(UF-DAN-001-2017-1)



 Download Copyright © Urantia Foundation

URANTIA BOGEN

KAPITEL 53

 

 

 

LUCIFERS OPRØR

 

LUCIFER var en lysende første gradens Lanonandeksøn i Nebadon. Han havde erfaringer af tjeneste i mange systemer, havde været en ledende rådgiver indenfor sin gruppe og excelleret indenfor visdom, skarpsindighed og effektivitet. Lucifer var nummer 37 i sin klasse, og da han fik sin udnævnelse af Melkisedekerne blev han udpeget som en af de hundrede dygtigste og mest geniale personligheder blandt mere en syv hundred tusinde af hans slags. Trods denne storslåede begyndelse forfaldt han gennem ondskab og fejltrin til synd og er nu en af de tre Systemherskere i Nebadon som er bukket under for jegets tryk og hengiver sig til sofisterierne omkring en falsk personlig frihed - forkastelse af universets loyalitet, ignorerer broderskabets forpligtelser, blindhed til kosmiske relationer.

 

I Nebadons univers, Kristus Mikaels domæne, findes ti tusinde systemet af beboede verdner. Igennem hele Lanonandeksønnernes historie, i alt deres arbejde overalt i disse tusinder af systemer og i universets hovedkvarter, er kun tre Systemherskere nogensinde blevet fundet skyldige i foragt for Skabersønnens styre.

 

1. LEDERNE AF OPRØRET

 

Lucifer var ikke et opstigende væsen; han var en skabt Søn i lokaluniverset, og det var sagt om ham: ”Fuldendt var du i alle henseende fra den dag da du var skabt, indtil at uretfærdighed blev fundet hos dig.” Mange gange havde han haft rådslagning med de Højeste i Edentia. Lucifer regerede ”på det hellige gudebjerg”, administrationshøjen i Jerusem, for han var den udøvende leder for et stort system som omfattede 607 beboede verdner.

 

Lucifer var et storslået væsen, en lysende personlighed; han stod i rangordningen nærmest under konstellationernes Højeste Fædre hvad angår magtudøvelsen i universet. Trods Lucifers overtrædelse afholdte de underordnede intelligensvæsener sig fra at vise ham respektløshed og foragt før Mikaels overdragelse på Urantia. Heller ikke Mikaels ærkeengel ved tiden før Moses opstandelse ”dristede sig til at udtale noget anklagende dom over ham, men sagde kun: ’Herren irettesætter dig’.” Domsretten i sådanne sager tilhører Dagenes Ældste, superuniversets herskere.

 

Lucifer er nu Satanias faldne og afsatte hersker. Selvkontemplation er yderst ødelæggende, selv for de himmelske verdeners høje personligheder. Om Lucifer siges det: ”Dit hjerte blev hovmodigt af din skønhed; din store begavelse fik dig til at fordærve din visdom.” Jeres profet i gamle dage så hans sørgelige tilstand da han skrev: ”Hvordan er du faldet fra himlen, o Lucifer, morgenens søn! Hvordan er du blevet nedkastet, du som vovede at forvirre verdnerne!”

 

På Urantia hørte man meget lidt om Lucifer på grund af det faktum at han anviste sin første stedfortræder, Satan, til sin talsmand på jeres planet. Satan var medlem af samme gruppe af første gradens Lanonandeker men havde aldrig fungeret som Systemhersker; han gik helt og fuldt med i Lucifers opstand. ”Djævelen” er ingen anden end Caligastia, Urantias afsatte Planetprins og en Søn af Lanonandekernes anden klasse. Ved den tid da Mikael befandt sig på Urantia i kødelig skikkelse havde Lucifer, Satan og Caligastia sluttet sig sammen for at frembringe et uheld med overdragelsens mission. Men de mislykkedes fuldstændig.

 

Abaddon var Caligastias stabschef. Han fulgte sin herre i oprøret og har lige siden fungeret som udøvende leder for urantiarebellerne. Belsebub var leder for de illoyale mellemvæsener som allierede sig med den forræderiske Caligastias styrker.

  

Dragen blev til sidst det symbolske kendetegn for alle disse onde personfigurer. Efter Mikaels sejr ”kom Gabriel ned fra Salvington og bandt dragen (alle oprørslederne) for en tidsalder". Om serafrebellerne i Jerusem står der skrevet: ”De engle som ikke beholdt deres første ejendom, men forlod deres bolig, har ham med mørkets sikre kæder tilbageholdt til den store dags dom.”

 

 

2. ÅRSAGERNE TIL OPRØRET

 

Lucifer og hans første assistent Satan havde regeret i Jerusem i over fem hundred tusind år da de i deres hjerter begyndte at rejse sig mod den Universelle Fader og hans daværende stedfortræder Søn Mikael.

 

Der var ingen særlige eller specielle forhold i Satania systemet som kunne have forårsaget eller fremmet et oprør. Vi tror, at idéen opstod og blev udformet i Lucifers sind og at han kunne have igangsat et sådant oprør uafhængig af hvor han havde været udstationeret. Lucifer tilkendegav først sine planer for Satan, men det tog flere måneder at fordærve hans dygtige og lysende medarbejders sind. Men da denne først var vundet over til oprørsteorierne blev han en dristig og ivrig forkæmper for ”selvhævdelse og frihed”.

