(UF-DAN-001-2017-1)



 Download Copyright © Urantia Foundation

URANTIA BOGEN

KAPITEL 78

 

DEN VIOLETTE RACE EFTER ADAMS DAGE

DEN anden Eden var civilisationens vugge for næsten tredive tusinde år. Her i Mesopotamien holdt de Adamiske folk til, og herfra sendte de deres efterkommere til verdens ender, og senere, som sammenlagt med Noditerne og Sangik stammerne blev de kendt som Anditerne. Fra dette område udgik de mænd og kvinder, som påbegyndte det som skete under den historiske tid, og som så enormt accelererede de kulturelle fremskridt på Urantia.
 
Dette kapitel beskriver den violette races planetariske historie, som begynder kort efter misligholdelse af Adam, fra omkring år 35.000 f.Kr., og som strækker sig frem til sammenlægningen med Noditerne og Sangik racerne, for omkring år15.000 f.Kr., hvilket betød Anditfolkets fremkomst og videre indtil racens endelige forsvinden fra de mesopotamiske hjemlande, for omkring år 2000 f.Kr.

 

1. RACERNES OG KULTURERNES FORDELING

Selvom menneskeracernes sind og moral var på et lavt niveau på tidspunktet, da Adam ankom, var den fysisk evolution fortsat ganske upåvirket af vanskelighederne som Caligastia oprør havde medført. Adams bidrag til racernes biologiske status forbedrede enormt menneskerne på Urantia på trods af den delvise fiasko af foretagende.

Adam og Eva bidrog også med meget, som var af værdi for menneskehedens sociale, moralske og intellektuelle fremskridt; civilisationen accelererede enormt ved tilstedeværelsen af deres efterkommere. For fem og tredive tusinde år siden var der ikke meget kultur i verden som helhed. Visse centre for civilisation eksisterede her og der, men størstedelen af Urantia vantrives i vildskab. Racemæssig og kulturel fordeling var som følger:

                      1. Den violette race - Adamiter og adamssoniter. Den Adamiske kulturs vigtigste centrum var i den anden have, i trekanten mellem floderne Tigris og Eufrat. Dette var virkelig den vestlige og den indiske civilisationens vugge. Det andet, eller det nordlige centrum af den violette race var Adamsoniternes hovedkvarter, øst for den sydlige kyst af Det Kaspiske Hav nær Kopet bjergene. Fra disse to centre spredte kulturen og livsplasma sig hurtigt til de omkringliggende lande og stimulerede alle racer.

                      2. Før-Sumererne og andre Noditer. Der fandtes også i Mesopotamien, nær flodernes munding, resterne af den gamle kultur fra tiden i Dalamatia. Over tusinder af år, var denne gruppe blevet grundigt blandet med Adamiterne mod nord, men de mistede aldrig helt deres Nodittraditioner. Forskellige andre Noditgrupper, der havde bosat sig i Levanten var generelt absorberet af den senere ekspanderende violette race.

                      3. Andoniterne opretholdt fem eller seks temmelig repræsentative bosættelser mod nord og øst for Adamson hovedkvarter. De fandtes også udspredt over hele Turkestan, mens isolerede øer af dem fandtes i hele Eurasien, især i bjergområder. Disse aboriginals var stadig i besiddelse af deres nordlige områder af det eurasiske kontinent sammen med Island og Grønland, men de for længst var blevet fordrevet fra sletterne i Europa af de blå mennesker og fra floddalene længere borte i Asien af den ekspanderende gule race.

                      4. De røde mennesker holdt de amerikanske kontinenter i deres besiddelse, efter at de var blevet drevet ud af Asien i løbet af halvtreds tusinde år før ankomsten af Adam.

                      5. Den gule race. Det kinesiske folk var godt etableret i kontrol over det østlige Asien. Deres mest avancerede bosættelser var beliggende mod nordvest af det moderne Kina i regioner, der grænser op til Tibet.

