(UF-DAN-001-2017-1)



 Download Copyright © Urantia Foundation

URANTIA BOGEN

 

                       

KAPITEL 42

 

 

ENERGI - SIND OG MATERIE

 

GRUNDEN for universet er materiel i den betydning, at energi er grundlaget for al eksistens, og ren energi står under den Universelle Faders kontrol. Kraft, energi, er de eneste ting som står som et evigt monument udvisende og bevisende den Universelle Absoluttes eksistens og tilstedeværelse. Denne vældige strøm af energi som udgår fra Paradistilstedeværelserne er aldrig udløbet, aldrig udeblevet, der har aldrig været nogen afbrydelse i den uendelige opretholdelse.

           

Behandlingen af universets energi sker altid i overensstemmelse med den Universelle Faders personlige vilje og alvidende mandat. Denne personlige kontrol over manifesteret styrke og cirkulerende energi modificeres af den Evige Søns koordinerede handlinger og beslutninger, såvel som af Sønnens og Faderens forenet formål som udføres af Samforeneren. Disse guddommelige væsener handler personligt og som individer; de fungerer også i en næsten ubegrænset antal underordnede personer og styrke, som hver og en på forskellig måde udtrykker det evige og guddommelige formål i universernes univers. Men disse funktionelle og foreløbige modifikationer eller forvandlinger af guddommelig styrke forringer på ingen måde sandheden af udsagnet om, at al kraft-energi er under den ultimative kontrol af en personlig Gud bosiddende i centrum af alt.

 

 

1. PARADISETS KRAFTER OG ENERGIER

 

Universets grundlag er materiel, men livets essens er ånd. Åndernes Fader er også universets stamfader; den evige Fader til den Oprindelige Søn er også evighedsoprindelsen til det oprindelige mønster, Paradisøen.

           

Materie - energi - for de er kun forskellige manifestationer af samme kosmiske virkelighed, er som et univers fænomen en naturlig del af den Universelle Fader. ”I ham består alting.” Materien kan synes at manifestere iboende energi og at udvise selvindeholdende styrke, men de tyngdekrafts linjer som er involverede i de energier som det drejer sig om ved alle disse fysiske fænomener er afledt fra, og er afhængig af Paradiset. Ultimatonen, den første målbare form af energi, har Paradiset som sin kerne.

 

Der findes indbygget i materien og til stede i det universelle rum en form af energi som ikke er kendt på Urantia. Når denne opdagelse engang gøres, så vil fysikerne føle at de har løst, i det mindste næsten, materiens mysterium. Og vist er de da kommet et skridt nærmere Skaberen, og vist har de da lært at beherske endnu en fase af den guddommelige teknik; men på ingen måde har de fundet Gud, ej heller bevist materiens eksistens eller naturlovenes drift adskilt fra Paradisets kosmiske teknik og den Universelle Faders motiverende formål.

           

Selv efter endnu større fremskridt og yderligere opdagelser, efter at Urantia er avanceret umådeligt meget i sammenligning med den nuværende viden, selvom I ville få kontrol over energirotationerne hos materiens elektroniske enheder nok til at kunne modificere deres fysiske manifestationer - selv efter at alle sådanne mulige fremskridt vil videnskabsmændene for evigt være magtesløse til at skabe en eneste atom af materie eller give oprindelse til en eneste energiglimt eller til nogensinde at tillægge materien det som vi kalder livet.

 

Skabelsen af energi og overdragelsen af liv er den Universelle Faders og hans tilknyttede Skaberpersonligheders privilegier. Strømmen af energi og liv er en vedvarende udgydelse fra Guddommene, den universelle og forenet strøm af Paradisets kraft, som går ud til hele rummet. Denne guddommelige energi gennemtrænger hele skabelsen. Kraftorganisatorerne indleder de forandringer og gennemføre de modifikationer i rum-kraft som resulterer i energi; styrkelederne omformer energi til materie, således fødes de materielle verdner. Livsbærerne indleder de processer i den døde materie som vi kalder livet, materielt liv. Morontiastyrkens Overvågere fungerer på samme måde overalt i overgangsverdnerne mellem de materielle og de åndelige verdner. De højere åndelige Skabere påbegynder lignende processer i guddommelige former af energi, og derved fremkommer de højere åndelige former af intelligent liv.

 

Energien udgår fra Paradiset, formet efter den guddommelige ordning. Energien - den rene energi - er præget af den guddommelige organisations natur; den er formet i lighed med de tre Guder omfavnet i en, så som de virker i universernes univers hovedkvarterer. Og al kraft er indkoblet i Paradiset, kommer fra Paradis tilstedeværelserne og vender tilbage dertil og er i det væsentligste en manifestation af den uforårsagede Årsag - den Universelle Fader; og uden Faderen ville ingenting eksistere som eksisterer.

           

Kraft som er udledt fra selveksisterende Guddom er i sig selv altid eksisterende. Kraft-energien er uforgængelig, unedbrydelig; disse manifestationer af den Uendelige kan gennemgå ubegrænsende forvandling, endeløse omformning og evig metamorfose; men på ingen måde eller grad, ikke engang i den mindste tænkelige udstrækning, kan de eller skal de nogensinde udslettes. men selvom energien strømmer ud af den Uendelige manifesterer den sig ikke i uendelige udstrækning; der findes ydre grænser for det som for nuværende opfattes som mesteruniverset.

           

Energien er evig men ikke uendelig; den reagerer altid på den Uendeliges altomfattende greb. For evigt fortsætter kraften og energien sin rejse; når de en gang har forladt Paradiset må de vende tilbage dertil, selv om det ville kræve tidsaldre efter hinanden, at fuldføre det foreskrevne kredsløb. Det som har sin oprindelse i Paradisguddommen kan kun have Paradiset som destination eller en Guddoms skæbne.

 

Og alt dette bekræfter vores tro på et cirkulær, noget begrænset men ordnet og vidtstrakt universernes univers. Hvis dette ikke var sandt, ville beviset på at energiens formindskelse før eller siden vise sig. Alle love og organisationer, al forvaltning og bevismateriale fra universets udforskere, alt tyder på eksistensen af en uendelig Gud men indtil videre på et endeligt univers, et kredsløb af endeløs eksistens, så godt som ubegrænset men ikke desto mindre endelig i modsætning til uendeligheden.

 

 

2.   DE UNIVERSELLE IKKE-ÅNDELIGE ENERGISYSTEMER

(FYSISKE ENERGIER)

 

Det er virkeligt svært at finde egnede ord i det engelske sprog for at betegne og beskrive de forskellige niveauer af kraft og energi - fysisk, sindsmæssig eller åndelig. Disse beretninger kan ikke helt følge jeres accepterede definitioner af kraft, energi og styrke. Der råder en sådan fattigdom i sproget, at vi må anvende udtryk i flere forskellige betydninger. I dette kapitel for eksempel anvendes ordet energi for at angive alle faser og former af fænomenal bevægelse, handling og potentiale, mens kraft anvendes for de stadier af energi som eksisterer før tyngdekraftens indvirkning og styrke for stadierne efter tyngdekraftens påvirkning.

           

Jeg vil imidlertid forsøge at mindske begrebsforvirringen med at foreslå det hensigtsmæssigt at antage følgende klassificering for kosmisk kraft, emergent energi og universstyrke - fysisk energi.

 

            1.  Rum potens. Dette er den ubestridte frie rumtilstedeværelse af den Egenskabsløse Absolutte. Udvidelsen af dette begreb betegner universets kraft-rum potentiale som indgår i den Egenskabsløse Absoluttes funktionelle helhed, mens intentionen af dette begreb angiver den kosmiske virkeligheds totalitet - universerne - som i evighed fremkommer fra Paradisøen som aldrig har haft en begyndelse, aldrig har en afslutning, aldrig bevæger sig og aldrig forandres.

