(UF-DAN-001-2017-1)



 Download Copyright © Urantia Foundation

URANTIA BOGEN

KAPITEL 117

 

GUD DEN HØJESTE

I DET omfang, vi lever i overensstemmelse med Guds vilje, uanset hvor vi eksisterer i universet, i samme omfang er den Højestes almægtige potentiale endnu et skridt mere virkelig. Den Første Kilde og Centers formål er lig med Guds vilje, som den er potentialiseret i de tre Absolutter, personificeret i den Evige Søn, forenet til universets aktivitet i den Uendelige Ånd, og foreviget i Paradisets evige mønstre. Gud den Højeste udvikles til at blive den højeste finite manifestation af Guds totale vilje.

Hvis alle indbyggerne i storuniverset nogensinde ville komme så langt, at de lever relativt fuldstændig i overensstemmelse med Guds vilje, så vil kreationer i tid og rum blive etableret i lys og liv, og så ville den Almægtige - Overhøjhedens guddommelige potentiale - blive faktuel i og med, at Gud den Højestes guddommelige personlighed fremtræder.

Når et udviklende sind bliver afstemt ind til det kosmiske sinds kredsløb, når et udviklende univers stabiliseres efter centraluniversets mønster, når en fremrykkende ånd får kontakt med Mesteråndernes forenede tjeneste, når en opstigende dødelig personlighed til sidst bliver afstemt ind til den iboende Retters guddommelige ledelse, så er den Højestes virkelighed igen blevet en grad mere virkelig i universerne. Så har Overhøjhedens guddommelighed igen avanceret et skridt nærmere kosmisk erkendelse.

Delene og enkeltpersonerne i storuniverset udvikler sig som en afspejling af den Højestes totale udvikling, mens den Højeste til gengæld er den sammenføjede kumulative sum af ​​alle udviklinger i storuniverset. Fra de dødeliges synspunkt er begge evolutionære og erfaringsmæssige vekselvirkninger.

 

1. DET HØJESTE VÆSENS NATUR

Den Højeste er skønheden i den fysiske harmoni, sandheden i den ​​intellektuelle betydning og godheden i den åndelige værdi. Han er sødmen i den sande fremgang og glæden i den evige opnåelse. Han er storuniversets oversjæl, det finite kosmos bevidsthed, den finite virkeligheds færdiggørelse og personificeringen af ​​Skaberen og de skabtes erfaring. Igennem al fremtidig evighed vil Gud den Højeste give udtryk for den viljebaserede erfarings virkelighed i Guddommens Treenighedsforhold.

I de Højeste Skabers personer har guderne nedsteget fra Paradiset til tidens og rummets domæner for at skabe og udvikle skabninger med evnen til at nå Paradiset og opstige i deres søgen efter Faderen. Denne universets procession af nedstigende Skabere, der åbenbarer Gud og opstigende skabninger som søger Gud åbenbarer den Højeste guddomsudvikling. I den Højeste opnår både nedstigende og opstigende gensidig forståelse, finder det evige og universelle broderskab. Det Højeste Væsen bliver således den endelige syntese af erfaringen som består af den perfekte Skabers årsager og de perfektionere skabtes svar.

Storuniverset indeholder muligheden for og stræber efter en fuldstændig forsoning, der kommer fra det faktum, at denne kosmiske eksistens er en konsekvens af de kreative handlinger og styrke mandater som udgår fra Paradistreenigheden, som er ubegrænset enhed. Selve denne trinitariske enhed er udtrykt i det finite kosmos i den Højeste, hvis virkelighed bliver mere og mere tydeligt, efterhånden som universerne når det maksimale niveau for identifikation med Treenigheden.

Skaberens vilje og de skabtes vilje er kvalitativt forskellige, men de er også erfaringsmæssigt relateret, for de skabte og Skaberen kan samarbejde i opnåelsen af universets perfektion. Mennesket kan arbejde i forbindelse med Gud og dermed være med til at skabe en evig finalit. Gud kan endda arbejde som menneske i sine inkarnerede Sønner, som derved opnår overherredømmet af de skabtes erfaringer.

I det Højeste Væsen forenes Skaberen og skabningen i en enkelt Guddom, hvis vilje udtrykker en enkelt guddommelig personlighed. Den Højestes vilje er noget mere end både skabningens eller Skaberens vilje, ligesom Mestersønnens suveræne vilje i Nebadons nu er noget mere end en kombination af guddommelighedens og menneskehedens vilje. Foreningen mellem ​​Paradisets perfektion og erfaringen fra ​tid og rum resulterer i en ny betydningsværdi på virkelighedens guddomsniveauer.

Den Højestes udviklende guddommelige natur er ved at blive en troværdig gengivelse af alle uforlignelige erfaringer af alle de skabte og Skaberen i storuniverset. I den Højeste er essensen af skaber og de skabte den samme; de er for evigt forenet af den erfaring, der blev født af vanskelighederne i forbindelse med løsning af de mange problemer, der plager alle finite skabelser på deres evige vej i søgen efter perfektion og frigørelse fra ufuldstændighedens lænker.

Sandhed, skønhed og godhed er korreleret i Åndens tjeneste, Paradisets pragt, Sønnens barmhjertighed og den Højestes erfaring. Gud den Højeste er sandhed, skønhed og godhed, for disse guddommeligheds begreber repræsenterer den finite maksimale idemæssige erfaring. De evige kilder til disse treenige guddommeligheds kvaliteter findes på overfinite niveauer, men et skabt væsen kan kun forstå disse oprindelser som super sandhed, super skønhed og super godhed.

Mikael, som er en skaber, åbenbarede Skaber-Faderens guddommelige kærlighed til sine jordiske børn. Efter at have opdaget og modtaget denne guddommelige kærlighed, kan menneskerne stræbe efter at videregive denne kærlighed til deres jordiske brødre. En sådan hengivenhed hos de skabte, er en sandt afspejling af den Højestes kærlighed.

Den Højeste omfatter alt symmetrisk. Den Første Kilde og Center er potentielt i de tre store Absolutter, aktualiseret i Paradiset, i Sønnen og i Ånden, men den Højeste er både aktuel og potentiel, et væsen af ​​personlig overherredømme og almægtig styrke, en, der reagerer ens for det skabte væsens søgen som for Skaberens formål; en som selv fungerer og påvirker universet og selv reagerer på den totale sum af universet; og en, der på samme tid er den højeste skaber og den højeste skabning. Overhøjhedens Guddom udtrykker dermed den samlede sum af alt det finite.

 

2. KILDEN TIL DEN EVOLUTIONÆRE VÆKST

 Den Højeste er Gud-i-tiden. Han er hemmeligheden bag de skabtes vækst i tiden. Han er også sejren over den ufuldstændige nutid, og fuldbyrdelsen af ​​den fremtid, som går mod perfektion. De afsluttende frugter af al finit vækst er: styrke kontrolleret af ånden, i kraft af personlighedens forenende og skabende tilstedeværelse, behersket gennem sindet. Den kulminerede konsekvens af al denne vækst er det Højeste Væsen.

