(UF-DAN-001-2017-1)



 Download Copyright © Urantia Foundation

URANTIA BOGEN

KAPITEL 105

 

GUDDOM OG VIRKELIGHED

SELV for højere klasser af intelligenser i universet er uendelighed kun delvist forståeligt, og endelighed af virkeligheden er kun relativt forståeligt. Når det menneskelige sind, forsøger at trænge ind i evigheds mysteriet om oprindelse og skæbne af alt det, der kaldes ægte, kan det være nyttigt at nærme sig problemet ved at forestille sig evigheden og uendeligheden som en næsten grænseløs ellipse som er genereret af en absolut årsag, og som fungerer i hele denne universelle kreds af endeløse diversificering, vedvarende søgende nogen absolut og uendelige potential skæbne.

Når de dødeliges intellekt forsøger at forstå begrebet virkelighedens totalitet, står sådan et begrænset sind ansigt til ansigt med uendelighedens virkelighed. Virkelighedens totalitet er uendelig og kan derfor aldrig helt forstås af nogen sind, der er underfinit i sin konceptualiserings kapacitet.

Det menneskelige sind kan næppe danne sig et passende begreb om evighedseksistenser, og uden en sådan forståelse, er det umuligt at beskrive selv vores begreber om virkelighedens totalitet. Alligevel forsøger vi en sådan præsentation, selv om vi er helt klar over, at vores begreber må udsættes for dybtgående forvrængninger i processen med at blive oversat og modificeret til et forståelsesniveau i de dødeliges sind.

 

1. DET FILOSOFISKE BEGREB JEG ER

Den absolutte oprindelige årsagssammenhæng i uendeligheden tilskriver universernes filosoffer den Universelle Fader som fungerer som den uendelige, evige, og den absolutte JEG ER.

Der er mange faremomenter som ledsager præsentationen af denne idé om en uendelig JEG ER til de dødeliges intellekt, da dette begreb er så fjernt fra menneskelig erfaringsmæssige forståelse, at det fører til en alvorlig fordrejning af betydninger og misforståelse af værdier. Ikke desto mindre tilbyder det filosofiske begreb JEG ER alle endelige væsener nogle grundlag fra hvilken de kan forsøge at nærme sig en delvis forståelse af absolutte oprindelser og uendelige skæbner. I alle vores forsøg på at belyse tilblivelsen og virkeliggørelsen af virkeligheden, lad det være klart, at dette begreb af JEG ER er, i alle personligheds betydninger og værdier, synonymt med første person i Guddommen, den Universelle Fader af alle personligheder. Dette JEG ER postulat kan ikke så klart identificeres i de uguddommelige områder af den universelle virkelighed.

JEG ER er den Uendelige; JEG ER er også uendelig. Fra det sekventielle, tidsmæssige synspunkt, har al virkelighed sin oprindelse i den uendelige JEG ER, hvis ensomme eksistens i fortidens uendelige evighed må være et endeligt væsens første filosofiske postulat. Begrebet JEG ER indikerer den egenskabsløse uendelighed, den udifferentierede virkelighed af alt, der nogensinde kunne være i hele den uendelige evighed.

Som eksistentielt begreb er JEG ER hverken guddommelig eller uguddommelig, hverken aktuel eller potentiel, hverken personligt eller upersonlig, hverken statisk eller dynamisk. Ingen begrænsninger kan tilskrives den Uendelige, bortset fra at fastslå, at JEG ER er. Det filosofiske postulat af JEG ER er et univers begreb, som er noget mere vanskeligt for forståelse end den Egenskabsløse Absolutte.