                      6. Den blå race. De blå mennesker blev spredt over hele Europa, men deres bedre centre for kultur var beliggende i de dengang frugtbare dale i Middelhavsområdet og i det nordvestlige Europa. Absorption af Neandertaler havde stærkt forsinket de blå menneskers kultur, men ellers var han den mest aggressive, eventyrlysten, og udforskende af alle evolutionære folkeslag i Eurasien.

                      7. Før dravidiske Indien. Den komplekse blanding af racer i Indien - omfattende hver race på jorden, men især de grønne, orange og sorte - fastholdt en kultur lidt over de omkringliggende regioner.

                      8. Civilisationen i Sahara. Den indigofarvede races højerestående elementer havde deres mest progressive bosættelser i det, der nu er den store Sahara-ørkenen. Denne indigo-sorte gruppe havde omfattende islæt af de orange og grønne racer, der var udslettet.

                      9. Middelhavsområdet. Den mest blandede race uden for Indien havde som sit område, hvad der nu er Middelhavsområdet. Her mødte de blå mennesker fra nord og saharanere fra syd Noditer og Adamiter fra øst og blandede sig med dem.

Dette var billedet af verden forud for begyndelsen af de store udbredelser af den violette race, for omkring femogtyve tusinde år siden. Håbet om den fremtidige civilisation lå i den anden have mellem floderne i Mesopotamien. Her i det sydvestlige Asien eksisterede potentialet til en stor civilisation, muligheden for en verdensomspændende spredning af ideer og idealer, der var blevet bjærget fra dagene i Dalamatia og fra tiden i Eden.

Adam og Eva havde efterladt et begrænset, men magtfuld gruppe af efterkommere, og de himmelske observatører på Urantia ventede spændt for at finde ud af, hvordan disse efterkommere til den vildfarne Materielle Søn og Datter ville klare sig selv.

 

2. ADAMITERNE I DEN ANDEN HAVE

I tusinder af år arbejdede Adams sønner langs floderne i Mesopotamien, løste deres problemer i forbindelse med kunstvanding og kontrol af oversvømmelser i den sydlige del, forbedrede deres forsvar mod nord, og forsøgte at bevare deres traditioner fra glansdagene i den første Eden.

Det heltemod som ledelsen af den andet have udviste, udgør en af de fantastiske og inspirerende episke beretninger i Urantias historie. Disse ædle sjæle glemte aldrig helt formålet med den Adamiske mission, og derfor kæmpede de tappert mod påvirkningerne fra de omkringliggende og laverestående stammer, mens de villigt udsendte deres udsøgte sønner og døtre i en lind strøm, som udsendinge til racerne jorden. Sommetider var denne udvidelse nedbrydende til hjemmekulturen, men det lykkedes altid disse højerestående folk at rehabilitere sig selv.

Adamiternes civilisation, samfund og kulturelle status var langt over det generelle niveau for de evolutionære racer på Urantia. Kun Vans og Amadons gamle bosættelser og Adamsoniterne havde en sammenlignelig civilisation. Men civilisationen i den anden Eden var en kunstig struktur - den var ikke et resultat af evolutionen og var derfor dømt til at blive forringet, indtil den nåede et naturligt evolutionært niveau.

Adam forlod en stor intellektuel og åndelig kultur bag sig, men den var ikke avancerede i mekaniske redskaber, da enhver civilisation er begrænset af naturlige ressourcer, af den medfødte genialitet og at der findes tilstrækkelig fritid til at sikre gennemførelsen af opfindelser. Den violette races civilisation var baseret tilstedeværelsen af Adam og traditionerne fra den første Eden. Efter Adams død og da disse traditioner gennem de forbipasserende årtusinder blev tågede, sank adamiternes kulturelle niveau støt, indtil det nåede et niveau af gensidig balance med de omkringliggende folks status og med den skiftende kulturelle kapacitet som på naturlig måde udviklede sig blandt den violette race.

Men Adamiterne var en reel nation omkring år 19.000 f.Kr., som talte fire og en halv million mennesker, og millioner af deres efterkommere var allerede overdraget til de omgivende folk.

