(UF-DAN-001-2017-1)



 Download Copyright © Urantia Foundation

URANTIA BOGEN

KAPITEL 99

 

SOCIALE PROBLEMER I RELIGIONEN

RELIGIONEN opfylder sin højeste samfundsmæssige opgave, når den har mindst forbindelse med verdslige institutioner i samfundet. Da de sociale reformer i tidligere tider, stort set var begrænset til de moralske områder, behøvede religionen ikke at justere sin holdning til omfattende ændringer i de økonomiske og politiske systemer. Religionens største problem var bestræbelserne på at erstatte ondt med godt indenfor den politiske og økonomiske kulturs eksisterende sociale orden. Religionen har dermed indirekte haft tendens til at opretholde den etablerede samfundsorden, for at fremme opretholdelsen af den eksisterende type af civilisation.

Religionen bør ikke være direkte i kontakt enten med etablering af nye samfundsordninger eller med bevarelsen af gamle. Sand religion modsætter sig vold som en teknik for samfundsudvikling, men den modsætter sig ikke samfundets intelligente forsøg på at tilpasse sine procedurer og justere dets institutioner til nye økonomiske forhold og kulturelle behov.

Religionen godkendte faktisk de lejlighedsvise sociale reformer af tidligere århundreder, men i det tyvende århundrede er det nødvendig at opfordre den til at tilpasse sig til de omfattende og vedvarende sociale forandringer. Levevilkårene ændrer sig så hurtigt, at institutionelle ændringer i høj grad skal fremskyndes, og religionen må derfor hurtigere fremskynde sin tilpasning til denne nye og stadigt skiftende sociale orden.

 

1. RELIGION OG SOCIAL GENOPBYGNING

Mekaniske opfindelser og formidlingen af viden modificerer civilisationen; visse økonomiske justeringer og sociale forandringer er bydende nødvendigt, hvis en kulturel katastrofe skal undgås. Denne nye og fremkommende sociale orden, vil ikke tilfredsstillende stabilisere sig for et årtusinde. Den menneskelige race skal vænne sig til en følge af ændringer, justeringer og tilpasninger. Menneskeheden er på march mod en ny og åbenbaret planetarisk skæbne.

Religionen skal blive en kraftig indflydelse på moralsk stabilitet og åndelig progression og fungerer dynamisk midt i disse omskiftelige forhold, der konstant ændrer sig og uendelig økonomiske justeringer, som aldrig ophører.

Samfundet på Urantia kan aldrig håbe på at slå sig ned som i tidligere aldre. Det sociale skib er dampet ud af traditionens beskyttede bugter og er begyndt sit rejse den evolutionære skæbnes åbne hav; og aldrig før i verdens historie har menneskets sjæl, som nu, nøje undersøgt deres moralske kort og omhyggeligt observeret det religiøse rettesnors kompas. Religionens altoverskyggende opgave som social indflydelse er at stabilisere menneskehedens idealer i disse farlige tider med overgangen fra en fase af civilisationen til en anden, fra et niveau af kultur til en anden.

Religionen har ingen nye opgaver at udføre, men den har en presserende opgave til at fungere som en klog vejledning og erfaren rådgiver i alle disse nye og hurtigt skiftende menneskelige situationer. Samfundet bliver mere mekanisk, mere kompakt, mere kompleks, og mere kritisk afhængige af hinanden. Religionen skal fungere for at forhindre disse nye og tætte gensidige forhold fra at blive gensidigt tilbageskridt eller endda destruktive. Religionen skal fungere som det kosmiske salt, der forhindrer gæringsfremkaldende progression fra at ødelægge den kulturelle smag af civilisationen. Disse nye sociale relationer og økonomiske omvæltninger kan resultere i varig broderskab kun ved hjælp af religionens indsats.

En gudløse humanisme er, menneskeligt talt, en ædel gestus, men sand religion er den eneste magt, der varigt kan øge en social gruppes modtagelighed for andre gruppers behov og lidelser. I fortiden, kunne institutionel religion forblive passiv, mens de øverste samfundslag vendte det døve øre til lidelser og undertrykkelse af det hjælpeløse nedre lag, men i moderne tid er disse lavere sociale klasser ikke længere så frygtelig uvidende og heller ikke så politisk hjælpeløse.