For det dødelige menneske er eksistens det samme som vækst. Sådan ser det virkelig ud til at være selv i en større forstand, når det kommer til hele universet, fordi eksistensen styret af Ånden synes at resultere i erfaringsbaseret vækst - øget status. Vi har længe været af den opfattelse, at den nuværende vækst, som kendetegner de skabtes eksistens i den nuværende univers tidsalder er en funktion af den Højeste. Ligeledes mener vi, at denne form for vækst er særegen for den Højeste vækst æra, og at den vil ophøre, når den Højestes vækst er afsluttet.

Overvej hvilken status de treenigede sønner af de skabte har: De er født og lever i den nuværende universtidsalder. De har personlighed og er udstyret med sind og ånd. De har erfaringer og husker dem, men de vokser ikke ligesom de opstigende. Det er vores tro og forståelse af, at selv om disse treenigede sønner af de skabte, findes i denne universtidsalder, hører de i virkeligheden til næste universtidsalder - den tidsalder, der følger efter at den Højestes vækst er afsluttet. Derfor befinder de sig ikke i den Højeste, som i sin nuværende status kendetegnes af ufuldstændighed og deraf følgende vækst. De deltager dermed ikke i den nuværende universtidsalders erfaringsbaseret vækst, men holdes i reserve til den næste universtidsalder.

Min egen klasse af væsener, de Mægtige Budbringere, der er blevet omfavnet af Treenigheden, deltager ikke i væksten i den nuværende universtidsalder. I en vis forstand er vi i vores position, som om vi hørte til den tidligere universtidsalder, hvilket faktisk er hvad Treenighedens Stationære Sønner gør. En ting er sikkert: Vores status er fastsat af Treenighedens omfavnelse, og erfaring resulterer ikke længere i vækst.

Dette gælder ikke for finaliterne eller andre af de evolutionære og erfaringsmæssige klasser involveret i den Højestes vækstproces. Jer dødelige, som nu lever på Urantia, og som kan stræbe efter at opnå Paradiset og finalit status, bør forstå, at en sådan skæbne kun kan realiseres fordi I er en del af den Højeste og derfor deltager i den Højestes vækstperiode.

Der vil komme en dag, hvor den Højestes vækst vil ophøre; hans status vil opnå sin fuldstændighed (i form af energi og ånd). Når den Højestes udvikling ophører, ser vi også afslutningen af ​​de skabtes udvikling som en del af Overhøjheden. Hvilken form for vækst, der kunne tænkes at komme til at karakterisere universerne i det ydre rum, kender vi ikke. Vi er meget overbeviste om, at der vil være noget meget forskelligt fra alt, hvad man har set i den nuværende tidsalder, hvor de syv superuniverser udvikles. De evolutionære borgere i storuniverset vil utvivlsomt få opgaven med at kompensere det ydre rums indbyggere for deres manglende deltagelse i den Højestes vækst.

Det Højeste Væsen vil, sådan som han er når den nuværende universtidsalder er fuldbyrdet, fortsætte med at tjene som en erfaringsmæssig suveræn i storuniverset. Det ydre rums beboere - medborgerne i den næste universtidsalder - vil have et potentiale for vækst, der kommer efter superuniversets forløb, en evne til evolutionær virkeliggørelse, som forudsætter den Almægtige Højestes suverænitet og dermed udelukker de skabtes deltagelse i syntesen af ​​styrke og personlighed som dannes under den nuværende universtidsalder.

Således kan den Højestes ufuldstændighed betragtes som en fordel, fordi den muliggør den evolutionære vækst i de skabte og skabelsen af ​​de nuværende universer. Tomrummet har helt sikkert sin fordel, for det kan blive erfaringsmæssigt fyldt.

Et af de mest fascinerende spørgsmål i filosofien på det finite niveau er dette: Aktualiseres det Højeste Væsen som en reaktion på storuniversets udvikling, eller udvikles dette finite kosmos løbende som en reaktion på den gradvise virkeliggørelse af den Højeste? Eller er det muligt, at de er gensidigt afhængige af hinanden for deres udvikling, at de er evolutionære vekselvirkende, som hver især udløser væksten i den anden? Dette er vi sikre på: Skabte væsener og universer, både høje og lave, udvikler sig indeni den Højeste, og når de udvikler sig, opstår en forenet opsummering af hele den finite aktivitet af ​​denne universtidsalder. Dette er det Højeste Væsens fremtrædende, som for alle personligheder er udviklingen af den almægtige Guds kraft som den Højeste er i besiddelse af.

 

3. DEN HØJESTES BETYDNING FOR UNIVERSERNES SKABTE VÆSENER

Den kosmiske virkelighed som i forskellige sammenhænge kaldes det Højeste Væsen, Gud den Højeste, og den Almægtige Højeste er en kompliceret og universel syntese af de faser, som fremtræder i alle finite virkeligheder. Den vidtstrakte diversificering af evig energi, guddommelig ånd, og universelt sind opnår sin begrænsede kulmination i udviklingen af ​​den Højeste, som er den samlede sum af alt finit vækst, som har selvrealiseret sig på guddomsniveauer af den finites maksimale fuldkommengørelse.

Den Højeste er den guddommelige kanal, som gennemstrømmes af treodernes skabende uendelighed, som udkrystalliseres i rummets galaktiske panorama og på baggrund af hvilket det storslåede personlighedsdrama i tiden udspilles: åndens sejr over energi-materien gennem sindets formidling.

Jesus sagde: "Jeg er den levende vej", og det er han, den levende vej fra selvbevidsthedens materielle niveau til gudsbevidsthedens åndelige niveau. Ligesom han er denne levende opstigningens vej fra selvet til Gud, så er den Højeste den levende vej fra den finite bevidsthed til transcendens af bevidstheden, selv til indsigt i det absonitte.

Din Skabersøn kan faktisk være en sådan levende kanal fra menneskeheden til guddommelighed, siden han personligt fuldt ud har oplevet turen langs denne universets vej for fremskridt, fra den ægte menneskelighed som repræsenteret af Joshua ben Joseph, Menneskesønnen, til Michael af Nebadons paradisguddommelighed, Søn af den uendelige Gud. På tilsvarende måde kan det Højeste Væsen fungere som universets kanal for transcendens af finite begrænsninger, for han er den aktuelle udformning og personlig koncentrat af alle de skabtes evolution, fremadskridelse, og åndeliggørelse. Desuden er erfaringerne som Paradisets nedstigende personligheder erhvervet i storuniverset, udgør den del af hans erfaring, som supplerer hans opsummering af de fra tiden kommende pilgrimmes opstigende erfaringer.

Det dødelige menneske er mere end i metaforiske betydning lavet i Guds billede. Fra et fysisk synspunkt er dette udsagn næppe sandt, men med hensyn til visse af universets potentialiteter er det en reel kendsgerning. I menneskeheden fremtræder noget af det samme drama, dog foregår det på en langt større skala i universernes univers, og det handler om evolutionær opnåelse. Mennesket, en viljesbestemt personlighed, bliver i overværelse af den Højestes finite potentialiteter, skabende i forbindelse med en Retter, som er en upersonlig enhed, og resultatet er, en udødelig sjæls udfoldelse. Tiden og rummets Skaberpersonligheder virker i universerne i forbindelse med Paradistreenighedens ikke-personlige ånd og skaber derigennem en ny styrkepotentiale i guddommelig virkelighed.