For det begrænsede sindder bare være en begyndelse, og selvom der aldrig har været en virkelig begyndelse til virkeligheden, findes der dog visse kilde relationer, som virkeligheden manifesterer i forhold til uendelighed. Den uroprindelige evighedssituation, som eksisterede før virkeligheden kan tænkes opfattet som følger: På et uendeligt fjernt, hypotetisk øjeblik i fortidens evighed, kan man forestille sig JEG ER som både ting og ingen ting, som både årsag og virkning, som både vilje og svar. I dette hypotetiske evigheds øjeblik er der i hele uendeligheden ingen differentiering. Uendeligheden er fyldt af den Uendelige; den Uendelige omfatter uendeligheden. Dette er det hypotetiske statiske øjeblik i evigheden; aktualiteter er stadig indeholdt i deres potentialer, og potentialer er endnu ikke dukket op i JEG ER uendeligheden. Selv i denne formodede situation, må vi antage eksistensen af muligheden for egen vilje.

Husk altid, at menneskets forståelse af den Universelle Fader er en personlig oplevelse. Gud, som din åndelige Fader, er forståelig for dig og alle andre dødelige; men din erfaringsmæssige værdifulde opfattelse om den Universelle Fader må altid være mindre end dit filosofiske postulat af uendelighed, som karakteriserer den Første Kilde og Center, dvs. JEG ER. Når vi taler om Faderen, mener vi Gud, som han kan forstås af sine skabninger, både høje og lave, men der er meget mere som hører til Guddommen, der ikke kan forstås af universets skabninger. Gud, jeres Fader og min Fader, er den fase af den Uendelige, som vi opfatter i vores personligheder som en egentlig erfaringsmæssig virkelighed, men JEG ER forbliver altid vores hypotese om alt som vi føler er ukendt i den Første Kilde og Center. Selv denne hypotese er formentlig langt fra den oprindelig virkeligheds ufattelige uendelighed.

Universet af universer, med dens utallige skare af personligheder, der bebor det, er en stort og kompleks organisme, men den Første Kilde og Center er uendeligt mere kompleks end universerne og personligheder, som er blevet virkelige som svar på hans viljebestemte mandater. Når du står i ærefrygt overfor størrelsen af mesteruniverset, stop op og overvej, at selv denne utænkelige skabelse ikke kan være mere end en delvis åbenbaring af den Uendelige.

Uendeligheden er virkelig fjernt fra erfaringsniveauerne af de dødeliges forståelse, men selv i denne tidsalder på Urantia vokser dit begreb om uendeligheden, og det vil fortsætte med at vokse i hele dit uendelige livsforløb, som strækker sig videre ind i fremtidens evighed. En ubegrænset uendelighed er meningsløst for et endeligt væsen, men uendeligheden er i stand til selvbegrænsning og er i stand til at udtrykke sig som virkelighed alle niveauer af universets eksistenser. Ansigtet, som den Uendelige vender mod alle universets personligheder er en Faders, kærlighedens Universelle Faders ansigt.

 

2. ”JEG ER” SOM TREFOLDIG OG SOM SYVFOLDIG

I betragtning af tilblivelsen af virkelighedenhusk altid på, at alt absolut virkelighed er fra evigheden og dets eksistens er uden begyndelse. Med absolut virkelighed henviser vi til de tre eksistentielle Guddoms personer, Paradisøen, og de tre Absolutter. Disse syv virkeligheder er lige evige, uanset at vi tager tilflugt i sproget af tid og rum når vi præsenterer deres sekventielle oprindelse til mennesker.

Når man følger en kronologisk beskrivelse af virkelighedens oprindelse, må man postulere et teoretisk øjeblik af et "første" viljesbestemt udtryk og en "første" følgereaktion inden for JEG ER. I vores forsøg på at beskrive tilblivelse og generering af virkeligheden, kan denne fase opfattes som selvdifferentiering af Den Uendelige Ene fra uendeligheden, men postulatet af dette dobbelte forhold skal altid udvides til en trefoldig opfattelse gennem anerkendelsen af den evige kontinuitet af den Uendelige, JEG ER.

