(UF-DAN-001-2017-1)



 Download Copyright © Urantia Foundation

URANTIA BOGEN

KAPITEL 12

 

UNIVERSERNES UNIVERS

 

 

Den enorme vidtstrakte skabelse af den Universelle Faders er fuldstændig ud over rækkevidden af den begrænsede forestillingsevne; mesteruniversets kæmpemæssige omfang forbløffer selv min klasse af væseners begrebsopfattelse. Men det dødelige sind kan lære meget om universernes plan og foranstaltning; I kan vide noget om deres fysiske organisation og ganske beundringsværdige administration; I kan lære meget om de forskellige grupper af intelligente væsener som bebor de syv superuniverser i tiden og centraluniverset fra evigheden.

           

I princippet, det vil sige, i evigt potentiale, opfatter vi den materielle skabelse som værende uendelig fordi den Universelle Fader faktisk er uendelig, men når vi studerer og observerer den samlede materielle skabelse, ved vi, at den på ethvert given tidspunkt i tiden er begrænset, selv om den til jeres begrænset sind er forholdsvis ubegrænset, faktisk grænseløs.

           

Vi er overbevist om, fra studiet af fysisk lov og fra observation af stjerneklare områder, at den Uendelige Skaber endnu ikke er åbenbart i endelighed af kosmisk udtryk, at meget af den Uendeliges kosmiske potentiale stadig er indesluttet i sig selv og uåbenbaret. For skabte væsener kan mesteruniverset synes at være næsten uendelig, men det er langt fra færdig, og den erfaringsmæssige åbenbaring af det evige formål er stadig i udvikling.

 

1.   MESTERUNIVERSETS RUMNIVEAUER

 

Universernes univers er ikke en uendelig flade, en grænseløs terning, eller en ubegrænset cirkel; det har bestemt dimensioner. Lovene for fysisk organisation og administration beviser afgørende, at hele den uhyre sammenhobning af kraft-energi og materie-styrke fungerer i sidste ende som en rum enhed, som et organiseret og koordineret helhed. Den materielle skabelses observerbar adfærd er tegn på et fysisk univers af definitive grænser. Det endelige bevis for, at universet har en omkreds og er begrænset er ydet til os, af det velkendte faktum, at alle former for grundlæggende energi altid kredser rundt om den buede bane i mesteruniversets rumniveauer i lydighed til Paradistyngdekraftens uophørlige og absolutte træk.

           

Mesteruniversets skiftende rumniveauer udgør de største inddelinger af gennemtrængt rum - den totale skabelse, organiseret og delvist beboet eller som vil blive organiseret og beboet. Hvis mesteruniverset ikke var en serie af elliptiske rumniveauer med formindsket modstandskraft overfor bevægelse, vekslende med zoner i forholdsvis hvile, forestiller vi os, at nogle af de kosmiske energier kunne observeres som skydende bort med en uendelig rækkevidde, ud i en lineær linje ind i uvejsomme rum; men vi finder aldrig kraft, energi, eller materie som opfører sig sådan; selv om de hvirvler, svinger de altid fremad langs banerne af rummets store kredsløb.

 

Udgående fra Paradis gennem den vandrette udvidelse af gennemtrængt rum, eksisterer mesteruniverset i seks koncentriske ellipser; rumniveauer som kredser omkring den centrale Ø:

            1.   Centraluniverset - Havona.

            2.   De Syv Superuniverser.

            3.   Det Første Ydre Rumniveau.

            4.   Det Andet Ydre Rumniveau.

            5.   Det Tredje Ydre Rumniveau.

            6.   Det Fjerde og Yderste Rumniveau.

 

Havona, centraluniverset, er ikke en tids skabelse, den er en evig eksistens. Dette univers uden begyndelse og uden ende består af en milliard sublimt perfekte sfærer og er omgivet af de enorme mørke tyngdekrafts masser. I centrum af Havona er den stationære og absolut stabiliserede Paradis Ø, omgivet af sine enogtyve satellitter. På grund af de enorme masser af mørke tyngdekraft, der kredser ved centraluniversets periferi, så overstiger masse indholdet af denne centrale skabelse langt udover den samlede kendte masse af alle syv sektorer af storuniverset.

 

Paradis-Havona systemet, det evige univers som omkranser den evige Ø, udgør den perfekte og evige kerne af mesteruniverset; alle syv superuniverser og alle regioner i det ydre rum kredser i etablerede baner rundt om den gigantiske centrale sammenhobning af Paradissatellitterne og Havonas sfærer.

           

De syv Superuniverser er ikke primært fysiske systemer; intetsteds deler deres grænser en familie af stjernetåger, heller ikke krydser de et lokalunivers, en grundlæggende kreativ enhed. Hvert superunivers er simpelthen en geografisk rum gruppering af omtrent en syvende del af den organiseret og delvise beboet post-Havona skabelse, og hver er nogenlunde lige i antallet af lokaluniverser og dækker omtrent lige meget rum. Nebadon, jeres lokalunivers, er en af de nyere skabelser i Orvonton, det syvende superunivers.

 

Storuniverset er den nuværende organiseret og beboet skabelse. Det består af syv superuniverser, med et samlet evolutionært potentiale på omkring syv trillioner beboede planeter, for ikke at tale om de evige sfærer fra centraluniverset. Men denne forsøgsvise vurdering medregner ikke de arkitektoniske administrations sfærer, heller ikke inkluderer det de yderliggende grupper af uorganiseret universer. Storuniversets nuværende ujævne kant, dets uensartet og ufærdige periferi, sammen med hele den astronomiske plans meget ufærdige tilstand, antyder til vores stjerne studerende, at selv de syv superuniverser indtil videre er ufærdige. Når vi bevæger os indefra, fra det guddommelige center udad i enhver retning, så kommer vi, til sidst, til de ydre grænser for organiseret og beboet skabelse; vi kommer til storuniversets yderste grænser. Og det er i nærheden af denne ydre grænse, i et fjerntliggende hjørne af sådan en storslået skabelse, at jeres lokalunivers har dets begivenhedsrige eksistens.

