(UF-DAN-001-2017-1)



 Download Copyright © Urantia Foundation

URANTIA BOGEN

 

           

 

KAPITEL 50

 

 

DE PLANETARISKE PRINSER

 

SELVOM Planetprinserne hører til Lanonandeksønnernes klasse er de så specialiserede i deres tjeneste, at de almindeligvis anses som værende en særskilt gruppe. Efter at de af Melkisedekerne har fået deres bekræftelse som anden gradens Lanonandeker forordnes disse Sønner i lokaluniverset til reserverne i deres klasse i konstellationshovedkvarteret. Herfra gives de forskellige opgaver af Systemherskeren, og til sidst bliver de eventuelt forordnet som Planetprinser og sendes ud for at herske over de udviklende beboede verdner.

           

Signalet for en Systemhersker til at handle, når det gælder tildelingen af en hersker til en vis planet er den anmodning han modtager fra Livsbærerne til at sende en administrativ overhoved til at fungere på den planet, hvor de har etableret liv og udviklet intelligente evolutionære væsener. Alle planeter som bebos af evolutionære dødelige væsener har en planetarisk hersker tilforordnet som hører til denne klasse af Sønner.

 

 

1.   PRINSERNES OPGAVE

 

Planetprinsen og hans assisterende brødre repræsenterer den mest intime personaliserede tilnærmelse (bortset fra inkarnation) som den Evige Søn i Paradiset kan gøre til de ydmyge væsener i tid og rum. Sandt nok, at Skabersønnen berører verdnernes væsener gennem sin ånd, men Planetprinsen repræsenterer den sidste af de personlige Sønners klasser, som strækker sig fra Paradiset til menneskebørnene. Den Uendelige Ånd kommer meget tæt på dem i skæbnevogternes og andre englevæseners person; den Universelle Fader lever i mennesket gennem Mysterieledsagernes førpersonlige tilstedeværelse, men Planetprinsen repræsenterer den Evige Søns og hans Sønners sidste anstrengelse i at komme tæt på jer. På en nylig befolket planet er Planetprinsen den eneste repræsentant for direkte fuldendt guddommelighed, for han nedstammer fra Skabersønnen (efterkommere til den Universelle Fader og den Evige Søn) og den Guddommelige Minister (den Uendelige Ånds Universdatter).

           

Prinsen i en nylig befolket verden er omgivet af et trofast korps af medhjælpere og assistenter og af et større antal tjenende ånder. Men korpset, som skal regere disse nye verdner må bestå af administratorer fra de lavere klasser i et system for at have en medfødt sympati og forståelse for de planetariske problemer og besværligheder. Og hele denne anstrengelse med at tilvejebringe et sympatisk styre for de evolutionære verdner medfører en øget risiko for, at disse næsten menneskelignende personligheder kan ledes på afveje gennem ophøjelse af deres eget sind over de Højeste Herskers vilje.

           

Da disse Sønner er helt alene som repræsentanter for guddommeligheden på de enkelte planeter testes de hårdt, og Nebadon har lidt ulykken af flere oprør. Ved skabelsen af Systemherskere og Planetprinser, sker der en personalisering af et begreb som er kommet længere og længere væk fra den Universelle Fader og den Evige Søn, og der er en tiltagende fare for at miste fornemmelsen af proportioner, hvad angår ens egen betydning og øget sandsynlighed for fiasko når det gælder om at holde et forsvarligt greb om værdier og relationer indenfor de talrige klasser af guddommelige væsener og deres grad af autoritet. Det faktum at Faderen ikke personlig er til stede i lokaluniverset indebærer også en vis test af disse Sønners tro og loyalitet.

           

Men det er ikke ofte at disse verdensprinser mislykkes i deres opgave med at organisere og administrere de beboede sfærer, og deres fremgang understøtter fortræffelig de efterfølgende Materielle Sønners opgaver, som kommer for at indpode de højere former af væsenliv i verdnernes primitive mennesker. Deres styre gør også meget for at forberede planeterne for Guds Paradissønner, som senere kommer for at dømme verdnerne og indlede de efterfølgende domsperioder.