 

3. ADAMITERNES TIDLIGE SPREDNING

Den violette race bevarede i mange årtusinder de fredelige traditioner fra Eden, hvilket forklarer deres lange forsinkelse med at erobre nye områder. Når befolknings trykket blev for stort, udsendte de deres overskydende indbyggere som lærere til andre racer i stedet for at føre krig for at sikre mere territorium. Den kulturelle effekt af disse tidligere migrationer var ikke bestående, men absorptionen af de adamitiske lærere, handlende og opdagelsesrejsende var biologisk stimulerende for de omkringliggende folk.

Nogle af Adamiterne rejste tidligt vestpå til Nildalen; andre trængte østpå ind i Asien, men de udgjorde et mindretal. De senere tiders massebevægelse skete i stor udstrækning nordpå og derfra vestpå. Det var hovedsagelig en gradvis, men utrættelig fremstød mod nord, det største antal migrerede nordpå og vendte derefter vestpå omkring Det Kaspiske Hav til Europa.

For omkring femogtyve tusinde år siden var mange af Adamiternes renere raceelementer nået et godt stykke vej mod nord. Men efterhånden som de trængte nordpå, blev de mindre og mindre Adamitiske indtil de,tidspunkter for deres besættelse af Turkestan, var blevet grundigt blandet med de andre racer, især Noditerne. Meget få af de renracede violette folk trængte nogensinde langt ind i Europa eller Asien.

Fra ca. 30.000 til 10.000 år f.Kr. fandt epokegørende racemæssige blandinger sted i hele det sydvestlige Asien. Indbyggere i Turkestans højland var virile og energiske mennesker. I den nordvestlige del af Indien levede meget af kulturen fra Vans dage. Endnu længere mod nord fra disse bosættelser var det bedste af de tidlige Andoniter blevet bevaret. Begge disse racer som i deres kultur og karakter var højerestående, blev absorberet af Adamiterne som bevægede sig mod nord. Denne sammenlægning medførte at mange nye ideer kom i omløb; Det lettede civilisationens fremskridt og fremmede i høj grad alle faser af kunst, videnskab og sociale kultur.

Da de tidlige Adamiske vandringer sluttede, omkring 15.000 f.Kr., var der allerede flere efterkommere af Adam i Europa og Centralasien end noget andet sted i verden, end i selve Mesopotamien. De europæiske blå racer var stort set blevet infiltreret. Langs hele den sydlige strækning af de lande som nu hedder Rusland og Turkestan var en stor ophobning af Adamiter blandet med Noditer, Andoniter, samt røde og gule Sangikmennesker. Sydeuropa og Middelhavets randområder var beboet af en blandet race af Andoniter og Sangik folk - orangefarvede, grønne og indigofarvede - med et stænk af adamitisk racemæssig element. Lilleasien og de centrale dele af Østeuropa blev holdt af stammer, der overvejende bestod af Andoniter.

En blandet farvet race, som på dette tidspunkt var forstærket af nyankomne fra Mesopotamien, holdt til i Egypten og forberedt til at overtage den kultur der var ved at forsvinde fra Eufrat dalen. De sorte folk bevægede sig længere sydpå i Afrika, og ligesom den røde race, var næsten isoleret.
 
Civilisationen i Sahara var ramt af tørke og oversvømmelser havde nedbrudt Middelhavsområdets civilisation. De blå racer havde hidtil, undladt at udvikle en avanceret kultur. Andoniterne var stadig spredt over Arktis og de centralasiatiske regioner. De grønne og orange racer var blevet udryddet som sådan. Den indigofarvede race bevægede sig sydover i Afrika, for der at begynde sin langsomme, men længe fortsatte race forringelse.

Befolkningerne i Indien havde stagneret, med en civilisation, der ikke udviklede sig; de gule mennesker var ved at styrke sine positioner i Centralasien; de brune mennesker var endnu ikkebegyndt deres civilisation de nærliggende øer i Stillehavet.

Disse racemæssige fordelinger i forbindelse med omfattende klimaændringer, formede verdensscenen for indvielsen af Anditernes æra af Urantias civilisation. Disse tidlige migrationer strakte sig over en periode på ti tusind år, fra år 25.000 til år 15.000 f.Kr. De senere eller Anditernes migrationer varede fra omkring år15.000 til år 6000 f.Kr.