           

De fænomener som fra begyndelsen er hjemmehørende på den underste side af Paradiset omfatter sandsynligvis tre zoner af absolut krafttilstedeværelse og virksomhed: den Egenskabsløse Absoluttes støttepunktszone i midten, selve Paradisøens zone og den mellemliggende zone af visse uidentificerede balancerende og kompenserende repræsentationer eller funktioner. Disse tre koncentriske zoner er centrum for den kosmiske virkeligheds paradiscyklus.

           

Rum potensen er en prærealitet; den er den Egenskabsløse Absoluttes domæne og reagerer kun til den Universelle Faders personlige greb, på trods af at det ser ud som om, at den kan modificeres af tilstedeværelsen af Første gradens Ledende Kraftorganisatorer.

 

            I Uversa benævnes rum potens ABSOLUTA.

 

            2.   Urkraft. Denne udgør den første basis forandring i rum potensen og kan være en af den Egenskabsløse Absoluttes funktioner i nedre Paradiset. Vi ved, at rumtilstedeværelse som går ud fra nedre Paradis på en eller anden måde modificeres fra den som kommer ind. Men uafhængig af alle sådanne mulige forhold, så er det almindelig erkendt at forvandlingen af rum potens til urkraft er den primære differentierende funktion for Paradisets levende kraftorganisatorers spænding tilstedeværelse.

           

Passiv og potentiel kraft bliver aktiv og primordiale som reaktion på den modstand som rum tilstedeværelsen af Første gradens Eventuerede Ledende Kraftorganisatorer yder. Kraften fremtræder nu fra den Egenskabsløse Absoluttes eksklusive domæne ind i områderne for flere reaktioner - reaktioner på visse oprindelige bevægelser igangsat af Handlingens Gud og derefter på visse kompenserende bevægelser som udgår fra den Universelle Absolutte. Urkraften ser ud til at reagere på transcendental årsag i proportion til absolutheden.

           

Urkraften benævnes blandt andet ren energi; i Uversa kalder vi den SEGREGATA.

 

            3.   Emergent energier. Den passive tilstedeværelse af første gradens kraftorganisatorer er tilstrækkelig til at omdanne rum potens til urkraft, og det er på dette aktiverende rumområde, at disse samme kraftorganisatorer indleder deres første og aktive operationer. Urkraften er bestemt til at gennemgå to adskilte faser af forvandling indenfor energimanifestationens område inden den fremtræder som universstyrke. Disse to niveauer af den emergente energi er:

 

            a.   Magtfuld energi. Dette er den kraftfulde retningsbestemt, massebevægende, mægtige spændingsladede og kraftige reagerende energi - gigantiske energisystemer som er sat i bevægelse af aktiviteterne af første gradens kraftorganisatorer. Denne primære eller puissant energi reagerer i begyndelse ikke definitivt på tiltrækningen fra paradistyngdekraften selvom den sandsynligvis reagerer i forhold til den samlede masse og rum retningsbestemt reaktion på den samlet gruppe af absolutte indflydelser som virker fra den nedre side af Paradiset. Når energien kommer frem til det niveau, hvor den først reagerer på Paradisets kredsformet og absolutte tyngdekraftsgreb trækker første gradens kraftorganisatorer sig tilbage og lader deres medarbejdere af anden graden fortsætte virksomheden.

 

            b.   Tyngdekrafts energi. Den nu fremtrædende energi som reagerer til tyngdekraften er bærer af potentialet til universets styrke og bliver den aktive stamfader til alt af universets materie. Denne sekundære eller tyngdekrafts energi er produktet af den energibearbejdning som er resultatet af den tryktilstedeværelse og de spændingstendenser som de Tilknyttende Transcendentale Ledende Kraftorganisatorer har bygget op. Som en reaktion på disse kraftbehandlers arbejde passerer rum energien hurtig fra puissant energi til tyngdekrafts energiens stadium og begynder således direkte at reagere på det kredsløbs lignende greb hos Paradisets (absolutte) tyngdekraft samtidigt med at den fremviser en vis potentiale for følsomhed til den lineære tyngdekrafts trækning som er iboende i den snart fremtrædende materielle masse i de elektroniske og postelektroniske stadier af energi og materie. Når tyngdekraftsreaktionen fremtræder, kan de Tilknyttende Ledende Kraftorganisatorer trække sig tilbage fra energicyklonerne i rummet forudsat at Styrkelederne i Universet er klar til at blive forordnet til dette område af aktiviteter

           

Vi er meget usikre på de nøjagtige årsager til de tidlige stadier af kraft evolution, men vi genkender den Ultimatives intelligente handling indenfor begge niveauer af de emergente energiers manifestationer. Puissant energi og tyngdekrafts energi, når de betragtes sammen, kaldes i Uversa for ULTIMATA.

 

            4.   Universets styrke. Rumkraften er forandret til rumenergi og derefter til energi som kontrolleres af tyngdekraften. Således er den fysiske energi modnet til det punkt, hvor den kan ledes ind i styrkekanaler og være klar til at tjene Universskabernes mangeartede formål. Dette arbejde udføres af de mangesidige ledere, centre og kontrollører af fysisk energi i storuniverset - de organiserede og beboede skabelser. Disse Universets Styrkeledere overtager en så godt som fuldstændig kontrol af enogtyve af de tredive energifaser som udgør de nuværende energisystemer i de syv superuniverser. Dette domæne af styrke-energi-materie er den Syvfoldiges verden af intelligente aktiviteter og fungerer under den Højestes tilsyn i tid og rum.

           

I Uversa kalder vi universstyrkens område GRAVITA.

 

            5.   Havona energi. Begrebsmæssigt har denne beretning bevæget sig i retning mod Paradiset, når rumkraften under sin forvandling har fulgt niveau efter niveau til energi-styrkens aktivitetsniveau i tidens og rummets universer. Videre i retning mod Paradiset møder man derefter en forud eksisterende energifase som er karakteristisk for centraluniverset. Her ser den evolutionære cirkel ud til at vende tilbage i sine egne spor; energi-styrken ser nu ud til at begynde at svinge tilbage mod kraft, men en kraft som i sin natur er meget anderledes end rum potens og urkraft. Energisystemer i Havona er ikke tofoldige; de er trefoldige. Dette er det eksistentielle energiområde for Samforeneren som agerer på vegne af Paradistreenigheden.

 

            I Uversa kaldes disse Havona energier TRIATA.

 

            6.   Transcendental energi. Dette energisystem virker på og fra Paradisets øvre niveau og kun i samvirke med absonitbefolkningerne. I Uversa kaldes det TRANOSTA.

 

            7.   Monota.  Energien er tæt beslægtet med guddommeligheden når det er Paradisets energi. Vi er tilbøjelige til at tro, at monota er Paradisets levende ikke-åndeenergi - et evighedsmodstykke til den Oprindelige Søns levende åndeenergi - og således den Universelle Faders ikke-åndelige energisystem.

           

Vi kan ikke differentiere mellem Paradisåndens og paradismonotaens natur; de er tilsyneladende ens. De har forskellig navne, men man kan næppe berette særligt meget for jer om en realitet hvis åndelige og ikke-åndelige manifestationer kun kan skelnes af navnet.

 

Vi ved at finite væsener kan opnå erfaring i tilbedelse oplevelse af den Universelle Fader gennem Gud den Syvfoldige og Tankeretteren, men vi betvivler at nogen underabsolut personlighed, ikke engang styrkelederne, kan forstå den Første Store Kilde og Centers energi infinitet. En ting er sikkert: Hvis styrkelederne er fortrolig med teknikken for rumkraftens metamorfose, så afslører de ikke hemmeligheden for resten af os. Det er min opfattelse at de ikke til fulde forstår kraftorganisatorernes funktion.