 

Ingen foreslog nogensinde tanken om oprør til Lucifer. Idéen om at hævde sig selv i opposition mod Mikaels vilje og den Universelle Faders planer, som de er repræsenteret i Mikael, havde deres oprindelse i hans eget sind. Hans relationer til Skabersønnen havde været intime og altid hjertelige. Forud for ophøjelsen af sit eget sind havde Lucifer aldrig åbent udtrykt misfornøjelse med universets administration. Trods hans tavshed havde Dagenes Forenede i Salvington i over et hundred år efter standard tid tilbagespejlet til Uversa at alt ikke stod ret til i Lucifers sind. Denne information blev også overført til Skabersønnen og til Konstellationsfædrene i Norlatiadek.

 

Under hele denne periode blev Lucifer i stigende grad mere kritisk mod hele planen for universets administration men erklærede altid at være helhjertet loyal mod de Højeste Herskere. Hans første åbenhjertig illoyalitet blev manifesteret på et tidspunkt da Gabriel besøgte Jerusem kun nogle få dage inden Lucifers frihedsdeklaration åbent blev proklameret. Gabriel blev så dybt overbevist om at det gjaldt en forestående opstand at han begav sig direkte til Edentia for at konferere med Konstellationsfædrene vedrørende de foranstaltninger som burde træffes i tilfælde af åbent oprør.

  

Det er meget svært at pege på den eksakte årsag eller de årsager som til sidst kulminerede i Lucifers oprør. Vi er kun sikre på en ting, nemlig: Hvad end disse første behov bestod af så havde de deres oprindelse i Lucifers sind. Der må have været en sådan jegets stolthed som nærede sig selv frem til selvbedrag, så at Lucifer for en tid virkelig var overbevist om, at oprøret som han overvejede i selve virkeligheden var for systemets, eller endda selve universets bedste. På den tid da hans planer havde udviklet sig så langt, at de var blevet en desillusionering var han uden tvivl gået for langt til at hans oprindelige og skadelige stolthed ville tillade ham at stoppe. Et eller andet sted i denne erfaring blev han uærlig, og ondskab udviklede sig til forsætlig og overlagt synd. At dette hænde bevises af denne lysende leders senere adfærd. Han fik længe tilbudt muligheden for at angre, men kun nogle af hans underordnede accepterede nogensinde den nåde som blev tilbudt. Dagenes Trofaste i Edentia på opfordring af Konstellationsfædrene præsenterede personlig Mikaels plan for at redde disse åbenlyse oprørere, men altid blev Skabersønnens nåde afvist, og med tiltagende foragt og ringeagt.

 

3. LUCIFERS MANIFEST

 

Hvad de tidligste årsager til bekymring i Lucifers og Satans hjerter end var, så skete det endelige oprør i form af Lucifers frihedsdeklaration. Rebellernes sag blev fremført under tre rubrikker:

 

1. Den Universelle Faders virkelige eksistens. Lucifer påstod at den Universelle Fader i selve virkeligheden ikke eksisterede, at den fysiske tyngdekraft og rum-energi var en naturlig del af universet, og at Faderen var en myte som Paradissønnerne havde opfundet for at gøre det muligt for dem at opretholde styret i universet i Faderens navn. Han afviste, at personligheden var en gave af den Universelle Fader. Han antydede endda, at finaliterne var i hemmelig ledtog med Paradissønnerne for at prakke et bedrag på hele skabelsen, idet de aldrig bragte med sig tilbage nogen særskilt klar og tydelig opfattelse om Faderens faktiske personlighed, så som den kan skelnes i Paradiset. Ærefrygt udnyttede han som værende uvidenhed. Anklagen var gennemgribende, forfærdelig og blasfemisk. Det var dette fordækte angreb på finaliterne som utvivlsomt influerede de opstigende borgere, som dengang befandt sig i Jerusem til at stå fast og forblive urokkelig i deres modstand mod alle rebellernes frierier.

 

2. Skabersønnens - Mikaels - univers regering. Lucifer hævdede, at de lokale systemer burde være autonome. Han protesterede mod Mikaels, Skabersønnens, ret til at kræve suverænitet i Nebadon i en hypotetisk Paradisfaders navn og til at kræve tro og lydighed af alle personligheder til denne usete Fader. Han påstod, at hele planen for tilbedelse var et smart måde til at ophøje Paradissønnerne. Han var villig til at anerkende Mikael som sin Skaber-far, men ikke som sin Gud og retmæssige hersker.

 

Mest bittert angreb han Dagenes Ældstes ret - ”udenlandske herskere” - til at gribe ind i lokalsystemets og universernes anliggender. Disse herskere fordømte han som tyranner og tronranere. Han opfordrede sine tilhængere til at tro, at ingen af disse herskere ville kunne gøre nogen for at gribe ind mod det fulde selvstyre, hvis blot mennesker og engle havde mod til at hævde sig og frimodig kræve deres rettigheder.