Det dødelige menneske, der er et skabt væsen, er ikke præcis ligesom det Højeste Væsen som er guddommelig, men menneskelig udvikling minder i visse henseender om den Højestes vækst. Mennesket vokser bevidst fra det materielle mod det åndelige gennem kraft, styrke og udholdenhed af deres egne beslutninger. Det vokser også når dets Tankeretter udvikler nye måder at nå ned fra det åndelige til de morontiel sjæleniveauer, og når sjælen en gang fødes begynder den at vokse af sig selv.

Dette svarer i en vis grad til den måde, hvorpå det Højeste Væsen udvider sig. Hans overhøjhed vokser som følge af de Højeste Skaberpersonligheders gerninger og bedrifter; det indebær udviklingen af hans ​​majestætiske magt som hersker over storuniverset. Hans guddomsnatur er ligeledes afhængig af den tidligere eksisterende enhed af Paradistreenigheden. Der er endnu et andet aspekt i udviklingen af Gud den Højeste: Han er ikke kun udviklet af Skaberen og stammer fra Treenigheden; han er også selvudviklet og afledt af sig selv. Gud den Højeste er selv en viljesbestemt skabende deltager i sin egen guddomsaktualisering. Menneskets morontia sjæl er ligeledes en viljesbestemt medskabende partner i sin egen udødeligheds realisering.

Faderen samarbejder med Samforeneren i behandlingen af ​​Paradisets energier for at gøre dem modtagelige for den Højeste. Faderen samarbejder med den Evige Søn i frembringelsen af ​​de Skaberpersonligheder, hvis handlinger en dag vil kulminere i den Højestes overhøjhed. Faderen samarbejder med både Sønnen og Ånden i skabelsen af ​​Treenighedspersonligheder, der fungerer som herskere i storuniverset, frem til den tid hvor den Højestes afsluttede udvikling gør ham kvalificeret til at påtage sig dette overherredømme. Faderen samarbejder med sine Guddoms- og ikke-guddoms koordinerede på disse og mange andre måder for at fremme udviklingen af ​​Overhøjheden, men han fungerer også alene i disse sammenhænge. Hans ensomme aktivitet er måske bedst præsenteret i Tankeretterne og deres tilhørende enheders tjenestevirksomhed.

Guddom er enhed, eksistentiel i Treenigheden, erfaringsbaseret i den Højeste, og i de dødelige væsner som er realiseret i fusion med Retteren. Tankeretterens tilstedeværelse i det dødelige menneske afslører den grundlæggende enhed i universet, for mennesket, den lavest mulige type af universpersonlighed, indeholder i sig selv et egentlig fragment af den højeste og evige virkelighed, af selve den oprindelige Fader til alle personligheder.

Det Højeste Væsen udviklet sig i kraft af dens samarbejde med Paradistreenigheden og som en konsekvens af den guddommeligheds succes som skaber- og administrations børnene har til denne Treenighed. Menneskets udødelig sjæl udvikler sin egen evige skæbne gennem association med Paradisfaderens guddommelige tilstedeværelse og i overensstemmelse med de personligheds beslutninger det menneskelige sind gør. Hvad Treenigheden er for Gud den Højeste, det er Retteren for det udviklende menneske.

Under den nuværende univers tidsalder er det Højeste Væsen tilsyneladende ude af stand til at fungere direkte som en skaber, undtagen i de tilfælde, hvor de finite handlingsmuligheder er udtømt af de kreative formidlere i tid og rum. Indtil videre er dette kun sket én gang i universets historie; da mulighederne for finite aktiviteter vedrørende refleksionsaktiviteter i universet var udtømt, så fungerede den Højeste som skabende kulminator af alle forhenværende skabergerninger. Vi tror, ​​at han igen vil fungere som en kulminator i fremtidige tidsaldre, når den forrige skaberkraft har fuldført en relevant cyklus af skabende aktivitet.

Det Højeste Væsen har ikke skabt mennesket, men mennesket blev bogstaveligt skabt af, og dets liv var afledt af den Højestes potentialitet. Det Højeste Væsen udvikler heller ikke mennesket; selv om den Højeste er selve den evolutionære essens. Fra et finit synspunkt, lever vi faktisk, bevæger os og har vores væren i den Højestes immanens.

Den Højeste kan tilsyneladende ikke initiere oprindelige årsagssammenhæng, men synes at være katalysator for hele universets vækst og er tilsyneladende bestemt til at skabe helhedens kulmination med hensyn til skæbnen af alle erfaringsbaserede evolutionære væsener. Faderen giver oprindelse til begrebet om et finit kosmos. Skabersønnerne virkeliggør denne idé i tid og rum med samtykke og samarbejde af de Skabende Ånder. Den Højeste er kulminationen af det samlede finite og etablerer dets forhold til den absonitte skæbne.

 

4. DEN FINITE GUD

Når vi betragter hele skabelsens skabningers uophørlige kampe for perfektion i status og væsens guddommelighed, kan vi ikke andet end tro, at disse endeløse bestræbelser er et udtryk for den Højestes uophørlige kamp for guddommelig selvrealisering. Gud den Højeste er den finite Guddom, og han skal håndtere disse finite problemer i ordets bredeste forstand. Vores kamp med tidens omskiftelser i udviklingen af rummet er refleksioner af hans bestræbelser på selv at blive virkelig og at fuldføre sit overherredømme i aktivitetssfæren, som hans udviklende natur er ved at udvide til de yderste grænser for hvad der er muligt.

Gennem storuniverset kæmper den Højeste for at komme til udtryk. Hans guddommelige udvikling bygger til en vis grad på visdoms handling af enhver eksisterende personlighed. Når et menneske vælger evig overlevelse, bliver det medskaber af sin skæbne; og i denne opstigende dødeliges liv, finder den finite Gud en øget realisering af sin personlighed og en udvidelse af sin erfaringsmæssige overherredømme. Hvis et væsen afviser den evige karriere, oplever den del af den Højeste, som var afhængige af dette skabte væsens valg, en uundgåelig forsinkelse, et tab, som skal kompenseres ved udskiftning eller tilsvarende erfaring; vedrørende den ikke overlevende personlighed, absorberes den i skabelsens over​​sjæl, og bliver en del af den Højestes Guddom.

Gud er så fuld af tillid, så kærlig, at han giver en del af sin guddommelige natur i hænderne på selve mennesket, til opbevaring og selvrealisering. Fadernaturen, Retter tilstedeværelse, er uforgængelig uanset det dødelige væsens valg. Barnet af den Højeste, det udviklende selv, kan blive ødelagt uanset at den potentielt forenede personlighed af sådanne vildledte selv overlever som en faktor af Overhøjhedens Guddom.