           

Disse styrkeledere er selv energikatalysatorer, dvs. de forårsager med deres tilstedeværelse energien til at segmentere, organisere eller samle sig i enhedsformation. Og alt dette indebærer, at der måske findes noget iboende i energien som får den til at fungere på denne måde i nærværelsen af disse styrkevæsener. Melkisedekerne af Nebadon har for længe siden betegnet fænomenet med forvandlingen af kosmisk kraft til universstyrke som en af de syv ”guddommelighedens uendeligheder.” Og længere end som så, kommer i ikke til at avancere på dette punkt under jeres opstigning i lokaluniverset.

 

På trods af vores manglende evne til helt at forstå den kosmiske krafts oprindelse, natur og forvandling, er vi helt fortrolige med alle faser af den emergente energis opførsel fra tiden før dens direkte og umiskendelige reaktion på paradistyngdekraftens virke - omkring det tidspunkt, hvor superuniversernes styrkeledere begyndte at fungere.

 

3.   KLASSIFICERINGEN AF MATERIE

 

Materien er identisk i alle universer med undtagelse af centraluniverset. Materies fysiske egenskaber beror på rotationshastigheden hos dens bestanddele, antallet og størrelsen af de roterende dele, deres afstand fra kernelegemet eller rumindholdet i materien samt på tilstedeværelsen af visse kræfter som indtil videre er uopdaget på Urantia.

           

I de forskellige sole, planeter og rumlegemer findes der ti store grupper af materie:

 

            1.   Ultimatonisk materie - de første fysiske enheder i den materielle tilværelse, de energipartikler som behøves for at opbygge elektroner.

 

            2.   Subelektronisk materie - det eksplosive og frastødende stadie i solenes supergasser.

 

            3.   Elektronisk materie - det elektroniske stadie af materiel differentiering - elektroner, protoner og forskellige andre enheder som indgår i de elektroniske gruppers varierende sammensætning.

 

            4.   Subatomisk materie - materie som i omfattende grad eksisterer i de hede soles indre.

 

            5.   Splittede atomer - som man finder i de afkølende sole og overalt i rummet.

 

            6.   Ioniseret materie - individuelle atomer som er berøvet deres ydre (kemiske aktive) elektroner af elektricitet, varme eller røntgenstråleaktiviteter og af opløsningsmidler.

 

            7.   Atomisk materie - det kemiske stadie for grundstoffernes organisation, bestanddelene i den molekylære eller synlige materie.

 

            8.   Materiens molekylære stadium - materie så som den eksisterer på Urantia i et relativt stabilt stadium af materialisation under normale forhold.

 

            9.   Radioaktiv materie - den desorganiserende tendens og aktivitet hos de tungere grundstoffer under forhold af moderat varme og formindsket tyngdekraftstryk.

 

          10.   Sammensunket materie - den relative uforanderlige materie som findes i det indre af kolde eller døde sole. Denne form for materie er ikke helt uforanderlig; der er endnu stadig en del ultimatonisk og endda elektronisk aktivitet, men disse enheder ligger meget tæt på hinanden, og deres rotationshastighed er stærkt formindsket.

 

Klassifikationen af materie i det foregående henfører til dets organisation snarere end til de former som fremtræder til skabte væsener. Den medregner heller ikke de præemergente stadier af energi eller de evige materialisationer i Paradiset og centraluniverset.

 

 

4.   FORVANDLINGERNE AF ENERGI OG MATERIE

 

Lys, varme, elektricitet, magnetisme, kemiske forandringer, energi og materie er - i oprindelse, natur og skæbne - en og samme ting, sammen med andre materielle realiteter som endnu er uopdaget på Urantia.

           

Vi forstår ikke til fulde de næsten endeløse forandringer som fysisk energi kan undergå. I et univers fremtræder den som lys, i et andet som lys og varme, i et tredje i energiformer som er ukendt på Urantia; efter utallige millioner år kan den optræde på ny i en eller anden form af rastløs, fremstrømmende elektrisk energi eller magnetisk styrke; og endnu senere kan den igen fremtræde i et efterfølgende univers som en eller anden form af foranderlig materie som gennemgår en serie metamorfoser, og derefter kan den i sin ydre fysiske manifestation forsvinde i en eller anden stor verdensomvæltning. Og senere, efter utallige tidsaldre og næsten endeløse vandring gennem talløse universer, kan denne samme energi igen fremtræde på ny og mange gange forandre sin form og potentiale; og således fortsætter disse forvandlinger under tidsaldre efter hinanden og gennem utallige verdner. Således flyder materie videre og undergår forvandlinger i tiden men svinger altid trofast langs evighedens cirkel; selv om den længe forhindres fra at vende tilbage til sin oprindelse reagerer den altid dertil og følger altid den vej som er foreskrevet af den Uendelige Personlighed som sendte den af sted.

 

Styrkecentrene og deres medarbejdere er meget involverede i arbejdet med at forvandle ultimatonen ind i elektronens baner og kredsløb. Disse unikke væsener kontrollerer og sammensætter styrken gennem deres dygtige håndtering af ultimatonerne, den materialiserede energis grundenheder. De er herskere over energien i den form som den cirkulerer i dette primitive stadium. I forbindelse med de fysiske kontrollører kan de effektivt kontrollere og styre energien, selv efter at den er forvandlet til det elektriske niveau, det såkaldte elektroniske stadie. Deres virksomhedsfelt indskrænkes imidlertid enormt, når elektronisk organiseret energi svinger ind i atomernes hvirvel. Efter denne materialisation kommer disse energier ind under det fuldstændige greb fra den lineære tyngdekrafts tiltrækningskraft.

           

Tyngdekraften virker positivt på styrkecentrenes og de fysiske kontrollørers styrkebaner og energikanaler, men disse væsener har kun en negativ relation til tyngdekraften - udøvelsen af deres antityngdekrafts egenskaber.

           

Overalt i rummet udfører kulden og andre indflydelser et kreativt arbejde med at organisere ultimatonerne til elektroner. Varmen er målet for elektronisk aktivitet, mens kulde kun angiver fraværelse af varme - relativ energihvile - det stadium som rummets universelle kraftladning ville befinde sig i, hvis der hverken fandtes emergente energi eller organiseret materie som reagerede til tyngdekraften.

           

Tyngdekraftens tilstedeværelse og handling forhindrer det teoretiske absolutte nulpunkts fremkomst, for temperaturen i rummet mellem stjernerne ligger ikke ved det absolutte nulpunkt. Overalt i det organiserede rum findes der tyngdekrafts reagerende energistrømme, styrkekredsløb og ultimatoniske aktiviteter, såvel som organisering af elektroniske energier. Praktisk taget er rummet ikke tomt. Selv Urantias atmosfære tynder ud i stadig større udstrækning ud indtil den ved omkring 4.800 kilometers højde gradvis begynder at gå over i gennemsnittet af rummaterien i denne del af universet. Det mest tomme rum som er kendt i Nebadon indeholder cirka hundrede ultimatoner - modsvarende til en elektron - i hver 16,4 kubikcentimeter. Da der findes så lidt materie anses rummet for praktisk taget at være tomt.         

           

Temperaturen - varme og kulde - er sekundær kun i forhold til tyngdekraften indenfor områderne for energiens og materiens evolution. Ultimatonerne er ydmygt lydige ved ekstreme temperaturer. Lave temperaturer begunstiger visse former af elektronisk konstruktion og atomare opbyggelse, mens høje temperaturer fremmer alle former for atomare nedbrydning og opløsning af materie.