Det tog så lang tid for de tidligere bølger af Adamiter at passere over Eurasien, at deres kultur i høj grad gik tabt på vejen. Kun de senere Anditer flyttede med tilstrækkelig stor hastighed til at bevare kulturen fra Eden en længere afstand fra Mesopotamien.

 

4. ANDITERNE

Anditernes racegrupper bestod af den oprindelige blanding af den rene violette race og Noditer samt de evolutionære folkeslag. Generelt bør Anditerne opfattes som bærere af en langt større procentdel af Adams blod end de moderne racer. Mere generelt anvendes udtrykket Anditer til at betegne de folk, hvis race arv var fra en ottendedel til en sjettedel violet. De nutidige Urantianere, selv de nordlige hvide racer, indeholder langt mindre end denne procentdel af Adams blod.

De tidligste Anditfolk havde deres oprindelse for mere end femogtyve tusinde år siden i de regioner der grænser op til Mesopotamien, og bestod af en blanding af Adamiter og Noditer. Den anden have var omgivet af koncentriske områder af folk med aftagende violet blod, og det var i periferien af denne race smeltedigel, at Anditracen blev født. Senere, da de vandrende Adamiter og Noditer ankom til de frugtbare områder i Turkestan, blandede de sig hurtigt med de højerestående indbyggere og raceblandingen som opstod udvidede Anditernes racetype nordpå.

Anditerne var den bedste samlede menneskelig race som fremkom på Urantia efter de racerene violette folks dage. De omfattede de fleste af de højeste repræsentanter blandt de overlevende rester af adamit- og Noditracerne og senere nogle af de bedste stammer af de gule, blå og grønne mennesker.

Disse tidlige Anditer var ikke ariske; de var forgængere til arierne. De var ikke hvide; de var de hvide folks forgængere. De var hverken et vesterlandsk eller et østerlandsk folkeslag. Men det er arven fra Anditerne, som giver den polyglot blanding af de såkaldte hvide racer, den generelle homogenitet, der er blevet kaldt kaukasoid.

De renere slægter af den violette race havde bevaret den Adamiske tradition for fred, hvilket forklarer, hvorfor de tidligere racers bevægelser mere havde karakter af fredelige migrationer. Men når Adamiterne forenede sig med Noditfolket, der på dette tidspunkt var en krigsførende race, blev deres Andit efterkommere, målt på deres tid, de mest dygtige og snu militarister der nogensinde har levet på Urantia. Herefter voksede Mesopotamiens bevægelser mere og mere militaristisk i karakter og lignede mere egentlige erobringer.

Disse Anditer var eventyrlystne; deres orientering var præget af rejselyst. En tilførsel af racemæssige elementer enten fra Sangikracerne eller Andoniter havde tendens til at stabilisere dem. Men alligevel, stoppede deres senere efterkommere ikke indtil de havde sejlet verden rundt og opdagede det sidste fjerntliggende kontinent.

 

5. ANDITERNES VANDRINGER

Den anden haves kultur varede i tyve tusinde år, men det oplevede et støt nedgang indtil omkring 15.000 f.Kr., hvor fornyelsen af det Sethitiske præstedømmet og Amosads lederskab blev indledningen til en strålende æra. De mægtige civilisationsbølger, som senere spredte sig over Eurasien var en direkte følge af havens store renæssance som en konsekvens af den omfattende forening af Adamiter med de omgivende blandede Noditer hvilket medførte Anditernes fremkomst.

Disse Anditer påbegyndte nye fremrykninger over hele Eurasien og Nordafrika. Fra Mesopotamien op til og inklusiv Sinkiang var Anditernes kultur den dominerende, og den vedvarende migration til Europa blev kontinuerligt opvejet af nyankomne fra Mesopotamien. Men det er næppe korrekt at tale om Anditerne som en race i Mesopotamien indtil den tid da de sidste vandringer af Adams blandede efterkommere begyndte. På dette tidspunkt var selv racegrupperne i den anden have blevet så blandede, at de ikke længere kunne betragtes som værende Adamiter.