Religionen må ikke blive økologisk involveret i det verdslige arbejde for social genopbygning og økonomisk reorganisering. Men den skal aktivt holde trit med alle disse fremskridt i civilisationen ved klart og energisk at udtrykke sine omformulerede moralske mandater og åndelige forskrifter, dens gradvise filosofi om menneskets liv og transcendente overlevelse. Ånden i religionen er evig, men dens udtryksform skal tilpasses hver gang det menneskelige sprogs ordbog revideres.

 

2. DEN INSTITUTIONELLE RELIGIONS SVAGHED

Institutionel religion kan ikke give inspiration og lederskab i denne forestående verdensomspændende sociale genopbygning og økonomisk reorganisering, fordi den desværre er blevet mere eller mindre en organisk del af den sociale orden og det økonomiske system, der er bestemt til at undergå genopbygning. Kun den virkelige religion i form af personlige åndelige erfaring kan fungere hjælpsomt og kreativt i den nuværende krise i civilisationen.

Institutionel religion er nu kørt fast i en ond cirkel. Den kan ikke rekonstruere samfundet uden først at rekonstruere sig selv; og da den er en integrerende del af den etablerede orden, kan den ikke rekonstruere sig selv før samfundet er blevet radikalt rekonstrueret.

Religionsudøverne skal fungere i samfundet, i industrien, og i politik som individer, ikke som grupper, selskaber, eller institutioner. En religiøs gruppe, som forudsætter at fungere udenfor de religiøse aktiviteter, bliver straks et politisk parti, en økonomisk organisation, eller en social institution. Religiøs kollektivisme skal begrænse sin indsats til fremme af religiøse formål.

Religiøse er på ingen måde mere værdifulde end ikke religiøse i sociale genopbygnings opgaver, undtagen i det omfang, at deres religion har givet dem en forbedret kosmisk forudseenhed og begavet dem med at højere sociale visdom, som er født af et oprigtigt ønske om at elske Gud over alt og at elske ethvert menneske som en bror i det himmelske rige. En ideel social orden er en, hvor ethvert menneske elsker sin næste som sig selv.

Den institutionaliserede kirke har måske forekommet i fortiden at tjene samfundet ved at forherlige de etablerede politiske og økonomiske systemer, men den skal hurtigt ophøre med sådanne handlinger, hvis den skal overleve. Dens eneste rigtige holdning består i undervisningen af ikke-vold, læren om fredelig udvikling i stedet for voldelig revolution - fred på jorden og god vilje blandt alle mennesker.

Den moderne religion finder det vanskeligt at tilpasse sin holdning til de hastigt skiftende sociale forandringer kun fordi den har tilladt sig at blive så grundigt traditionsbunden, dogmatiseret, og institutionaliseret. Den levende erfaringens religion finder ingen problemer med at holde sig foran alle disse sociale forandringer og økonomiske omvæltninger, i hvis midte den stadig fungerer som en moralsk stabilisator, social vejledning og åndelig pilot. Sand religion overfører fra den ene tidsalder til en anden den kultur som er af værdi, og den visdom, som er født af oplevelsen af at kende Gud og stræbe efter at blive som ham.

 

3. RELIGIONEN OG RELIGIONSUDØVEREN

Den tidlige kristendom var helt fri for alle borgerlige forviklinger, sociale forpligtelser og økonomiske alliancer. Det var først den senere institutionaliserede kristendom som blev en organisk del af det politiske og sociale struktur af den vestlige civilisation.

Himmeriget er hverken en social eller økonomisk orden; det er et rent åndeligt broderskab af individer som kender Gud. Sandt nok, et sådan broderskab er i sig selv et nyt og fantastisk socialt fænomen ledsaget af forbløffende politiske og økonomiske konsekvenser.

Religionsudøveren er ikke ufølsom over for social lidelse, ikke ligeglad med samfundets uretfærdighed, ikke afsondret fra den økonomiske tænkning, eller følelsesløs til politisk tyranni. Religionen påvirker den sociale genopbygning direkte, fordi den åndeliggør og idealiserer den enkelte borger. Indirekte påvirkes den kulturelle civilisation af holdningen hos disse individuelle religionsudøvere når de bliver aktive og indflydelsesrige medlemmer af forskellige sociale, moralske, økonomiske og politiske grupper.