 

De Ydre Rumniveauer. Langt ude i rummet, i en enorm afstand fra de syv beboede superuniverser, er uhyre og utrolige formidable kraft kredsløb og materialiserende energier ved at forsamle sig. Mellem energi kredsløbene af de syv superuniverser og dette gigantiske bælte af kraft aktivitet, er der en rum zone af forholdsvis stilhed, som varierer i bredde men gennemsnitlig udgør fire hundrede tusinde lysår.  Disse rum zoner er frie for stjernestøv - kosmisk tåge. De af vores studerende som studerer disse fænomener er i tvivl om den nøjagtige status af de rum-kræfter som findes i denne zone af forholdsvis stilhed som omkranser de syv superuniverser. Men omkring en halv million lysår udover periferien af det nuværende storunivers observerer vi begyndelser af en zone af en utrolig energi handling som tiltager i volumen og intensitet for over femogtyve millioner lysår. Disse kolossale hjul af energiopladende kræfter er placeret i det første ydre rum niveau, et sammenhængende bælte af kosmisk aktivitet omkransende hele den kendte, organiseret og beboet skabelse.

           

Endnu større aktiviteter finder sted uden for disse områder, for Uversa fysikere har opfanget de tidlige tegn på kraft manifestationer mere end halvtreds millioner lysår ud over de yderste områder af fænomenet i det første ydre rum niveau. Disse aktiviteter varsler uden tvivl organisationen af de materielle kreationer af det andet ydre rum niveau af mesteruniverset.

 

Centraluniverset er evighedens skabelse; de syv superuniverser er tids skabelser; de fire ydre rum niveauer er utvivlsomt bestemt til at fremkomme og udvikle skabelsens ultimative. Og der er dem, som hævder. at den Uendelige aldrig kan opnår fuldt udtryk undtagen i uendeligheden; og derfor postulere de en yderligere og uafsløret skabelse udover det fjerde og yderste rum niveau, muligvis en altid voksende, aldrig endende uendeligheds univers. I teorien ved vi ikke, hvorledes man begrænser enten Skaberens uendelighed eller skabelsens potentielle uendelighed, men som det eksisterer og er administreret, betragter vi mesteruniverset som havende begrænsninger, som værende bestemt afgrænset og afgrænset ved dets ydre margen af åben rum.

 

2.   DEN EGENSKABSLØSE ABSOLUTTETS DOMÆNER

           

Når Urantias astronomer ser gennem deres stadig større kraftige teleskoper ind i de mystiske strækninger af det ydre rum og der betragter den forbløffende udvikling af næsten talløse fysiske universer, så bør de indse, at de stirre på en mægtig udfoldelse af de uransagelig planer af Mesteruniversets Arkitekter. Sandt er det, at vi besidder beviser som antyder tilstedeværelsen af bestemte Paradis personligheders indflydelse her og der blandt de enorme energi manifestationer, som nu karakterisere disse ydre regioner, men ud fra et bredere perspektiv, er det generelt anset, at rum regionerne som strækker sig udover de yderste grænser af de syv superuniverser udgør den Egenskabsløse Absoluttets domæner.

           

Skønt menneskets blotte øje kun kan se to eller tre stjernetåger udenfor superuniverset Orvontons grænser, så afslører jeres teleskoper bogstaveligt talt millioner efter millioner af disse fysiske universer i færd med at blive dannet. Det meste af de stjerneklare områder som er synlig ved søgning med jeres nutidige teleskoper er i Orvonton, men med fotografisk teknik kan de større teleskoper trænge langt ud over grænserne af storuniverset og ind i de ydre rum domæner, hvor utallige universer er i færd med blive organiseret. Og der findes yderligere andre millioner af universer ud over rækkevidden af jeres nuværende instrumenter.

           

I en ikke så fjern fremtid, vil nye teleskoper afsløre for Urantia astronomers forundrende blikke ikke mindre end 375 millioner nye galakser i de fjerntliggende strækninger af det ydre rum. På samme tid vil disse meget kraftfulde teleskoper afsløre at mange af universets øer, som tidligere blev opfattet som værende i det ydre rum i virkeligheden er en del af Orvontons galaktiske system. De syv superuniverser vokser stadig; periferien af hver af dem udvider sig gradvis; nye stjernetåger bliver

hele tiden stabiliseret og organiseret; og nogle af de stjernetåger som Urantia astronomerne betragter som ekstra galaktiske er faktisk ved udkanten af Orvonton og rejser sammen med os.

 

Stjerne studerende på Uversa observerer, at storuniverset er omgivet af forstadierne til en serie af stjerneklare og planetariske klynger, som helt omkranser den nuværende beboet skabelse som koncentriske ringe af ydre universer på universer. Fysikerne på Uversa kalkulerer at energien og materien i disse ydre og ikke kortlagte regioner allerede flere gange overstiger den samlede materielle masse og energi opladning som er indeholdt i alle syv superuniverser. Vi er underrettet om, at metamorfose af kosmiske kraft i disse ydre rum niveauer er en funktion af Paradisets Kraftorganisatorer. Vi ved også, at disse kræfter er et forstadium for de fysiske energier som på nuværende tidspunkt aktivere storuniverset. Orvontons styrkeledere har imidlertid intet at gøre med disse fjerntliggende verdener, og de energi bevægelser som er synlige derinde er heller ikke forbundet med styrke kredsløbene i de organiserede og beboet skabelser.

 

Vi ved meget lidt om betydningen af disse kolossale fænomener i ydre rum. En større fremtids skabelse er i færd med at blive dannet. Vi kan observere dets uhyre udstrækning, vi kan skelne dets omfang og fornemme dets majestætiske dimensioner, men ellers ved vi ikke ret meget om disse verdner end hvad astronomerne på Urantia gør. Så vidt vi ved, så eksistere der ingen materielle væsener af den menneskelige klasse, ingen engle eller andre åndevæsener i denne ydre ring af tåger, sole, og planeter. Dette fjerne domæne er udover superuniversernes regeringens jurisdiktion og administration.

           

Over hele Orvonton menes det, at en ny type af skabelse er under udvikling, en klasse af universer bestemt til at blive scenen for de fremtidige aktiviteter af det forsamlet Finalitkorps og hvis vores antagelser er korrekte, så indeholder den endeløse fremtid for jer alle, det samme fortryllende skue, som den endeløse fortid har holdt reserveret for jeres ældre og forgængere.

