(UF-DAN-001-2017-1)



 Download Copyright © Urantia Foundation

URANTIA BOGEN

 

KAPITEL 62

 

 

URMENNESKETS FØRSTE RACER

 

FOR omkring en million år siden dukkede menneskehedens umiddelbare forfædre op gennem tre efterfølgende pludselige mutationer udgået fra et tidligt slægtled af lemurer blandt placenta pattedyr. De dominerende arvelige faktorer hos disse første lemurer blev afledt fra den vestlige, eller senere amerikanske, gruppe af udviklende livsplasma. Men før denne arvemasse dannede den direkte slægtslinje for menneskets forfædre, blev den forstærket af bidrag fra den midterste livsimplantation, som blev udviklet i Afrika. Den østlige gruppe af livsformer bidrog nærmest ikke med noget ved selve fremkomsten af den menneskelige race.

 

 

1. DE FØRSTE TYPER AF LEMURER

 

De første lemurer som medregnes til menneskeslægtens forfædre, nedstammer ikke direkte fra de stammer af gibboner og andre aber som allerede fandtes i Eurasien og det nordlige Afrika, hvis efterkommere har overlevet helt til nutiden. De var heller ikke afkom efter den nuværende type af lemur, selvom begge nedstammede fra en fælles forfader, som for længst er uddød.

           

Mens disse tidlige lemurer udviklede sig på den vestlige halvkugle, opstod menneskehedens direkte forfædre fra pattedyr i Sydvestasien, i det oprindelige område for den midterste livsimplantation, men på grænsen til de østlige områder. For flere millioner år siden var den nordamerikanske type af lemuren udvandret vestover over Berings landbroen og langsomt forflyttet sig sydvestover langs Asiens kyst. Disse stammer nåede på deres vandringer til sidst til det helsebringende klimaområde som lå mellem det dengang meget udvidet Middelhav og de højtliggende bjergområder på Den Indiske Halvø. I disse områder vest for Indien slog de sig sammen med bærerne af andre gunstige arveegenskaber og grundlagde på denne måde menneskeslægtens aner.

           

Efterhånden som tiden gik, sank Indiens kystland sydvest for bjergene gradvis så livet i dette område blev helt isoleret. Der fandtes ingen adgang til eller fra denne mesopotamiske eller persiske halvø undtagen i nord, og der blev forbindelsen gentagne gange spærret af gletsjerens fremstød sydover. Og det var i dette område, som da næsten var et paradis, at to store grupper opstod fra de højerestående efterkommere af denne lemur type blandt pattedyrene: de nulevende abernes familier og dagens menneskerace.

 

2. DE PRÆ-MENNESKELIGE PATTEDYR

 

For lidt over en million år siden opstod de tidlige mesopotamiske pattedyr; de direkte efterkommere af den nordamerikanske lemur type, pludselig blandt placenta pattedyr. De var aktive små skabninger, næsten en meter høje, og selv om de ikke plejede at gå på bagbenene, var det let for dem at stå oprejst. De var behårede og hurtige og sluddere som aber, men i modsætning til aberne var de kødædere. De havde en primitiv modstillet tommelfinger så vel som en særdeles brugbar gribende storetå. Fra nu af ville de førmenneskelige arter videreudvikle den modstillede tommelfinger mens de efterhånden mistede storetåens gribeevne. De senere abearter beholdt gribetåen, men udviklede aldrig den menneskelige form for tommelfinger.

           

Disse tidlige pattedyr var fuldvoksne i tre- firårsalderen, og havde en potentiel levetid på gennemsnitligt tyve år. Som regel blev deres afkom født enkeltvis, selvom der lejlighedsvis forekom tvillingefødsler.

           

Af alle de dyr, der hidtil havde eksisteret på jorden, var medlemmerne af denne nye art, de der havde de største hjerner i forhold til kroppens størrelse. Mange af deres følelser og instinkter var de samme som dem, som senere karakteriserede det primitive menneske; de var vældig nysgerrige og gav udtryk for stor opstemthed, når et eller andet forehavende lykkes. Sultfølelsen og sexlysten var godt udviklet, og en tydelig seksuel udvælgelse gav sig udtryk i en primitiv form for frieri og valg af partnere. De ville slås heftigt for at forsvare sine artsfæller og ganske ømme mod sine familiemedlemmer, og de havde en selvnedvurderings evne som grænsede til skam og anger. De viste stor ømhed for hverandre og var rørende loyale mod deres partnere, men hvis omstændighederne skilte dem, ville de vælge nye partnere.