Den menneskelige personlighed kan virkelig ødelægge individualitet, som tilhører menneskets status som skabt væsen, og selvom alt, som var værdifuldt i sådan en kosmisk selvmorders liv bevares, overlever disse kvaliteter ikke som en individuel skabning. Den Højeste vil igen finde et nyt udtryk i de oprettede universer, men aldrig igen som den pågældende person. En ikke-opstigende unik personlighed vender tilbage til den Højeste som en dråbe vand vender tilbage til havet.

Gud er så fuld af tillid, så kærlig, at han giver en del af sin guddommelige natur i hænderne på selve mennesket, til opbevaring og selvrealisering. Fadernaturen, Retter tilstedeværelse, er uforgængelig uanset det dødelige væsens valg. Barnet af den Højeste, det udviklende selv, kan blive ødelagt uanset at den potentielt forenede personlighed af sådanne vildledte selv overlever som en faktor af Overhøjhedens Guddom.

Enhver isoleret handling af de personlige dele af det finite er forholdsvis irrelevant for den Højeste helheds endelige tilsynekomst, men helheden er dog afhængig af de mangfoldige deles samlede indsats. Den individuelle dødelige personlighed er ubetydelig i lyset af Overhøjhedens samlet helhed, men ethvert menneskes personlighed udgør en uerstattelig vigtig værdi i det finite. Når personligheden engang er blevet udtrykt finder den aldrig igen det samme udtryk, undtagen i den levende personligheds fortsatte eksistens.

Så mens vi stræber efter selvudfoldelse, stræber den Højeste i os og med os for at udtrykke guddommelighed. Når vi finder Faderen, så har den Højeste igen fundet Skaberen i Paradis af alle ting. Når vi mestrer problemerne med selvrealisering, så opnår erfaringens Gud det almægtige overherredømme i tid og rum universerne.

Menneskeheden stiger ikke op i universet uden anstrengelser og den Højeste udvikler sig heller ikke uden en målrettet og intelligent aktivitet. De skabte når ikke perfektion ved blot at være passiv, og Overhøjhedens ånd kan heller ikke virkeliggøre den Almægtiges styrke uden den uophørlige tjeneste til den finite skabelse.

Menneskets tidsmæssige forhold til den Højeste er fundamentet for kosmisk moral, den universelle følsomhed over for, og accept af pligt. Dette er en standard, der overstiger den tidsmæssige følelse af relativ rigtigt og forkert; det er en moral baseret direkte på den selvbevidste skabnings påskønnelse af sin erfaringsmæssige forpligtelse over for den erfaringsbaseret Guddom. Det dødelige menneske og alle andre finite skabninger er skabt ud af den levende potentiale af energi, sind og ånd eksisterende i den Højeste. Det er på den Højeste, at den opstigende kombination af ​​ Retteren og den dødelige trækker for at skabe den udødelige og guddommelig karakter af en finalit. Det er af selve den Højestes virkelighed, som Retteren med samtykke fra den menneskelige vilje, væver mønstrene i den evige natur af en opstigende Guds søn.

Udviklingen af Retterens fremskridt i åndeliggørelse og forevigelse af den menneskelige personlighed fører direkte til en udvidelse af den Højestes suverænitet. Sådanne resultater i den menneskelige udvikling betyder også resultater i den evolutionære aktualisering af den Højeste. Selv om det er rigtigt, at de skabte ikke kan udvikle sig uden den Højeste, er det sandsynligvis også sandt, at den Højestes udvikling aldrig fuldt ud kan opnås uafhængigt af den færdige udvikling af ​​alle skabninger. Selvbevidste personligheders store kosmiske ansvar ligger i det faktum, at den Højeste Guddom i en vis forstand, er afhængig af det valg, den dødelige vil træffe. Det gensidige fremskridt af de skabtes udvikling og den Højestes udvikling rapporteres til Dagenes Ældste, gennem de uransagelige mekanismer for universets refleksion.

Den store udfordring, der er blevet givet til det dødelige menneske er dette: Vil du vælge at personalisere de erfaringsmæssige værdibetydninger, der kan erfares i kosmos ind i dit egen udviklende selv? Eller vil du ved at afvise overlevelse, tillade disse af Overhøjhedens hemmeligheder, at være inaktive, afventende et andet væsens aktivitet på et andet tidspunkt, en person, der på sin egen måde vil forsøge sig med et væsen bidrag til udviklingen af den finite Gud? Det vil så være hans bidrag til den Højeste, ikke dit.

Den store kamp i denne universtidsalder står mellem det potentielle og aktuelle - alt det, der endnu ikke er kommet til udtrykt søger en aktualisering. Hvis det dødelige menneske begiver sig ud på eventyret til Paradiset, følger det tidens bevægelser der flyder som strømme i evighedens flod. Hvis det dødelige menneske afviser den evige karriere, bevæger det sig mod strømmen af begivenheder i de finite universer. Den mekaniske skabelse bevæger sig ubønhørligt videre i overensstemmelse med Paradisfaderens udfoldelses formål, men viljesbestemt skabelse kan vælge, mellem at acceptere eller afvise den rolle som indebærer personlighedens deltagelse i evighedens eventyr. Dødeligt menneske kan ikke ødelægge de højeste værdier i menneskets eksistens, men det kan helt sikkert forhindre udviklingen af ​​disse værdier i sin egen personlige erfaring. I den udstrækning som menneskets selv således nægter at deltage i opstigningen til Paradiset, i præcis den samme udstrækning forsinkes den Højeste i at opnå guddommeligheds udtryk i storuniverset.

Det dødelige menneske har fået forvaring ikke kun over Paradisfaderens Retter tilstedeværelse​​, men også kontrol over skæbnen af en lille brøkdel af den Højestes fremtid. For som mennesket opnår sin menneskelige skæbne, således opnår den Højeste sin skæbne på guddomsniveauerne.

Så afventer afgørelsen fra hver af jer som den engang ventede for hver af os: Vil du svigte tidens Gud, som er så afhængig af det begrænsede sinds afgørelser? Vil du skuffe den Højeste personlighed i universerne gennem dovenskab og sløvhed af dyrisk tilbageskridt? Vil du forråde alle skabningers storebror, som er så afhængige af hver skabning? Kan du tillade dig selv at blive drevet ind i de uvirkeliges rige, når der foran dig åbner sig den fortryllende udsigt over en livskarriere i universet - den guddommelige opdagelse af Paradisfaderen og den guddommelige deltagelse i søgningen efter og udviklingen af Overhøjhedens Gud?

Guds gaver - hans overdragelse af virkeligheden - er ikke noget som er adskilt fra ham. Han fremmedgør ikke skabelsen fra ham selv, men han har opbygget spændinger i skabelserne, cirkulerende omkring Paradiset. Gud elsker først mennesket og giver det potentialet til udødelighed - evig virkelighed. Og når mennesket elsker Gud, bliver det evigt i virkeligheden. Her er et mysterium: Jo tættere på Gud, mennesket er gennem kærlighed, jo mere virkelig - aktuel - bliver mennesket. Jo mere mennesket trækker sig bort fra Gud, jo tættere kommer det til uvirkeligheden - ophør af eksistens. Når mennesket indvier sin vilje til at gøre Faderens vilje, når mennesket giver Gud alt, hvad det har, så gør Gud, det menneske, til mere end det er.