 

3.   UNIVERSEL TYNGDEKRAFT

 

Alle former for kraft-energi–materiel, sindsmæssig, eller åndelig–er på samme måde underkastet de greb, de universelle tilstedeværelser, som vi kalder tyngdekraften. Personligheden reagere også til tyngdekraft–til Faderens eksklusive kredsløb; men selv om dette kredsløb er eksklusivt til Faderen, så er han ikke udelukket fra de andre kredsløb; den Universelle Fader er uendelig og virker over alle fire absolutte tyngdekrafts kredsløb i mesteruniverset:

 

            1.   Den Universelle Faders Personlighedstyngdekraft.

            2.   Den Evige Søns Åndetyngdekraft.

            3.   Samforenerens Sindstyngdekraft.

            4.   Paradis Øens Kosmiske Tyngdekraft.

           

Disse fire kredsløb er ikke relateret til kraftcentret i nedre Paradis; de er heller ikke kraft, energi, eller styrke kredsløb. De er absolutte tilstedeværende kredsløb og lige som Gud er de uafhængige af tid og rum.

           

I denne forbindelse er det interessant at nævne visse observationer gjort på Uversa gennem de seneste årtusinder af korpset af tyngdekraft forskere. Denne arbejdsgruppe af eksperter er kommet frem til følgende konklusion med hensyn til mesteruniversets forskellige tyngdekrafts systemer:

           

1.   Fysisk Tyngdekraft. Efter at have udarbejdet et beregning af summen af den samlede fysiske tyngdekrafts kapacitet i storuniverset, så har de møjsommelig gennemført en sammenligning af dette fund med den skønsmæssige sum af den nuværende, virkende absolutte tyngdekraft. Disse kalkulationer viser, at den samlede tyngdekrafts handling på storuniverset er en meget lille del af den skønsmæssige Paradis tyngdekrafts påvirkning, beregnet på grundlag af, i hvilket omfang univers materiens grundlæggende fysiske enheder reagerer på tyngdekraften. Disse forskere er nået til den forbløffende konklusion, at centraluniverset og de omgivende syv superuniverser på nuværende tidspunkt kun gør brug af omkring fem procent af den aktive effekt af Paradis absolutte tyngdekrafts greb. Med andre ord: På nuværende tidspunkt er omkring femoghalvfems procent af Paradis Øens aktive kosmiske tyngdekrafts virkning, beregnet på denne totalitets teori, engageret i at kontrollere materielle systemer udover grænserne af de nuværende organiseret universer. Disse kalkulationer henviser alle til absolut tyngdekraft; lineær tyngdekraft er et gensidig fænomen som kun kan beregnes ved at kende den aktuelle Paradistyngdekraft.

 

           

2.   Åndelig Tyngdekraft. Med den samme teknik af sammenlignende vurdering og beregning har disse forskere udforsket den nuværende reaktions kapacitet for åndelig tyngdekraft og i samarbejde med Enlige Budbringere og andre åndepersonligheder, fremkommet frem tilden samlede sum af den Anden Kilde og Centers aktive åndetyngdekraft. Og det er meget lærerigt at bemærke, at de finder omtrent den samme værdi for den faktiske og aktive tilstedeværelse af åndetyngdekraft i storuniverset, som de postulerer for den nuværende samlede sum af aktiv åndetyngdekraft. Med andre ord: På nuværende tidspunkt er, praktisk talt hele den Evige Søns åndetyngdekraft, beregnet på denne helheds teori, observeret som fungerende i storuniverset. Hvis disse resultater er pålidelige, så kan vi konkludere, at de universer som på nu udvikler sig i det ydre rum er helt ikkeåndelig. Og hvis dette er sandt, vil det på tilfredsstillende vis forklare, hvorfor åndebegavede væsener er i besiddelse af så lidt eller ingen oplysninger om disse mægtige energier manifestationer, bortset fra at de bevidste om deres fysiske eksistens.

 

           

3.   Sinds Tyngdekraft. Ifølge disse samme principper for sammenlignende beregning har disse eksperter angrebet problemet med sinds-tyngdekraftens tilstedeværelse og reaktion. Vurderingen af sinds enheden er fremkommet ved at finde gennemsnittet af tre materielle og tre åndelige typer af mentalitet, selv om den sinds type, som er fundet i styrkeledere og deres medarbejdere viser sig at være en forstyrrende faktor i bestræbelserne for at nå frem til en grundlæggende enhed for estimering af sinds tyngdekraften.  Der var meget lidt til at forhindre estimeringen af den Tredje Kilde og Centers nuværende kapacitet for sinds-tyngdekraftens aktiviteter i forhold til denne helhedsteori. Selv om disse resultater i dette tilfælde ikke er så overbevisende som i skønnene over den fysiske tyngdekraft og åndetyngdekraften, så er de, forholdsmæssig betragtet, meget belærende, endda interessante. Disse forskere udleder heraf, at omkring femogfirs procent af sinds-tyngdekraftens reaktion på Samforenerens intellektuelle trækning har sin oprindelse i det eksisterende storunivers. Dette tyder på muligheden for, at sindets aktiviteter er involveret i forbindelse med de observerbare fysiske aktiviteter, som nu er i udvikling over alle områder af ydre rum. Mens dette skøn sandsynligvis er langt fra præcis, er det i overensstemmelse, i princippet, med vores overbevisning om, at intelligente kraftorganisatorer på nuværende tidspunkt kontrollere udviklingen af universet i rum niveauerne som er udover den nuværende ydre grænse af storuniverset. Uanset karakteren af denne postulerede intelligens, så reagerer den tilsyneladende ikke på åndetyngdekraft.

 

Men alle disse beregninger er for det meste skøn baseret på formodede love. Vi tror, at de er ganske pålidelige. Selv hvis nogle få åndelige væsener var placeret i det ydre rum, så ville deres kollektive tilstedeværelse ikke mærkbart påvirke beregningerne som er involveret i sådanne enorme målinger.

 

Personligheds Tyngdekraften er uberegnelig. Vi anerkender kredsløbet, men vi kan ikke måle hverken kvalitative eller kvantitative realiteter som reagerer på den.

 

 

4.   RUM OG BEVÆGELSE

           

Alle enheden af kosmisk energi er i primært rotation, er engageret i udførelsen af deres mission, mens de svinger rundt i den universelle bane. Rummets universer og deres delsystemer og verdener er alle roterende sfærer, som bevæger sig langs de endeløse kredsløb af mesteruniverset rumniveauer. Absolut intet er stationær i hele mesteruniverset undtagen selve centret af Havona, den evige Paradis Ø, tyngdekraft centret.