 

Han hævdede, at Dagenes Ældstes udøvende myndighed kunne udelukkes fra at fungere i lokalsystemet, hvis de indfødte væsener blot ville hævde deres selvstændighed. Han fastholdt, at udødeligheden fandtes iboende i systemets personligheder, at opstandelsen var naturlig og automatisk, og at alle væsener ville leve for evigt hvis Dagenes Ældstes udøvende myndighed og deres egenmægtige og uretfærdige virksomhed ikke fandtes.

 

3. Angrebet på den universelle plan for de opstigende dødeliges uddannelse. Lucifer fastholdt, at alt for meget tid og energi blev anvendt på planen med at uddanne de opstigende dødelige så grundigt i principperne for universets administration, principper som han påstod, var uetiske og usunde. Han protesterede mod det årelange program med at forberede rummets dødelige på en ukendt skæbne og pegede på finalitkorpsets tilstedeværelse i Jerusem som bevis på, at disse dødelige havde anvendt tidsaldre af forberedelse for en eller anden ren indbildt skæbnebestemmelse. Med hån påpegede han at finaliterne ikke havde mødt en ærefuld skæbne andet end at blive sendt tilbage til ubetydelige sfærer lignende dem hvorfra de havde deres oprindelse. Han antydede, at de var blevet demoraliseret af for meget disciplin og langvarig uddannelse, og at de i virkeligheden var deres dødelige kammeraters forrædere, eftersom de nu medvirkede i programmet med at trælbinde hele skabelsen under de indbildte forestillinger om en mystisk evig skæbne for de opstigende dødelige. Han var talsmands for, at de opstigende skulle have friheden til individuel selvbestemmelse. Han udfordrede og fordømte hele planen for de dødeliges opstigning således som den blev opretholdt af Guds Paradissønner og støttet af den Uendelige Ånd.

 

Og det var med sådan en frihedsdeklaration at Lucifer igangsatte sit orgie af mørke og død.

 

 

4. OPRØRET BRYDER UD

 

Lucifers manifest blev offentliggjort på glashavet ved Satanias årlige konklave i nærværelse af Jerusems forsamlede skarer, på årets sidste dag for omkring to hundred tusinde år siden efter Urantia tid. Satan proklamerede, at tilbedelse kunne målrettes til de universelle kræfter - fysiske, intellektuelle og åndelige - men at tro- og lydighedspligten kun kunne gælde den faktiske og nuværende hersker, Lucifer, ”menneskers og englenes ven” og ”frihedens Gud”.

 

Selvhævdelse var krigsråbet for Lucifers oprør. Et af hans hovedargumenter var, at hvis selvstyre var godt og ret for Melkisedekerne og andre grupper var det ligeså god for alle andre klasser af intelligensvæsener. Han var dristig og ihærdig i sin propaganda for ”sindslighed” og ”intelligensens broderskab”. Han gjorte gældende, at al forvaltning burde begrænses til de lokale planeter og deres frivillige forbund i lokalsystemet. Al andet tilsyn afviste han. Han lovede Planetprinserne, at de skulle herske over deres verdener som højeste udøvere. Han fordømte placeringen af lovgivningsaktiviteterne til konstellationshovedkvarteret og forvaltningen af juridiske anliggender fra universets hovedstad. Han hævdede, at alle disse styringsfunktioner burde koncentreres til systemhovedstæderne og begyndte at opsætte sin egen lovgivende forsamling samt organiserede sine egne domstole under Satans domsmyndighed. Han instruerede prinserne i de frafaldne verdener at gøre det samme.

 

Lucifers administrative kabinet gik samlet over og aflagde offentlig ed som embedsmænd for den administration som var lydige under det nye overhoved for ”de befriede verdener og systemer”.

 

Selvom der havde været to tidligere oprør i Nebadon, så skete disse i afsides liggende konstellationer. Lucifer antog at disse opstande var mislykkedes fordi majoriteten af intelligensvæsenerne ikke fulgte deres ledere. Han hævdede, at ”majoriteterne styrer”, at ”sindet er ufejlbarlig”. Den frihed som universets herskere gav ham syntes at understøtte mange af hans nedrige påstande. Han trodsede alle sine overordnede, men de syntes ikke at tage nogen notits af hvad han gjorte. Han fik frie hænder til at sætte sin forføriske plan i værk uden den mindste forhindring.

 

Alle de barmhjertige udsættelser i retsplejen pegede Lucifer på som bevis på manglende evne i Paradissønnernes styre til at stoppe oprøret. Han ville åbent trodse og arrogant udfordrer Mikael, Immanuel og Dagenes Ældste og henviste siden til det faktum, at dette ikke førte til nogen affære som et udtrykkeligt bevis på magtesløsheden i universet og superuniversets regeringer.