Denne selvforvandling af JEG ER kulminerer i flere differentieringer af guddommelig virkelighed og uguddommelig virkelighed, i potentiel og realiseret virkelighed, samt visse andre virkeligheder, der næppe kan klassificeres på denne måde. Disse differentieringer af den teoretiske monistiske JEG ER integreres for evigt af samtidige forbindelser, som opstår inden for samme JEG ER - den førpotentielle, føraktuelle, førpersonlige, monotetiske førvirkelighed som, selv om den er uendelig, åbenbares som absolut i den Første Kildes og Centers tilstedeværelse og som personlighed i den Universelle Faders grænseløse kærlighed.

Gennem disse interne forvandlinger etablerer JEG ER et grundlag for et syvfoldigt forhold til sig selv. Den filosofiske (tidsmæssige) opfattelse om den ensomme JEG ER, og den overgangsordning (tidsmæssig) opfattelse om JEG ER som trefoldig kan nu udvidet til at omfatte JEG ER som syvfoldig. Denne syvfoldige - eller syv fasede - natur kan bedst beskrives i forhold til de syv Absolutter af Uendeligheden:

                      1. Den Universelle Fader. JEG ER fader til den Evige Søn. Dette er det allerførste personligheds forhold i den aktuelle virkelighed. Sønnens absolutte personlighed gør Guds faderskab absolut og grundlægger alle personligheders potentielle sønskab. Dette forhold etablerer den Uendeliges personlighed og fuldbyrder dens åndelige åbenbaring i personligheden af den oprindelige søn. Denne fase af JEG ER kan delvis opleves på åndelige niveauer selv af dødelige, som, mens de endnu er i kødet, kan tilbede vor Fader.

                      2. Den Universelle Overvåger. JEG ER årsagen til det evige Paradis. Dette er det allerførste upersonlige forhold i den aktuelle virkelighed, den oprindelige ikke-åndelige forening. Den Universelle Fader er kærlighedens Gud; den Universelle Overvåger er Gud som mønster. Dette forhold etablerer potentialet i form - konfigurationen - og bestemmer mestermønstret af upersonlig og ikke åndelige forhold - mestermønstret, hvorfra alle kopier er lavet.

                      3. Den Universelle Skaber. JEG ER et med den Evige Søn. Denne forening mellem Faderen og Sønnen (under tilstedeværelse af Paradiset) påbegynder den kreative cyklus, som er fuldbyrdet i sampersonligheden og det evige univers tilsynekomst. Fra det endelige dødeliges synspunkt, får virkeligheden sin sande begyndelse med Havona skabelsens tilsynekomst i evigheden. Denne Guddommens skabelseshandling foretages af og gennem Handlingens Gud, som i sit væsen er Fader-Sønnens enhed manifesteret og til alle aktuelle niveauer. Derfor er guddommelig kreativitet ufejlbarligt kendetegnet af enhed, og dette enhed er den eksterne afspejling af den absolutte enhed i Faderens-Sønnens dualitet og i Faderens-Sønnens-Åndens treenighed.

                      4. Den Uendelige Opretholder. JEG ER selvforenet. Dette er den oprindelige sammenslutning af de statiske og potentielle virkeligheden. I denne sammenhæng er alle egenskabsbestemte og egenskabsløse kompenseret. Denne fase af JEG ER forstås bedst som den Universelle Absolutte - foreneren af Guddomsabsolutet og den Egenskabsløse absolutte.

                      5. Den Uendelige Potentielle. JEG ER selvbegrænsende. Dette er det faste punkt i Uendeligheden som evigt vidner om den viljesbestemt selvbegrænsning af JEG ER, som i kraft af hvilket der blev opnået trefoldig selvudfoldelse og selvåbenbaring. Denne fase af JEG ER forstås normalt som Guddomsabsolutet.

                      6. Den Uendelige Kapacitet. JEG ER statisk-reaktive. Dette er den endeløse matrix, muligheden for al fremtidig kosmisk ekspansion. Denne fase af JEG ER er måske bedst opfattet som den supergravitation tilstedeværelse af den Egenskabsløse Absolutte.