Opnåelsen af en høj kulturel civilisation kræver, først og fremmest den ideelle form for borger og derefter, ideelle og passende sociale mekanismer med hvilken disse borgere kan styre de økonomiske og politiske institutioner i sådan et avanceret menneskelige samfund.

Kirken, har længe som følge af en overdreven og falsk følelse, tjent de underprivilegerede og de uheldige, og alt dette har været godt, men denne selvsamme følelse har ført til en uklog forplantning af racemæssige degenererede elementer, som voldsomt har forsinket civilisationens fremskridt.

Selvom mange enkeltpersoner for samfundsfornyelse, heftigt fornægter den institutionaliserede religion, er de, trods alt, nidkært religiøse i udbredelsen af deres sociale reformer. er det, at de personlige og mere eller mindre ubevidste religiøse motivationer kommer til at spille en stor rolle i nutidens program for social genopbygning.

Den store svaghed i alt denne ukendte og ubevidste form for religiøs aktivitet er, at den ikke er i stand til at drage fordel af åben religiøs kritik og derved op til nyttige niveauer af selv-korrektion. Det er en kendsgerning, at religionen ikke vokser, medmindre den er disciplineret af konstruktiv kritik, udvidet af filosofi, renset af videnskaben, og næret af loyale menneskelige fællesskaber.

Der er altid den store fare for, at religionen vil forvrænges og perverteres til forfølgelsen af falske mål, såsom i krigstid, hvor hver stridende nation prostituerede deres religion til militær propaganda. En kærlighedsløs iver er altid skadeligt for religionen, mens forfølgelse afleder religionens aktiviteter i opnåelsen af nogle sociologiske eller teologiske formål.

Religionen kan kun holdes fri for uhellige verdslige alliancer, ved:

                      1. En kritisk korrigerende filosofi.

                      2. Frihed fra alle sociale, økonomiske og politiske alliancer.

                      3. Kreative, trøstende, og kærligheds ekspanderende fællesskaber.

                      4. En vedvarende forbedring af åndelig indsigt og værdsættelse af kosmiske værdier.

                      5. Forebyggelse af fanatisme gennem modvægt af den videnskabelige mentale indstilling.

Religionsudøverne, bør som gruppe, aldrig beskæftige sig med noget andet end religion, omend sådan nogen religiøse, som borger, kan blive en fremragende leder af nogle sociale, økonomiske eller politiske genopbygnings bevægelser.

Det er religionens opgave at skabe, støtte og inspirere den enkelte borger til en sådant kosmisk loyalitet, at den vil fører ham til at opnå fremgang i udviklingen af alle disse vanskelige men ønskelige sociale ydelser.

 

4. OVERGANGSFASENS VANSKELIGHEDER

Ægte religion gør religionsudøveren socialt attraktiv og giver indsigt i det menneskelige fællesskab. Formaliseringen af religiøse grupper ødelægger mange gange de værdier, som gruppen blev organiseret til at fremme. Venskab mellem mennesker og guddommelig religion er gensidigt nyttige og meget oplysende hvis væksten i begge tilfælde er udlignet og harmonisk. Religionen giver ny mening til alle grupperinger - familier, skoler og klubber. Det giver nye værdier til leg og ophøjer al sand humor.

Socialt lederskab transformeres ved åndelig indsigt. Religionen forhindrer alle kollektive bevægelser fra at miste deres sande mål af syne. Sammen med børn, er religionen den store forener af familielivet, forudsat at der er en levende og voksende tro. Familielivet kan ikke haves uden børn; det kan leves uden religion, men et sådan handicap forstørre enormt vanskelighederne i denne intime forening mellem mennesker. I de første årtier af det tyvende århundrede, led familielivet, næst efter den personlig religiøse oplevelse, mest under det forfald som opstod som følge af overgangen fra gamle religiøse loyaliteter til de fremkommende nye betydninger og værdier.