Civilisationen i Turkestan var konstant blevet genoplivet og forfrisket af nyankomne fra Mesopotamien, især af de senere Anditer som kom på hesteryg. Det såkaldte ariske modersmål var, blev dannet i Turkestans højland; Det var en blanding af den lokale Andoniske dialekt med Adamsoniternes og de senere Anditernes sprog. Mange moderne sprog nedstammer fra dette tidlige sprog som blev talt af disse centralasiatiske stammer, der erobrede Europa, Indien, og de øvre strækninger af de mesopotamiske sletter. Dette gamle sprog gav de vestlige sprog alle ligheder, som kaldes arisk.

Omkring år 12.000 f.Kr. var tre fjerdedele af verdens Anditfolk bosat i det nordlige og østlige Europa, og da de senere og sidste udvandring fra Mesopotamien fandt sted, nåede femogtres procent af disse sidste bølger af udvandring ind i Europa.

Anditerne migrerede ikke kun til Europa, men til det nordlige Kina og Indien, mens mange grupper banede sig vej til verdens ender som missionærer, lærere og handelsfolk. De bidrog væsentligt til de nordlige grupper af Sangik folk i Sahara. Men kun et par lærere og handlende trængte nogensinde længere sydpå i Afrika end til Nilens kilder. Senere rejste blandede Anditer og egyptere ned langs Afrika kyst et godt stykke under ækvator bådeøst- og vestkysten, men de nåede ikke Madagaskar.

Disse Anditer var de såkaldte dravidiske og senere ariske erobrere i Indien; og deres tilstedeværelse i Centralasien førte til en stor forbedring af forfædrene til Turanerne. Mange fra denne race rejste til Kina både via Sinkiang og Tibet og tilførte senere de kinesiske folk ønskelige kvaliteter. Fra tid til anden banede små grupper sig vej ind Japan, Formosa, Ostindien, og det sydlige Kina, men meget få nåede det sydlige Kina langs kysten.

Et hundrede og toogtredive af denne race, afrejse med en flåde af små både fra Japan, for til sidst at nå Sydamerika og gennem giftermål med de indfødte i Andesbjergene blev forfædrene til de senere inkaherskere. De krydsede Stillehavet i små etaper, gjorde ophold de mange øer, de fandt undervejs. Øerne i Polynesien var både flere og større end nu, og disse Anditiske sømænd, samt en del som fulgte efter dem, modificerede biologisk de indfødte grupper under deres rejse. Mange blomstrende civilisationscentre voksede op som et resultat af Anditernes indtrængen disse lande som nu er sunket i havet. Påskeøen var længe et religiøst og administrativt centrum for en af disse forsvundne grupper. Men af de Anditer der for længe siden navigerede Stillehavet nåede ingen andre end disse et hundrede og toogtredive nogensinde fastlandet i Amerika.

Anditernes erobringsvandringer fortsatte helt frem til deres endelige spredning fra år 8000-6000 f.Kr. Da de strømmede ud af Mesopotamien, tømte de konstant de biologiske reserver i deres hjemlande, mens de markant styrkede de omkringliggende folk. Og til alle de folkeslag, hvortil de rejste, bidrog de med humor, kunst, eventyr, musik, og håndværk. De var dygtige dyretæmmere og fremtrædende jordbrugere. Deres tilstedeværelse forbedrede sædvanligvis i det mindste for en tid, de ældre racers religiøse overbevisninger og moralske praksis. Således spredte kulturen sig fra Mesopotamien roligt ud over Europa, Indien, Kina, det nordlige Afrika og Stillehavsøerne.

 

6. ANDITERNES SIDSTE UDVANDRINGER

De sidste tre bølger af Anditer strømmede ud af Mesopotamien mellem år 8000 og 6000 f.Kr. Disse tre store kulturbølger blev tvunget ud af Mesopotamien af presset fra bjergstammer mod øst og af chikane fra slettefolket i vest. Indbyggerne i Eufrat dalen og de omkringliggende områder drog ud i deres sidste udvandring i flere retninger:

                      Femogtres procent gik ind i Europa langs ruten ved Det Kaspiske Hav for at erobre og fusionere med de nyligt fremkomne hvide racer - blandingen af de blå mennesker, og de tidligere Anditer.
 