                      7. Den Universelle Ene af Uendeligheden. JEG ER som jeg er. Dette er Uendelighedens stilstand eller forhold til sig selv, den evige kendsgerning om uendelighedsvirkeligheden og den universelle sandhed om virkelighedsuendeligheden. I det omfang at dette forhold er mærkbar som personlighed, er det åbenbaret for universerne i den guddommelige Fader af al personlighed - selv af absolut personlighed. I det omfang at dette forhold er upersonligt udtrykt, kommer universerne i kontakt med det som den absolutte sammenhæng af ren energi og ren ånd i overværelse af den Universelle Fader. I det omfang at dette forhold er tænkeligt som en absolut, åbenbares det i den Første Kildes og Centers overherredømme; i ham lever vi alle, røres og har vor væren, fra alle skabte væsner i rummet til indbyggerne i Paradis; og det er lige så sandt for mesteruniverset som for det uendelig lille ultimaton, præcis lige så sandt, om hvad der skal blive, som om det der er og hvad der har været.

 

3. UENDELIGHEDENS SYV ABSOLUTTER

De syv primære relationer i JEG ER eviggører sig som Uendelighedens syv Absolutter. Selv om vi kan beskrive oprindelsen af virkeligheden og uendelighedens differentiering ved en sekventiel fortælling, så er alle syv Absolutter i selve virkeligheden ubegrænset og lige evige. Det kan være nødvendigt for dødelige sind at forestille sig deres begyndelse, men altid bør denne opfattelse overskygges af den erkendelse, at de syv Absolutter ikke har nogen begyndelse; de er evige, og som sådan har altid været. De syv Absolutter er forudsætningen for virkeligheden. De er blevet beskrevet i disse papirer på følgende måde:

                      1. Den Første Kilde og Center. Guddommens Første Person og det primære uguddommelige mønster, Gud, den Universelle Fader, skaberen, overvågeren, og opretholderen; universel kærlighed, evig ånd, og uendelig energi; alle potentialers potentialer og kilden til alle faktiske værdier; stabilitet af al uforanderlighed og dynamik i alle forandringer; kilde til mønster og Fader til personer. Kollektivt, er alle syv Absolutter ækvivaltent til uendeligheden, men den Universelle Fader selv er faktisk uendelig.

                      2. Den Anden Kilde og Center. Guddommens Anden Person, den evige og Originale Søn; den absolutte personlighedsrealitet som karakteriserer JEG ER og grundlaget for realisering og åbenbaring af "JEG ER personlighed." Ingen personlighed kan håbe på at opnå den Universelle Fader uden gennem hans Evige Søn; ej heller kan personligheden tilværelsens eksisterende åndeniveau uden handling og hjælp fra dette absolutte mønster for alle personligheder. I den Anden Kilde og Center er ånden ubegrænset, mens personligheden er absolut.

                      3. Paradiset som Kilde og Center. Det Anden uguddommelige mønster, den evige Paradis Ø; grundlaget for realisering og åbenbarelse af "JEG ER kraften" og fundamentet for etablering af ​​tyngdekraftkontrol overalt i universerne. Med hensyn til alle aktualiseret, ikkeåndelig, upersonlig, og ikke-viljebestemt virkelighed, er Paradiset mønstrets absolut. Ligesom åndeenergi er relateret til den Universelle Fader gennem Moder-Sønnens absolutte personlighed, så er alt kosmisk energi holdt af tyngdekraftkontrollen i den Første Kilde og Centers gennem Paradisøens absolutte mønster. Paradiset er ikke i rummet; rummet eksisterer i forhold til Paradiset, og bevægelsens tidsbegrænset karakter bestemmes gennem Paradisforholdet. Den evige Ø er i absolut hvile; al anden organiseret energi og energi som undergår organisering er i evig bevægelse; i hele rummet, er det kun tilstedeværelsen af ​​den Egenskabsløse Absolutte der er stillestående, og den Egenskabsløse er koordineret med Paradiset. Paradiset eksisterer i rummets omdrejningspunkt, den Egenskabsløse gennemstrømmer det, og al relativ eksistens har sin væren i dette område.