           

Som værende lille af natur og med et skarpt sind som gjorte dem opmærksom på farerne i deres opholdssted i skoven, udviklede de en usædvanlig frygt som fik dem til at optræde med en forsigtighed som bidrog enormt til deres overlevelsesevne, så som det at bygge enkle forskansninger højt oppe i trætoppene som værnede dem mod de mange farer nede på jorden. Begyndelsen til menneskehedens frygttendenser har sin oprindelse i disse tider.

           

Disse tidlige pattedyr udviklede en stærkere stammebevidsthed end hvad der tidligere var forekommet. De var faktisk udpræget selskabelige, men alligevel yderst genstridige, hvis de på nogen måde blev forstyrret i deres dagligdags gøremål, og de opviste et forrygende temperament hvis de blev tilstrækkelig tirret. Men deres fjendtlige natur tjente et godt formål; højerestående grupper nølede ikke med at gå i krig mod deres underlegne naboer, og dermed blev arten efterhånden forbedret gennem selektiv overlevelse. Meget snart dominerede de livet blandt de mindre skabninger i dette område, og meget få af de ældre ikke kødædende abelignende arter overlevede.

           

Disse aggressive små dyr formerede sig og spredte sig over den mesopotamiske halvø i over tusinde år, mens de hele tiden forbedrede deres fysik og deres almene intelligens. Og det var bare halvfjerds generationer efter at denne nye art var opstået med den mest højtstående type halvabe som stamfader at det næste epokegørende udviklingstrin kom - den pludselige udskillelse af forfædrene til det næste afgørende skridt i menneskets evolution på Urantia.

 

 

3. MELLEMLIGGENDE PATTEDYR

 

I begyndelsen af den tidlige pattedyrs udvikling, i toppen af et træ boede der et højerestående par af disse behændige og smidige skabninger, blev et tvillingepar født, en han og en hun. I sammenligning med deres forfædre var de virkelig nogle små kønne skabninger. De havde kun lidt hår på kroppen, men dette var ingen ulempe i og med at de levede i et jævnt varmt klima.

           

Disse børn voksede til en længde på lidt over et hundrede og tyve centimeter. De var på alle måder større end deres forældre og havde lange ben og korte arme. Deres næsten perfekte modstillede tommelfingre var så godt som lige velegnet til alsidige arbejdsopgaver som menneskets tommelfinger er i dag. De gik oprejst, og deres fødder var næsten lige så velegnet at gå med som hos eftertidens menneskeracer.

           

Deres hjerner var mindre og underlegne i forhold til menneskenes, men vældig overlegne og forholdsvis meget større end hos deres forfædre. Tvillingerne udviste tidlig en højere intelligens og blev snart anerkendt som ledere for hele den tidlige pattedyrs gruppe; de indførte i realiteten en primitiv form for social organisering og økonomisk arbejdsfordeling. Denne bror og søster parrede sig og kunne snart glæde sig over et samfund på en og tyve børn som lignede dem selv, alle over en meter og tyve høje og på alle måder højerestående end deres forfædres arter. Denne nye gruppe udgjorte kernen af de mellemliggende pattedyr.

           

Da denne nye og overlegne gruppe havde vokset sig stor, udbrød der krig - en uforsonlig krig, og da den frygtelige kamp var over, var der ikke et eneste individ af den tidligere forfædres generation af pattedyr i live. De fåtallige, men mere kraftfulde og intelligente udløber af arten havde overlevet på bekostning af deres forfædre.

           

Og nu, i næsten femten tusinde år (seks hundrede generationer) blev denne skabning i denne del af verden den store skræk. Alle de højtstående og farlige dyr fra tidligere tider var bukket under. De store dyr som opholdt sig i disse områder, var ikke kødædere, og de større arter af kattefamilien, løver og tigre, havde endnu ikke invaderet denne ejendommelige afskærmede afkrog af jordens overflade. Derfor voksede disse mellemliggende pattedyr sig tapre og underlagde sig hele deres hjørne af skabelsen.