                      Ti procent, herunder en stor gruppe af Sethitiske præster, flyttede mod øst gennem Elams højland til det iranske plateau og Turkestan. Mange af deres efterkommere blev senere drevet til Indien sammen med deres ariske brødre fra regionerne i nord.

                      Ti procent af Mesopotamierne vendte mod øst i deres rejse mod nord, og trængte ind i Sinkiang, hvor de blandede sig med de Anditgule indbyggere. Størstedelen af de dygtige efterkommere som denne raceblanding immigrerede senere til Kina og bidrog meget til den umiddelbare forbedring af den nordlige del af den gule race.

                      Ti procent af disse flygtende Anditer banede sig vej tværs over Arabien og trængte ind i Egypten.
 
                      Fem procent af Anditerne, som repræsenterede den meget højerestående kultur i kystområdet ved Tigris og Eufrats flodmundinger, og som havde holdt sig fri fra blandede ægteskaber med de laverestående stammer i de omkringliggende områder, nægtede at forlade deres hjem. Denne gruppe repræsenterede overlevelsen af mange af Noditernes og Adamiternes højerestående arveanlæg.

Anditerne havde næsten helt evakueret denne region ved år 6000 f.Kr., selvom deres efterkommere, hovedsagelig blandede sig med de omgivende Sangikracer og med Andoniterne i Lilleasien, så var de der for at kæmpe mod angribere fra nord og øst, på et langt senere tidspunkt.

Den voksende infiltration af laverestående folk afsluttede den anden haves kulturelle tidsalder. Civilisationen flyttede vestpå til Nilen og øerne i Middelhavet, hvor den fortsatte med at blomstre og udvikle sig længe efter sin urkilde i Mesopotamien var tørret ud. Denne ukontrolleret tilstrømning af laverestående folkeslag banede vejen for de nordlige barbarer til senere erobring af hele Mesopotamien, og drev de resterende begavede stammeslægter ud. Selv i de efterfølgende år følte den civiliserede rest af befolkningen vedvarende utilfredshed med tilstedeværelsen af disse uvidende og ukultiverede angribere.

 

7. OVERSVØMMELSERNE I MESOPOTAMIEN

Floddalens beboere var vant til at floderne løb over deres bredder på bestemte årstider; disse periodiske oversvømmelser var årlige begivenheder i deres liv. Men nye farer truede dalen i Mesopotamien som følge af fortsat geologiske ændringer i nord.

For tusinder af år efter at den første Eden var blevet oversvømmet fortsatte bjergene omkring Middelhavets østlige kyst og bjergene mod nordvest og nordøst for Mesopotamien med at stige. Denne hævning af højlandet accelererede betydelig omkring år 5000 f.Kr., og dette, kombineret med øget snefald i de nordlige bjerge, forårsagede hvert forår oversvømmelser i et hidtil uset omfang over hele Eufrat dalen. Disse forårets oversvømmelser blev større og værre, så flod områdets indbyggere til sidst blev drevet til det østlige højland. I næsten tusind år var snesevis af byer næsten øde på grund af disse omfattende oversvømmelser.

Næsten fem tusinde år senere, da de hebraiske præster under fangenskabet i Babylonien forsøgte at spore det jødiske folk tilbage til Adam, viste det sig meget svært for dem at sammenføje historiens forskellige stykke; og det fik en af dem til at opgive forsøget, og lade hele verden drukne i sin ugudelighed på tidspunktet for Noahs oversvømmelse, og således opnå en bedre position til at spore Abrahams slægt helt tilbage til en af Noahs tre overlevende sønner.