           

Når materien udsættes for den varme og det tryk som under visse forhold råder i solenes indre kan alle andre end dets mest primitive foreninger brydes op. Varmen kan således i stor udstrækning overvinde tyngdekraftsstabiliteten. Men ingen kendte soltemperaturer eller -tryk kan forvandle ultimatoner tilbage til puissant energi.

           

De brændende sole kan forvandle materie til forskellige former for energi, men de mørke verdener og hele det ydre rum kan formindske den elektroniske og ultimatoniske aktivitet til det punkt, hvor disse energier forvandles til verdnernes materie. Visse elektroniske sammenslutninger af en tæt natur, samt mange basiske forbindelser i kernematerien, dannes ved de ekstremt lave temperaturer i det åbne rum og forstærkes senere ved forbindelse med store samlinger af materialiserende energi.

           

Under hele denne metamorfose af energi og materie må vi regne med indflydelse af tyngdekraftstrykket og med de ultimatoniske energiers antityngdekrafts opførsel under visse betingelser for temperatur, hastighed og omløbsforhold. Temperatur, energistrømme, afstand og tilstedeværelsen af de levende kraftorganisatorer og styrkeledere er også af betydning i forbindelse med alle energiernes og materiens forvandlingsfænomen.

           

Forøgelse af materiens masse er lig med forøgelse af energien divideret med lysets hastighed i anden potens. I dynamisk betydning er det arbejde som materie i hvile kan udføre lig med den energi som blev anvendt til at sammenføje dets dele fra Paradiset, minus modstanden fra de kræfter som er overvundet på vejen og den tiltrækningskraft som materiens dele udøver på hinanden.

 

Eksistensen af præelektroniske former for materie antydes af de to atomvægte hos bly. Det bly som oprindeligt er dannet vejer en anelse mere en det bly som fremkommer ved uranens opløsning gennem radiumstrålingen. Denne forskel i atomvægt repræsenterer det virkelige tab af energi ved den atomare opløsning.

 

Den relative integritet af materien er sikret ved det faktum at energi kun kan absorberes eller afgives i de nøjagtige mængder som videnskabsmændene på Urantia har betegnet kvanter. Dette kloge arrangement i de materielle verdener tjener til at opretholde universerne som fungerende enheder.

           

Mængden af energi, som tages ind eller gives ud, når elektroniske eller andre positioner forandres er altid en ”kvante” eller noget delelig deraf, men den vibrerende eller bølgelignende opførsel hos sådanne energienheder er fuldstændigt bestemt af dimensionerne hos de omhandlende materiestrukturer. Sådanne bølgelignende energikrusninger er 860 gange diametrene i ultimatoner, elektroner, atomer eller andre enheder som opfører sig på denne måde. Den aldrig ophørende forvirring som medfølger observationen af bølgemekanikken i kvanteadfærd skyldes at energibølgerne overlapper hinanden: To bølgetoppe kan forenes og bygge en dobbelt så høj top, mens en bølgetop og en bølgedal kan forenes og således ophæve hinanden.

 

 

5.   DEN BØLGEFORMEDE ENERGIS MANIFESTATIONER

 

I superuniverset Orvonton findes der hundrede oktaver af bølgeformet energi. Af disse hundrede grupper af energimanifestationer er fireogtres helt eller delvis kendt på Urantia. Solens stråler udgør fire oktaver på superuniversets skala, og de synlige stråler omfatter en enkel oktav, nummer seksogfyrre i denne serie. Den ultraviolette gruppe kommer derefter, mens ti oktaver opad findes røntgenstrålerne, efterfulgt af gammastrålerne fra radium. Toogtredive oktaver over det synlige sollys findes det ydre rums energistråler som så ofte blandes med deres medfølgende stærkt strømførende minimale materiepartikler. Nærmest nedenfor det synlige sollys fremkommer de infrarøde stråler, og tredive oktaver nedenfor ligger gruppen for radiotransmission.

 

Bølgeformede energimanifestationer kan - med udgangspunkt i det tyvende århundredes videnskabelige oplysning på Urantia - klassificeres i følgende ti grupper:

 

            1.   Infraultimatoniske stråler - ultimatonernes grænsestadierotation, når de begynder at antage en definitiv form. Dette er den første fase af emergent energi ved hvilken bølgeformede fænomen kan iagttages og måles.

 

            2.   Ultimatoniske stråler. Da energien samles til ultimatonernes minimale sfærer forårsager dette vibrationer i rumindholdet hvilket kan identificeres og måles. Og langt inden fysikerne finder ultimatonen vil de uden tvivl opdage fænomener med disse stråler når de strømmer ind over Urantia. Disse korte og kraftige stråler repræsenterer den første aktivitet hos ultimatonerne når de nedsættes til det punkt hvor de skifter kurs ind mod materiens elektroniske organisation. Når ultimatonerne samler sig til elektroner indtræffer kondensering med lagring af energi til følge.

 

            3.   De korte rumstråler. Disse er de korteste af alle rent elektroniske vibrationer og repræsenterer det præatomiske stadie af denne form af materie. Disse stråler kræver overordentlige høje eller lave temperaturer for at forekomme. Der findes to slags af disse rumstråler: Den ene fremkommer ved atomers fødsel og den anden antyder atomets opløsning. De emanerer i de største mængder fra superuniverset, Mælkevejens, tætteste plan, som også er de ydre universers tætteste plan.

 

            4.   Det elektroniske fase.  Denne fase hos energien er grunden for al materialisation i de syv superuniverser. Når elektroner overgår fra højere til lavere energiniveauer i deres omløb frigøres der altid kvanter. Når elektronerne skifter bane resulterer dette i udstødning eller absorption af meget bestemte og ensartet målbare partikler af lysenergi, mens en enkelt elektron ved en kollision altid afgiver en partikel af lysenergi. Bølgelignende energimanifestationer forbindes også til den elektroniske fases positive og andre deles ydeevne.

 

            5.   Gammastråler - de udstrålinger som kendetegner den spontane opløsning af atomare materie. Den bedste illustration af denne form af elektronisk aktivitet er de fænomener som er forbundet med radiums forfald.

 

            6.   Røntgenstrålernes gruppe. Næste trin i elektronens opbremsning frembringer de forskellige former af solenes røntgenstråler sammen med de kunstige frembragte røntgenstråler. Elektronernes ladning skaber et elektronisk felt; bevægelse giver oprindelse til en elektronisk strøm; strømmen producerer et magnetisk felt. Når en elektron pludselig stoppes producerer det resulterende elektronmagnetiske uro røntgenstrålen; røntgenstrålen er denne forstyrrelse. Solenes røntgenstråler er identiske med dem som mekanisk genereres for at udforske det indre af menneskekroppen undtagen at de er en anelse længere.

 

            7.   De ultraviolette eller kemiske stråler fra sollyset og fra forskellige mekaniske frembringelser.

 

            8.   Det hvide lys - alt synligt lys fra solene.

 

            9.   Infrarøde stråler - den elektroniske aktivitets opbremsning nærmende sig mere mod fasen af observerbar varme.

 

            10.   Hertz-bølgerne - de energier som på Urantia anvendes ved radioudsendelse.

 

Af alle disse ti faser af bølgelignende energiaktivitet kan menneskets øje kun reagere på en oktav, alt lys i det sædvanlige sollys.

 

Den såkaldte æter er kun en fællesbetegnelse som betegner en gruppe af kraft- og energiaktiviteter som indtræffer i rummet. Ultimatoner, elektroner og andre masse ansamlinger af energi er ensartet materiepartikler, og på deres færd gennem rummet bevæger de sig virkelig frem i rette linjer. Lys og alle andre former af observerbare energimanifestationer består af en rækkefølge af faktiske energipartikler som skrider fremad i ret linje med undtagelse, når de er modificeret af tyngdekraft og andre indgribende kræfter. Det faktum at disse processioner af energipartikler ser ud som bølgefænomener, når de underkastes visse observationer beror på modstanden fra det udifferentierende krafttæppe i hele rummet; den hypotetiske æter, og på tyngdekraftsspændingen mellem de associerede ansamlinger af materie. Mellemrummet mellem materiens partikler sammen med energistrålernes oprindelige hastighed forårsager den bølgeagtige tilsynekomst hos mange former af energi-materie.