Gabriel var personlig tilstede under alle disse illoyale aktiviteter og meddelte kun, at han, når tiden var inde, ville tale for Mikael og at alle væsener frit og uhindret skulle kunne træffe deres valg; at ”Sønnernes styre til Faderens ære kun ønskede den loyalitet og hengivenhed som var frivillig, helhjertet, og kunne modstå sofisterierne".

 

Lucifer blev tilladt helt at etablere og grundigt at organisere sin oprørsregering inden Gabriel gjorde noget forsøg på at bestride retten til løsrivelse eller at modarbejde rebellernes propaganda. Konstellationsfædrene begrænsede umiddelbart disse illoyale personligheders virksomhed til systemet Satania. Ikke desto mindre var denne udsættelsesperiode en tid af stor prøvelse og test for de loyale væsener i hele Satania. Alt var kaotisk i nogle få år, og der rådede en stor forvirring i mansoniaverdnerne.

 

5. KONFLIKTENS ART

 

Ved oprørets udbrud i Satania, rådførte Michael sig med sin Paradisbroder, Immanuel. Efter denne betydningsfulde konference, meddelte Michael, at han ville fortsætte den samme politik, som havde karakteriseret hans forhold med lignende omvæltninger i fortiden, en holdning af ikke

indblanding.

 

På tidspunktet for dette oprør, og de to, som var gået forud var der ingen absolut og personlig suveræn autoritet i Nebadons univers. Michael regeret af guddommelig ret, som stedfortræder for den Universelle Fader, men endnu ikke i sin egen personlige ret. Han havde ikke afsluttet sit overdragelseslivsforløb; Han var endnu ikke blevet tillagt med "al magt i himmelen og på jorden."

 

Fra udbruddet af oprøret til dagen for hans tronbestigelse som suveræne hersker over Nebadon, forstyrrede Michael aldrig Lucifer oprørsstyrker; de fik lov til at køre et frit løb for næsten tohundred tusind år af Urantia tid. Kristus Michael har nu magtbeføjelser og myndighed til hurtig handling, og selv summarisk, at beskæftige sig med sådanne udbrud af illoyalitet, men vi tvivler på, at denne suveræne myndighed ville føre ham til at handle anderledes, hvis en anden sådan omvæltning skulle opstå.

 

Da Michael valgte at holde sig udenfor den faktiske krigsførelse af Lucifers oprør, kaldte Gabriel sine personlige medarbejdere sammen på Edentia og besluttede i samråd med de Højeste, at påtage sig kommandoen over de forblevne loyale værter i Satania. Michael blev på Salvington mens Gabriel rejse til Jerusem og etablere sig på sfæren dedikeret til Faderen - den samme Universelle Far, hvis personlighed Lucifer og Satan havde sat spørgsmålstegn ved - og i overværelse af de forsamlede skarer af loyale personligheder, udfoldede han Michaels banner: det materielle emblem af Treenighedens regering af hele skabelsen, de tre himmelblå koncentriske cirkler på en hvid baggrund.

 

Lucifers emblem var et hvidt banner med en rød cirkel, i hvis midte en sort solid cirkel fremstod.

 

"Der var krig i himlen; Michaels kommandant og hans engle kæmpede mod dragen (Lucifer, Satan, og de frafaldne prinser); og dragen og hans oprørske engle kæmpede, men sejrede ikke. "Denne" krig i himmelen "var ikke en fysisk kamp, ​​som en sådan konflikt kunne være tænkt på Urantia. I de tidlige dage af kampen holdt Lucifer foredrag i det planetariske amfiteater. Fra sit hovedkvarter som han havde sat op nær ved førte Gabriel en uophørlig eksponering af de oprørske spidsfindigheder. De forskellige personligheder, der befandt sig på sfæren og som var i tvivl om deres holdning rejse frem og tilbage mellem disse diskussionspunkter, indtil de kom til en endelig afgørelse.
   

Men denne krig i himmelen var meget forfærdeligt og meget reel. Selv om den ikke viser nogle af ​​de barbariske grusomheder, der er så karakteristiske for fysisk krigsførelse på de umodne verdener, så var denne konflikt langt mere dødbringende; materielle liv er i fare i materielle kampe, ​​men krigen i himmelen blev udkæmpet i form af det evige liv.

 

6. EN LOYAL SERAFKOMMANDØR

 

Der var mange ædle og inspirerende handlinger af hengivenhed og loyalitet, som blev udført af talrige personligheder i den mellemliggende interval mellem udbruddet af fjendtlighederne og ankomsten af ​​den nye systemhersker og hans personale. Men den mest spændende af alle disse dristige bedrifter af hengivenhed var Manotias modige adfærd, den næstkommanderende chef for seraferne i Satanias hovedkvarter.

 

Ved udbruddet af oprøret på Jerusem sluttede lederen af ​​seraferne sig til Lucifers sag. Dette forklarer uden tvivl, hvorfor et så stort antal af den fjerde klasse, systemadministrationens serafer, for vild. Serafernes leder blev åndeligt blændet af Lucifers geniale personlighed; hans charmerende måder fascineret de lavere klasser af himmelske væsener. De kunne simpelthen ikke fatte, at det var muligt for sådan en blændende personlighed at tage fejl.