           

Den Egenskabsløse Absolutte er funktionelt begrænset i rummet, men vi er ikke så sikre på hvad angår denne Absoluttets forhold til bevægelse. Er bevægelse iboende deri? Vi ved det ikke. Vi ved, at bevægelse ikke er iboende i rummet; selv rummets egen bevægelse er ikke medfødt. Men vi er ikke så sikker på forholdet af den Egenskabsløse til bevægelse. Hvem, eller hvad, som virkelig er ansvarlig for de gigantiske aktiviteter af kraft-energi transformationer som nu er under udvikling ude udover grænserne af de nuværende syv superuniverser? Med hensyn til oprindelsen af bevægelse så har vi følgende opfattelser:

 

            1.   Vi tror at Samforeneren indleder bevægelse i rummet.

 

            2.   Hvis Samforeneren producerer rummets egne bevægelser, kan vi ikke bevise det.

 

            3.   Den Universelle Absolutte giver ikke anledning til den indledende bevægelse men udligner og kontrollerer alle spændinger, der opstår fra bevægelse.

 

I det ydre rum er kraftorganisatorerne tilsyneladende ansvarlige for produktionen af gigantiske univers hjul, som nu er i færd med stjernernes udvikling, men deres evne til at fungere må være gjort muligt ved en eller anden modifikation af den Egenskabsløse Absoluttets rumtilstedeværelse.

 

Rummet er, set fra et menneskeligt synspunkt, ingenting - negativt; det eksistere kun som relateret til noget positivt og ikke rumligt. Rummet er, imidlertid, virkelig. Det indeholder og betinger bevægelse. Det bevæger sig endda. Rum bevægelser kan groft klassificeres som følgende;

 

            1.   Primær bevægelse - rum respiration, bevægelse af selve rummet.

 

            2.   Sekundær bevægelse - skiftende retninger af de skiftende rum niveauer.

 

            3.   Relative bevægelser - relativ i den betydning, at de ikke er vurderet med Paradis som fokuspunkt. De primære og sekundære bevægelser er absolutte, bevægelse i forhold til det ubevægelig Paradis.

 

            4.   Kompenserende eller korrelerende bevægelse designet til at koordinere alle andre bevægelser.

 

Det nuværende forhold mellem jeres sol og dets tilknyttede planeter, afslører mange relative og absolutte bevægelser i rummet, har tendens til at give astronomiske observatører det indtryk, at I er forholdsvis stillestående i rummet, og at de omkringliggende stjernesværme og strømninger er i gang med en udadgående rejse med stadig stigende hastigheder efterhånden som jeres beregninger udvikler sig udad i rummet. Men sådan forholder det sig ikke. I er ude af stand til at genkende den nuværende udadgående og ensartet udvidelse af de fysiske skabelser af alt gennemtrængt rum. Jeres egen lokale skabelse (Nebadon) deltager i denne bevægelse af universel udadgående udvidelse. De samlede syv superuniverser deltager i den to milliarder års cyklus af rum respirationen sammen med de ydre områder af mesteruniverset.

           

Når universerne udvider og trækker sig sammen, så bevæger de materielle masser i det gennemtrængte rum sig skiftevis mod og med trækket af Paradis tyngdekraft. Det arbejde som udføres ved at flytte den materielle energi masse af skabelsen er rum arbejde men ikke styrke-energi arbejde.

 

Selvom jeres spektroskopiske vurderingen af astronomiske hastigheder er rimelig pålidelige, når de anvendes til stjerne områder som tilhører jeres superunivers og dets associerede superuniverser, så er sådanne beregninger med henvisning til de ydre rum verdener helt upålidelige. Spektrallinjer forskydes fra det normale mod det violette af en tilnærmende stjerne; ligeledes er disse linjer forskudt mod det røde af en vigende stjerne. Mange intervenerende indflydelser får det til at fremstå som om, at den tilbagetrækkende hastighed af de ydre universer stiger i hastighed med mere end et hundrede og tres kilometer i sekundet for hver en million lysårs stigning i afstand. Med denne beregningsmetode, vil det vise sig, efter perfektion af mere kraftfulde teleskoper, som om at disse fjernt liggende systemer flyver fra denne del af universet med en utrolig hastighed af mere end otte og fyrre tusinde kilometer i sekundet. Men denne tilsyneladende tilbagetræknings hastighed er ikke virkelig; den hidrører fra utallige fejlfaktorer omfattende vinkelobservationer og andre tid og rum forvridninger.

           

Men den største af alle sådanne forvridninger opstår, fordi de uhyre ydre rum universer i områderne nærmest ved de syv superuniversers domæner synes at rotere i en retning modsat den fra storuniverset. Det vil sige, at disse myriader af stjernetåger og deres ledsagende sole og sfærer på nuværende tidspunkt er roterende med uret omkring den centrale skabelse. De syv superuniverser roterer rundt om Paradis imod urets retning. Det fremgår, at det andet ydre univers af galakser, ligesom de syv superuniverser, rotere imod uret rundt om Paradis. Og de astronomiske observatører på Uversa tænker, at de har opdaget bevis på revolutionerende bevægelser i et tredje ydre bælte af fjerntliggende rum som er begyndt at udvise en slags retnings tendenser med uret.

           

Det er sandsynligt. at disse alternative retninger af universernes på hinanden efterfølgende rum processioner har noget at gøre med den Universelle Absoluttets tyngdekrafts teknik indenfor mesteruniverset, som består af en koordinering af kræfter og en udligning af rum spændinger. Bevægelse ligesom rum er et supplement eller modvægt til tyngdekraften.

 

5.   RUM OG TID

 

Ligesom rum, så er tiden en Paradis overdragelse, men ikke i samme betydning, kun indirekte. Tiden opstår i kraft af bevægelse og fordi sindet arveligt er vidende om sekventiel orden. Fra et praktisk synspunkt, så er bevægelse absolut afgørende for tiden, men der er ingen universel tids enhed baseret på bevægelse undtagen i det omfang at Paradis-Havona standard dag vilkårligt er anerkendt som sådan. Rummets samlede respiration ødelægger dens lokale værdi som en tids kilde.

           

Rummet er ikke uendelig, selvom det har sin oprindelse fra Paradis; det er ikke absolut, for det er gennemtrængt af den Egenskabsløse Absolutte. Vi kender ikke rummets absolutte grænser, men vi ved, at det absolutte af tid er evigheden.

 

Tiden og rummet er kun uadskillelig i tid og rum kreationer, de syv superuniverser. Ikke-tidsmæssigt rum (rum uden tid) eksistere teoretisk, men det eneste sande ikke-tidsmæssige sted er Paradis området. Ikke-rumlig tid (tid uden rum) eksisterer i det sind som fungerer på Paradisniveau.