 

Sammenlignet med forfædrenes art udgjorte de mellemliggende pattedyr på alle måder en forbedring. Til og med var deres oprindelige levealder forlænget, omtrent med femogtyve år. En række rudimentære menneskelige egenskaber viste sig hos denne nye art. Ud over de medfødte tilbøjeligheder som deres forfædre fremviste, var disse mellemliggende pattedyr i stand til at vise afsky i visse frastødende situationer. Ydermere havde de et tydeligt samlerinstinkt; de gemte mad til senere brug og var svært ivrige efter at samle på glatte, runde småsten og visse typer af runde sten som passede til forsvar og angrebsammunition.

           

Disse mellemliggende pattedyr var de første til at fremvise en klar tilbøjelighed til at bygge noget som gav sig udslag i, at de konkurrerede om at bygge de bedste bopladser i trætoppene og de bedste underjordiske skjulesteder med mange tunneler, de var den første pattedyrsart som nogensinde sørgede for trygge gemmesteder både i træerne og underjordiske beskyttelsesrum. I stor grad gik de bort fra at bruge træerne som opholdssted; de levede på jordbunden om dagen og i trætoppene om natten.

           

Efterhånden som tiden gik, førte den naturlige øgning i bestanden til en hård konkurrence om mad ressourcerne og hunnerne, noget som kulminerede i en række indbyrdes slagsmål som næsten udryddede hele arten. Disse kampe fortsatte helt til bare én gruppe på mindre end hundrede individer havde overlevet. Men endnu engang sejrede freden, og denne eneste overlevende stamme byggede igen sine soverum i trætoppene, og vendte igen tilbage til en normal og halvfredelig tilværelse.

 

I kan knap nok indse hvilke små margener som fra tid til anden skilte jeres førmenneskelige forfædre fra at blive udryddet. Havde frøen, der var en forløber for hele menneskeheden, ved en bestemt lejlighed hoppet 5 cm kortere, ville hele evolutionshistorien havde ændret sig betydeligt. Den umiddelbare lemur lignende mor til de tidlige pattedyrs arter undslap døden kun med en hårsbredde margin, ikke mindre end fem gange, før hun fødte faderen til den nye og højerestående pattedyrs klasse. Men det tætteste kald af alle var, da lynet slog ned i træet, hvor den kommende moder til primattvillingerne lå og sov. Begge disse mellemliggende forældre fik sig et alvorligt chok og blev stærkt forbrændt; tre af deres syv unger blev dræbt af dette lyn fra himlen. Disse udviklende dyr var næsten overtroiske. Dette par, i hvis trætoppehjem, lynet slog ned, var de virkelige ledere for den mest progressive gruppe af de mellemliggende arter; og mere end den halve stamme, som bestod af de mest intelligente familier, fulgte deres eksempel og flyttede over tre kilometer væk fra denne plads og begyndte at bygge nye boliger i trætoppene og nye gemmesteder under jorden - som midlertidig ly mod pludselige farer.

           

Lidt efter at de havde bygget deres nye hjem færdig, blev dette par, veteraner fra så mange stridigheder, de stolte forældre til et tvillingepar af de mest interessante og betydningsfulde dyr som nogensinde var blevet født ind i verden. De var nemlig de første af den nye art af primater, som udgjorte det næste vigtige skridt i den førmenneskelige evolution.

 

I samme tidsrum som disse primattvillinger blev født, var der et andet par - en mærkværdig tilbagestående han og hun fra de mellemliggende pattedyrs stamme, et laverestående par både mentalt og fysisk - som også fødte et tvillingepar. Disse tvillinger af modsat køn havde en ligegyldig holdning til det at erobre, de brød sig kun om at skaffe mad, og siden de ikke ville spise kød, mistede de snart al interesse for at jage efter bytte. Disse tilbagestående tvillinger blev grundlæggerne af de moderne abearter. Deres efterkommere søgte til de varmere sydlige områder med dets milde klima og disses overflod af tropefrugter, og der har de foresat med at leve på omtrent samme vis, bortset fra de forgreninger som parrede sig med de ældre typer af gibboner og aber og med en kraftig forringelse til følge.