Sand religion er en meningsfuld måde at leve dynamisk ansigt til ansigt med de banale realiteter i hverdagen. Hvis religion skal kunne stimulere individuel udvikling af karakter og øge personligheds integrationen, må den ikke være standardiseret. Hvis den skal stimulere evaluering af erfaringer og tjene som et værdi-lokkemiddel, må den ikke gøres stereotype. Hvis religion er at fremme de øverste loyaliteter, må den ikke blive formaliseret.

Uanset hvilken omvæltninger civilisationens sociale og økonomisk vækst kan tænkes at medføre, er religionen ægte og værdifuld, hvis den fremmer en oplevelse hos individet, hvor sandhedens, skønhedens og godhedens overherredømme hersker, for sådan er den sande åndelige opfattelse om den højeste virkelighed. Gennem kærlighed og tilbedelse bliver dette meningsfuldt som fællesskab med mennesket og sønskab med Gud.

I sidste ende, er det hvad man tror snarere end hvad man ved, der bestemmer adfærd og dominerer personlige forestillinger. Rent faktuel viden udøver meget lidt indflydelse på det gennemsnitlige menneske, medmindre det aktiveres følelsesmæssigt. Den aktivering som religionen afstedkommer, er dog over ånden og forener hele den menneskelige oplevelse på transcendente niveauer gennem kontakt med, og frigivelse af, åndelige energier i det jordiske liv.

Under det tyvende århundrede psykologiske ustabile tider, midt i de økonomiske omvæltninger, de moralske tværstrømme og de sociologiske bølger fra de cyklonagtige overgange i en videnskabelig tidsalder, er tusinder og atter tusinder af mænd og kvinder blevet rystet ud af deres menneskelige ligevægt. De er bekymrede, rastløse, bange, usikker og urolig; som aldrig før i verdens historie, de har brug for trøst og stabilisering af en sund religion. I lyset af hidtil uset videnskabelig præstation og mekanisk udvikling er der åndelig stagnation og filosofisk kaos.

Der er ingen fare i at religionen bliver mere og mere en privat sag - en personlig oplevelse - forudsat at den ikke mister sin motivation for uselvisk og kærlig social tjeneste. Religion har lidt under mange sekundære påvirkninger: pludselig blandede kulturer, sammenblandingen af forskellige trosbekendelser, formindskelse af kirkelige myndighed, forandringer i familielivet, sammen med urbaniseringen og mekaniseringen.

Menneskets største åndelige fare ligger i delvis fremskridt, den vanskelige situation, hvor væksten er ufærdig; udviklingsreligionerne som bygger på frygt uden straks at gribe fat i åbenbaringsreligionens kærlighed. Moderne videnskab, især psykologi, har kun svækket de religioner, som i en vid udstrækning er afhængig af frygt, overtro, og følelser.

En overgangsfase er altid ledsaget af forvirring, og der vil ikke være meget fred og ro i den religiøse verden, indtil den store kamp er afsluttet mellem de tre konkurrerende religionsfilosofier:

                      1. Den spiritistiske tro (i en forsynets Guddom), i mange religioner.

                      2. Den humanistiske og idealistiske tro på mange filosofier.

                      3. De mekanistiske og naturalistiske opfattelser af mange videnskaber.

Disse tre partielle tilgange til kosmisk virkelighed skal med tiden blive bragt i harmoni med hver af de åbenbarende præsentationer af religion, filosofi og kosmologi, som skildrer den trefoldige eksistens af ånd, sind og energi som udgår fra Paradistreenigheden og opnår forening i tid og rum i den Højeste Guddom.

 

5. RELIGIONENS SOCIALE ASPEKTER

Selvom religion udelukkende er en personlig åndelig oplevelse - at kende Gud som en Fader - indebærer den naturlige konsekvens af denne erfaring - at kende mennesket som en broder - justeringen af selvet til selvet af andre, og heri ligger det sociale eller gruppe aspekt af det religiøse liv. Religion er først en indre eller personlig tilpasning, og så bliver det et spørgsmål om social tjeneste eller gruppe justering. Den kendsgerning, at mennesket er selskabelig anlagt medfører nødvendigvis, at religiøse grupper vil opstå. Hvad sker der med disse religiøse grupper afhænger meget af intelligent lederskab. I primitive samfund adskiller den religiøse gruppe sig ikke altid meget fra de forskellige økonomiske eller politiske grupper. Religion har altid været en konservator af moral og en stabilisator af samfundet. Dette er stadig sandt, trods det, at mange moderne socialister og humanister prædiker det modsatte.