                      4. Det Tredje Kilde og Center. Guddommens Tredje Person, Samforeneren; den uendelig integrerer af Paradisets kosmiske energier med den Evige Søns åndeenergier; perfekt koordinator af viljens motiver og kraftens mekanik; forener af alle aktuelle og aktualiserende virkelighed. Gennem sine mangfoldige børn oppebærer den Uendelige Ånd den Evige Søns barmhjertighed, og fungerer på samme tid som den uendelige behandleren, som for evigt væver Paradisets mønster i rummets energier. Denne samme Samforeneren, denne handlingens Gud, er det perfekte udtryk for Fader-Sønnens ubegrænsede planer og formål, og fungerer samtidig selv som sindets kilde og overdrageren af intellekt til de skabte væsener i det vidtstrakte kosmos.

                      5. Guddomsabsolutet. De årsagsfremkaldende, potentielle personlige muligheder for universel virkelighed, summen af al Guddomspotentiale. Guddomsabsolutet er den målrettet begrænser af ubegrænsede, absolutte og uguddommelige virkeligheder. Guddomsabsolutet er begrænseren af det absolutte og absolutisator af det begrænsede - skæbne initiativtager.

                      6. Den Egenskabsløse Absolutte. Statisk, reaktiv og stationær; den uåbenbarede kosmiske uendelighed af JEG ER; helheden af al uguddommelig virkelighed og endelighed af al upersonlige potentiale. Rummet begrænser den Egenskabsløses funktion, men tilstedeværelsen af den Egenskabsløse er uden begrænsning, uendelig. Mesteruniverset har en begrebsmæssig periferi, men tilstedeværelsen af den Egenskabsløse er grænseløs; selv evigheden kan ikke udtømme den grænseløse ubevægelighed af denne uguddommelige Absolut.

                      7. Den Universelle Absolutte. Forener af det guddommelige og uguddommelige; korrelator af det absolutte og relative. Den Universelle Absolutte (som er statisk, potential, og associativ) kompenserer spændingen mellem den evigt eksisterende og det ufuldstændige.

Uendelighedens Syv Absolutter udgør begyndelsen til virkeligheden. Som dødelige sind ville betragte det, ville den Første Kilde og Center synes at være forudgående til alle absolutter. Et sådan postulat, hvor nyttigt det end kan være, svækkes af at Sønnen, Ånden, de tre absolutter, og Paradisøen eksisterer samtidigt i evigheden med den Første Kilde og Center.

Det er en sandhed, at Absolutter er manifestationer af JEG ER og den Første Kilde og Center. Det er et faktum, at disse Absolutter aldrig har haft en begyndelse, men er lige koordinerede evige med den Første Kilde og Center. De forhold, der gælder absolutter i evigheden kan ikke altid blive præsenteret uden at forårsage paradokser på tidens sprog, og rummets begrebsmønster. Uanset enhver forvirring om oprindelsen af Uendelighedens syv Absolutter, er det både fakta og sandhed, at al virkelighed er baseret på deres evighedseksistens og uendelighedsrelationer.

 

4. ENHED, DUALITET OG TREFOLDIGHED

Universets filosoffer postulerer den evige eksistens af JEG ER som den allerførste kilde til al virkelighed. Samtidig hermed postulerer de selvopdelingen af JEG ER ind i de primære selv-relationer - de syv faser i uendelighed. For det tredje postulerer de samtidig med denne antagelse at - uendelighedens syv Absolutter fremkommer i evigheden og eviggør den dobbelte sammenslutning af de syv faser af JEG ER, og disse syv Absolutter.

Selvåbenbaringen af JEG ER forløber således fra det statiske selv gennem selv-opdeling og selv-forhold til absolutte relationer, relationer med selvstændige afledte absolutter. Dualitetens eksistens opstår således i den evige sammenslutning af Uendelighedens syv Absolutter og den syvfoldige uendelighed af selv-opdelte faser af den selv-åbenbarende JEG ER. Disse dobbelte forhold, som eviggøres til universerne som de syv Absolutter, eviggør de grundlæggende fundamenter for hele universets virkelighed.