 

 

2.   PLANETARISK ADMINISTRATION

 

Alle Planetprinser står under Gabriels, Mikaels ledende udøvers, administrative jurisdiktion i universet, samtidig som at de i deres umiddelbare beføjelser er underlagt Systemherskernes udøvende beslutninger.

           

Planetprinserne kan når som helst rådføre sig med Melkisedekerne, deres tidligere instruktører og sponsorer, men det fordres ikke at de vilkårligt søger denne bistand, og hvis sådan en hjælp ikke frivilligt er bedt om blander Melkisedekerne sig ikke i den planetariske administration. Disse verdensherskere kan også rådføre sig med de fireogtyve rådgivere, som er samlet fra overdragelsesverdnerne i systemet. I Satania nedstammer alle disse rådgivere for nuværende fra Urantia. Der findes et tilsvarende råd ved konstellationshovedkvarteret på halvfjerds medlemmer som også er udvalgt blandt verdnernes evolutionære væsener.

           

Under de evolutionære planeters tidlige og ustabile forløb er styret i al væsentlighed enevældigt. Planetprinserne organiserer deres specialiserede grupper af assistenter blandt dem som indgår i deres korps af planetariske hjælpere.  De omgiver sig sædvanligvis med et højt råd på tolv medlemmer, men det vælges og konstitueres forskelligt i forskellige verdener. En Planetprins kan også have som assistenter en eller flere af den tredje klasse i hans egen gruppe af Sønner og nogle gange, i visse verdener, en af sin egen klasse, en Lanonandek kollega af anden graden.

           

Hele en verdensherskers stab består af den Uendelige Ånds personligheder, visse typer af højere udviklede væsener og opstigende dødelige fra andre verdener. En sådan stab indeholder gennemsnitlig omkring tusinde medlemmer, og efterhånden som planeten gør fremskridt kan dette korps af hjælpere øges op til et hundrede tusinde eller mere. Når som helst et behov for flere hjælpere erkendes behøver Planetprinsen kun at lave en anmodning til sine brødre Systemherskerne og straks bevilges begæringen.

 

Planeterne varierer væsentlig i deres natur, organisation og administration, men domstolene står til rådighed på dem alle. Det juridiske system i lokaluniverset tager sin begyndelse i Planetprinsernes domstole som ledes af en medlem af hans personlige stab; disse domstoles dekreter reflekterer en højst faderlig og fintfølende indstilling. For alle problemer som berører mere end reguleringen af planetens indbyggere findes appelmuligheder til højere domstole, men anliggender i den verden som er Prinsens virksomhedsområde styres for det meste efter hans personlige skøn.

           

Mæglernes omrejsende kommissioner tjener og komplementerer disse planetariske domstole, og både åndelige og de fysiske kontrollere er underlagt disse mæglers afgørelser. Dommenes udførelse sker dog aldrig egenmægtigt uden samtykke fra Konstellationsfaderen, for ”de Højeste regerer i menneskernes rige”.

           

Kontrollerne og omformerne som er forordnet til planeten kan også samarbejde med engle og andre himmelske væsener for at gøre de sidstnævnte synlige for dødelige væsener. Ved specielle lejligheder kan de serafiske hjælpere og selv Melkisedekerne gøre sig synlige - og gør det også - for indbyggerne i de evolutionære verdner. Den væsentligste årsag til at dødelige opstigende medføres fra systemhovedstaden som en del af Planetprinsens stab er for at understøtte kommunikationen med verdens indbyggere.

 

 

3.   PRINSENS LEGEMLIGGJORTE STAB

 

Når en Planetprins begiver sig til en ung verden tager han sædvanligvis en gruppe frivillige opstigende væsener fra lokalsystemets hovedkvarter med sig. Disse opstigende følger prinsen som rådgivere og hjælpere i raceforbedringsarbejdet under de første tider. Dette korps af materielle hjælpere udgør forbindelsesleddet mellem prinsen og verdens racer. Urantias Prins, Caligastia havde et korps på hundrede af sådanne hjælpere.

           

Disse frivillige hjælpere er borgere i systemhovedstaden, og ingen af dem er fusioneret med deres indre Retter. Den status som Retteren i disse frivillige tjenere har, forbliver den samme som disses beboelsesstatus i systemhovedkvarteret under den tid, mens disse morontiafremadskridere midlertidig vender tilbage til et tidligere materielt stadium.