Husk altid på: Sand religion er at kende Gud som din Fader og mennesket som din bror. Religionen er ikke en slavisk tro på trusler om straf eller magiske løfter om fremtidige mystiske belønninger.
 
Jesu religion er den mest dynamiske indflydelse som nogensinde har aktiveret den menneskelige race. Jesus brød med traditioner, ødelagte dogmer, og kaldte menneskeheden til opfyldelsen af dens højeste idealer i tid og evighed - at være fuldkommen, som Faderen i himlen er fuldkommen.

Religionen har ringe chance for at fungere, indtil den religiøse gruppe bliver adskilt fra alle andre grupper - før den bliver en sociale sammenslutning af dem som har åndeligt medlemskab af himmeriget.
 
Læren om at mennesket er fuldstændig fordærvet ødelagde meget af religionens mulighed for at opnå sociale følger af en opløftende karakter og inspirerende værdi. Jesus søgte at genoprette menneskets værdighed, da han erklærede, at alle mennesker er Guds børn.

Enhver religiøs trosopfattelse, som er i stand til at give den troende en større åndeliggørelse er sikker på at have stærke konsekvenser i en sådan religionsudøvers sociale liv. Religiøs erfaring frembringer ufejlbarligt " åndens frugter " i den ånde førte dødeliges jordiske liv.

Lige så sikkert som mennesker deler deres religiøse overbevisning, lige så sikkert danner de en religiøs gruppe af en slags, som til sidst formulerer fælles mål. En dag vil religiøse gå sammen og for virkelig at sikre samarbejdet på grundlag af fælles idealer og formål i stedet for at forsøge at gøre det på grundlag af psykologiske udtalelser og teologiske overbevisninger. Målsætninger snarere end trosbekendelser skal forene religionsudøverne. Da sand religion er et spørgsmål om personlig åndelig oplevelse, er det uundgåeligt, at hver enkelt religiøs skal have sit eget og personlige fortolkning af realiseringen af den åndelige oplevelse. Lad udtrykket "tro" står for den enkeltes forhold til Gud mere end for trosmæssig formulering af, hvad nogle gruppe af dødelige har været i stand til at blive enige om gennem en fælles religiøs holdning. "Har du tro? Så hold det til dig selv."

At tro kun gælder for forståelse af ideelle værdier er illustreret ved Det Nye Testamentets definition, der erklærer, at tro er substansen af det man håber på, og beviset om det som man ikke ser.

Det primitive menneske forsøgte ikke at sætte ord på sin religiøse overbevisning. Dets religion blev danset ud snarere end gennemtænkt. Nutidens mennesker har gennemtænkt mange trosretninger og skabt mange tests af religiøs tro. Fremtidige religiøse må ud leve deres religion, dedikerer sig til helhjertet at tjene det menneskelige broderskab. Det er på høje tid, for mennesket til at få en religiøs oplevelse som er så personlige og så sublimt, at den kun kan fattes, og udtrykkes ved "følelser, der ligger alt for dybt for ord."

Jesus krævede ikke af sine tilhængere, at de med jævne mellemrum skulle samles og recitere en formulering, der udtrykte deres fælles tro. Han fastsatte kun, at de skulle samles til rent faktisk at gøre noget - at deltage i et fælles måltid i erindring om hans overdragelse liv på Urantia.

Hvilken fejltagelse gør kristne ikke, når de præsentere Kristus som højeste ideal af åndelig lederskab, samtidig med. at de vover at kræve at gudbevidste mænd og kvinder afviser gudkendende menneskers historiske lederskab, som i tidligere tider har bidraget til deres særlige nationale eller racemæssig oplysning.

 

6. INSTITUTIONEL RELIGION

Sekterisme er en sygdom i institutionel religion og dogmatisme er et slaveri af den åndelige natur. Det er langt bedre at have en religion uden en kirke end en kirke uden religion. Den religiøse uro i det tyvende århundrede er ikke i sig selv et tegn på åndelige forfald. Både vækst og nedbrydning går forud for forvirring.