           

Stimuleringen af indholdet i rummet frembringer en bølgelignende reaktion på passagen af de hurtige fremadskridende materiepartikler, ligesom et skibs passage gennem vandet frembringer bølger af varierende amplitude og intervaller.

           

Urkraftens adfærd giver oprindelse til fænomener som på mange måder er analoge med den af jer postuleret æter. Rummet er ikke tomt; sfærerne i hele rummet snurrer og styrter videre gennem et vældig ocean af udspredt kraft-energi; rumindholdet i et atom er heller ikke tomt. Ikke desto mindre findes der ingen æter, og selve fraværet af denne hypotetiske æter gør det muligt for den beboet planet at undgå at falde ind i solen og for den kredsende elektron at forhindre sit fald ind i kernen.

 

 

6.   ultimatoner, elektroner og atomer

 

Mens den universelle krafts rumladning er homogen og udifferentieret, medfører organiseringen af udviklet energi til materie koncentration af energien til separate masser med bestemte dimensioner og fastsat vægt - præcis reaktion af tyngdekraften.

           

Den lokale eller lineære tyngdekraft bliver fuldt operationelt, når materien fremtræden organiseret i atomer. Den præatomiske materie begynder at reagere en anelse på tyngdekraften når den aktiveres af røntgenstråler og andre lignende energier, men ingen målbar tiltrækning fra lineær tyngdekraft udøves på frie, ubundne og uladede partikler af elektronisk energi eller ikke-tilknyttede ultimatoner.

 

Ultimatonerne fungerer gennem indbyrdes tiltrækningskraft og reagerer kun på tiltrækningen fra Paradisets cirkulære tyngdekraft. Manglende reaktion til den lineære tyngdekrafts holder dem på denne måde i den universelle strøm i rummet. Ultimatonernes rotationshastighed kan accelerere til det punkt hvor de delvis får en antityngdekrafts opførsel, men de kan ikke uden kraftorganisatorer eller styrkeledere nå den kritiske flugthastighed, hvorved de kan miste deres individualitet og vende tilbage til puissant energiens stadium. I naturen undgår ultimatonerne kun den fysiske tilværelses stadium når de deltager i den afsluttende opløsning af en afkølende og døende sol.

 

Ultimatonerne som er ukendte på Urantia, sænker hastigheden gennem mange faser af fysisk aktivitet inden de når forudsætningerne vedrørende roterende energi for elektronisk organisation. Ultimatonerne har tre variationer af bevægelse: indbyrdes modstand mod kosmisk kraft. individuelle rotationer med antityngdekraftspotentiale og de et hundred gensidige med hinanden forbundet ultimatoniske intraelektroniske positioner.

           

Gensidig tiltrækningskraft holder et hundred ultimatoner sammen i elektronens sammensætning; og der findes aldrig flere eller færre end hundred ultimatoner i en typisk elektron. Tabet af en eller flere ultimatoner ødelægger den typiske elektroniske identitet og giver således oprindelse til en af elektronens ti modificerede former.

           

Ultimatonerne beskriver ikke baner eller omløb i kredsløb indeni elektronerne, men de spreder og gruppere sig i overensstemmelse med rotationshastigheden omkring deres aksel og bestemmer således dimensionerne hos forskellige elektroner. Denne samme rotationshastighed hos ultimatonerne omkring deres aksel bestemmer også de negative eller positive reaktioner hos de forskellige typer af elektroniske enheder. Hele udskillelsen og grupperingen af elektronisk materie samt den elektroniske opdeling i negativ og positiv legemer af energi-materie kommer sig af disse forskellige funktioner hos de ultimatoniske bestanddeles indbyrdes forening.

 

Hvert atom er en anelse over 1/40.000.000 te del af en centimeter i diameter mens en elektron vejer noget over 1/2000 de del af det mindste atom, hydrogen. Den positive proton, som er karakteristisk for atomkernen, vejer næsten to tusinde gange mere selvom den ikke er særlig større end den negative elektron.

             

Hvis materiens masse forstørres så at en elektron skulle svare en tiende del af en ounce, 2,8 gram, og hvis størrelsen forstørres i samme proportion ville volumen af en sådan elektron blive lige så stor som jordklodens. Hvis en protons omfang - som er et tusinde otte hundrede gange så tung som en elektron - blev forstørret til et knappenålshoveds størrelse, i sammenligning ville et knappenålshoveds diameter forlænges til at blive den samme som jordbanens diameter omkring solen.

 

 

7.   ATOMISK MATERIE

 

Al materie er opbygget efter solsystemets ordning. I centrum af hvert minutiøst energiunivers findes der en relativ stabil, forholdsvis stationær kernedel af materiel eksistens. Denne central enhed er udstyret med en trefoldig mulighed for at manifestere sig. Omkring dette energicentrum snurrer, i en endeløs overflod men i fluktuerende baner, de energienheder som på en måde kan sammenlignes med de planeter som kredser omkring solen i en eller anden stjernegruppe såsom jeres eget solsystem.

 

I atomet kredser elektronerne omkring den centrale proton med forholdsvis samme mellemrum som planeterne har som kredser omkring solen i solsystemets rum. I sammenligning med den virkelige størrelse er der den samme relative afstand mellem atomkernen og den inderste elektronkreds som mellem den inderste planet Merkur og jeres sol.

           

Elektronernes rotationshastighed omkring deres aksel og deres hastighed i bane omkring atomkernen ligger begge udenfor den menneskelige forestillings evne, for ikke at nævne hastighederne, når det gælder deres bestanddele ultimatonerne. De positive radiumpartikler flyver væk og ud i rummet med en hastighed på cirka seksten tusinde kilometer per sekund, mens de negative partikler opnår en hastighed som nærmer sig lysets.

 

Lokaluniverserne er opbygget efter decimalsystemet. I et dobbelt univers findes der præcis et hundrede særskilte atommaterialisationer af rumenergi; dette er den højeste mulige materieorganisation i Nebadon. Disse et hundrede former af materie, består af en regelmæssig serie, i hvilken fra en til et hundrede elektroner roterer omkring en central og relativ kompakt kerne. Det er denne ordnede og pålidelige sammenslutning af forskellige energier som udgør materien.

           

Ikke hver verden har et hundrede identificerbare grundstoffer på overfladen, men de findes et eller andet steds nærværende, har været til stede eller er i færd med at udvikles. De forhold som råder ved fremkomsten og den senere evolution af en planet bestemmer, hvor mange af de et hundrede atomtyper som kan observeres. De tungere atomer findes ikke på overfladen af mange verdener. Selv på Urantia viser de kendte tunge grundstoffer en tendens til at opløses, som radiums adfærd illustrerer.

           

Atomets stabilitet afhænger af antallet af elektroniske inaktive neutroner i centrumkernen.  Den kemiske adfærd er helt afhængig af de frit roterende elektroners aktivitet.

 

I Orvonton har det aldrig været muligt på naturlig måde at samle over et hundrede kredsende elektroner i et atomisk system. Når et hundrede og en kunstigt er ført ind i banefeltet har resultatet altid været en næsten øjeblikkelig opløsning af den centrale proton og en vild spredning af elektronerne og andre frigjorte energier.