           

Således kan man tydelig se, at mennesket og aben kun er beslægtet med hverandre gennem det at de stammer fra de mellemliggende pattedyr, en stamme hvor to tvilling par blev født og efterfølgende udskilt i samme tidsrum. Det laverestående par kom til at give ophav til dagens typer af aber; bavianen, chimpansen og gorillaen; det højerestående par kom til at videreføre den opadstigende linje som ledte udviklingen frem mod selve mennesket.

           

Nutidsmennesket og menneskeaberne udgik fra den samme stamme og art, men ikke fra de samme forældre. Menneskets forfædre nedstammer fra bærerne af de overlegne arveanlæg blandt de selektive overlevende fra denne mellemliggende pattedyrs gruppe, mens vores dages menneskeaber (med undtagelse af visse allerede eksisterende typer af lemurer, gibbonaber og andre aber og abelignende skabninger) er efterkommere af det laverestående par i denne gruppe af mellemliggende pattedyr, et par som kun overlevede ved at gemme sig i et underjordisk madforråd i over to uger mens stammens sidste, rasende strid foregik, og de dukkede ikke frem igen før stridighederne var vel overstået.

 

 

4.  PRIMATERNE

 

Men tilbage til fødselen af de højerestående tvillinger, en han og en hun, de to ledende medlemmer af den mellemliggende pattedyrs stamme. Disse dyrebørn var af en usædvanlig slags; de havde endnu mindre hår på kroppen end deres forældre, og fra de var ganske små insisterede de på at gå oprejst. Forfædrene havde altid lært sig at gå på bagbenene, men disse primattvillinger stod oprejst helt fra begyndelsen. De blev over halvanden meter høje, og hovederne blev større end for gruppens andre medlemmer. De lærte sig tidlig at kommunikere med hinanden ved hjælp af tegn og lyde, men de var aldrig i stand til at få deres folk til at forstå disse nye symboler.

           

Da de var blevet omkring fjorten år gamle, flygtede de væk fra deres stamme og drog vestover for at stifte deres egen familie og dermed grundlægge den nye art af primater. Og disse nye skabninger er helt korrekt blevet kaldt Primater fordi de var de direkte og umiddelbare dyriske forfædre til selve den menneskelige race.

           

Sådan gik det til, at primaterne kom til at lægge beslag på et område af vestkysten af den mesopotamiske halvø som dengang strakte sig ud i det sydlige hav, mens de mindre intelligente og nær beslægtede stammer boede rundt på spidsen af halvøen og opad østkysten.

 

Primaterne var mere menneskelige og mindre dyriske, end deres mellemliggende forgængere. Skeletproportionerne hos denne nye art var meget lig den primitive menneskeraces. Den menneskelige hånd- og fodtype var færdigudviklet, og disse skabninger kunne gå og endda løbe lige så godt som deres senere menneskelige efterkommere. De forlod for en stor del livet i træerne, men de fortsatte med at ty til trætoppene som en sikkerhedsforanstaltning om natten, for i lighed med sine forfædre var de meget bange af sig. Det at de brugte hænderne mere, bidrog stærkt til at de udviklede hjernens iboende evner. Men deres sind kan egentlig endnu ikke kaldes menneskelige.

           

Selv om primaternes følelsesmæssige natur skilte sig lidt ud fra deres forfædre, viste de en mere menneskelig tilbøjelighed i hele deres adfærd. De var, så absolut, storartede og højtstående dyr, som nåede en moden alder som tiårige og havde en naturlig livslængde på omkring fyrre år. Det vil sige, de kunne have levet så længe om de var døde af sig selv, men i disse tidlige dage var det ikke mange dyr som døde af sig selv: til det var kampen for tilværelsen alt for intens.

           

Og nu, efter næsten ni hundrede generationers udvikling som varede i omtrent en og tyve tusinde år regnet fra starten af de tidlige pattedyr, fødte primaterne pludselig to bemærkelsesværdige skabninger, de første sande mennesker.