 

Livsbærerne, formarkitekterne, forsyner disse frivillige med nye fysiske kroppe som de tager i brug under den tid deres planetariske besøg varer. Selvom disse personlighedsskikkelser, er beskyttet mod de sædvanlige sygdomme i verdnerne, så kan de ligesom de første morontiakroppe udsættes for visse ulykker af mekanisk natur.

 

Prinsens legemliggjorte stab flyttes sædvanligvis fra planeten i forbindelse med den næste pådømmelse, på det tidspunkt hvor den anden Søn ankommer til sfæren. Inden de afrejser overfører de sædvanligvis deres forskellige opgaver til deres fælles efterkommere og til visse frivillige højerestående indfødte. I de verdener, hvor disse prinsens hjælpere tillades at parre sig med de indfødte racers højerestående grupper afløses de sædvanligvis af disse efterkommere.

           

Disse hjælpere til Planetprinsen parrer sig sjældent med verdens racer, men de parrer sig altid indbyrdes. To klasser af væsener bliver resultatet af disse foreninger: den primære type af mellemvæsener og visse højerestående typer af materielle væsener som forbliver knyttet til prinsens stab efter at deres forældre er fjernet fra planeten på det tidspunkt hvor Adam og Eva ankommer. Disse børn parrer sig ikke med de dødelige racer undtagen i visse nødsituationer og da kun efter Planetprinsens påbud. I sådan et tilfælde har deres børn - børnebørnene til de legemliggjorte stabs medlemmer - samme status som den tidens og generationens højerestående racer. Alle efterkommere til disse Planetprinsens semimaterielle assistenter bebos af Rettere.

           

Ved afslutningen af prinsens domsperiode, når tiden er inde for denne ”tilbagevendende stab” returnering til systemets hovedkvarter for at genoptage det livsforløb som fører til Paradiset, fremtræder disse opstigende sig til Livsbærerne med det formål at opgive deres materielle krop. De falder ind i overgangssøvnen og vågner op befriet fra deres dødelige hylster og iklædes deres morontiaskikkelse, færdiggøres for seraftransport tilbage til systemets hovedkvarter, hvor deres løsgjorte Retter afventer dem. De er en hel dispensation efter deres Jerusem klasse, men de har fået en unik og ekstraordinær oplevelse, et sjældent kapitel i en opstigende dødeliges livsbane.

 

 

4.   PLANETENS HOVEDKVARTER OG SKOLER

 

Prinsens legemliggjorte stab organiserer i et tidligt forløb de planetariske skoler for uddannelse og kultur, hvori de bedste af de evolutionære racer instrueres og siden sendes ud for at lære disse bedre måder til deres folk. Disse prinsers skoler er beliggende i det materielle hovedkvarter på planeten.

           

Meget af det fysiske arbejde forbundet med etableringen af denne hovedkvarters by udføres af det legemlige personale. Disse hovedkvarters byer eller kolonier ved begyndelsen af Planetprinsens tid afviger meget fra det som en dødelig på Urantia måske kunne forestille sig. De er enkle i sammenligning med senere tider og kendetegnes af mineralsk udsmykning og relativt avancerede materielle konstruktion. Og alt dette afviger meget fra det adamiske regime som centrerer sig omkring et have hovedkvarter, hvorfra arbejdet på vegne af racerne udføres under Universsønnernes anden domsperiode.

 

I hovedkvarterskolonien i jeres verden var hver menneskebolig forsynet rigeligt med jord. Selvom de afsides liggende stammer fortsatte med at jage og samle føde var alle studerende og lærere i prinsens skoler jordbrugere og gartnere. Tiden var omtrent ligelig fordelt mellem følgende beskæftigelser:

 

            1.   Fysisk arbejde. Dyrkning af jorden, i forening med bebyggelse og udsmykning af hjemmet.

 

            2.   Sociale aktiviteter. Underholdning og kulturelle sociale grupperinger.

 

            3.   Uddannelsesmæssig anvendelse. Individuel instruktion i forbindelse med undervisning i familiegrupper, komplementeret med specialiseret uddannelse i klasser.