 

5. SKABELSENS OVERSJÆL

Den storslået Højeste er storuniversets kosmiske oversjæl. I ham, finder kvaliteterne og kvantiteterne af kosmos deres guddoms refleksion; hans guddomsnatur er den mosaikagtige sammensætning af den totale enorme mængde af alle skabtes og Skabers natur gennem de udviklende universer. Den Højeste er også en aktualiserende Guddom med en skabende vilje, som omfatter et udviklende universformål.

Det intellektuelle, potentielt personlige selv i det finite fremkommer fra den Tredje Kilde og Center og opnår den finite Guddomssyntese af tid og rum i den Højeste. Når de skabte underordner sig Skaberens vilje, undertrykker eller overgiver de ikke deres personlighed; de individuelle personligheder, der er involveret i virkeliggørelsen af ​​den finite Gud mister ikke deres viljesbestemte selv i sådanne handlinger. Snarere vokser sådanne personligheder efterhånden som de deltager i dette store Guddomseventyr. Gennem en pagt med det guddommelige ophøjer, beriger, åndeliggør og forener mennesket sit udviklende selv op til overherredømmets tærskel.

Menneskets udviklende udødelige sjæl, det materielle sind og Retterens fællesskabelse, opstiger som sådan til Paradiset og efterfølgende, når den er blevet mønstret ind i Finalitkorpset bliver den på en ny måde forenet med den Evige Søns kredsløb af åndetyngdekraft gennem en erfaringsbaseret proces kendt som finalit transcendens. Sådanne finaliter bliver således accepterede kandidater til erfaringsmæssige anerkendelse som Gud den Højestes personligheder. Når disse dødelige intellekt i Finalitkorpsets uåbenbarede fremtidige opgaver opnå åndeeksistensens syvende stadium, bliver disse dobbelte sind trefoldige. Disse to harmoniserede sind, det menneskelige og det guddommelige, vil blive herliggjort i forening med den daværende aktualiserede Højeste Væsens erfaringsbaseret sind.

I den evige fremtid, vil Gud den Højeste blive aktualiseret - kreativt udtrykt og åndeligt portrætteret - i det opstigende menneskes åndeliggørende sind, den udødelige sjæl, ligesom den Universelle Fader var åbenbaret i det jordiske liv Jesus levede.

Mennesket forener sig ikke med den Højeste og drukner sin personlige identitet, men universets konsekvenser af alle menneskelige erfaringer udgør dermed en del af den Højestes guddommelige erfaring. "Handlingen er vores, konsekvenserne er GUDS."

Den fremrykkende personlighed efterlader et spor af aktualiseret virkelighed på sin rejse gennem opstigningsniveauerne i universerne. De voksende skabelser af tid og rum, det være sig af sindet, ånden eller energi, er modificeret af de fremrykkende personlighedens rejse gennem deres domæner. Når mennesker handler, reagerer den Højeste, og denne transaktion udgør selve fremskridtet.

De store kredsløb af energi, sind og ånd er aldrig de permanente besiddelser af opstigende personligheder; disse typer af tjenester forbliver altid en del af Overhøjheden. I den dødeliges erfaring findes det menneskelige intellekt i de hjælpende sindsånders rytmiske pulseringer, og det træffer sine beslutninger inden for rammen, produceret af ​​kredsløbet af denne tjeneste. Ved menneskets død adskilles dets menneskelige selv for evigt fra sindsåndernes kredsløb. Selv om disse sindsånder aldrig ser ud til at transmittere erfaringer fra den ene personlighed til et andet, kan de overføre, og gør det også, de upersonlige konsekvenser af beslutninger og handlinger gennem Gud den Syvfoldige til Gud den Højeste. (I det mindste gælder dette for tilbedelsens og visdommens sindsånder.)

Sådan er det også med de åndelige kredsløb. Mennesker bruger dem i deres opstigning gennem universerne, men de besidder dem aldrig som en del af deres evige personlighed. Disse kredsløb af åndelig tjeneste - om det er Sandhedens Ånd, Helligånden, eller superuniversets ånde tilstedeværelse - er dog modtagelige for og reagerer på de værdier, der opstår i opstigende personligheder, og disse værdier overføres trofast gennem den Syvfoldige til den Højeste.

Selv om sådanne åndelige indflydelser som Helligånden, og Sandhedens Ånd er tjenester i lokaluniverset, er deres vejledning ikke helt afgrænset til de geografiske begrænsninger af en given lokal skabelse. Når opstigende dødelige passerer ud over grænserne for lokaluniverset for deres oprindelse, fratages de ikke helt tjeneste af Sandhedens Ånd. Denne ånd som hele tiden har undervist og vejledt dem igennem de filosofiske labyrinter af materielle og morontielle verdener og under enhver krise af opstigningen ufejlbarligt har vejledt Paradisets pilgrim med ordene: "Dette er vejen." Når du forlader domænerne i lokaluniverset, gennem tjeneste af den spirende Højeste Væsen og gennem de muligheder som superuniversets refleksion tilbyder, vil du, i din Paradis opstigning være vejledt af den trøstende og førende ånd, som er overdraget af Guds Paradissønner.

Hvordan registreres betydninger, værdier og fakta om den evolutionære erfaring i den Højeste af disse mangfoldige kredsløb af kosmisk tjeneste? Vi er ikke helt sikre, men vi mener, at denne registrering er udført af de Højeste Skaberpersoner, som har oprindelse i Paradiset, og som er de umiddelbare overdrager af disse kredsløb i tid og rum. De syv hjælpende sindsånders ophobninger af sindserfaring i deres tjeneste af intellektets fysiske niveau, er en del af den Guddommelige Ministers erfaring i lokaluniverset, og gennem denne Skabende Ånd, registreres de sandsynligvis i sindet af Overhøjheden. Ligeledes registreres de dødeliges erfaring af Sandhedens Ånd og Helligånden formentlig på samme måde i Overhøjhedens person.

Selvom menneskers og Retterens erfaring må finde ekko i Gud den Højestes guddommelighed, for når Retterne erfare, er de ligesom den Højeste, og det dødelige menneskes udviklende sjæl er skabt baseret på den præeksisterende mulighed for en sådan erfaring inden for den Højeste.

På denne måde bliver de mangfoldige erfaringer i hele skabelsen en del af Overhøjhedens evolution. De skabte bruger kun de finite kvaliteter og kvantiteter under deres opstigning til Faderen; de ikke-personlige konsekvenser af denne udnyttelse forbliver for evigt en del af det levende kosmos, den Højeste person.

Det som mennesket selv tager med som en personligheds besiddelse er karakterkonsekvenserne af erfaringen af ​​at have brugt sindets- og åndekredsløbene af storuniverset i sin opstigning til Paradiset. Når mennesket beslutter, og når det omsætter sin beslutning i handling, da erfare det, og de betydninger og værdier af denne erfaring er for evigt en del af hans evige karakter på alle niveauer, fra det finite til finalen. Den kosmisk moralske og guddommeligt åndelig karakter repræsenterer den skabtes kapitalakkumulation af personlige beslutninger, der er blevet oplyst af oprigtig tilbedelse, helliggjort af intelligent kærlighed og fuldbyrdet i ​​broderlig tjeneste.