 

For ikke så længe siden, sagde Manotia, da han beskrev oplevelsen, der var forbundet med starten af ​​Lucifers oprør, "Men min mest stimulerende øjeblik var det spændende eventyr forbundet med Lucifer oprør, da jeg, som den anden seraf kommandør, nægtede at deltage i den planlagte fornærmelse af Michael. De magtfulde oprørere forsøgte at ødelæggelse mig med hjælp af forbindelsesstyrkernes kræfter, som de havde arrangeret. Der var en enorm omvæltning på Jerusem, men ikke en eneste loyal serafer blev skadet.

 

"Da min nærmeste leder havde afveget, blev det min opgave, som den titulære leder af systemets forvirrede serafiske anliggender, at tage kommandoen over de himmelske hærskarer i Jerusem. Jeg var moralsk godkendt af Melkisedekerne, et flertal af de Materielle Sønner assisterede mig kyndigt, da en enorm gruppe af min egen klasse havde forladt mig, men på den mest storslåede måde, blev jeg støttet af de opstigende dødelige på Jerusem.”

 

"Så da vi, som en konsekvens af Lucifers løsrivelse automatisk var blevet afskåret fra konstellationens kredsløb, var vi afhængige af vores underretningskorps loyalitet, der videresendte vores opkald om hjælp til Edentia fra det nærliggende system Rantulia; og vi fandt, at rigets ordning, loyalitetens intellekt, og sandhedens ånd i sagens natur sejrede over oprør, selvhævdelse, og såkaldt personlige frihed; vi kunne holde ud indtil ankomsten af ​​den nye systemhersker, den værdige efterfølger til Lucifer. Umiddelbart derefter blev jeg overført til Det Melkisedekske forvaltningskorps af Urantia, modtog myndigheden over de loyale serafklasser i den forræderiske Caligastias verden. Han havde proklameret sin sfære som medlem af det nyligt projicerede system af 'befriede verdener og frigjorte personligheder" der var blevet foreslået i den berygtede frihedserklæring udstedt af Lucifer i hans opråb til de "frihedselskende, frit tænkende, og fremsynede intelligenser i de fejlstyrede og dårligt ledede verdener i Satania."

 

Denne engel er stadig i tjeneste på Urantia, fungerer som stedfortrædende leder af seraferne.

 

 

7. OPRØRETS HISTORIE

 

Lucifers oprør omfattede hele systemet. Syvogtredive Planetprinser svingede stort set deres verdens administration over til ærkerebellens side. Kun på Panoptia lykkedes det ikke Planetprinsen at få sit folk med sig. I denne verden samledes folk, under vejledning af Melkisedekerne, til støtte for Michael. Ellanora, en ung kvinde af denne dødelige verden, tog ledelsen af ​​de menneskelige racer, og ikke en eneste sjæl på denne stridsplagede verden gik ind under Lucifers banner. Og lige siden har disse loyale Panoptier tjent i Jerusems syvende overgangsverden som forvaltere og bygherrer på Faderens sfære og de omkringliggende syv frihedsberøvelses verdener. Panoptierne fungerer ikke kun som de bogstavelige vogtere af disse verdener, men de udfører også Michaels personlige ordrer om forskønnelse af disse sfærer for en fremtidig og ukendt brug. De udfører dette arbejde under deres ophold, på vejen til Edentia.

 

I hele denne periode var Caligastia fortaler for Lucifers sag på Urantia. Melkisedekerne modsatte sig dygtigt den frafaldne Planetprins, men den uhæmmet friheds spidsfindigheder og selvhævdelsens vrangforestillinger havde alle muligheder for at bedrage de primitive folkeslag i en ung og uudviklet verden.

 

Alt løsrivelses propaganda var tvunget til at skulle gennemføres ved personlig indsats, fordi informationsudsendings tjenesten og alle andre kanaler for interplanetariske kommunikation blev suspenderet på foranledning af vejlederne af ​​systemets kredsløb. Ved selve udbruddet af oprøret var hele Satania systemet blevet isoleret både i konstellationen og universets kredsløb. I løbet af denne tid blev alle indgående og udgående meddelelser afsendt af serafagenter og Enlige Budbringere. Kredsløbet til de faldne verdener blev også afskåret, så Lucifer kunne ikke udnytte denne kanal til fremme af sin forbryderiske plan. Disse kredsløb bliver ikke gendannet, så længe ærkerebellen lever indenfor Satanias grænser.

 

Dette var en Lanonandek oprør. De højere klasser af Sønner i lokaluniverset sluttede sig ikke til Lucifer løsrivelse, selv om et par af Livsbærerne stationeret på de oprørske planeter var meget påvirket af de illoyale prinsers oprør. Ingen af ​​de Treenigede Sønner gik på afveje. Melkisedekerne, ærkeengle, og Lysende Aftenstjerner var alle loyale over for Michael og sammen med Gabriel, kæmpede de tappert for Faderens vilje og Sønnens styre.