 

Selv om atomerne kan indeholde fra en til et hundrede elektroner i bane, roterer kun de største atomers ti yderste elektroner omkring den centrale kerne som tydelige og adskilte legemer, intakte og kompakte kredser de rundt i eksakte og bestemte baner. De tredive elektroner nærmest centrum er svære at observere eller opdage som separate og organiserede legemer. Dette samme sammenligningsforhold i elektronernes adfærd, når det gælder nærheden til kernen findes i alle atomer uafhængig af det antal elektroner de omfatter. Jo nærmere kernen des mindre individualitet har elektronerne. En elektrons bølgelignende energi forlængelse kan spredes ud, så at den optager atomernes mindre baner i sin helhed; i særdeleshed gælder dette for elektronerne nærmest atomkernen.

           

De tredive inderste elektroner i bane er individuelle, men deres energisystem har en tilbøjelighed til at blade sig med hinanden og strække sig fra en elektron til en anden og næsten fra en bane til en anden. De følgende tredive elektroner udgør den anden familie eller energizone; de har en tiltagende individualitet og er materielegemer som udøver en fuldstændig kontrol over deres tilhørende energisystem. De følgende tredive elektroner, den tredje energizone, er endnu mere individualiserede og kredser i tydelige og bestemte baner. De sidste ti elektroner, som kun findes i de ti tungeste grundstoffer, er udstyret med selvstændig værdighed og kan derfor mere eller mindre frit flyve fra moderkernens kontrol. Ved en ubetydelig variation i temperatur og tryk flyver medlemmerne af denne fjerde og yderste gruppe af elektroner fra centralkernens greb, således som den spontane opløsning af uran og nærtbeslægtede grundstoffer udviser.

           

De første syvogtyve atomer, de som indeholder fra en til syvogtyve elektroner, er lettere at forstå sig på end resten. Fra den otteogtyvende opad møder vi mere og mere af den uforudsigelighed hos elektronerne som antages at bero på tilstedeværelsen af den Egenskabsløse Absolutte. Men en del af denne uforudsigelighed hos elektronerne beror på ultimatonernes forskellige rotationshastighed omkring deres aksel og på den uforklarlige tendens hos ultimatonerne til at ”klynge sig sammen”. Andre påvirkninger - fysiske, elektriske, magnetiske og tyngdekraftsbetingede - virker også i frembringelsen af varierende opførsel hos elektronerne. Atomer ligner derfor personer hvad angår forudsigelighed. Statistikerne kan bekendtgøre love som styrer et stort antal hvad enten dette er atomer eller personer men ikke et enkelt atom eller en person.

 

 

8. ATOMETS  KOHÆSION

 

Selvom tyngdekraften er en af flere indblandede faktorer når det gælder sammenholdelsen af et lille atomisk energisystem findes der også tilstede i og blandt disse fysiske baseenheder en kraftig og ukendt energi, hemmeligheden af deres grundlæggende opbyggelse og ultimative adfærd; en kraft som afventer at blive opdaget på Urantia. Denne universelle indflydelse trænger igennem al det rum som findes inden i denne lille energiorganisation.

 

Rummet mellem elektronerne i et atom er ikke tomt. Overalt i et atom aktiveres dette rum mellem elektronerne af bølgelignende manifestationer som er perfekt synkroniseret med elektronernes hastighed og ultimatonernes rotationer.  Denne kraft domineres ikke helt af jeres anerkendte love om positiv og negativ tiltrækningskraft, dens opførsel er derfor til tider uforudsigelige. Denne ikke navngivne indflydelse forekommer at være en af den Egenskabsløse Absoluttes rumkraftreaktioner. 

 

De ladede protoner og de uladede neutroner i atomers kerne holdes sammen af mesotronen som bevæger sig frem og tilbage mellem dem og som er en materiepartikel 180 gange så tung som elektronen. Uden dette arrangement ville den elektroniske ladning som protonen er bærer af nedbryde atomkernen.

           

Således som atomerne er opbygget ville hverken elektriske eller tyngdekrafts kræfter kunne holde kernen sammen. Kernens integritet opretholdes af den vekselvise sammenhængende funktion hos mesotronen som både kan holde de ladede og uladede partikler sammen på grund af overlegent kraft-masse styrke og som desuden fungerer således, at den får protoner og neutroner bestandigt til at skifte plads. Mesotronen får den elektriske ladning hos kernepartiklerne til uophørlig at blive kastet frem og tilbage mellem protoner og neutroner. I en uendelig lille del af et sekund er en vis kernepartikel en ladet proton og i næste øjeblik en uladet neutron. Og disse omskiftninger i energistatus er så hurtige at den elektriske ladning ikke har nogen mulighed til at fungere som en ødelæggende faktor. Således fungerer mesotronen som en ”energibærer” partikel som kraftigt bidrager til atomkernens stabilitet.

           

Mesotronens tilstedeværelse og funktion forklarer også en anden gåde vedrørende atomet. Når atomer optræder radioaktivt, afgiver de langt mere energi end hvad man skulle kunne forvente. Denne overskudsstråling kommer sig af, at mesotronen som ”energibærere” brydes op og dermed bliver slet og ret en elektron. Mesotronens opløsning efterfølges også af udsendelsen af visse små uladede partikler.

           

Mesotronen forklarer visse sammenhængende egenskaber hos atomkernen men den gør ikke rede for kohæsionen hos protonerne indbyrdes og heller ikke for neutronernes gensidige tiltrækning til hinanden. Den paradoksale og stærke kraft som holder atomet sammen som en helhed er en form af energi som indtil videre er uopdaget på Urantia.

           

Disse mesotroner forekommer i rigelige mængder i de rumstråler som så uophørlig støder ind i jeres planet.

 

9.   NATURFILOSOFI

 

Det er ikke kun religionen som er dogmatisk, naturfilosofi tenderer ligeledes til det dogmatiske. Når en vidt berømt religionslærer drog den slutning at tallet syv er af grundlæggende betydning i naturen fordi at der er syv åbninger i menneskets hoved kunne han, hvis han havde vidst mere om kemi, have forsvaret en sådan tro med at den var begrundet i et sandt fænomen i den fysiske verden. På trods af energiens opbyggelse efter tallet ti manifesteres universelt, findes der i alle fysiske universer i tid og rum en vedvarende tilstedeværende påmindelse om den syvfoldige elektroniske organisations realitet i præmaterien.

           

Tallet syv er grundlæggende for centraluniverset og for det åndelige system for naturlig overførsel af karakter, men tallet ti, decimalsystemet, er indbygget i energien, materien og den materielle skabelse. Ikke desto mindre optræder der i atomernes verden en vis periodisk karakteristik, som fremkommer i grupper af syv - et modermærke som denne materielle verden bærer som tegn på sin fjerntliggende åndelige oprindelse.

 

Den kreative forfatnings syvfoldige fremhævelse optræder på kemiens område som en gentagelse af lignende fysiske og kemiske egenskaber i adskilte perioder på syv, hvor de grundlæggende elementer arrangeres efter deres atomare vægt. Når de kemiske grundstoffer på Urantia på denne måde arrangeres i en række, tenderer enhver kvalitet eller egenskab i at vende tilbage efter inddeling i syv. Denne forandring i perioder på syv vender tilbage i aftagende grad og med variationer langs hele den kemiske tabel og observeres tydeligst blandt de tidligere eller lettere atomgrupperinger. Hvis man går ud fra et hvilken som helst grundstof og lægger mærke til en eller anden bestemt egenskab, så er denne egenskab forandret i de følgende seks grundstoffer, men når man når det ottende grundstof tenderer det til at genopstå, det vil sige, at det ottende kemiske aktive grundstof minder om det første; det niende om det andet, og så videre. Dette faktum i den fysiske verden peger klart mod den præstadiemæssige energis syvfoldige opbyggelse og antyder at den grundlæggende realitet af tidens og rummets skabelser kendetegnes af en syvfoldig forskellighed. Mennesket bør også lægge mærke til, at det naturlige spektrum indeholder syv farver.