 

Sådan gik det altså til, at de tidlige pattedyr, som nedstammede fra den nordamerikanske type lemur, gav ophav til de mellemliggende pattedyr, som igen fremavlede de højerestående primater, som blev den primitive menneskeraces umiddelbare forfædre. Primatstammerne var det sidste livsvigtige led i udviklingen af den menneskelige evolution, men efter mindre end fem tusinde år fandtes der ikke et eneste individ fra disse enestående stammer tilbage.

 

 

5. DE FØRSTE MENNESKER

 

            Fra året 1934 e.Kr. og tilbage til fødslen af de første to menneskers er der nøjagtig 993.419 år.

 

Disse to bemærkelsesværdige skabninger var virkelige menneskevæsener. De havde perfekt menneskelige tommelfingre, som mange af deres forfædre også havde haft, mens fødderne var lige så perfekte som hos nutidens menneskeracer. De færdes ved at gå og løbe, ikke ved at klatre; storetåens gribefunktion fandtes der ikke spor af. Når farer drev dem op i trætoppene, klatrede de på samme måde som nutidens mennesker; opad træstammen på bjørnemaner og ikke ved at slynge sig fra gren til gren som chimpanser og gorillaer.

           

Disse første mennesker (og deres efterkommere) blev fuldvoksne i tolvårsalderen og havde en potentiel levetid på omtrent femoghalvfjerds år gamle.

           

Mange nye slags følelser viste sig hos disse menneskelige tvillinger. De nærede beundring for både genstande og andre væsener og udviste en betydelig forfængelighed. Men det mest bemærkelsesværdige fremskridt i følelsesmæssige udvikling var den pludselige tilsynekomst af en ny gruppe af virkelig menneskelige følelser: den tilbedende gruppe, omfattende ærefrygt, ærbødighed, ydmyghed og endda en primitiv form for taknemmelighed. Frygt, forbundet med uvidenhed om naturfænomenerne, var i færd med at give oprindelse til en primitiv religion.

           

Det var ikke kun sådanne menneskelige følelser som kom til udtryk hos disse primitive mennesker, men mange endnu mere højtudviklede sindsstemninger var også til stede i deres rudimentære form. De havde en vis evne til at føle medlidenhed, skam og bebrejdelse og et udpræget sindelag for kærlighed, had og hævnlyst og til at blive tydelig jaloux.

           

Disse to første mennesker, tvillingerne, var en stor prøvelse for deres primatforældre. De var så nysgerrige og eventyrlystne at de nær var ved at miste livet ved talrige lejligheder før de var blevet atten år gamle. De var i grunden blevet temmelig arret inden de var tolv.

           

Meget tidlig lærte de sig at kommunikere med ord, inden de var ti, havde de udarbejdet et forbedret sprog bestående af tegn og ord på næsten et halvt hundrede idéer og radikalt udvidet og udbedret deres forældres enkle kommunikationsproces. Men hvor ihærdig de end prøvede, så klarede de kun at lære nogle få at tegnene og symbolerne til deres forældre.

           

Da de var omkring ni år gamle, tog de en pragtfuld dag en afstikker nedad floden og afholdte en skæbnesvanger rådslagning. Hvert eneste himmelske intelligensvæsen som var udstationeret på Urantia, inklusive mig selv, var til stede som observatør af udvekslingerne som fandt sted under denne middagstimes stævnemøde. På denne begivenhedsrige dag kom de til en forståelse af, at de skulle leve med og for hinanden, og dette var den første af en serie af sådanne overenskomster som til sidst kulminerede i beslutningen om at flygte fra deres laverestående dyriske stammemedlemmer og begive sig nordover, uden at være klar over, at de dermed var i færd med at grundlægge den menneskelige race.

           

Selv om vi alle var svært optaget af, hvad disse to små vildmennesker havde gang i, var vi ude af stand til at kontrollere det som foregik i deres sind; vi hverken kunne eller ville gribe vilkårlig ind i deres beslutningsprocesser. Men indenfor de tilladte rammer for vores funktion på planeten besluttede vi, Livsbærerne sammen med alle vores medarbejdere, at forene os for at føre tvillingerne nordover og langt væk fra deres behårede og delvis i træerne boende stammefolk. Og så, som en følge af deres egen bevidste valg, udvandrede tvillingerne, og takket være vort opsyn udvandrede de nordover til et afsondret område, hvor de undslap muligheden for biologisk forringelse gennem at blande sig med deres laverestående slægtninge fra primatstammerne.