 

            4.   Erhvervsuddannelse. Skoler for ægteskab og husførelse, skoler for uddannelse i kunst og håndværk samt klasser for uddannelse af lærere - verdslige, kulturelle og religiøse.

 

            5.   Åndelig kultur. Lærernes broderskab, oplysningen af børne- og ungdomsgrupper samt uddannelse af adopterede indfødte børn til at missionere for deres folk.

 

En Planetprins er ikke synlig for dødelige væsener; det er en test på tro at have tillid til beskrivelserne som de semimaterielle væsener i hans stab giver. Men disse skoler for kultur og uddannelse er vel tilpasset til behovet på hver planet, og der udvikler sig snart en intens og lovprisende kappestrid mellem menneskeracerne i deres anstrengelser efter at opnå adgang til disse forskellige uddannelsesinstitutioner.

           

Fra et sådant verdenscentrum for kultur og fremskridt stråler der lidt efter lidt ud til alle folk en opløftende og civiliserede indflydelse som langsomt men sikkert forandrer de evolutionære racer. Under tiden vender de omkring liggende folks uddannede og åndeliggjorte børn tilbage, de som er adopteret og trænet i prinsens skoler, til deres grupper af indfødte og etablerer efter bedste evne nye og virksomme lærdoms- og kulturcentre som de driver efter samme plan som for prinsens skoler.

 

På Urantia var disse planer for planetarisk fremgang og kulturel udvikling kommer godt i gang og skred fremad højst tilfredsstillende, da hele foretagende fik en ganske pludselig og yderst vanærende afslutning gennem Caligastias tilslutning til Lucifers oprør.

           

Det var en af dette oprørs dybeste chokerende hændelser for mig da jeg hørte om den forhærdede troløshed hos en af min egen klasse af Sønner, Caligastia, som velovervejet og med forsæt, systematisk perverteret uddannelsen og forgiftede undervisningen i alle de planetariske skoler som på den tid fungerede på Urantia. Disse skoler gik hurtigt og fuldstændigt under.

           

Mange af efterkommerne til de opstigende i Prinsens materialiserede stab forblev loyale og forlod Caligastias ledelse. Disse trofaste blev opmuntret af de Melkisedekske udsendte konkursforvaltere for Urantia, og under de senere tider gjorte deres efterkommere meget for at opretholde de planetariske opfattelser om sandhed og retfærdighed. Disse trofaste evangelisters arbejde hjalp med til at forhindre den totale udslettelse af åndelig sandhed på Urantia. Disse modige sjæle og deres efterkommere holdt noget kundskab om Faderens styre i live og bevarede for verdens racer opfattelsen om de på hinanden følgende planetariske domsperioder i forbindelse med de forskellige klasser af guddommelige Sønner.

 

 

5.   CIVILISATIONENS FREMADSKRIDELSE

 

De lokale prinser på de beboede verdner er permanent knyttet til de planeter som de oprindeligt er forordnet til. Paradissønnerne og deres domsperioder kan komme og gå, men en vellykket Planetprins fortsætter som hersker i sit rige. Hans arbejde er helt uafhængig af de højere Sønners opgave og er bestemt til at fremme udviklingen af den planetariske civilisation.

Civilisationens fremadskridelse er næsten ikke ens på to planeter.  Detaljerne i de dødeliges evolutionsudvikling er meget forskelligt i de mange forskellige verdener. Trods disse mange forskelligheder i den planetariske udviklings fysiske, intellektuelle og sociale linjer skrider alle evolutionære sfærer fremad i en bestemt, klart angivet retning.

           

Under Planetprinsens velgørende styre, forstærket af de Materielle Sønner og ledsaget af Paradissønnernes missioner fra tid til anden, vil de dødelige racer på en gennemsnitlig verden af tid og rum passere gennem følgende syv udviklingsepoker:

 

            1.   Næringsepoken. De førmenneskelige skabninger og det primitive menneskes tidligste racer er hovedsaglig optaget af problemer vedrørende føde. Disse udviklende væsener anvender deres vågne timer til enten at søge føde eller strides, offensivt eller defensivt. Søgningen efter føde er altoverskyggende hos disse tidlige forgængere til en senere civilisation.