           

Den forholdsvise bevægelsesløse mellem rums zone som indvirker på Paradis og adskiller gennemtrængt fra ugennemtrængt rum er overgangszonerne fra tid til evighed, derfor nødvendigheden af, at Paradispilgrimmene bliver bevidstløse under denne overgang, når det er hensigten at kulminere i Paradis borgerskab. Tidsbevidste besøgende kan komme til Paradis uden denne søvn, men de forbliver skabninger af tid.

 

Forhold til tiden eksisterer ikke uden bevægelse i rummet, men bevidsthed om tid gør. På hinanden efterfølgende sekvenser kan bevidstgøre tiden selv i fravær af bevægelse. Menneskets sind er mindre tidsbundet end rumbundet som følge af sindets medfødte natur. Selv under det jordiske livets dage i kødet, er menneskets kreative fantasi relativt uafhængig af tid, selv om dets sind er strengt rumbundet. Men tiden selv er ikke genetisk en kvalitet i sindet.

 

Der findes tre forskellige niveauer af tidsopfattelse:

 

            1.   Sindsforstået tid - bevidsthed om sekvens, bevægelse, og opfattelse af varighed.

 

            2.   Åndeforstået tid - indsigt i bevægelse hen imod Gud og bevidsthed om opstigende bevægelse til stigende niveauer af guddommelighed.

 

            3.   Personligheden skaber en enestående tids fornemmelse fra indsigt i Virkeligheden plus en bevidsthed om nærvær og en fornemmelse af varighed.

 

Uåndelige dyr kender kun fortiden og lever i nutiden. Mennesker, i hvis indre ånden lever, har forudseenheds styrke (indsigt); det kan visualisere fremtiden. Kun fremadskuende og progressive holdninger er personligt virkelige. Statisk etik og traditionel moral er kun lidt over dyrets niveau. Stoicisme er heller ikke en høj orden af selvrealisering. Etik og moral bliver i sandhed menneskelige når de er dynamiske og progressive, når de lever i takt med universets virkelighed.

           

Den menneskelige personlighed er ikke kun en ledsagende omstændighed til begivenhederne i tid og rum; den menneskelige personlighed kan også fungere som en kosmisk årsag til sådanne begivenheder.

 

6.   UNIVERSEL OVERKONTROL

 

Universet er ikke statisk. Stabilitet er ikke et resultat af inerti men snarere produktet af afbalanceret energier, samarbejdende sind, koordinering på morontia niveau, ånds overkontrol, og personligheds forening. Stabilitet er helt, og altid proportionel til guddommelighed.

           

I den fysiske kontrol af mesteruniverset udøver den Universelle Fader prioritet og suverænitet gennem Paradis Øen; i den åndelige administration af kosmos er Gud absolut i den Evige Søns person. Angående sindets domæner, fungerer Faderen og Sønnen koordineret i Samforeneren.

           

Den Tredje Kilde og Center hjælper med opretholdelsen af ligevægt og koordinering af de kombinerede fysiske og åndelige energier og organisationer gennem absolutheden i hans grebs om det kosmisk sind og ved udøvelse af hans medfødte og universelle supplement til den fysiske og åndelige tyngdekraft. Når som helst og hvor som helst der opstår en forbindelse mellem det materielle og det åndelige, så er sådan et sinds fænomen en handling af den Uendelige Ånd. Sindet alene kan sammenknytte det materielle niveaus fysiske kræfter og energier med åndeniveauets åndelige styrker og væsener.

           

I alle jeres overvejelse af universets fænomener, vær da sikker på, at I tager hensyn til de indbyrdes forhold af fysiske, intellektuelle, og åndelige energier og at behørig hensyn er gjort til de uventede fænomener som ledsager personlighedens forening af disse energier og for de uforudsigelige fænomener som er et resultat af den erfaringsmæssige Guddom og de Absoluttes handlinger og reaktioner.

           

Universet er kun meget forudsigeligt når der er tale om kvantitet eller tyngdekraftsmåling, ikke engang de oprindelige fysiske kræfter reagerer på lineær tyngdekraft, heller ikke gør de højere sinds betydninger og de ultimative univers virkeligheders sande åndeværdier. I kvalitativt henseende, så er universet ikke præcist forudsigelig hvad angår nye sammenslutninger af kræfter, hverken fysiske, sindsmæssige, eller åndelige, selv om mange sådanne kombinationer af energier eller kræfter bliver delvist forudsigelig når de er underlagt kritisk observation. Når materie, sind, og ånd er forenet af et skabt væsens personlighed, er vi ude af stand til helt at forudsige de beslutninger som sådan et frit væsen tager.

 

Alle faser af urkraft, spirende ånd, og andre ikkepersonlige ultimative faser synes at reagere i overensstemmelse med bestemte relative stabile men ukendte love og er kendetegnet af en breddegrad af ydeevne og en elasticitet på respons som ofte er forvirrende når man støder på dem i fænomener af en begrænset og isoleret situation. Hvad er forklaringen på denne uforudsigelige reaktions frihed som disse fremkommende univers virkeligheder udviser? Disse ukendte, uudgrundelige uforudsigeligheder - hvad enten de tilhører opførslen af en urkrafts enhed, reaktionen af et uidentificeret sindsniveau, eller fænomenet af et uhyre præunivers under tilblivelse i de ydre rum domæner - så afslører det sandsynligvis den Ultimatives aktiviteter og de Absoluttes nærværende ydeevne, som er forudgående alle univers Skabers funktioner.

           

Vi ved virkelig ikke, men vi antager, at sådan en forbavsende alsidighed og sådan en dybgående koordinering angiver de Absoluttes tilstedeværelse og ydeevne, og at sådanne reaktions forskelle på trods af tilsyneladende ensartet årsagssammenhæng afslører de Absoluttes reaktion, ikke kun den umiddelbare og situationsbestemt årsagssammenhæng, men også til alle andre relaterede årsagssammenhænge i hele mesteruniverset.