Traditionerne om en tid, hvor vand dækkede hele jordens overflade er verdensomspændende. Mange racer har en historie om en verdensomspændende oversvømmelse engang under tidligere tidsaldre. Den bibelske historie om Noah, arken, og syndfloden er en opfindelse af det hebraiske præstedømme under det babyloniske fangenskab. Der har aldrig været en verdensomspændende oversvømmelse siden livet blev etableret på Urantia. Den eneste gang jordens overflade var helt dækket af vand var under de arkeozoiske tidsaldre inden landet var begyndt at dukke op.

Men Noah levet virkelig; han var en vinbonde i Aram, en flodlandsby nær Uruk. Han førte en skriftlig oversigt fra år til år over de dage hvor floden steg. Han bragte megen latterliggørelse over sig selv ved at gå op og ned i floddalen og fortalte, at alle huse skal bygges af træ, efter bådens model, og at familiens dyr skulle sættes ombord hver nat, da regntiden nærmede sig. Han plejede at gå til de nærliggende bygder ved floden hvert år, og advare dem om, at om så og så mange dage ville oversvømmelserne komme. Endelig kom et år, hvor de årlige oversvømmelser blev meget mere omfattende med usædvanlig kraftig regn, så den pludselige stigning af vandet udslettede hele landsbyen; kun Noah og hans nærmeste familie blev reddet i deres husbåd.

Disse oversvømmelser resulterede i Anditernes civilisations opløsning. Da denne periode med oversvømmelse var forbi, fandtes den anden have ikke mere. Kun i det sydlige og blandt sumererne var der nogle spor fra den tidligere storhed tilbage.

Resterne af denne civilisation, en af de ældste, kan findes i disse regioner i Mesopotamien og mod nordøst og nordvest. Men endnu ældre levn fra tiderne i Dalamatia eksisterer under vandet i den Persiske Golf, og den første Eden ligger nedsunket under den østlige ende af Middelhavet.

 

8. SUMERERNE — DE SIDSTE ANDITERE

Da den sidste spredning af Anditerne knækkede den mesopotamiske civilisations biologiske rygrad, forblev et lille mindretal af denne højerestående race i deres hjemland nær flodmundingerne. Dette var Sumererne og ved år 6000 f.Kr. var de stort set blevet Anditer i deres afstamning, selvom deres kultur var mere eksklusivt Noditisk i sin karakter, og de holdt fast i de gamle traditioner fra Dalamatia. Ikke desto mindre var disse Sumerer i kystområderne de sidste Anditer i Mesopotamien. Men racerne i Mesopotamien var på dette sene tidspunkt allerede grundigt blandet, som det fremgår af de kranietyper man har fundet i gravene fra denne æra.

Det var under tiden med oversvømmelserne at Susa blomstrede op. Den første og nedre by blev oversvømmet, så den anden eller højere by erstattede den nederste som hovedkvarter for den tids ejendommelige kunsthåndværk. Da oversvømmelserne senere faldt, blev Ur centrum for keramik industri. For omkring syv tusinde år siden lå Ur ved den Persiske Golf, flodaflejringerne har siden opbygget landet til sine nuværende grænser. Disse bosættelser led mindre fra oversvømmelserne på grund af bedre styringssystemer og fordi flodmundingerne udvidede sig

De fredelige kornavlere i dalene ved Eufrat og Tigris havde længe været chikaneret af razziaer fra Turkestans og det iranske plateau barbarer. Men nu førte en stigende tørke af højlandets græsgange til en samordnet invasion af Eufrat dalen. Denne invasion var desto mere alvorlig, fordi disse omkringliggende hyrder og jægere besad et stort antal tæmmet heste. Det var i besiddelse af heste, som gav dem en enorm militær fordel over deres rige naboer mod syd. Indenfor en kort tid, invaderede de hele Mesopotamien, og drev de sidste kultur bølger ud, som spredte sig over hele Europa, det vestlige Asien, og det nordlige Afrika.