   

Ingen væsener med oprindelse i Paradiset var involveret i illoyalitet. Sammen med de Enlige Budbringere, slog de deres hovedkvarter op i Åndens verden ​​og forblev under ledelse af Dagenes Troende i Edentia. Ingen af ​​forligsmændene faldt fra, heller ikke en eneste af de Himmelske Registratorer gik tabt. Men Morontialedsagerne og Mansoniaverdens Lærere led store tab.

 

Fra serafernes højeste klasser, gik ikke en eneste engel tabt, men en betydelig gruppe fra følgende klasse, de højere serafer, blev snydt og fanget. Ligeledes blev et par af den tredje eller vejledende klasse af engle vildledt. Men den frygtelige sammenbrud kom i den fjerde gruppe, administrator englene, de serafer som normalt er tildelt opgaver i systemets hovedstæder. Manotia reddede næsten to tredjedele af dem, men lidt over en tredjedel fulgte deres chef i oprørernes rækker. En tredjedel af alle Jerusems keruber som var knyttet til administrator englene blev tabt med deres illoyale serafer.

 

Af de planetariske engle hjælpere, dem der var tildelt de Materielle Sønner, blev omkring en tredjedel snydt, og næsten ti procent af overgangs ministre blev fanget. Johannes så dette symbolsk, da han skrev om den store røde drage, og sagde: "Og hans hale drog en tredje del af himmelens stjerner og kastede dem ned i mørket"

 

Den største tab skete i de himmelske rækker, men de fleste af de lavere klasser af intelligens var involveret i illoyalitet. Ud af de 681.227 Materielle Sønner tabt i Satania, var femoghalvfems procent ofre for Lucifers oprør. Et stort antal Mellemvæsener gik tabt på de enkelte planeter, hvis Planetprins støttede Lucifers sag.

 

I mange henseender var dette oprør den mest udbredte og katastrofale af alle sådanne hændelser i Nebadon. Flere personligheder var involveret i dette oprør end i begge de andre. Og det er for evigt en vanære, at Lucifers og Satans udsendinge ikke engang sparede de spædbørnenes uddannelses skoler på finaliternes kulturplanet, men snarere forsøgte at fordærve disse udviklende hjerner reddet i barmhjertighed fra de evolutionære verdner.

 

De opstigende dødelige var sårbare, men de modstod oprørets spidsfindigheder bedre end de lavere ånder. Mens mange på de lavere mansoniaverdener, de, der ikke havde nået den endelige fusion med deres Rettere, faldt, er det registreret til ære for visdommen i opstigningsplanen, at ikke et eneste medlem af de i Jerusem bosiddende opstigende med statsborgerret i Satania deltog i Lucifers oprør.

 

Time for time og dag efter dag blev alle informationsstationer i hele Nebadon fyldt til trængsel af ængstelige bekymrende iagttagere fra alle tænkelige klasser af himmelske intelligens, som intenst studerede bulletinerne fra oprøret i Satania og jublede, når rapporterne løbende fortalte om de opstigende dødeliges urokkelig loyalitet. Under Melkisedekernes lederskab, modstod de succesfyldt den kombinerede og langvarige indsats fra alle de subtile onde kræfter, som så hurtigt samledes under løsrivelsens og syndens banner.

 

Det tog over to år af systemets tid fra begyndelsen af ​​"krigen i himmelen", indtil Lucifers efterfølger blev installeret i embedet ​. Men til sidst kom den nye Suveræne, og landede på havet af glas med sit personale. Jeg var blandt reserverne som Gabriel havde mobiliseret på Edentia, og jeg husker godt Lanaforges første budskab til Konstellations Faderen i Norlatiadek. Der stod: "Ikke en eneste Jerusem borger var tabt. Hver opstigende dødelige overlevede ildprøven og gik triumferende og helt sejrende gennem den afgørende test.” Dette budskab gik videre til Salvington, Uversa, og Paradiset med forsikring om, at overlevelseserfaring i de dødeliges opstigning er den største sikkerhed mod oprør og den sikreste sikkerhedsforanstaltning mod synd. Denne ædle flok af trofaste dødelige på Jerusem er opgjort til præcis 187.432.811 personligheder.

 

Med ​​Lanaforges ankomst blev ærkerebellerne afsat og frataget al statslig magt, selvom de frit fik tilladelse til at gå omkring i Jerusem, på morontiasfærerne, og endda til de enkelte beboede verdner. De fortsatte deres vildledende og forførende indsats for at forvirre og vildlede mennesker og engle sind. Men hvad berørte deres arbejde på administrationshøjen i Jerusem, "var der nu ikke længere nogen plads til dem."

 

Mens Lucifer blev frataget al administrativ myndighed i Satania, så fandtes der ingen lokal univers magt eller domstol, som kunne tilbageholde eller ødelægge denne onde rebel; da Michael dengang endnu ikke var suveræn hersker. Dagenes Ældste godkendte Konstellationsfædrene i deres beslaglæggelse af systemets regering, men de har aldrig afsagt nogen senere afgørelser i de mange appeller som stadig verserer med hensyn til den nuværende status og fremtidige disposition af Lucifer, Satan, og deres medarbejdere.