 

Enkeltpersoner har deres skæbnevogtere; planeter, systemer, konstellationer, universer, og superuniverser har hver deres respektive herskere, som arbejder til gavn for deres domæner. Havona og selv storuniverset er overvåget af dem, som er betroet med sådanne høje ansvar.  Men hvem støtter og beskytter de grundlæggende nødvendigheder af mesteruniverset som helhed, fra Paradis til det fjerde og yderste rumniveau.? Eksistentielt, kan en sådan overbeskyttelse sandsynligvis tilskrives Paradistreenigheden, men fra et erfaringsmæssig synspunkt, så er fremkomsten af universerne efter Havona afhængig af:

 

            1.   De Absolutte i potentiale.

            2.   Den Ultimative i styring.

            3.   Den Højeste i evolutionær koordinering.

            4.   Mester Universets Arkitekter i administration førend tilsynekomsten af specifikke herskere.

           

Den Egenskabsløse Absolutte gennemtrænger alt rum. Vi er ikke helt klar over den nøjagtige status af Guddommen og de Universelle Absolutter, men vi kender de sidstnævnte funktioner hvor Guddommen og de Egenskabsløse Absolutter virker. Den Guddomsabsolutte kan være universel til stede men næppe til stede i rummet. Den Ultimative er, eller kommer en gang til at være, tilstedeværende i rummet til de ydre grænser af det fjerde rumniveau.  Vi tvivler på, at den Ultimative nogensinde vil have en tilstedeværelse i rummet udover periferien af mesteruniverset, men indenfor denne grænse integrerer den Ultimative i stigende grad den skabende organisation af de tre Absoluttes potentialer.

 

 

7.   DELEN OG HELHEDEN

 

Overalt, gennem al tid og rum og med hensyn til al virkelighed, af enhver slags, virker der en ubønhørlig og upersonlig lovgivning, som svarer til funktionen af et kosmisk forsyn. Barmhjertighed karakteriserer Guds kærlige holdning til den enkelte; upartiskhed motiverer Guds holdning til helheden. Guds vilje er ikke nødvendigvis fremherskende i delen - i hjertet af enhver personlighed–men hans vilje regere virkelig helheden, universernes univers.

 

I alle hans handlemåder med alle sine væsener, er det sandt, at Guds love ikke i følge sin natur er vilkårlige. Til jer, med et begrænset klarsyn og endelig synspunkt, må det ofte synes som om Guds handlinger er diktatoriske og vilkårlige. Guds love er blot Guds vaner, hans måde af gentagne gange, at gøre tingene; og han gør altid alting godt.  I observerer, at Gud gør den samme ting på den samme måde, gentagne gange, simpelthen fordi det er den bedste måde at gøre denne bestemte ting i en given omstændighed; og den bedste måde er den rigtige måde, og derfor bestemmer den uendelige visdom altid gennemførelsen på denne præcise og perfekte måde. I bør også huske på, at naturen ikke udelukkende er Guddommens handling; der er andre indflydelser tilstede i de fænomener som mennesket kalder natur.

           

Det er frastødende til den guddommelige natur, at skulle lide enhver slags forringelse eller nogensinde at tillade udførelsen af en hvilken som helst ren personlig handling på en lavere måde. Det bør gøres klart, at hvis, der i nogen guddommelig situation, i højeste grad af enhver given omstændighed, i alle tilfælde, hvor fremgangsmåde af den højeste visdom måske kan indikere kravet for en anderledes handlemåde - hvis kravet om perfektion eller anden årsag ville diktere en anden reaktion, en bedre måde, så vil den alvidende Gud straks fungere på denne bedre og mere egnet måde. Det ville være udtryk for en højere lov, ikke ophævelse af en lavere lov.

           

Gud er ikke en vane-bundet slave til den kroniske gentagelse af hans egne frivillige handlinger. Der er ingen konflikt blandt den Uendeliges love; de er alle fuldkommenheder af en ufejlbarlig natur; de er alle ubestridte handlinger udtryksfulde for fejlfrie beslutninger. Loven er den uforanderlige reaktion af et uendelig, perfekt, og guddommelig sind. Guds handlinger er alle frivillige på trods af denne tilsyneladende ensartethed. I Gud er der ”ingen omskiftelighed og heller ikke skygge af forandring.” Men al dette, som i sandhed kan siges om den Universelle Fader kan ikke med samme sikkerhed siges om alle hans underordnede intelligenser eller om hans evolutionære væsener.

 

Fordi Gud er uforanderlig, derfor kan i stole på, i alle ordinære omstændigheder, at han gør den samme ting på den samme identiske og ordentlig måde. Gud er forsikring om stabilitet for alle skabte ting og væsener. Han er Gud; derfor forandres han ikke.

           

Og hele denne urokkelige adfærd og handlings ensartethed er personlig, bevidst, og i høj grad frivillig, for den store Gud er ikke en hjælpeløs slave til hans egen perfektion og uendelighed. Gud er ikke en selvvirkende automatisk kraft; han er ikke en slavisk lovbundet styrke. Gud er heller ikke en matematisk ligning eller en kemisk formular. Han er en fri vilje og oprindelig personlighed. Han er den Universelle Fader, et væsen fyldt med personlighed og den universelle kilde af al væsen personlighed.

 

Guds vilje vil ikke være ensartet fremherskende i hjertet af den materielle dødelig som søger Gud, men hvis tidsrammen forstørres udover det øjeblik som omfatter hele det første liv, så vil Guds vilje i stigende grad blive synlig i åndens frugter som er født i livet af Guds åndelige ledede børn. Og så, hvis menneskelivet yderligere er forstørret til at inkludere morontia erfaringen, er den guddommelige vilje observeret skinnende lysere og lysere i de åndeliggørende handlinger af de tidsvæsener, som er begyndt at nyde de guddommelige glæder af erfarende slægtskab af menneskets personlighed med den Universelle Faders personlighed.

           

Guds Faderskab og menneskets broderskab præsenterer paradokset af delen og helheden på personlighedens niveau. Gud elsker hvert enkelt individ som et individuelt barn i den himmelske familie. Men Gud elsker derfor ethvert individ; han gør ingen forskel på personer, og universaliteten af hans kærlighed frembringer tilblivelse af et slægtskab med helheden, det universelle broderskab.

           

Faderens kærlighed individualiserer absolut enhver personlighed som et enestående barn af den Universelle Fader, et barn uden genpart i uendelighed, et vilje væsen uerstattelig i al evighed. Faderens kærlighed glorificerer hvert barn af Guds, oplysende hvert medlem af den himmelske familie, skarpt aftegnende hver enestående personlig væsen op imod de upersonlige niveauer, som ligger udenfor det broderlige kredsløb af Faderen af alt. Guds kærlighed portrætterer bemærkelsesværdigt den ophøjet værdi af ethvert vilje væsen, afslører utvetydigt den høje værdi som den Universelle Fader har placeret på enhver og alle af hans børn fra de højeste skabte personligheder af Paradis status til den laveste personlighed med vilje værdighed blandt de vilde menneskestammer fra menneskehedens begyndelse på en eller anden evolutionær verden i tid og rum.        