Disse erobrere af Mesopotamien bar i deres rækker mange af Anditernes bedre arveanlæg fra de blandede nordlige racegrupper i Turkestan, inklusiv en del fra Adamsons slægtslinje. Disse mindre avancerede, men mere energiske stammer fra nord tilegnede sig hurtigt og villigt resterne af civilisationen i Mesopotamien og udviklede sig snart til de blandede folk som man finder i Eufrat dalen i begyndelsen af de historiske annaler. De genoplivede hurtigt mange faser af den forsvindende civilisation i Mesopotamien, tilegnede sig dal stammernes kunst og meget af Sumererne kultur. De forsøgte selv at bygge et tredje Babelstårn og tog senere udtrykket som navn på deres nation.

Når disse barbariske ryttere fra nordøst invaderede hele Eufrat dalen, erobre de ikke resterne af de Anditer der boede omkring flodmundingen ved den Persiske Golf. Disse Sumerer var i stand til at forsvare sig på grund af højere intelligens, bedre våben, og deres omfattende system af militære kanaler, som var et supplement til deres kunstvandings ordning af sammenkoblede damme. De var et forenet folk, fordi de havde en ensartet gruppe religion. De var således i stand til at opretholde deres racemæssige og nationale integritet længe efter deres naboer mod nordvest blev delt op i isolerede bystater. Ingen af disse byers grupper var i stand til at overvinde de forenede Sumerer.

Angriberne fra nord lærte hurtigt at stole på og værdsætte disse fredselskende Sumerer som dygtige lærere og administratorer. De var meget respekterede og efterspurgte som undervisere i kunsthåndværk og produktionsvirksomhed, som ledere af handel, og som samfundsadministratorer af alle folk i nord og fra Egypten i vest til Indien i øst.

Efter opløsningen af det tidlige sumeriske forbund blev de senere bystater regeret af de frafaldne efterkommere til de Sethitiske præster. Først efter at disse præster havde erobret de omkringliggende byer kalder de sig konger. De senere bykonger undlod at danne magtfulde forbund før Sargons dage,grund af jalousi mellem deres guddomme. Hver by troede at deres kommunale gud var bedre end alle andre guder, og derfor nægtede de at underordne sig til en fælles leder.

Denne lange periode af bypræsternes svage styre blev bragt til ophør af Sargon, Præsten i Kish, der udråbte sig selv til konge og startede på erobring af hele Mesopotamien og tilstødende lande. For en tid blev dette slutningen på bystaterne, præstestyret og undertrykkelse af præsterne, hvor hver by har sin egen kommunale gud og sine egne ceremonielle skikke.

Efter opløsningen af dette Kish forbund fulgte der en lang periode med konstant krigsførelse mellem byerne i dalen om overherredømmet. Herredømmet skiftede på forskellige tidspunkter mellem Sumer, Akkad, Kish, Erech, Ur, og Susa.

Omkring år 2500 f.Kr. led Sumererne alvorlige tilbageslag i hænderne på Suiter og Guiterne, der kom nordfra. Lagash, den sumeriske hovedstad bygget på dæmninger mod oversvømmelse, faldt. Erech holdt ud i tredive år efter faldet af Akkad. På tidspunktet for Hammurabi regeringstids begyndelse var sumererne absorberet ind i de nordlige semitters rækker, og Anditerne i Mesopotamien forsvandt fra historiens sider.
 
Fra år 2500 til år 2000 f.Kr. hærgede nomaderne vildt over hele området fra Atlanterhavet til Stillehavet. Neriterne udgjorde den sidste udvandring fra den Kaspiske gruppe af de mesopotamiske efterkommere af de blandede racegrupper af Andoniter og Anditer. Hvad barbarerne undlod at gøre for ødelæggelsen af Mesopotamien, det opnåede de efterfølgende klimaforandringer.

 

Dette er historien om den violette race efter Adams dage og skæbnen om deres hjemland mellem Tigris og Eufrat. Den gamle civilisation faldt til sidst sammen på grund af de højerestående folk udvandring og indvandring af deres laverestående naboer. Men længe før de barbariske ryttere erobrede dalen, havde meget af kulturen fra haven bredt sig til Asien, Afrika og Europa, for at producere den gæring som har resulteret i Urantias civilisation i det tyvende århundrede.
 

 

[Præsenteret af en Ærkeengel af Nebadon.]




Back to Top