 

            2.   Sikkerhedsperioden. Så snart den primitive jæger kan afse noget tid fra søgningen efter føde anvender han denne fritid til at øge sin sikkerhed. Alt mere opmærksomhed helliges til krigsteknikken. Hjemmet befæstes og klanerne forstærkes af gensidig frygt og ved tilegnelsen af had mod fremmede grupper. Selvbevarelse er en stræben som altid følger efter selvopretholdelse.

 

            3.   Den materielle komforts æra. Efter problemet omkring føde delvist er løst og efter at en vis grad af sikkerhed er opnået anvendes den tilbageværende fritid til at højne den personlige komfort. Nydelsen kappes med nødvendigheden om at stå i centrum af menneskets aktiviteter. En sådan tid kendetegnes alt for ofte af tyranni, intolerance, fråseri og drukkenskab. Racernes svage elementer tenderer til udskejelser og brutalitet. Så gradvis undertrykkes disse nydelsessøgende svæklinge af de stærkere og mere sandhedssøgende elementer i den fremadstormende civilisation.

 

            4.   Søgen efter kundskab og visdom. Føde, sikkerhed, nydelse og fritid danner grunden for udviklingen af kultur og spredning af kundskab. Anstrengelsen med at udøve viden resulterer i visdom, og når en kultur har lært sig at drage fordel af og udnyttelse af erfaring er civilisationen virkelig opstået. Føde, sikkerhed og materiel komfort dominerer vedvarende samfundet, men mange fremsynede individer hungrer efter kundskab og tørster efter visdom. Hvert barn gives en mulighed for at lære ved at gøre; uddannelse er mottoet under disse tidsaldre.

 

            5.   Filosofiens og broderskabets epoke. Når dødelige lære sig at tænke og begynder at drage fordel af erfaringen bliver de filosofiske - de begynder at ræsonnere i sig selv og at udøve fint skelnende bedømmelse. Samfundet bliver i denne tidsalder etisk, og dette tidsforløbs dødelige holder på at blive sande moralske væsener. Kloge moralske væsener har evne til at bygge broderskab mellem mennesker i en sådan fremadskridende verden. Etiske og moralske væsener kan lære sig at leve efter den gylden regel.

 

            6.   Tidsalderen for åndelige stræben. Når udviklende dødelige har passeret de fysiske, intellektuelle og sociale udviklingstrin, så når de før eller senere de niveauer af personlig indsigt, som driver dem til at søge åndelig tilfredsstillelse og kosmisk forståelse. Religionen fuldfører opstigningen fra frygt og overtroens emotionelle domæner til den kosmiske visdommens og den personlige åndelige erfarings høje højder. Uddannelsen higer efter at opnå betydning, og kulturen forsøger at få greb om kosmiske relationer og sande værdier. Sådanne udviklende dødelige er ægte kultiverede, sandt uddannet og udsøgt Gudkendende.

 

            7.   Lysets og livets æra. Dette er blomstringstiden for de på hinanden følgende tidsaldre af fysisk tryghed, intellektuel ekspansion, social kultur og åndelig opnåelse. Disse menneskelige bedrifter blandes, forenes og koordineres nu til kosmisk enhed og uselvisk tjeneste. Indenfor rammen af den begrænsede natur og de materielle forudsætninger findes der ingen grænser for mulighederne for evolutionær udvikling som kan opnås af de avancerede generationer som successivt lever i disse vidunderlige og stabiliserede verdener i tid og rum.

 

Efter at Planetprinserne har tjent deres sfære under en følge af domsperioder i verdens historie og under de progressive epoker af planetariske fremskridt ophøjes de ved begyndelsen af lysets og livets æra til Planetherskere.

 

 

6.   DEN PLANETARISKE KULTUR

 

Urantias isolation gør det umuligt at foretage en præsentation af mange detaljer angående livet og forholdene hos jeres naboer i Satania. Da planeten er i karantæne og systemet isoleret sætter dette en grænse for vores præsentationer. Vi vil være styret af disse restriktioner i alle vores bestræbelser med at oplyse de dødelige på Urantia, men i det omfang det er tilladt, er i instrueret om forløbet i en gennemsnitlig evolutionær verden, og i kan sammenligne en sådan verdens udvikling med den nuværende tilstand på Urantia.