           

Kort før de forlod deres hjemlige skove, mistede de deres mor i et gibbonangreb. Selv om hun ikke var lige så intelligent som børnene, nærede hun en vældig pattedyrs omsorg af højeste slags for sit afkom, og frygtløs gav hun sit liv i bestræbelsen på at redde dette vidunderlige par. Hendes offer var ikke forgæves, for hun holdt fjenden på afstand helt til deres far kom til med forstærkninger og drev angriberne på flugt.

           

Efter at dette unge par havde vendt deres stammefolk ryggen for at grundlægge den menneskelige race, blev deres primatfar meget snart helt fortvivlet - han var sønderknust. han nægtede at spise, selv når de andre unger bragte ham maden. Hans storartet afkom var tabt for ham, og livet så ikke ud til at være værd at leve blandt hans almindelige stammefolk. Så han vandrede ind i skoven og blev angrebet af fjendtlige gibbonaber og slået ihjel.

 

 

6. MENNESKESINDETS EVOLUTION

 

Vi, Livsbærerne på Urantia, havde gennemlevet den lange påpasselige ventende nattevagt siden den dag vi først plantede livsplasma i de planetariske farvande, så det var naturligt at tilsynekomsten af de første virkelige intelligente egen viljebestemte væsener bragte os stor glæde og ophøjet tilfredshed.

           

Vi havde iagttaget, hvordan tvillingerne udviklede sig mentalt gennem vores observation af, hvordan de syv bistående sindsånder, der var anvist til Urantia samtidig med vores ankomst, fungerede. Op gennem den lange evolutionære udvikling af planetariske liv, havde disse sindets utrættelige tjenere altid registreret deres stigende evne til at komme i kontakt med de successivt voksende hjernekapacitet hos de stadig højere udviklede dyr skabninger.

           

Først var det kun intuitionens ånd som kunne virke i den instinktive refleksbetingede adfærd hos urtidens dyreliv. Med udskillelsen af højerestående typer, kunne forståelsens ånd give sådanne skabninger evnen til spontan sammenkobling af forestillinger. Senere observerede vi modets ånd i funktion; de udviklende dyr udviklede virkelig en enkel form for beskyttende selvbevidsthed. Efter at pattedyrs gruppen havde set dagens lys, så vi kundskabens ånd komme til udtryk i stigende grad. Og udviklingen af de højerestående pattedyr satte rådets ånd i funktion, noget som førte til vækst i flokinstinktet og begyndelsen til primitiv social udvikling.

           

I stigende grad havde vi op igennem de tidlige pattedyrs lange udvikling, de mellemliggende pattedyr og primaternes udvikling observeret de første fem sindsånders øget ydelse. Men aldrig havde de to sidste, de højeste tjenere af sindet, været i stand til at fungere i det evolutionære sind af Urantia typen.

           

Forstil jer vores glæde den dag - tvillingerne var omtrent ti år gamle - da tilbedelses ånd fik sin første kontakt med sindet hos den kvindelige tvilling, og lidt efter med den mandliges sind. Vi viste at noget nært beslægtet med menneskesindet nærmede sig sit toppunkt, og da de, omtrent et år senere, til slut bestemte sig for, som en følge af meditativ overvejelse og målrettet beslutsomhed, at flygte hjemmefra og rejse nordover, da begyndte visdommens ånd at fungere på Urantia i disse to sind som nu var blevet anerkendt som menneskelige.

           

Der skete en ny slags mobilisering af de syv bistående sindsånder. Vi var fulde af forventning; vi erkendte at den stund vi længe havde ventet på, nærmede sig. Vi viste at vi stod på tærsklen til realiseringen af vores langvarige indsats efter at udvikle viljeskabninger på Urantia.