 

Således var disse ærkerebeller tilladt til at strejfe rundt i hele systemet for at forsøge yderligere at udbrede deres doktriner af utilfredshed og selvhævdelse. Men i næsten 200.000 Urantia år, har de ikke været i stand til at bedrage en anden verden. Ingen Satania verdener er gået tabt siden faldet af de syvogtredive, ikke engang de yngre verdener som er blevet befolket efter oprørsdagen.

 

 

8. MENNESKESØNNEN PÅ URANTIA

 

Lucifer og Satan strejfede frit omkring i Satania systemet indtil Michael havde afsluttet sin​​overdragelsens mission på Urantia. De var sidst sammen i jeres verden på tidspunktet for deres kombinerede angreb på Menneskesønnen.

 

Tidligere, når Planetprinserne, "Guds børn", samledes ved bestemte tider, " kom Satan også," og hævdede, at han repræsenterede alle de faldne Planetprinsers isolerede verdener. Men han er ikke blevet givet en sådan frihed i Jerusem efter Michael endelige overdragelse. Efter deres bestræbelser på at korrumpere Michael under hans overdragelse i kødelig skikkelse, er al sympati for Lucifer og Satan forsvundet i hele Satania, dvs. udenfor de isolerede syndige verdener.

 

Michaels overdragelse har afsluttet Lucifers oprør i hele Satania bortset fra på de frafaldne Planetprinsers planeter. Og dette var betydningen af ​​Jesu personlige erfaringer, da han kort tid lige før sin død i kødet, udbrød til sine disciple: "Og jeg så Satan falde som lyn fra himmelen."  Han var kommet med Lucifer til Urantia for den sidste afgørende kamp.

 

Menneskesønnen var sikker på succes, og han vidste, at hans triumf på jeres verden for evigt ville afgøre status for hans årelange fjender, ikke kun i Satania men også i de to andre systemer, hvor synden havde fået fodfæste. Det betød overlevelse for de dødelige og tryghed for englene, når jeres Mester, som svar på Lucifers forslag, roligt og med guddommelig forsikring svarede: "Gå bag mig, Satan." Det var i princippet den virkelige ende på Lucifers oprør. Sandt nok, har domstolene i Uversa endnu ikke taget den udøvende beslutning angående Gabriel appel, hvor han beder om tilintetgørelse af ​​oprørerne, men sådan en anordning, vil uden tvivl være forestående i tidens fylde, da det første skridt i høringen af ​​denne sag allerede er taget.

 

Caligastia blev anerkendt af Menneskesønnen som den tekniske Prins af Urantia op til nær tidspunktet for hans død. Jesus sagde: "Nu er der dom over denne verden; nu skal denne verdens prins kastes ned." Og endda endnu nærmere færdiggørelsen af ​​hans livsværk annoncerede han, "Denne verdens prins er dømt." Dette er denne samme afsatte og miskrediteret prins, der engang blev kaldt "Urantias Gud."

 

Michael sidste handling inden han forlod Urantia var at tilbyde barmhjertighed til Caligastia og Daligastia, men de foragtede hans venlige tilbud. Caligastia, jeres frafaldne Planetprins, er stadig fri på Urantia til at fortsætte sine forbryderiske planer, men han har absolut ingen magt til at trænge ind i menneskenes sind, ej heller kan han nærme sig deres sjæle for at friste eller korrumpere dem, medmindre de virkelig ønsker at være forbandet med hans onde tilstedeværelse.

 

Før Michaels overdragelse forsøgte disse mørkets herskere, at bevare deres autoritet på Urantia, og de trodsede vedvarende de mindre og underordnede himmelske personligheder. Men siden den første pinsedag viser denne forræderiske Caligastia og hans lige så foragtelige medarbejder, Daligastia en underdanig adfærd overfor den guddommelige Majestæt af Paradisets Tankerettere og den beskyttende Sandhedens Ånd, ånden i Michael, som er blevet udøst over alt kød.

 

Men alligevel, ingen faldne ånd havde nogensinde beføjelse til at invadere sind eller at chikanere Guds børns sjæle. Hverken Satan eller Caligastia kunne nogensinde røre eller nærme sig Guds trossønner; troen er et effektiv panser mod synd og ugudelighed. Det er sandt: "Den, der er født af Gud holder sig selv, og den onde rører ham ikke."

 

Generelt, når svage og udsvævende dødelige formodes at være under indflydelse af djævle og dæmoner, bliver de blot domineret af deres egne iboende og fordærvende tendenser, bliver ført bort af deres egne naturlige tilbøjeligheder. Djævelen har fået en stor del af æren for det onde, som ikke tilhører ham. Caligastia har været forholdsvis impotent siden Kristi kors.