           

Selve denne Guds kærlighed for de individuelle væsener frembringer tilblivelse af den guddommelige familie af alle individer, det universelle broderskab af Paradisfaderens frie vilje børn. Og dette broderskab, som er universelt, er et forhold af helheden. Broderskab, når det er universelt, beskriver ikke det enkelte forhold, men alle forhold. Broderskab er en realitet af helheden og udtrykker derfor helheds kvaliteter i modsætning til del kvaliteter.

           

Broderskab udgør en kendsgerning om forholdet mellem enhver personlighed i universel eksistens. Ingen personer kan undslippe de fordele eller de uheldige følger, som kan komme som et resultat af forhold til andre personer. Delen profiterer eller lider i forhold til helheden.  Ethvert menneskes gode indsatser gavner alle mennesker; hver menneskelig fejltagelse eller ondskab forøger modgangen for alle mennesker. Som delen bevæger sig, således bevæger helheden sig. Som helheden udvikler sig, således udvikler delen sig. De relative hastigheder af delen og helheden afgør hvorvidt delen holdes tilbage i udvikling ved hjælp af helhedens inerti eller er båret fremad af det kosmiske broderskabs momentum.

 

Det er et mysterium, at Gud i så høj en grad er et personlig selvbevidst væsen med beboelses hovedkvarterer, og på samme tid er personlig til stede i sådan et stort univers og personlig i kontakt med næsten et uendelige antal af væsener. At et sådan fænomen er et mysterium udover menneskets forståelse bør på ingen måde formindske jeres tro. Tillad ikke uendelighedens størrelse, evigheden uendelighed og storhed og herlighed af Guds mageløse karakter. at skræmme, vakle, eller tage modet fra jer; for Faderen er ikke ret langt væk fra nogen af jer; han bor i jer, og i ham bevæger vi os alle bogstaveligt, lever vi virkelig og i sandhed har vores væsen.

 

Selv om Paradisfaderen fungerer gennem hans guddommelige skabere og hans skabelses børn, så nyder han også den mest fortrolige indre kontakt med jer, så ophøjet, højst personlig, så det selv er udover min forståelse - dette mystiske fællesskab af Fader fragmentet med den menneskelige sjæl og med det dødelige sind hvor det faktisk bor. Med den viden, du har om disse Guds gaver, så ved i derfor, at Faderen er i tæt kontakt, ikke kun med hans guddommelige medarbejdere, men også med sine evolutionære dødelige børn af tiden.  Faderen forbliver ganske vist på Paradis, men hans guddommelige tilstedeværelse bor også i menneskernes sind.

           

Selv om en Søns ånd blev udøst over al levende, selv om en Søn engang boede med jer i ligheden af dødeligt kød, selv om seraferne personlig beskytter og vejleder jer, hvordan kan nogen af disse guddommelige væsener fra den Anden og Tredje Center nogensinde håbe på, at komme nærmere til jer eller til at forstå jer så fuldstændig som Faderen, som har givet en del af sig selv til at være i jer, for at være jeres virkelige og guddommelige, selv jeres evige selv.

 

8.   MATERIE, SIND OG ÅND

           

”Gud er ånd,” men Paradis er det ikke. Det materielle univers er altid arenaen hvori alle åndelige aktiviteter finder sted; åndelige væsener og ånde opstigende lever og arbejder på fysiske sfærer af materiel virkelighed.

 

Overdragelsen af kosmisk kraft, det kosmiske tyngdekrafts domæne, er Paradis Øens funktion. Al oprindelig kraft-energi udgår fra Paradis, og materien, for tilblivelsen af utallige universer som nu cirkulerer i hele mesteruniverset i form af en supertyngdekraft tilstedeværelse, udgør kraftladningen af det gennemtrængte rum.

           

Uanset af hvilken kraft omskabelser i de fjerntliggende universer, efter at være udgået fra Paradiset, vil det vedblivende rejse videre, med forbehold af uendelig, allestedsnærværende, aldrig svigtende træk fra den Evige Ø, trofast og i følge sin natur for altid svingende rundt på universernes evige rumbaner. Fysisk energi er den en virkelighed, som er sand og trofast i dets lydighed mod universel lov. Kun inden for områderne af væsen vilje har der været afvigelse fra de guddommelige stier og de oprindelige planer. Styrke og energi er universelle beviser på stabilitet, bestandighed, og evighed i den centrale Ø af Paradis.

           

Overdragelsen af ånd og åndeliggørelse af personligheder, domænet for åndelig tyngdekraft, er den Evige Søns område. Og denne Sønnens åndetyngdekraft, som altid trækker alle åndelige virkeligheder til sig, er lige så virkelig og absolut som det almægtige materielle greb af Paradis Øen. Men materielt sindet mennesker er naturligvis mere fortrolig med de materielle manifestationer af en fysisk natur end med de lige så virkelige og mægtige operationer af en åndelig natur som kun er synlig ved hjælp af sjælens åndelige indsigt.

           

Efterhånden som sindet fra enhver personlighed i universet bliver mere åndeligt ­- Guddommelig - så bliver det mindre påvirkelig til materiel tyngdekraft. Virkeligheden, målt ved reaktion på fysisk tyngdekraft, er antitesen af virkeligheden, som bestemt ved kvaliteten af ånde indhold. Den fysiske tyngdekraft er en kvantitativ angivelse af den energi som ikke er ånd; den åndelig tyngdekrafts handling er det kvalitative mål af guddommelighedens levende energi.

 

Hvad Paradiset er til den fysiske skabelse, og hvad den Evige Søn er til det åndelige univers, er Samforeneren til sindets områder - det intelligente univers af materielle, morontielle, og åndelige væsener og personligheder.

           

Samforeneren reagere til både materielle og åndelige virkeligheder og bliver derfor i følge sin natur den universelle minister til alle intelligente væsener, væsener som kan repræsentere en forening af både de materielle og åndelige faser af skabelsen. Intelligens begavelse, tjeneste til det materielle og det åndelige i sindsfænomenet, er udelukkende Samforenerens domæne, som på denne måde bliver partner af det åndelige sind, morontia sindets essens, og indholdet af det materielle sind fra de evolutionære væsener i tiden.