 

 

7.  ANERKENDELSE AF EN BEBOET VERDEN

           

Vi behøvede ikke vente længe. Midt på dagen, dagen efter tvillingernes rømning, kom den første test af transmissionen af universets kredsløbs signaler ved den planetariske modtagelsesfokus på Urantia. Vi var, naturligvis, alle opstemte over erkendelsen af, at en stor begivenhed var forestående; men siden denne verden var en livseksperiment station, havde vi ikke den ringeste idé om præcis hvordan vi ville blive underrettet om anerkendelsen af intelligent liv på planeten. Men vi blev ikke holdt længe i forventningsfuld spænding. På den tredje dag efter tvillingernes flugt, og før korpset af Livsbærere forlod planeten, ankom Nebadons ærkeengel for at etablere det første planetariske kredsløb.

           

Det var en betydningsfuld dag på Urantia da vores lille gruppe samles sig rundt om planetariske pol for rumkommunikation og modtog det første budskab fra Salvington over planetens nyoprettede sindskredsløb. Og dette første budskab, dikteret af chefen for ærkeenglenes korps sagde:

           

”Til Livsbærerne på Urantia - vær hilset! Vi formidler forsikringen for, at der råder stor glæde på Salvington, Edentia og Jerusem som reaktion på signalet om eksistensen af sindets vilje værdighed på Urantia er blevet registreret i Nebadon hovedkvarter. Tvillingernes målbevidste beslutning om at flygte nordover og holde sit afkom adskilt fra deres laverestående forfædre er blevet nedskrevet. Dette er den første beslutning af sindet - den menneskelige sindstype - har fattet på Urantia, noget som automatisk etablerer kredsløbet for kommunikation, som dette indledende budskab om anerkendelse sendes via.“

             

Det næste som kom via dette nye kredsløb, var hilsner fra de Højeste på Edentia. De indeholdt instrukser til de fastboende Livsbærere som forbød os at påvirke det livsmønster vi havde etableret. Vi bliver bedt om ikke at gribe ind i nogen sådanne fremherskende menneskelige fremskridt. Men dette bør ikke lede til den slutning, at Livsbærerne nogensinde vilkårligt og på mekanisk vis blander sig i det planetariske evolutionære planers naturlige proces, for det gør vi ikke. Men frem til dette tidspunkt havde vi haft lov til at manipulere omgivelserne og beskytte livsplasmaen på en speciel måde, og det var denne ualmindelige, men helt naturlige overvågning som nu skulle afbrydes.

           

Og ikke så snart var den Højeste færdige med at tale før det smukke budskab fra Satania systemets daværende hersker Lucifer begyndte at komme ind til planeten. Nu hørte Livsbærerne velkomst ordene fra deres egen chef og modtog hans tilladelse til at vende tilbage til Jerusem. Dette budskab fra Lucifer indeholdt den officielle godkendelse af Livsbærernes arbejde på Urantia og løslod os fra al fremtidig kritik af enhver af vore bestræbelser på at forbedre Nebadons livsmønstre som de var etableret i Satania systemet.

           

Disse meldinger fra Salvington, Edentia og Jerusem var den formelle markering af afslutningen på Livsbærernes årelang tilsyn med planeten. Gennem mange tidsaldre havde vi stået til tjeneste, kun med hjælp fra de syv bistående sindsånder og de Fysiske Mesterkontrollere. Og nu da viljen, evnen til at tilbede og til at stige opad, havde vist sig hos planetens evolutionære skabninger, indså vi at vort arbejde var fuldført, og vores gruppe forberedte sin afrejse. I og med at Urantia er en verden for livsmodifikation, blev der givet tilladelse til at lade to Senior livsbærere med tolv assistenter blive tilbage, og jeg blev valgt som medlem af denne gruppe og har siden altid været på Urantia.

           

Det er akkurat 993.408 år siden (regnet fra 1934 e.Kr.) at Urantia formelt blev anerkendt som en menneskebeboet planet i universet Nebadon. Den biologiske evolution havde endnu engang ført frem til de menneskelige niveauer af viljens værdighed; mennesket var ankommet til planet 606 i Satania.

 

           

[Udarbejdet af en Livsbærer i Nebadon bosiddende på Urantia.]




Back to Top