 

 

9. OPRØRETS NUVÆRENDE STATUS

 

I de tidlige dage af Lucifers oprør tilbød Michael frelsen til alle oprørerne. Til alle, der ville vise bevis for oprigtig anger, tilbød han, efter sin opnåelse af fuldstændig suverænitet i universet, tilgivelse og genindsættelse i en form for universtjeneste. Ingen af ​​lederne accepterede dette barmhjertige tilbud. Men tusindvis af englene og de lavere klasser af himmelske væsener, herunder hundredvis af de Materielle Sønner og Døtre, tog imod den nåde som blev proklameret af Panoptianerne og blev rehabiliteret på tidspunktet for Jesu opstandelse et tusind og ni hundred år siden. Disse væsener er siden blevet overført til Faderens verden i ​​Jerusem, hvor de teknisk, skal vente, indtil Uversas domstole afsiger afgørelse i sagen Gabriel vs. Lucifer. Men ingen betvivler, at, når udslettelses dommen er udstedt, vil disse angrende og bjærget personligheder være undtaget fra dekretet om udryddelse. Disse prøveløsladte sjæle arbejder nu med Panoptianerne i arbejdet med omsorgen for Faderens verden.

 

Ærkeforføreren har aldrig været på Urantia siden de dage, hvor han forsøgte at få Michael til at opgive formålet med at fuldføre overdragelsen og for at etablere sig endeligt og sikkert som ubetinget hersker over Nebadon. Da Michael var blevet den definitive leder af Nebadons univers blev Lucifer taget i forvaring af agenter for Dagenes Ældste i Uversa og har siden været en fange på satellit nummer et af Faderens gruppe af ​​overgangssfærer i Jerusem. Og her kan herskerne i andre verdener og systemer se afslutningen af ​​Satanias utro hersker. Paulus kendte til disse oprørske lederes status efter Michaels overdragelse, for han skrev om Caligastias ledere som "åndelige værter af ondskab i det himmelske."

 

Da Michael, havde overtaget den højeste suverænitet Nebadon, ansøgte han Dagenes Ældste for myndighed til at internere alle berørte personligheder i Lucifer oprør som afventede afgørelser i superuniversernes domstole i sagen Gabriel vs. Lucifer, indsendt til behandling i Uversa højeste domstole for næsten to hundred tusind år siden, efter jeres tidsregning. Angående gruppen i systemhovedstaden, bevilgede Dagenes Ældste Michael ansøgningen, men med en enkelt undtagelse: Satan fik lov til at foretage periodiske besøg hos de frafaldne prinser på de faldne verdener, indtil en anden Guds Søn blev accepteret af disse frafaldne verdener, eller indtil så længe at domstolene i Uversa begynde pådømmelse af sagen Gabriel vs. Lucifer.

 

Satan kunne komme til Urantia, fordi I ikke havde nogen højtstående søn boende der - hverken Planetprins eller Materielle Søn. Machiventa Melkisedek er siden blevet udråbt som stedfortræder Planetprins af Urantia, og åbningen af ​​sagen Gabriel vs. Lucifer har signaleret indvielsen af ​​midlertidige planetariske styre på alle de isolerede verdener. Det er sandt, at Satan aflagde periodiske besøg hos Caligastia og andre af de faldne prinser helt op til tidspunktet for præsentationen af ​​disse åbenbaringer, da det første retsmøde i Gabriels bøn om udslettelse af ærkerebellerne indtraf. Satan er nu ubetinget tilbageholdt i Jerusems fængsels verdener.

 

Efter Michaels afsluttende overdragelse har ingen i hele Satania ønsket at gå til fængsels verden for at tjene de internerede oprørere. Og ikke flere væsener er blevet vundet for bedragerens sag. For et tusind og ni hundred år har status været uændret.

 

Vi forventer ikke en fjernelse af de nuværende restriktioner i Satania indtil Dagenes Ældste træffer endelige bestemmelse om ærkerebellerne. Systemet kredsløb vil ikke blive genindsat, så længe Lucifer lever. I mellemtiden, er han helt inaktiv.

 

Oprøret er ophørt i Jerusem. Det slutter på de faldne verdener ligeså hurtigt som guddommelige Sønner ankommer. Vi mener, at alle oprørere, der nogensinde vil acceptere barmhjertighed har gjort det. Vi afventer den blinkende informationsudsendelse, der vil fratage disse forrædere personligheds eksistensen. Vi forventer os, at dommen fra Uversa vil blive tilkendegivet gennem udsendelse af eksekutionsmeddelelsen som forårsager udslettelse af disse internerede oprørere. Så vil I søge efter dem, men de skal ikke længere findes. "Og de, der kender dig blandt verdnerne vil være forbavset over dig; du har været en terror, men aldrig mere skal du være det." Og således skal alle disse uværdige forrædere "bliver, som om de ikke havde været." All afventer dommer fra Uversa.

 

Men for tidsaldre har de syv fængsels verdener af åndeligt mørke i Satania udgjort en alvorlig advarsel til hele Nebadon, veltalende og effektivt forkynder den store sandhed ", at synderens vej er svært" "At der inden for enhver synd er skjult frøet af sin egen ødelæggelse"; at "syndens løn er døden."
 
[Præsenteret af Manovandet Melkisedek, engang knyttet til forvaltningen af Urantia.]

 

 

 

 

 

 

 

 




Back to Top