Det har engang været udtalt, at enhed generer dualitet, at dualitet generer trefoldighed, og at trefoldigheden er den evige forfader af alle ting. Der er faktisk tre store klasser af primordiale relationer, og de er:

                      1. Enhedsrelationer. Relationer som eksisterer inden for JEG ER, når denne enhed opfattes som en trefoldig og derefter som en syvfoldig selv-differentiering.

                      2. Dualitetsrelationer. Relationer som eksisterer mellem JEG ER som syvfoldig og Uendelighedens syv Absolutter.

                      3. Trefoldighedsrelationer. Disse er de funktionelle sammenhænge mellem Uendelighedens Syv Absolutter.

Trefoldighedsrelationerne opstår fra dualitets fundamenter på grund af uundgåeligheden af de gensidige forbindelser mellem Absolutter. Sådanne trefoldighedsforbindelser eviggør potentialet i al virkelighed; de omfatter både den guddommelige og den uguddommelige virkelighed.

JEG ER er ubegrænset uendelighed som enhed. Dualiteterne eviggør virkelighedens fundamenter. Trefoldighederne muliggør realiseringen af uendeligheden som universel funktion.

Før-eksistentialer bliver eksistentielle i de syv Absolutter, og eksistentialerne bliver funktionelle i trefoldighederne, de grundlæggende sammenslutning af absolutter. Samtidig med eviggørelsen af trefoldighederne er universets fase forberedt - potentialerne er eksisterende, og de faktiske værdier er til stede - og hele evigheden bevidner diversificeringen af den kosmiske energi, udspredningen af Paradisets ånd, udstyret med sind sammen med overdragelse af personlighed. Takket være dette forenes alle disse guddoms- og paradisderivater gennem erfaringer på de skabte væseners niveau og gennem andre processer på niveauer over de skabte.

 

5. FREMBRINGELSE AF DEN FINITE VIRKELIGHED

Ligesom den oprindelige diversificering af JEG ER må tilskrives iboende og selvstændig vilje, selv frembringelsen af den finite virkelighed tilskrives Paradisguddommens viljesbestemte handlinger og de funktionelle trefoldigheders justeringer som følge heraf.

Forud for guddommeliggørelse af det finite, ser det ud til, at al virkelighedsdiversificering fandt sted på absolutte niveauer; men de viljesbestemte handlinger som frembringer den finite virkelighed indebærer en kvalificering af absoluthed og medfører fremkomsten af relativiteter.

Selv om vi præsenterer denne beretning som en kronologisk rækkefølge, og skildre den historiske tilsynekomst af det finite som en direkte afledning af det absolutte, skal man huske på, at der både er transcendente virkeligheder forudgående og efterfølgende alt det endelige. Transcendentale ultimater er i forhold til det endelige, både årsag og fuldendelse.

Den finite mulighed er forbundet med den Uendelige, men omdannelsen af muligheden til sandsynlighed og uundgåelighed må tilskrives den Første Kilde og Centers selv-eksisterende frie vilje, som aktivere alle trefoldighedsforeninger. Kun uendeligheden i Faderens vilje vil nogensinde kunne have kvalificeret tilværelsens absolutte niveau ved at muliggøre en ultimativ eller oprette en endelig.

Med fremkomsten af relativ og begrænset virkelighed fødes en ny cyklus af virkelighed - vækst cyklus - en majestætisk nedstigning fra uendelighedens højder til det begrænsede område, for evigt kredsende indad til Paradiset og Guddommen, altid søgende de høje skæbner som står i et rimeligt forhold med en uendelig kilde.