           

Men ikke alle naturfilosofiske antagelser stemmer; for eksempel den hypotetiske æter som repræsenterer en genial måde hos mennesket til at forene sin uvidenhed om rum fænomener til en helhed. Filosofien af universet kan ikke baseres på de såkaldte videnskabelige observationer. Hvis en sådan forvandling ikke kunne ses, ville en videnskabsmand være tilbøjelig til at fornægte muligheden for, at der ud af en larve udvikles en sommerfugl.

           

Fysisk stabilitet i forbindelse med biologisk elasticitet findes i naturen kun på grund af den næsten uendelige visdom hos skabelsens Mesterarkitekter. Ingenting mindre end transcendental visdom skulle nogensinde kunne planlægge materielle enheder som samtidigt er så stabile og så effektivt fleksibel.

 

 

10.   UNIVERSELLE IKKE-ÅNDELIGE ENERGISYSTEMER

(MATERIELLE SINDSSYSTEMER)

 

Den relative kosmiske virkeligheds uendelige udstrækning fra Paradisets monotaens absoluthed til rumpotensens absoluthed antyder visse udviklingstendenser i relationerne mellem den Første Kilde og Centers ikke-åndelige realiteter - de realiteter som skjules i rumpotens, åbenbares i monota og midlertidig afsløres på de mellemliggende kosmiske niveauer. Denne energiens evige kredsløb er absolut mens den leder til og fra universernes Fader, og mens den er absolut kan den ikke ekspanderes i hverken faktum eller værdi; ikke desto mindre virkeliggør den Universelle Fader sig selv nu - som altid i en vedvarende ekspanderende arena af betydninger i tid og rum og af betydninger som overstiger tid og rum, en arena af forhold som gennemgår forandringer og hvor energien og materien mere og mere bliver underlagt overopsyn af levende og guddommelig ånd gennem erfaringsmæssig anstrengelser hos levende og personlige sind.

           

De universelle ikke-åndelige energier genforenes i de levende systemer i ikke-skaber sind på forskellige niveauer af hvilken visse kan beskrives som følger: 

 

            1.   Sindet som går forud for de bistående sindsånders indflydelse. Dette sindsniveau er uerfarende og administreres på de beboede planeter af de Ledende Fysiske Kontrollere. Dette sind er mekanisk, det ikke-lærevillige intellekt som de mest primitive former af materiel liv har, men det ikke-lærevillige sind fungerer foruden på det primitive planetariske livets niveau også på mange andre niveauer.

 

            2.   Sindet i forening med de bistående sindsånder. Et lokalunivers Moderånd fungerer gennem sine syv bistående sindsånder på det materielle sinds lærevillige (ikke-mekaniske) niveau. På dette niveau gør det materielle sind erfaringer: som intellekt under menneskets niveau (dyr) i de første fem sindsånder; som menneskets intellekt (moralsk) i de syv sindsånder; som overmenneskeligt intellekt (mellemvæsen) i de sidste to sindsånder.

 

            3.   Udviklende morontiasind - udviklende personligheders ekspanderende bevidsthed under opstigningsforløbet i lokaluniverset. Dette er en overdragelse fra lokaluniversets Moderånd i forbindelse med Skabersønnen. Dette sindsniveau angiver, at en livsopholdelse af morontiatypen er organiseret, en syntese af det materielle og det åndelige, hvilket er gennemført af Morontiastyrkens Vejledere i et lokalunivers. Morontiasindet fungerer forskelligt i forhold til de 570 niveauer af morontialiv og udviser en tiltagende evne til at associere sig med det kosmiske sind på de højere uddannelsesniveauer. Dette er det evolutionære forløb for dødelige væsener, men sindet af en ikke-morontiaklasse overdrages også af en Universsøn og Universånd til de ikke-morontielle børn i de lokale skabelser.

           

Det kosmiske sind. Dette er det syvfoldige diversificeret sind i tid og rum, af hvilket en fase af hver og en af de syv Mesterånder fordeles til et af de syv superuniverser. Det kosmiske sind omfatter alle niveauer af det finite sind og koordineres erfaringsmæssigt med det Højeste Sinds evolutionære guddomsniveauer og transcendentalt med de eksistentielle niveauer i det absolutte sind - Samforenerens direkte kredsløb.

           

I Paradiset er sindet absolut, i Havona absonit, i Orvonton endeligt. Sind angiver altid tilstedeværende aktivitet i form af levende tjeneste plus forskellige energisystemer, og dette gælder alle niveauer og alle typer af sind.  Men udover det kosmiske sind bliver det i stigende grad sværere at beskrive hvorledes sindet forholder sig til ikke-åndelig energi. Havona sindet ligger under det absolutte men ovenover det evolutionære; da det er eksistentielt og erfaringsmæssigt, er nærmere det absonitte end noget andet begreb som er åbenbaret for jer. Paradissindet ligger udover menneskets opfattelsesevne; der er eksistentielt, ikke-rumbetinget og ikke-tidsbetinget. Ikke desto mindre overskygges alle disse sindsniveauer af Samforenerens universelle tilstedeværelse - af sindstyngdekraften, som har sin oprindelse i sindets Gud i Paradiset.

 

 

11.   UNIVERSETS MEKANISMER

 

Ved vurderingen og genkendelsen af sindet bør man huske, at universet hverken er mekanisk eller magisk; det er en sindsskabelse og en juridisk bindende mekanisme. Men selvom naturlovene i deres praktiske anvendelse fungerer i hvad som synes at være dobbelte riger af det fysiske og åndelige, er riget i virkeligheden et. Den Første Kilde og Center er den oprindelige årsag til al materialisation og samtidig den første og sidste Fader til alle ånder. Paradisets Fader fremtræder personlig i universerne udenfor Havona kun som ren energi og ren ånd - i form af Tankerettere og andre lignende fragmenter.

 

Mekanismer har ikke absolut dominans over den samlede skabelse; universernes univers i sin helhed er planlagt af sind, skabt af sind og administreret af sind. Men universernes univers guddommelige mekanisme er alt for perfekte til at de videnskabelige metoder i menneskets begrænsede sind skulle kunne opdage et eneste spor af det uendelige sinds dominans. For dette skabende, styrende og opretholdende sind er hverken materielt sind eller skabte væseners sind; det er åndesindet som fungerer på og fra den guddommelige virkelighedens skaberniveauer.

           

Evnen til at skelne og opdage sind i universmekanismer beror helt og holdent på evnen, omfanget og kapaciteten hos det udforskende sind som gør sådanne observationer. Sindet i tid og rum, organiseret af energierne i tid og rum, er underlagt tidens og rummets mekanismer.

 

Bevægelse og universets tyngdekraft er de to aspekter af den upersonlige tid-rum-mekanisme i universernes univers. De niveauer hvor ånden, sindet og materien reagerer til tyngdekraften er helt uafhængig af tiden, men kun virkelighedens sande åndeniveau er uafhængig af rummet (ikke-rumlig). De højere sindsniveauer i universet - åndesindets niveauer - kan også være ikke-rumlig men i materielle sinds niveauer, såsom det menneskelige sind, reagerer til universets tyngdekrafts interaktion og taber kun denne respons i proportion til sin identifikation med ånden. Ånderealitetens niveauer genkendes på deres åndeindhold, og åndelighed i tid og rum måles omvendt til reaktionen af lineær tyngdekraft.