Den udviklende Højeste vil i sidste ende kompensere de finite skabninger for deres manglende evne til nogensinde at opnå mere end en begrænset erfaringskontakt med universernes univers. De skabte kan nå Paradisfaderen, men deres evolutionære sind, som er finit, er ude af stand til virkelig at forstå den infinite og absolutte Fader. Eftersom at alle de skabtes erfaring er registreret i den Højeste og på samme tid er en del af ham, så når alle skabte når den finite eksistens endelige niveau og derefter gør mesteruniversets udvikling det muligt for dem at nå Gud den Højeste som en aktualiserende guddoms tilstedeværelse, da der i selve denne kontakt også er kontakt med den totale erfaring. Fremtidig finite indeholder i sig selv kimen til evigheden; og vi har lært, at når udviklingens afsluttes vidner dette om, at kapaciteten for kosmisk vækst er udtømt, da vil det totale finite indlede de absonitte faser af det evige livsforløb i jagten på Faderen som den Ultimative.

 

6. SØGNINGEN EFTER DEN HØJESTE

Vi søger den Højeste i universerne, men vi vil ikke finde ham. "Han er den indre og ydre af alle ting og væsener, de bevægelige og stationære. Uigenkendelig i sit mysterium, selvom fjernt, er han dog nær." Den Almægtige Højeste er "formen af det endnu uformede, mønstret for den endnu uskabte." Den Højeste er dit univers hjem, og når du finder ham, er det ligesom at vende hjem. Han er din erfaringsmæssige forælder, og ligesom i den menneskelige erfaring, har han vokset i erfaring som guddommelig forælder. Han kender dig, for han er både ligesom de skabte, og skaberne.

Hvis I virkelig ønsker at finde Gud, kan I ikke undgå at der i jeres sind bliver født bevidstheden om den Højeste. Som Gud er jeres guddommelige Fader, så er den Højeste jeres guddommelige Moder, i hvilken I får næring gennem hele jeres liv som universets skabninger. "Hvor universel er den Højeste - han er på alle sider! Skabelsens utallige væsener er afhængige af hans tilstedeværelse for livet, og ingen nægtes adgang."

Hvad Mikael er til Nebadon, er den Højeste for det finite kosmos; hans guddommelighed er den store kanal, hvorigennem Faderens kærlighed flyder udad til al skabelse, og han er den store kanal, hvorigennem finite skabninger bevæger sig indad i deres søgen efter Faderen, som er kærlighed. Selv Tankeretterne er beslægtet med ham; i deres oprindelige natur og guddommelighed, er de ligesom Faderen, men når de oplever begivenhederne i tidsuniverserne i rummet, bliver de ligesom den Højeste.

Den beslutning som indebær at den skabte vælger at gøre Skaberens vilje er en kosmisk værdi og har en universel betydning på hvilken nogle uåbenbaret men overalt virkende koordinerende kraft straks reagerer, sandsynligvis fungerende som en vedvarende ekspanderende virkning af det Højeste Væsen.

Den morontielle sjæl af en udviklende dødelig er i selve virkeligheden en søn til virkningen af den Universelle Faders Retter påvirkning og et barn af den kosmiske reaktion af det Højeste Væsen, den universelle Moder. Moderens indflydelse dominerer den voksende sjæl under hele dets barndom i lokaluniverset. Guddomsforældrenes indflydelse bliver mere lige efter fusionen med Retteren og under superuniversets livskarriere, men når de skabte fra tiden, begynder deres rejse gennem evighedens central univers fremtræder Faderens natur mere og når sit højdepunkt af den finite manifestation ved anerkendelsen af ​​den Universelle Fader og optagelse i Finalitkorpset.

I og gennem erfaringen som opnåelsen af ​​finalitstatus indebær, bliver de erfaringsmæssige moderkvaliteter af den opstigende selv i høj grad påvirket af kontakt med og inspiration fra den Evige Søn og den Uendelige Ånds sinds tilstedeværelse. Så opstår der, gennem alle finalittjenestens områder i storuniverset, en ny vækkelse af den Højestes latente moderpotentiale, en ny erkendelse af erfaringsmæssige betydninger, og en ny syntese af erfaringsbaseret værdier for hele opstignings karrieren. Det fremgår, at denne erkendelse af selvet vil fortsætte i universkarrieren for sjette fase finaliterne indtil moderarven fra den Højeste når den finite synkronisering med retterarven fra Faderen. Denne fascinerende periode med aktivitet i storuniverset repræsenterer den opstigende og perfektioneret dødeliges fortsatte livskarriere som voksen.

Efter afslutningen af sjette fase af eksistens, og indtrædelse i den åndelige status syvende og sidste stadium, vil der sandsynligvis opstå de avancerende tidsaldre af berigende oplevelse, modning af visdom og realisering af guddommelighed. For en finalit ville det sandsynligvis betyde at kampen for åndens selvrealisering i sindet er færdig, at koordineringen af ​​den opstandne menneskelige natur med Retterens guddommelige natur er gennemført inden for grænserne af de finite muligheder. Sådan et storslået universselv bliver således en evig finalitsøn af Paradisfaderen såvel som det evige universbarn af den Højeste Moder, et universselv der er kvalificeret til at repræsentere både Faderen og Moder af universerne og personligheder i enhver tjeneste eller foretagende, der vedrører den finite administration af skabte, skabende eller udviklende ting og væsener.

Alle mennesker, der udvikler en sjæl er bogstaveligt talt de evolutionære sønner af Gud Faderen og Gud Moderen, det Højeste Væsen. Men frem til det tidspunkt, hvor det dødelige menneske bliver sjælsbevidst om sin guddommelige arv, må denne vished om slægtskab med Guddommen forstås gennem tro. Menneskets livserfaring er den kosmiske kokon, i hvilken det Højeste Væsens univers gaver og den Universelle Faders univers tilstedeværelse (hvoraf ingen er personligheder) udvikler morontiasjælen i tiden og den menneskelige-guddommelige finalit karakter for ​​univers skæbnen og evig tjeneste.

Mennesker glemmer alt for ofte, at Gud er den største og højeste erfaring af den menneskelige eksistens. Andre erfaringer er begrænset i art og indhold, men oplevelsen af ​​Gud har ingen grænser undtagen dem, som de skabtes forståelseskapacitet sætter, og selv denne oplevelse er i sig selv begrebs udvidende. Når mennesker søger Gud søger de alting. Når de finder Gud, har de fundet alt. Søgen efter Gud er en generøs overdragelse af kærlighed efterfulgt af de overraskende opdagelser af ny og større kærlighed klar til at blive skænket.