Disse ufattelige transaktioner markere begyndelsen på universets historie, de angiver at selve tiden er kommet i eksistens. For et skabt væsen er den finite begyndelse tilblivelsen af virkeligheden; som det skabte sind ses det, er der ingen tænkelig virkelighed forud for det finite. Denne nylig opstået finite virkelighed eksisterer i to originale faser:

                      1. Primære maksima, det højeste i den perfekte virkelighed, Havona typen af universet og væsen.

                      2. Sekundære maksima, den øverste perfektioneret virkelighed, superuniversets type af væsen og skabelse.

Disse, er så de to oprindelige manifestationer: en, der er konstitutivt perfekt og den, der bliver evolutionært perfektioneret. Begge er lige i evighedsforholdet, men inden for tidens grænser er de tilsyneladende forskellige. Tidsfaktoren betyder vækst for alt, der vokser; sekundære endelige vokser; og derfordem, der vokser fremstå som ufuldstændige i tiden. Disse forskelle, som er så vigtigedenne side af Paradiset, eksisterer ikke i evigheden.

Vi taler om det perfekte og det perfektioneret som primære og sekundære maksima, men der er yderligere en anden type: Treenigede og andre relationer mellem de primære og sekundære virkeligheder som resulterer i fremkomsten af tredje maksima - ting, betydninger og værdier, der hverken er perfekte eller perfektioneret endnu men er lige med begge sine ophavsfaktorer.

 

6. FØLGEVIRKNINGERNE AF DEN FINITE VIRKELIGHED

Hele frembringelsen af finite eksistenser repræsenterer en overførsel fra potentialer til faktiske realiteter inden for den funktionelle uendeligheds absolutte sammenslutninger. Blandt de mange følgevirkninger af de finites aktualisering gennem skabelse, kan nævnes:

                      1. Guddomsreaktion, tilsynekomsten af de tre niveauer af erfaringsmæssig overherredømme: den personlige åndelige overherredømmes virkelighed i Havona, den potentielle personligheds styrke overherredømme i det kommende storunivers, og kapaciteten for en ukendt funktion af erfaringsbaseret sinds aktivitet på en vis niveau af overherredømme i fremtidens mesterunivers.

                      2. Universets reaktion involverer en aktivering af de arkitektoniske planer for superuniversets rum niveau. Denne udvikling foregår løbende overalt indenfor de syv superuniversers fysiske organisation.

                      3. De skabte væsener som følgevirkning til fremkomsten af den finite virkelighed resulterede i, at der fremkom perfekte væsener, som tilhører klassen af de evige indbyggere i Havona og af perfektioneret evolutionære opstigende fra de syv superuniverser. Opnåelsen af perfektion som en evolutionær (tid-skabende) erfaring indebærer noget andet end perfektion som udgangspunkt. Således opstår ufuldkommenhed i de evolutionære kreationer. Heri ligger oprindelsen af det potentielle onde. Forkerte justeringer, disharmoni, og konflikt, alt dette er en naturlig del af den evolutionære vækst, fra fysiske universer til personlige væsener.

                      4. Guddomlighedsreaktion ufuldkommenhed som er en naturlig del af den tidsmæssige forsinkelse i evolutionen, fremkommer i den kompenserende nærværelse af Guds den Syvfoldige, gennem hvis aktiviteter, som fuldendt er integreret med både det perfekte og det perfektioneret. Denne forsinkelse er uadskillelig fra evolutionen, hvilket er kreativitet i tiden. På grund af dette, såvel som af andre grunde, er den Højestes almægtige kraft baseret på Gud den Syvfoldiges guddommeligheds fremgang. Denne forsinkelse gør det muligt for de skabte væsener at deltage i den guddommelig skabelse ved at tillade de skabte personligheder at blive partnere med Guddommen i opnåelsen af maksimal udvikling. Selv det dødelige væsens materielle sind bliver således partner med den guddommelige Retter i fordoblingen af den udødelige sjæl. Gud den Syvfoldige giver også muligheder for at kompensere for de oplevelsesmæssige begrænsninger i den medfødte perfektion samt kompensering for begrænsninger i den ufuldkomne tilstand før opstandelsen.