           

Civilisationens udvikling på Urantia har ikke afveget så vældig meget fra andre verdener som har lidt ulykken af åndelig isolation. Men i sammenligning med de loyale verdener i universet forekommer jeres planet højst forvirret og meget tilbagestående i alle faser af intellektuelle fremskridt og åndelig opnåelse.

           

På grund af jeres planetariske ulykke, er Urantianerne forhindret fra at forstå særligt meget om kulturen i normale verdener. I bør imidlertid ikke forestille jer, at de evolutionære verdner, selv ikke de mest idealistiske, som sfærer, hvor livet er en dans på roser. De dødelige racers første tider kendetegnes altid af kamp. Anstrengelse og beslutning er en væsentlige del af erhvervelsen af overlevelsesværdier.

           

Kultur forudsætter sindskvalitet; kulturen kan ikke forbedres, hvis ikke sindet opløftes. Højerestående intellekt søger en ædel kultur og finder en måde at nå et sådan mål. Laverestående sind vrager selv den højeste kultur, til og med når den tilbydes dem færdig. Meget afhænger også af de guddommelige Sønners successive missioner og på den udstrækning i hvilken oplysningen modtages af tidsaldrene for deres respektive verdensordning.

 

I bør ikke glemme, at alle verdener i Satania i to hundred tusinde år har stået under Norlatiadeks åndelige bandlysning som følge af Lucifers oprør. Det vil kræve tidsaldre efter tidsaldre at erstatte de mangler som blev følgen af synd og løsrivelse. Jeres verden fortsætter vedvarende med at forfølge en uregelmæssig og ustabil karriere som et resultat af denne dobbelte tragedie med en oprørsk Planetprins og en misligholdende Materiel Søn. Selv Kristus Mikaels overdragelse på Urantia tilsidesatte ikke umiddelbart de tidsmæssige følger af disse alvorlige konsekvenser i den tidligere forvaltning af verden.

 

 

7.   BELØNNINGEN FOR ISOLERING

 

Ved første tanke kan det synes som om, at Urantia og dets tilknyttede isolerede verdener i højeste grad var uheldige, da de blev berøvet den velgørende tilstedeværelse og indflydelse af sådanne overmenneskelige personligheder som en Planetprins samt en Materiel Søn og Datter. Men isoleringen af disse sfærer giver deres racer en unik mulighed for at udøve tro og til at udvikle en egenartet egenskab af tillid til en kosmisk pålidelighed, uafhængig af synet eller nogen anden materiel faktor. Det kan i sidste ende vise sig, at dødelige væsener som nedstammer fra de verdener som fortsat er i karantæne som følge af oprøret er yderst heldige. Vi har observeret, at sådanne opstigende meget tidlig betros mange specialopgaver indenfor kosmisk foretagende, hvor en ubestridelig tro og ophøjet tillid er væsentlig for fremgang.

 

I Jerusem har disse opstigende fra disse isolerede verdener en beboelsessektor for sig selv, og de kaldes agondonter, hvilket betyder evolutionære viljevæsener som kan tro uden at se, holde ud når de er isoleret og overvinde uovervindelige vanskeligheder selv alene. Denne funktionelle gruppering af agondonter består under hele opstigningen i lokaluniverset og rejsen gennem superuniverset; den forsvinder under opholdet i Havona men dukker straks op igen, når Paradiset er opnået og eksisterer definitivt i de Dødeliges Finalitkorps. Tabamantia er en agondonter med finalitstatus. Han overlevede fra en af de sfærer som havde været under karantæne og som var involveret i det første oprør som nogensinde har fundet sted i tidens og rummets universer.

           

Under hele livsforløbet op til Paradiset følges anstrengelse af belønning, således som årsager følges af handling. Sådanne belønninger udmærker individet fra gennemsnittet, yder en forskel i væsnernes erfaring og bidrager til alsidigheden i den ultimative virksomhed blandt finaliternes samlede gruppe.

           

 

                                     

[Præsenteret af en anden gradens Lanonandeksøn i reservekorpset.]

 

 

 

 

 

 

 

 




Back to Top