der opstod i det menneskelige sind viser sig at være mere acceptabelt og hjælpsomme for alle andre menneskelige sind. Når jeg ikke har været i stand til at finde de nødvendige begreber i de menneskelige optegnelser eller udtalelser, så tyede jeg til hukommelse ressourcer som min egen klasse af jordens skabninger, mellemvæsenerne, er i besiddelse af. Når denne sekundære informationskilde viste sig utilstrækkelige, har jeg uden tøven tyet til de ovennævnte planetariske informationskilder.

De mindeoptegnelser, som jeg har samlet, og hvorfra jeg har forberedt denne fortælling om Jesu liv og lære omfatter - ud over den bevarede hukommelse materiale fra apostlen Andreas - tankeperler og højerestående begreber om Jesu lære samlet fra mere end to tusinde mennesker, der har levet på jorden fra Jesu tid, frem til tiden for udarbejdelsen af disse åbenbaringer, rettere sagt genfremstillinger. Åbenbaringstilladelsen har kun været udnyttet, når de menneskelige skrifter og begreber ikke kunne tilvejebringe et tilstrækkeligt tankemønster. Min åbenbarings kommission forbød mig at ty til ekstra-menneskelige information, så vel som udtryks kilder, før jeg kunne vidne om, at det ikke var lykkes mig i mine bestræbelser på at finde det begrebsmæssige udtryk i rent menneskelige kilder.

Selv om jeg, i samarbejde med mine elleve associerede mellemvæsen kolleger og under tilsyn af den ansvarlige Melkisedek for produktionen, har portrætteret denne beretning i overensstemmelse med min opfattelse om dens effektive disposition og som et udtryk for mit direkte ordvalg, er de fleste af de idéer og nogle af de mest effektive udtryksmåder, som jeg har brugt opstået blandt mennesker af mange folkeslag, der har levet i de mellemliggende generationer, helt op til dem, der stadig er i live på tidspunktet for dette projekt. På mange måder har jeg tjent mere som en samler og redaktør end som en original fortæller. Jeg har uden tøven anvendt disse idéer og koncepter, helst af menneskelig oprindelse, som ville gøre det muligt for mig at opnå den mest effektive beskrivelse af Jesu liv og som ville gøre mig egnet til at reproducere hans mageløse lære i den mest uimodståelig hjælpsomme og universelt opløftende sprogbrug. På vegne af broderskabet i Urantias Forende Mellemvæsener, vil jeg hermed udtrykke påskønnelse for vores store taknemmelighed til alle optegnings- og begrebsmæssige kilder som i det følgende er blevet anvendt i den videre udarbejdning med vores nye version af Jesu liv på jorden.]




Back to Top