 

7. EVENTUALISERING AF TRANSCENDENTE VIRKELIGHEDER

Transcendente virkeligheder er under-uendelig og underabsolutte men superendelige og højere end skabte væsener. Transcendente virkeligheder eventualiseres som et integrerende niveau som korrelerer absoluttets superværdier med de finites maksimumværdier. Fra de skabte væseners synspunkt, vil det synes som om, at det der er transcendentalt er eventualiseret, som en følge af det finite; fra evighedens synspunkt, har det eventualiseret, som en forudanelse af det finite. Der er dem, der betragter det som et "før-ekko" af det finite.

Det, der er transcendentalt er ikke nødvendigvis ikke-udviklingsmæssigt, men det er superevolutionært i den endelige forstand; ej heller er det ikke-erfaringsmæssigt, men det er superoplevende i det omfang det er meningsfuldt for væsener. Måske den bedste illustration af dette paradoks er det perfekte centrale univers: Det er næppe absolut - kun Paradisøen er absolut virkelig i "materialiseret" forstand. Det er heller ikke en endeligt evolutionær skabelse, så som de syv superuniverser. Havona er evigt, men ikke uforanderlig i den forstand af at være et univers uden vækst. Det er beboet af skabninger (Havona indfødte), der faktisk aldrig blev skabt, for de er evigt eksisterende. Havona illustrerer således noget, som ikke ligefrem er begrænset ej heller absolut. Havona fungerer yderligere som en buffer mellem absolutte Paradis og finite skabelser, hvilket yderligere illustrerer transcendental funktion. Men Havona selv er ikke en transcendental - det er Havona.

Da den Højeste er forbundet med det finite, er den Ultimative identificeret med transcendentale virkeligheder.  Selvom vi således sammenligner den Højeste og den Ultimative, adskiller de sig ved noget mere end en gradsforskel; forskellen er også et spørgsmål om kvalitet. Den Ultimative er noget mere end en Superhøjeste projiceret på det transcendentale niveau. Den Ultimative er alt dette, men mere: Den Ultimative er en eventualisation af nye Guddomsrealiteter, egenskabsbestemmelse af nye faser af hvad indtil da var egenskabsløse.

Blandt disse realiteter, der er forbundet med det transcendentale niveau er følgende:

1. Den ultimative guddommelige tilstedeværelse.

2. Begrebet mesteruniverset.

3. Mesteruniversets Arkitekter.

4. De to klasser af Paradisets kraftorganisatorer.

5. Visse ændringer i rummets potens.

6. Nogle åndelige værdier.

7. Nogle betydninger i sindet.

8. Absonite kvaliteter og realiteter.

9. Almagt, alvidenhed og allestedsnærværelse.

10. Rummet.

Det univers, som vi nu lever i, kan betragtes som eksisterende finite, transcendentale og absolutte niveauer. Dette er den kosmiske scene, på hvilken det endeløse drama af personligheden udspilles og energi metamorfose udføres.

Alle disse mangfoldige virkeligheder er absolut forenet af de mange trefoldigheder, funktionelt af Mesteruniversets Arkitekter, og relativt af de Syv Mesterånder, Gud den Syvfoldiges under-koordinatorer af guddommelighed.

Gud den Syvfoldige repræsenterer den Universelle Faders personlighed og guddommelige åbenbaring til skabte væsener af både maksimum og submaksimum status, men der findes andre Syvfoldige relationer gennem den Første Kilde og Center, som ikke er relateret til manifestationen af den guddommelige åndelige tjeneste af den Gud, som er ånd.

I evighedens fortid fremkaldte Absolutternes kræfter, Guddommenes ånder og Gudernes personligheder som reaktion på den selveksisterende egenviljes oprindelige vilje. I den nuværende univers tidsalder bevidner vi alle de enorme konsekvenser af det vidtstrakte kosmiske panorama af underabsolutte manifestationer af de ubegrænsede potentialer i alle disse realiteter. Det er fuldt ud muligt, at den fortsatte spredning af den Første Kilde og Centers oprindelige virkelighed kan fortsætte fremad og udad gennem tidsaldre uden ende, ind i de fjerne og ufattelige strækninger af absolut uendelighed.

[Præsenteret af en Melkisedek i Nebadon.]




Back to Top