Der er en reel formål i socialiseringen af religion. Det er de religiøse gruppeaktiviteters formål at dramatisere religionens loyalitet; at forstørre sandhedens, skønhedens og godhedens tiltrækning; at fremme de højeste værdiers attraktioner; at forbedre tjenesten for uselvisk fællesskab; at forherlige potentialerne i familielivet; at støtte religiøs uddannelse; at give kloge råd og åndelig vejledning; og at tilskynde til gruppe tilbedelse. Alle levende religioner opmuntrer til menneskelige venskab, fastholder moral, fremme velfærd i miljøet, og understøtter udbredelsen af det væsentligste i evangeliet i form af deres respektive budskaber om evig frelse.

Men når religionen bliver institutionaliseret, beskæres dens formåen for det gode, mens mulighederne for ondt forstærkes. Farerne med en formaliseret religion er: fiksering af tro og krystallisering af følelser; ophobning af særinteresser med øget sekularisering; tendens til at standardisere og forstening af sandheden; omdirigering af religionen fra at tjene Gud til at tjene kirken; tilbøjelighed hos lederne til at blive administratorer i stedet for ministre; tendens til at danne sekter og konkurrencedygtige undergrupper; etablering af undertrykkende kirkelige myndighed; oprettelsen af ​​det aristokratiske "udvalgte-folk" holdning; fremme af falske og overdrevne forestillinger om hellighed; overgang til rutinepræget religions traditioner og forstening af tilbedelse; tendens til at ære fortiden samtidig med at de nuværende krav ignoreres; manglende evne til at fortolke religionen på en moderne måde; sammenlægning med funktioner af verdslige institutioner; oprettelsen af en ond diskrimination af religiøse kaster; tilbøjelighed til at bliver intolerante retfærdigheds dommere; manglende evne til at holde de eventyrlystne unge folks interesse, hvilket betyder, at den gradvist mister det frelsende budskab som evangeliet som den evige frelse udgør.

Formel religion begrænser mennesker i deres personlige åndelige aktiviteter i stedet for at frigive dem for forhøjet tjeneste som kongerigets bygherrer.

 

7. RELIGIONENS BIDRAG

Selvom kirker og alle andre religiøse grupper skal holde sig hævet over alle verdslige aktiviteter, så må religionen samtidig ikke gøre noget for at hindre eller forsinke den sociale koordinering af menneskelige institutioner. Livet skal fortsætte med at vokse i meningsfuldhed; mennesket skal gå videre med sin reformation af filosofi og dets tydeliggørelse af religion.

Statskundskab skal påvirke genopbygningen af økonomi og industri ved de fremgangsmåder, den lærer fra de sociale videnskaber og af de indsigter og motiver som en religiøs livsstil tilbyder. I alle sociale genopbygninger giver religionen en stabiliserende loyalitet i forhold til et transcendent mål, et bestemmelses mål som er ud over det umiddelbare og tidsmæssige mål. Midt i den forvirring, der opstår i et hurtigt skiftende miljø, har dødelige mennesker brug for opretholdelse af et langt vidtstrakt kosmisk perspektiv.

Religionen inspirerer mennesket til at leve modigt og glædesfyldt jorden. Den forener tålmodighed med lidenskab, indsigt med iver, sympati med magt, og idealer med energi.

Mennesket kan aldrig på en vis måde afgøre tidsmæssige problemer eller transcendere egoismen af personlige interesser, medmindre det mediterer indenfor Guds suverænitet og forudser realiteterne i guddommelige betydninger og åndelige værdier.

Indbyrdes økonomisk afhængighed og socialt kammeratskab vil i sidste ende fører til broderskab. Mennesket er af natur en drømmer, men videnskaben kalder det til fornuft, så religionen snart kan aktivere mennesket med langt mindre fare for at kaste det ind i fanatiske reaktioner. De økonomiske fornødenheder binder mennesket sammen med virkeligheden, og personlig religiøs erfaring bringer dette samme menneske ansigt til ansigt med de evige realiteter i et stadigt voksende og fremadskridende kosmisk statsborgerskab.



[Præsenteret af en Melkisedek i Nebadon.]

 




Back to Top