           

Lineær tyngdekraftsreaktion er et kvantitativt mål på ikke-åndelig energi. Al masse - organiseret energi - er underkastet dette greb undtagen når bevægelse og sind indvirker på massen. Lineær tyngdekraft er den kortrækkende sammenhængskraft i makrokosmos nogenlunde ligesom kræfterne for samhørigheden i atomernes indre er de kortrækkende kræfter i mikrokosmos. Fysisk materialiseret energi, organiseret som såkaldt materie, kan ikke rejse gennem rummet uden at frembringe en reaktion i den lineære tyngdekraft. Skønt denne tyngdekraftsreaktion er direkte proportional til massen, modificeres den dog således af det mellemliggende rum af det endelige resultat kun er en grov approksimation, når det udtrykkes som omvendt proportionalt til kvadranten af afstanden. Rummet vinder til sidst over den lineære tyngdekraft fordi den indeholder tilstedeværelsen af antityngdekrafts påvirkninger fra talrige overmaterielle kræfter som virker for at neutralisere virkningen af tyngdekraften og alle reaktioner derpå.

 

Ekstremt komplekse og højt automatiske tilsynekomster af kosmiske mekanismer er altid tilbøjelig til at skjule den iboende tilstedeværelse af sit oprindelses- eller skabende sind for enhver skabnings forståelse som befinder sig meget langt under universets niveauer som udtrykker selve mekanismens natur og kapacitet. Derfor er det uundgåeligt, at de højere universmekanismer fremstår som sindsløse for de lavere klasser af skabte væsener. Den eneste mulige undtagelse til en sådan konklusion er antydningen af sindseksistens i det forhåndenværende fænomen med et univers som ser ud til at opretholde sig selv - men det er en sag som hører til filosofi snarere end til det faktiske erfarings område.

           

Eftersom universet koordineres af sind eksisterer der ingen uforanderlighed i mekanismerne. Fænomenet med fremadskridende evolution forbundet med kosmisk selvopretholdelse er universel. Den evolutionære kapacitet i universet er uudtømmelig vedrørende spontanitetens uendelighed. Fremskridt i retning mod harmonisk enhed, en voksende erfaringsmæssig syntese ovenpå en vedvarende voksende kompleksitet af relationer, kan kun frembringes af et formålsbevidst og dominerende sind.

           

Jo højere det sind er, som er forenet med nogen fænomen i universet, desto sværere er det for sindene af de lavere typer at opdage det. Og da universmekanismens sind er kreativt åndesind (selv den Uendelige sindseksistens) kan det aldrig opdages eller skelnes af de lavere niveauers sind i universet, endnu mindre af det laveste sind af alle, det menneskelige sind. Selvom det udviklende fra dyreriget nedstammende sind af naturen er Gudssøgende er det ikke alene og af sig selv medfødt gudkendende.

 

 

12.   MØNSTER OG FORM - SINDETS DOMINANS

 

Udviklingen af mekanismer indebærer og angiver den skjulte tilstedeværelse og dominans af skabende sind. Evnen hos det dødelige intellekt til at forestille sig, formgive og skabe automatiske mekanismer påviser de højere, skabende og formålsbestemte kvaliteter i menneskets sind som den dominerende indflydelse på planeten. Sindet strækker sig altid ud mod at:

 

            1.   Skabe materielle mekanismer.

 

            2.   Opdage skjulte mysterier.

 

            3.   Udforske fjerntliggende situationer.

 

            4.   Formulere mentale systemer.

 

            5.   Opnåelse af visdomsmål.

 

            6.   Opnåelse af åndeniveauer.

 

            7.   Udførelse af guddommelige skæbner - højeste, ultimative og absolutte.

 

Sindet er altid kreativt. Sinds begavelse hos et individuelt dyr, en dødelig, et morontiavæsen, en opstigende ånd eller en som opnår endelighed er altid i stand til at frembringe en egnet og anvendelig krop for det levende væsens identitet. Men det tilstedeværende fænomen af en personlighed eller mønster af en identitet er ikke som sådan en manifestation af energi, hverken fysisk, sindsmæssig eller åndelig. Personlighedsformen udgør et levende væsens mønster-aspekt; det indebærer arrangementet af energierne, og dette, plus liv og bevægelse, udgør det skabende væsens mekanisme for eksistens.

           

Selv åndevæsener har form, og disse åndeformer (mønstre) er virkelige. Selv de højeste typer af åndepersonligheder har form - personlighedstilstedeværelse som i ethvert henseende kan ligestilles med de dødeliges kroppe på Urantia. Næsten alle væsener som træffes i de syv superuniverser har form. Men der findes nogle få undtagelser fra denne almindelige regel. Tankeretterne synes at mangle form indtil de er fusioneret med deres dødelige tilknyttedes overlevende sjæle. Hos Enlige Budbringere, Inspirerende Treenighedsånder, Personlige hjælpere til den Uendelige Ånd, Tyngdekraftsbudbringerne, Transcendentale Registratorer og visse andre kan man heller ikke opdage nogen form. Men disse er typiske for de få undtagelser, det store flertal har en ægte personlighedsform, en form som individuelt er karakteristisk og som kan genkendes og skelnes fra andre personligheder.

           

Forbindelsen med det kosmiske sind og de bistående sindsånders aktiviteter udvikler en egnet fysisk bolig for det udviklende menneskevæsen. På samme måde individualiserer morontiasindet morontiaformen for alle dødelige overlevende. Ligesom den dødelige krop er personlig og karakteristisk for hvert menneskevæsen, så vil morontiaformen være højst individuel og tilstrækkelig karakteristisk for det skabende sind som behersker den. Der findes ikke to morontiaforme som er mere lig hinanden end to menneskekroppe. Morontiastyrkens Vejledere har ansvaret for og de tjenestegørende serafer tilvejebringer det udifferentierende morontiamateriale med hvilket morontialivet kan begynde at fungere. Og efter morontialivet finder man ud af at åndeformerne er lige så forskellige, personlige og karakteristiske for deres respektive indehavere med åndesind.

 

I en materiel verden tænker i at kroppen har en ånd, men vi betragter ånden som havende en krop. De materielle øjne er sandelig vinduer for sjælen, som er født af ånd. Ånden er arkitekten, sindet er bygherre, kroppen er den materielle bygning.

 

De fysiske, åndelige og sindsmæssige energier påvirker ikke som sådan og i deres rene tilstand, helt hinanden som faktiske værdier i de fænomenale universer. I Paradiset er de tre energier ligestillet, i Havona koordineret, mens man på de finite aktiviteters universniveauer kan møde alle variationer af materiel, sindsmæssig og åndelig dominans. I ikke-personlige situationer i tid og rum synes den fysiske energi at være fremherskende, men det ser også ud til, at jo mere åndesindets funktion nærmer sig guddommelighed i formålet og overherredømme i handling desto mere bliver åndefasen dominerende; så åndesindet på det ultimative niveau kan blive næsten fuldstændigt dominerende.  På det absolutte niveau er ånden helt sikkert dominerende. Og derfra udad gennem tidens og rummets riger, hvor som helst en guddommelig ånderealitet er til stede og når som helst et reelt åndesind fungerer, er der altid en tendens til at blive produceret en materiel eller fysisk modstykke til denne ånderealitet.

           

Ånden er den skabende virkelighed; det fysiske modstykke er afspejlingen i tid og rum af åndevirkeligheden, den fysiske eftervirkning af åndesindets skabende handling.

 

Sindet hersker universelt over materien samtidig som det til gengæld reagerer for åndens ultimative over opsyn. Og hos det dødelige menneske er det kun det sind, som villigt underkaster sig åndens ledelse, der kan håbe på at overleve den dødelige tilværelse i tid og rum som et udødeligt barn i den evige åndeverden hos den Højeste, den Ultimative og den Absolutte: den Uendelige.

 

 

 [Præsenteret på anmodning af Gabriel af en Mægtig Budbringer i tjeneste i Nebadon.]

 

 

 

 

 

 




Back to Top