           

Sindet er den metode, hvorved åndelige virkeligheder bliver erfaringsmæssige til væsen personligheder. Og i sidste analyse er de samlede muligheder af selve det menneskelige sind, evnen til at koordinere ting, ideer, og værdier, overmaterielle.

 

Skønt det næppe er muligt for det dødelige sind at opfatte de syv niveauer af relativ kosmisk virkelighed, så bør det menneskelige intellekt være i stand til at forstå meget af betydningen af tre fungerende niveauer af den finite virkelighed:

 

            1.   Materie. Organiseret energi som er genstand for lineær tyngdekraft undtagen når det er modificeret af bevægelse og betinget af sind.

 

            2.   Sind. Organiseret bevidsthed som ikke helt er underlagt materiel tyngdekraft, og som virkelig bliver befriet når det modificeres af ånd.

 

            3.   Ånd. Den højeste personlige virkelighed. Ægte ånd er ikke underlagt fysisk tyngdekraft men bliver i sidste instans den motiverende indflydelse af alle udviklende energisystemer med personligheds værdighed.

 

Målet med alle personligheders eksistens er ånd; materielle manifestationer er relative, og det kosmiske sind intervenerer imellem disse universelle modsætninger. Overdragelsen af sind og tildelingen af ånden er arbejde af Guddommens tilknyttede personer, den Uendelige Ånd og den Evige Søn. Den totale Guddoms virkelighed er ikke sind men åndesind - sind-ånd forenet af personlighed. Ikke desto mindre, så løber de absolutte af både ånd og ting sammen i den Universelle Faders person.

 

På Paradiset er de tre energier - den fysiske, mentale, og åndelige koordineret. I det evolutionære kosmos dominerer energi-materie undtagen i personlighed, hvor ånd, gennem mægling i sindet, stræber efter beherskelse. Ånd er den grundlæggende virkelighed i personligheds erfaring af alle væsener, fordi Gud er ånd. Ånd er uforanderlig, og derfor transcenderer den i alle personligheds relationer både sindet og materien, som er erfaringsmæssige foranderlige af den tiltagende opnåelse.

I kosmisk evolution bliver materien en filosofisk skygge kastet af sindet i tilstedeværelsen af åndens klarhed af guddommelig oplysning, men dette udelukker ikke virkeligheden af materie-energi. Sind, materie, og ånd er lige virkelige, men de er ikke af lige værdi til personligheden i opnåelse af guddommelighed. Bevidstheden om guddommelighed er en progressiv åndelig erfaring.

           

Jo klarere den åndeliggjorte personlighed skinner (Faderen i universet, fragmentet af potentielle ånde personlighed i det enkelte væsen), des større er skygge kaster det mellemliggende sind på dets materielle investering. I tiden, er menneskets krop lige så virkelig som sind eller ånd, men i døden, vil både sindet (identiteten) og ånden overleve mens kroppen ikke gør det. En kosmisk virkelighed kan være ikkeeksisterende i personligheds oplevelse. Og således har jeres græske talemåde om det materielle som skyggen af den mere virkelig ånds indhold - faktisk en filosofisk betydning.

 

9.   PERSONLIGE REALITETER

           

Ånden er den grundlæggende personlige virkelighed i universerne, og personlighed er grundlaget for alle progressive erfaringer med åndelig virkelighed. Enhver fase af personligheds erfaring på ethvert efterfølgende niveau af universets fremgang sværmer med spor til opdagelse af lokkende personlige realiteter. Menneskets sande skæbne består i skabelsen af nye og åndelige mål og derefter at reagere på disse kosmiske fristelser af sådanne ophøjede mål af en ikke materiel værdi.

 

Kærlighed er hemmeligheden af velgørende forbindelse mellem personligheder. Man kan ikke rigtig kende en person som følge af en enkelt kontakt. Man kan ikke forstå at værdsætte musik gennem matematisk udledning, selvom musikken er en form for matematisk rytme. Det nummer der er tildelt en telefon abonnent identificere på ingen måde personligheden af denne abonnent eller angiver noget vedrørende hans karakter.

           

Matematik, materiel videnskab, er uundværlig i den intelligente diskussion af de materielle aspekter af universet, men en sådan viden er ikke nødvendigvis en del af den højere realisering af sandhed eller af den personlige værdsættelse af åndelige realiteter. Ikke kun i livets områder men selv i verden af fysisk energi, er summen af to eller flere ting meget ofte noget mere end, eller noget forskelligt fra, de forudsigelige konsekvenser af sådanne foreninger. Hele den matematiske videnskab, hele det filosofiske domæne, den højeste fysik og kemi, kunne ikke forudsige eller vide, at foreningen af to gasformige brint atomer med en gasformig ilt atom ville resultere i en ny og kvalitativ superadditiv substans - flydende vand. Den indsigtsfulde viden om dette ene fysisk kemiske fænomen burde have forhindret udviklingen af materialistisk filosofi og mekanisk kosmologi.

           

Teknisk analyse afslører ikke hvad en person eller en ting kan gøre. For eksempel: Vand bliver effektivt brugt til at slukke ild. Det at vand vil slukke ild er en kendsgerning fra dagligdagens erfaring, men ingen analyse af vand kan nogensinde laves som afslører sådan en egenskab. Analysen fastsætte, at vand er sammensat af brint og ilt; et yderligere studie af disse elementer afslører, at ilt er den virkelige opretholder af forbrænding og at brint selv vil brænde frit.

Jeres religion er blevet virkelig fordi den er på vej ud af frygtens slaveri og overtroens trældom. Jeres filosofi kæmper for frigørelse fra dogme og tradition. Jeres videnskab er engageret i årelange kampe mellem sandhed og vildfarelse, mens den kæmper for befrielse fra abstraktionens trældom, matematikkens slaveri, og den mekaniske materialismens relative blindhed.

           

Det dødelige menneske har en kerne af ånd. Sindet er et personligt energisystem, der eksisterer rundt om en guddommelig åndekerne og fungerer i en materiel omgivelse. Sådan et levende forhold af personlig sind og ånd danner universets potentielle evig personlighed. Virkelige vanskeligheder, vedvarende skuffelser, alvorlige nederlag, eller uundgåelig død kan kun komme efter at selvopfattelsen vover fuldt ud at fortrænge den centrale åndelige kernes styrende magt, hvorved den kosmiske plan for personligheds identitet gå i opløsning.

 

 

           

[Præsenteret af en Fuldkommen af Visdom handlende med bemyndigelse fra Dagenes Ældste.]

 

 

 

 

 

 




Back to Top