Al sand kærlighed er fra Gud, og mennesket får en del af den guddommelige kærlighed i det omfang, det selv giver denne kærlighed til deres medskabninger. Kærlighed er dynamisk. Den kan aldrig blive fanget; den er levende, gratis, spændende, og altid i bevægelse. Mennesket kan aldrig tage Faderens kærlighed og fængsle den i sit hjerte. Faderens kærlighed kan blive virkelig for det dødelige menneske, når den passerer gennem den menneskelige personlighed, når det til gengæld spreder denne kærlighed til sine medskabninger. Kærlighedens store kredsløb går fra Faderen, gennem sønner til brødre, og fra dem til den Højeste. Faderens kærlighed fremtræder i den dødeliges personlighed gennem Retterens omsorg i det indre menneske. Sådan en søn, der kender Gud åbenbarer denne kærlighed til sine univers brødre, og denne broderlige kærlighed er selve essensen af ​​den Højestes kærlighed.

Der er ingen anden måde at nærme sig den Højeste end gennem erfaring, og i de nuværende skabelsens epoker er der kun tre veje langs hvilken de skabte kan nærme sig Overhøjheden:

                      1. Paradisets borgere nedstiger fra den evige Ø gennem Havona, hvor de erhverver evnen til at forstå Overhøjheden gennem observation af Paradis-Havonas virkeligheds differentiale og gennem udforskende opdagelser af de mangfoldige aktiviteter som udføres af de Højeste Skaber Personligheder, der spænder fra Mesterånderne til Skabersønnerne.

                      2. De opstigende af tid og rum, der kommer op fra de Højeste Skaberes evolutionære universer kommer den Højeste nærmere under deres rejse gennem Havona som et forstadium til den voksende forståelse for enheden i Paradistreenigheden.

                      3. Havona indfødte erhverver sig en forståelse af den Højeste gennem kontakter med nedstigende pilgrimme fra Paradiset og opstigende pilgrimme fra de syv superuniverser. Havona indfødte er i sagens natur i stand til at harmonisere de væsentlige forskellige synspunkter fra borgerne i den evige Ø og borgerne i de evolutionære universer.

For evolutionære væsener er der syv store måder at nærme sig den Universelle Fader, og hver og en af disse veje for opstigning til Paradiset går gennem en af ​​de syv Mesterånders guddommelighed. Enhver sådan tilnærmelse er gjort mulig af at den skabtes modtagelighed for erfaring er udvidet som følge af at han har tjent i det superunivers der afspejler karakteren af ​​sin Mesterånd. Den samlede sum af disse syv erfaringer udgør de aktuelle kendte grænser for en skabnings bevidsthed om virkeligheden og aktualiteten af Gud den Højeste.

Det er ikke kun menneskets egne begrænsninger, der forhindrer det i at finde den finite Gud. Det er også universets ufuldstændighed, selv ufuldstændigheden hos alle skabninger - tidligere, nuværende og fremtidige - der gør den Højeste utilgængelige. Gud Fader kan findes af enhver person, der har opnået guddommelighedens niveau af guddommelighed, men Gud den Højeste vil aldrig blive personligt opdaget af nogen særskilt skabning før det langt fjerne tidspunkt, gennem den universelle opnåelse af perfektion, hvor alle skabninger vil finde ham samtidigt.

Selvom I ikke i denne universtidsalder, personligt vil finde ham, så kan I og vil finde Faderen, Sønnen og Ånden, ikke desto mindre vil opstigningen til Paradiset og den efterfølgende fase af livet i universet gradvist i jeres bevidsthed skabe en erkendelse af universets tilstedeværelse og den kosmiske aktivitet som karakteriserer alle erfaringers Gud. Åndens frugt er substansen af den Højeste, så som han kan forstås i menneskelig erfaring.

Menneskets fremtidige opnåelse af ​​den Højeste er et resultat af dets fusion med Paradisguddommens ånd. Hos Urantianerne er denne ånd den Universelle Faders tilstedeværelse. Selvom Mysterieledsageren er fra Faderen og ligesom Faderen, tvivler vi, at selv sådan en guddommelig gave kan udføre den umulige opgave at afsløre den infinite Guds natur til et finit væsen. Vi formoder, at det, som Retterne vil åbenbare for fremtidige syvende stadiets finaliter vil være Gud den Højestes guddommelighed og natur. Denne åbenbaring vil være det samme til et finit væsen som en åbenbaring af den Uendelige ville være til et absolut væsen.

Den Højeste er ikke infinit, men han indeholder sandsynligvis alle uendeligheder, som et finit væsen nogensinde virkelig kan forstå. For at forstå mere end den Højeste er at være mere end finit!

Alle erfaringsmæssige skabelser er indbyrdes afhængige i realiseringen af ​​hinandens skæbner. Kun den eksistentielle virkelighed er selvstændig og selveksisterende. Havona og de syv superuniverser kræver hinanden for at opnå den højest mulige finite opnåelse, ligeledes vil de engang igen være afhængig af de fremtidige universer af det ydre rum for transcendens af det finite.

Et opstigende menneske kan finde Faderen. Gud er eksistentiel og dermed virkelig, uanset statuserfaringen i det samlede univers. Ingen individuelle opstigende vil nogensinde finde den Højeste, indtil alle opstigende har nået maksimale univers modenhed, der kvalificerer dem samtidigt til at deltage i denne opdagelse.

Faderen gør ingen forskel på personer, han behandler hver af hans opstigende sønner som kosmiske individer. Den Højeste gør heller ikke forskel på nogen, men forholder sig til sine erfaringsmæssige børn som en enkelt kosmisk helhed.

Mennesket kan opdage Faderen i sit hjerte, men det må søge den Højeste i hjerterne på alle andre mennesker; og når alle skabte i perfektion afslører Den Højestes kærlighed, så bliver han en universel aktuel virkelighed for alle skabte. Dette er blot en anden måde at sige, at universerne vil blive etableret i lys og liv.

Når alle personligheder har nået en perfektioneret selvrealisering og en perfekt balance er opnået overalt i universet er dette det samme som at nå den Højeste, og det bevidner, at al finit virkelighed er befriet fra begrænsningerne af ufuldstændig eksistens. En sådan udtømmelse af alle finite potentialer betyder, at opnåelsen af ​​den Højeste er fuldført, hvilket kan på en anden måde defineres som den færdige evolutionære aktualisering af det Højeste Væsen selv.

Menneskerne finder ikke den Højeste pludseligt og sensationelt så som et jordskælv, der sprænger huller i klipperne, men de finder ham langsomt og tålmodigt så som en flod der langsomt slæber jorden væk nedenunder.

Når du finder Faderen, finder du den store årsag til din åndelige opstigning i universerne; når du finder den Højeste, vil du finde det store resultat af din livsrejse til Paradiset.

Men ingen dødelig, der kender Gud kan nogensinde føle sig alene på deres rejse gennem kosmos, for han ved, at Faderen går ved hans siden hvert skridt på vejen, mens selve vejen, hvorpå han vandrer er den Højestes tilstedeværelse.

 

7. DEN HØJESTES FREMTID

Den færdige realisering af alle finite potentialer er det samme som den afsluttet realiseringen af ​​alle evolutionære erfaringer. Dette betyder, at den Højeste endelig fremstår som en almægtig Guddoms tilstedeværelse i universerne. Vi mener, at den Højeste, i denne udviklingsfase vil være lige så uafhængig personificeret som den Evige Søn, lige så styrkefastlagt som Paradisøen, lige så fuldstændig forenet som Samforeneren, og alt dette inden for rammerne af Overhøjhedens finite muligheder ved kulminationen på den nuværende universtidsalder.

Selv om dette er et helt sagligt begreb af den Højestes fremtid ønsker vi at gøre opmærksom på visse problemer, som er forbundet med dette koncept:

                      1. De Egenskabsløse Vejledere for den Højeste kunne næppe være guddommeliggjort på noget tidspunkt forud for hans afsluttet udvikling, og alligevel udøver disse samme vejledere selv nu i en begrænset henseende Overhøjhedens suverænitet i forhold til de universer som er etableret i lys og liv.

                      2. Den Højeste kunne næppe fungere i den Ultimative Treenighed indtil han har opnået fuldstændig aktualitet af universets status og alligevel er den Ultimative Treenighed allerede nu en kvalificeret realitet, og I er blevet informeret om eksistensen af ​​den Ultimatives Egenskabsbestemte Stedfortrædere.

                      3. Den Højeste er ikke helt virkelig for de skabte i universerne, men der er mange grunde til, at man kan konkludere, at han er ganske virkelig for den Syvfoldige Guddom, der spænder fra den Universelle Fader i Paradiset til Skabersønnerne og de Skabende Ånder i lokaluniverserne.

Det kan ske, at der ved de øvre grænser for det finite, hvor tiden forenes med transcenderet tid, forekommer en slags sløring og blanding af sekvensen. Det kan være, at den Højeste på forhånd kan projicere sin univers tilstedeværelse på ​​disse super fremtidige niveauer og derefter i begrænset omfang forudse den fremtidige udvikling ved at reflektere denne fremtidige prognose af det Projicerede Ufuldstændiges immanens tilbage til de oprettede niveauer. Sådanne fænomener kan observeres overalt, hvor det finite kommer i kontakt med det overfinite, som det er tilfældet med de mennesker, som bebos af Tankerettere, som er ægte forudsigelser af menneskets fremtidige univers opnåelse i al evighed.

Når de dødelige opstigende optages i Paradisets finalitkorps aflægger de en ed til Paradisets Treenighed, og når de sværger denne troskabsed forpligter de sig dermed til evig troskab til Gud den Højeste, som er Treenigheden, som forstået af alle finite skabte personligheder. Senere, når finalit kompagnierne fungerer overalt i de udviklende universer, er de kun underlagt de mandater, der udgår fra Paradis, indtil de begivenhedsrige tider, hvor lokaluniverserne bliver etableret i lys og liv. Når de nye administrative organisationer i disse perfektioneret skabelser begynder at afspejle den Højestes spirende overherredømme, observerer vi, at disse afsidesliggende finalit kompagnier anerkender den retslige myndighed af disse nye administrationer. Det fremgår, at Gud den Højeste vil blive udviklet som foreneren af ​​de evolutionære Finalitkorps, men det er højst sandsynligt, at den evige skæbne af disse syv korps vil blive instrueret af den Højeste som medlem af den Ultimative Treenighed.

Det Højeste Væsen har tre superfinite muligheder for manifestation i universet:

                      1. Absonit samarbejde i den første erfaringsmæssige Treenighed.

                      2. Medabsolut forhold i den anden erfaringsmæssige Treenighed.

                      3. Medinfinit deltagelse i Treenighedernes ​​Treenighed, men vi har ingen tilfredsstillende begreb om, hvad dette virkelig betyder.

Dette er en af ​​de mest almindeligt accepteret hypoteser om den Højeste fremtiden, men der findes også mange spekulationer om hans forhold til det nuværende storunivers efter at det har opnået status af lys og liv.

Det nuværende mål for superuniverserne er at blive, som de er, og inden for deres potentialer, perfekt ligesom Havona er perfekt. Denne perfektion gælder fysisk og åndelig opnåelse, men også det administrative, statslige og broderskabets udvikling. Det menes, at potentialet for disharmoni, ubalance og misforhold i superuniverserne under de kommende tidsaldre til sidst vil blive opbrugt. Energi kredsløbene vil være i perfekt balance og helt underordnet sind mens ånden i forbindelse med personlighed vil have nået herredømme over sindet.

Man antager, at den Højestes åndelige person og den Almægtiges erhvervet styrke i denne fjerne fremtid har opnået koordinerende udvikling og at begge, som forenet i og af det Højeste Sind, vil faktualisere som det Højeste Væsen, en fuldført aktualitet i universerne - en virkelighed, der kan iagttages af alle skabte intelligenser, hvoraf alle oprettede energier reagerer, som koordineres i alle åndelige enheder, og som erfares af alle universets personligheder.

Dette begreb omfatter den Højestes aktuelle suverænitet i storuniverset. Det er meget sandsynligt, at de nuværende Treenigheds administratorer vil fortsætte som hans stedfortræder, men vi mener, at de nuværende forskelle mellem de syv superuniverser gradvist vil forsvinde, og at hele storuniverset vil fungere som en perfektioneret helhed.

Det er muligt, at den Højeste derefter vil have personligt bopæl på Uversa, hovedkvarteret for Orvonton, og derfra vil lede administrationen af ​​skabelserne af tiden, men det er virkelig kun et gæt. Sikkert er det, at det Højeste Væsens personlighed, helt definitivt vil kunne kontaktes på ethvert specifikt sted, selv om dette Guddomsvæsens allestedsnærværelse sandsynligvis fortsat gennemtrænge universernes univers. Hvad forholdet mellem superuniversernes borgere vil være i den tidsalder og den Højeste, kender vi ikke, men det kunne være noget i retning af det nuværende forhold mellem de indfødte Havonaborgere og Paradistreenigheden.

Det perfektioneret storunivers af disse fremtidige dage vil være meget anderledes end på nuværende tidspunkt. Borte er så de spændende eventyr med at organisere galakser i rummet, at plante livet i de usikre verdener af tid, at udvikle harmoni af kaos, skønhed af potentialer, sandhed af betydninger og godhed ud af værdier. Tidens universer vil have nået opfyldelsen af deres finite skæbne! Måske vil der så være et øjebliks hvile, afslapning fra den årelange kamp for evolutionær perfektion. Men ikke for længe! Bestemt, helt sikkert og ubønhørlige vil spirende Guddoms mysterium i form af Gud den ultimative udfordre disse perfektioneret borgere i de etablerede universer, lige som deres kæmpende evolutionære forgængere engang blev udfordret af jagten på Gud den Højeste. Tæppet af kosmisk skæbne går op for at afsløre den transcendente storslåethed af den lokkende absonitte søgen efter at opnå den Universelle Fader på disse nye og højere niveauer som åbenbares i de skabtes ultimative erfaring.

 

[Udarbejdet af en Mægtig Budbringer som midlertidigt opholder sig på Urantia.]

 




Back to Top